« Værker der virker på Charlottenborg | Forside | Vejrudsigten anmeldt »

24.06.2009

Trier ofres på feminismens alter

Jeg mener at feministisk kulturkritik er på sin plads i mange sammenhænge, men jeg mener også at den feministiske vanetænkning nogle gange skyder i de forkerte retninger. Og et tilbagevendende eksempel på dette er Lars von Trier. Hver gang Trier laver en film, er der som en betinget refleks nogle feminister ude at sige at han er kvindehader og laver misogyne film. Argumenterne er ret dårlige og viser manglende dømmekraft hos dem, der foretager kritikken. Det er så meget desto mere frustrerende når det ofte er folk jeg kender og respekterer. Jeg er stærkt uenig, og jeg mener at det er en voldelig reduktion af de komplekse film.

Nu har vi så balladen igen, denne gang fra Elisabeth Møller Jensen, der i en artikel kalder Antichrist for "kulturel sexchikane". Og hun siger gudhjælpemig at der er tale om "en film, hvis plot er at bekræfte og legitimere den seksualiserede vold mod kvinder". Say what? Jeg ser ingen seksualiseret vold mod kvinder. Jeg ser et forældrepar, der har mistet deres barn, og ikke er i stand til at håndtere det. Manden tror sig i stand til at lave terapi mod sin egen hustru, og begår heri en stor fejl. Og hustruen viser sig så at rumme nogle dæmoniske sider, hinsides psykologisk rækkevidde. Og ja, det ender i et heksetema, og ja, det er stærkt provokerende, men at det skulle legitimere seksualiseret vold mod kvinder forstår jeg ikke.

Breaking the Waves.jpgAntichrist.jpg

Hun sammenligner så med Breaking The Waves, som også fik forargelsen op på den store klinge i sin tid, og mener at der er tale om cirka det samme - selv om der jo tydeligvis er tale om det modsatte. Bess er en kvindelig Jesus-figur og den navnløse kvinde i Antichrist er en kvindelig satan-figur. Hvordan det skulle blive det samme forstår jeg ikke, men det hænger sammen med at handlingerne retfærdiggøres af de drilske, påklistrede metafysiske indslag i slutningen af begge film.

Okay, Elisabeth Møller Jensen og co., hvis historien om Bess er et udtryk for kvindehad, hvad er historien om Jesus så udtryk for? At mænd skal gennemgå en masse lidelser for at blive frelste?

Og hvis det at vise en dæmonisk kvinde også er et udtryk for kvindehad, hvad er alle de mange dæmoniske, voldelige, psykopatiske mænd i film så udtryk for? 9 ud af 10 farlige psykopater/dæmoner i film er....MÆND!

Burde man ikke sige at Trier bidrager til ligestillingen ved at rette en lille smule op på at Jesus og Satan (og alle mulige afledninger af dem) er mænd? Endelig nogle kvinder på de store bestyrelsesposter. I forhold til den magt dæmoner og frelsere har, er erhvervslivet småting.

Og endnu mere: Burde man ikke lære at ikke kun mænd, men også kvinder på film er individer og ikke ideale repræsentanter for deres køn? At de ikke er kønslige rollemodeller lige så lidt som mændene er det? Det synes jeg man burde. Og at man burde se nuancerne i disse film frem for at give los for sit automatiserede Trier-had.

Se også
Trier - en smal instruktør?
Direktøren for det hele
Dogville

Kommentarer

Det er pinligt forudsigeligt, at der ville komme sådan en artikel.

Og tænk på, hvor mange sympatiske, stærke og forbilledlige kvindeportrætter, der er i Triers films: Både Bess' mor og svigerinden Dorothy i Breaking the Waves sætter sig op mod det patriarkalske samfund. Karen i Idioterne er for det første den eneste, der i stand til at formulere en præcis kritik af Stoffers idiot-projekt og for det andet den eneste, der er modig nok til i sidste ende rent faktisk at føre det ud i livet, hvor det virkelig betyder noget. Og ja, hovedpersonen i Antichrist er jo heller ikke skildret som specielt usympatisk...

Jeg er meget enig med jer begge! ... og lad os så håbe, at der strømmer en del kvinder til enigheden også

Det burde ikke være afgørende om man er mand eller kvinde for ens holdning i denne diskussion. Og jeg kender da også mange kvinder, der er i stand til at se Lars Von Triers film som det de er, nemlig komplekse fiktioner frem for en syg mands sadistiske angreb på kvinder.

