« Stoflighed og slapt maleri | Forside | Venedig-biennalen 2009: Den danske/nordiske pavillon »

09.06.2009

Sonic Youth på udstilling

Det var en mærkelig fornemmelse at være i Malmö og se den store Sonic Youth-udstilling Sensational Fix. Jeg er jo gammel Sonic Youth-fan og har fulgt dem siden 1980'erne, men de sidste 10-15 år er min interesse dalet noget. Nu blev jeg bombet tilbage til dengang og samtidig var bandets tre kernemedlemmer til stede ved pressevisningen. I 1989 var jeg blevet ellevild, men nu var det mere som at møde nogle gamle bekendte, man ikke har set længe.

Sonic Youth 1.jpg

Christian Marclay: Uden titel, 1987

Sonic Youth 2.jpg

Richard Kern: Submit To Me (1986). (Indgår som bekendt på coveret til EVOL).

Jeg skulle jo anmelde den til Politiken, men det var en af de sværeste anmeldelser jeg har skrevet indtil nu. Hvordan på kort plads formidle alle de indtryk og minder og samtidig alle de hundredevis af mere eller mindre interessante værker, der er strøet hulter til bulter på udstillingen? Jeg ved ikke om jeg gjorde det rigtige, men her er mit bud:

Læs min anmeldelse her
(Jeg skal som sædvanlig understrege at overskrift mv. på iByen.dk ikke er mine egne. Denne gang bør man især ikke fæstne sig for meget ved den entydigt negative billedtekst, som desværre også skæmmede avisudgaven).

Nedenfor nogle supplerende kommentarer:

Supplerende kommentarer
Ind imellem går der lige lovligt meget kendis-samleri i den, såsom et billede af Lee Ranaldo på gaden sammen med Allen Ginsberg. Jeg tvivler ikke på at Ranaldo er inspireret af Ginsberg, men altså...

Og så på den anden side. Sonic Youth har altid befundet sig i udkanten af NY-kendis-miljøet, og har derfor et dobbeltblik på disse berømtheder: Deres forbilleder er også ofte deres venner/bekendte, og det samme gælder for deres beundrere. De udstiller celebrity-kulturen og er samtidig delvist en del af den.

Mange af videoerne om/af Sonic Youth hænger side om side på væggene som malerier. Man kan tage hovedtelefoner på og stå lige foranskærmen så længe man gider. Her kunne man godt have lavet et sækkestolearrangement el. lign., så man kunne slænge sig og nyde dem.

Mange af film/video-installationerne (bl.a. Tony Ourslers) virkede endnu ikke på pressevisningsdagen, så dem kunne jeg ikke beskrive. Det var ærgerligt, for jeg tror de er blandt de bedste værker på udstillingen. Der var også en række lange tv-portrætfilm, som Oursler har lavet, af bl.a. Kim Gordon, Lydia Lunch, Alan Vega, Dan Graham, Tony Conrad, og Laurie Anderson. De skal ikke ses på et museum (de varer vist en time hver), men bør sendes på DR2 eller vises på CPH.dox. For de så faktisk ret gode ud.

Der er så meget andet man kunne nævne - udstillingen er gigantisk og heterogen, men det må være nok for nu. Spørg gerne, hvis der er noget du vil have uddybet eller tilføjet.

Kommentarer

DRs Casper Helweg Christiansen har anmeldt udstillingen her. Han er ganske enig med mig i uoverskueligheden, men er nok mere positiv i sidste ende.

Tina Mariane Krogh Madsen har anmeldt den for Kunsten.nu Hun har vist ikke prøvet guitaren i teltet, da hun taler om at man kan lave en masse støj. Til gengæld har hun tilsyneladende haft mulighed for at se Tony Oursler-installationerne. Og vist også læst i min bog, Støjens æstetik, hvilket jeg naturligvis synes er en glimrende ide. Hun gør ikke meget ud af bedømmelsen, men man fornemmer at hun synes det er en god udstilling.

Min kære kollega Mette Sandbye anmelder udstillingen i Weekendavisen, og indleder sågar med at nævne mig, så det er jeg jo nødt til at citere:

"»Interesserer du dig for støjrock?«, spørger min anmelderkollega Torben Sangild mig med dyb undren malet i ansigtet, da jeg møder ham til pressemødet på udstillingen Sonic Youth etc. Sensational Fix i Malmö Konsthall. Og nej, kære læser og anmelderkollega, det gør jeg ikke, og jeg ved heller ikke noget om det, men heldigvis kan min kollega så briefe mig, for han har skrevet en hel bog om støjrock inkl. et kapitel om Sonic Youth. På vej hjem i Øresundstoget hører jeg noget af deres musik på hans iPod, og det er faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet."

Det er fuldstændig korrekt altsammen, og jeg kan røbe at det, jeg valgte at spille for hende på iPod'en var fra og med "Mote" på Goo-albummet. jeg skulle vælge noget der var typisk og ikke alt for larmende for hendes potentielt sarte øren. Hun var straks parat til at købe pladen når hun kom hjem. Jeg tror hun hørte til og med "Cinderella's Big Score".

Hun har lidt det samme indtryk af udstillingen som jeg:

"Selvom der altså er masser at kigge på og lytte til, og man sågar kan udfolde sit indre støjrocktalent, så skal man nok vide lidt om enten Sonic Youth eller amerikansk avantgarde efter 1950, hvis man for alvor skal sætte pris på denne absolut forfriskende, uortodokse, men også alt for uformidlede, kakofoniske versionering af de sidste 30 års kunst- og kulturhistorie set gennem det prisme, som bandet Sonic Youth udgør."

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2