Det tyder desværre på, at EMJ mere er ude på at "score billige points" end at gøre os klogere. Dette var også mit indtryk mht. hendes vendetta mod Jørgen Leth - at hun var motiveret af en blanding af personlige idiosynkrasier og ønsket om at markere sig kønspolitisk - frem for egentlig at bedrive kritisk virksomhed. Jeg vil føje von Triers Medea-figur samt Kirsten Olesens rolle i filmskolefilmen Befrielsesbilleder til listen over stærke, engagerende og komplekse kvindefigurer i von Triers fiktionsverden. Jeg synes ikke, at EMJs analyse bidrager konstruktivt til kønnes emancipation og ligestilling - tværtimod.

"hvad er historien om Jesus så udtryk for? At mænd skal gennemgå en masse lidelser for at blive frelste?"
Ja altså, der er da ingen tvivl om, at katolicismen tror på renselse gennem lidelse. At Jesus er en mand, det er jo klart, Gud kunne da ikke få en datter! Kvinden blev skabt af mandens ribben, hun er ikke lige så fin som manden. Og Jesus mor Jomfru Maria var stadig jomfru efter sin fødsel, hvilket ærlig talt er ret godt klaret. Som sagt (på Facebook) har jeg ikke set filmen fordi jeg er en bangebuks, men jeg har fået grundige referater, og jeg tænker, at der måske er tale om at filmen sætter nogle af de problemstillinger der opstår når man får barn på spidsen. Manden savner kvindens opmærksomhed der er vendt mod barnet, og føler skyld over for både kvinde og barn over at savne sin frihed. Kvinden er splittet mellem mand/ sex og kærligheden med ham, og opmærksomheden mod barnet, samt egne behov og ambitioner (afhandlingen). Det er tit at mænd oplever jalousi over at skulle dele kvinden med barnet. Og sønner oplever sikkert også jalousi over at skulle dele deres mor.. Der er vist ingen tvivl om at Triers forhold til sin egen mor var kompliceret, det siger han i alle tilfælde selv. I tilfældet Anti-Christ bliver barnet ofret til fordel for moderens kærlighed til sig selv og manden.. Måske gør hun det for ham? I alle tilfælde, er han også til stede da det sker, og deler vel skylden - hvorfor er det kvinden og ikke manden der er hovedansvarlig for barnet? Hvorfor har han ikke tidligere opdaget det med barnets fødder? Men lad os sige, at kvinden beslutter at ofre barn for mand, så må det medføre en masse komplekse skyldfølelser hos begge forældre, og da kærligheden fra manden ikke holder, må det naturligvis medføre raseri hos kvinden. Jeg vil sige, at jeg også synes der er noget suspekt ved Triers kvindesyn, både i beskrivelsen af kvinden som meget selvopofrende, en moderlig frelser, og i beskrivelsen af kvinden som sex og naturkraft a la satan. Det er gammeldags.

I alle tilfælde, er han også til stede da det sker, og deler vel skylden - hvorfor er det kvinden og ikke manden der er hovedansvarlig for barnet? Hvorfor har han ikke tidligere opdaget det med barnets fødder?

Netop. Altså er der ikke nogen idealisering af manden. han er ude af stand til at bearbejde sit eget traume, og indtræder i rollen som terapeut, hvilket er en fortrængningsmekanisme. Han er ikke noget forbillede, så lad være med at gøre ham til det.

Der er noget suspekt ved Triers kvindesyn, både i beskrivelsen af kvinden som meget selvopofrende, en moderlig frelser, og i beskrivelsen af kvinden som sex og naturkraft a la satan. Det er gammeldags.
Jeg ser ikke Bess som moderlig, men som enfoldig. Og jeg ser ikke noget gennemgående kvindesyn i Triers film. Både Jexper og Troels har givet eksempler ovenfor.

Jeg er fuldstændig ligeglad med Triers forhold til sin mor, det har intet med sagen at gøre.

Hvis der overhovedet er et gennemgående træk i Triers film, så er det idealisten der fejler. Og det gælder både mændene og kvinderne. Der er ingen forbilleder, helte, rollemodeller hos Trier, og det synes jeg heller ikke der behøver være. Stor kunst er ikke manualer i hvordan vi bør være.

Tror altså ikke jeg skrev at manden blev fremstillet som forbillede i filmen? Som sagt har jeg ikke set den, og faktisk har jeg undgået de fleste af Triers film siden kirkeklokkerne i sin tid.. Ergo bør jeg måske ikke udtale mig om Triers kvindesyn - men diskussionen interesserer mig. Jeg har for nyligt læst en rigtig godt interview med Trier i Politiken, hvor han snakker meget om sin mor.. Det kan godt være man bør se værket uafhængigt af skaberen, men når vi nu taler om Trier og at han måske (ikke) er kvindehader, så synes jeg godt man kan bringe hans mor ind i det. Det gør han jo selv. Faktisk lægger han i sit interview op til en stor del selvhad, og siger at han minder om sin mor.
http://politiken.dk/kultur/article712947.ece

Meget enig i din kritik Torben - og de efterfølgende kommentarer. Men det er præcis ligesom Jørgen Leth sagen: Der er de fundamentalistiske feminister, der til enhver tid griber chancen for at bedrive kønskamp - mod mændene. Og så er der heldigvis også d feminister, der i Trier og Leth kan se en mulighed for at bryde med de ofte konforme kvindeskildringer, og ikke mindst skildringer af kvinders seksualitet, som man oftest støder på i film, litteratur etc. I det perspektiv er Trier (også) en avantgardist. Sammen med Elfriede Jelinek, Cathrine Breillat (begge radikale feminister!) er Trier faktisk en af de få der formås at skildre kvindelig seksualitet som ren drift - og ikke ud fra den vante kliché om kvinden som følende, omsorgsgivende, kærlighedshungrende offer. Triers kvinder er skam ofre for nogle helt andre - mere grundlæggende - kræfter. I den forstand leverer Trier befrielsesbilleder (cf. Troels' kommentar) - også i en kønspolitisk sammenhæng.

Og forresten: lad mig lige nævne at Lars von Trier ER verdens bedste instruktør...

Meget enig i din kritik Torben - og de efterfølgende kommentarer. Men det er præcis ligesom Jørgen Leth sagen: Der er de fundamentalistiske feminister, der til enhver tid griber chancen for at bedrive kønskamp - mod mændene. Og så er der heldigvis også d feminister, der i Trier og Leth kan se en mulighed for at bryde med de ofte konforme kvindeskildringer, og ikke mindst skildringer af kvinders seksualitet, som man oftest støder på i film, litteratur etc. I det perspektiv er Trier (også) en avantgardist. Sammen med Elfriede Jelinek, Cathrine Breillat (begge radikale feminister!) er Trier faktisk en af de få der formås at skildre kvindelig seksualitet som ren drift - og ikke ud fra den vante kliché om kvinden som følende, omsorgsgivende, kærlighedshungrende offer. Triers kvinder er skam ofre for nogle helt andre - mere grundlæggende - kræfter. I den forstand leverer Trier befrielsesbilleder (cf. Troels' kommentar) - også i en kønspolitisk sammenhæng.

Og forresten: lad mig lige nævne at Lars von Trier ER verdens bedste instruktør...

For at følge Sangilds reference til det religiøse, så mener jeg, at Elisabeth Møller Jensen artikel viser, at hun ser Antichrist, som fanden læser Biblen. Elisabeth Møller Jensen er dog helt med på, at Lilian Munk Rösing bevidst har valgt at lade de feministiske briller ligge i etuiet. Der synes jeg også de bør ligge. Jeg har heller ikke selv haft noget behov for at tolke filmen ud fra en feministisk optik, idet jeg ikke synes, det er det filmen vil sit publikum. For mig handler Antichrist om angst og et sygt sind kan gøre ved mennesker (både den syge selv og de pårørende) og ikke om dæmonisering af kvindekønnet. Vanvidsangst – et spor som Trier følger med sin sædvanlige konsekvente stil og følger ud i ekstremerne.

I dagens Politiken bakker Tøger Seidenfaden op om kritikken af Elisabeth Møller Jensen. Han går så vidt som til at sige at Antichrist er en feministisk film. Og anerkender samtidig at det er polemisk formuleret (hvilket mit indlæg naturligvis også er): Læs Seidenfadens debatindlæg her

Jeg er meget enig i kritikken og har meget svært ved at se det kvindeundertrykkende/ - generaliserende perspektiv i såvel Antichrist som Triers generelle værkkatalog. SKULLE man ikke desto mindre iklæde sig køns-brillen, er Antichrist vel i lige så høj grad udtryk for et generaliserende/(for)dømmende/ diskriminerende blik på manden? Hans måde at reagere på tragedien er ved at påtage sig rollen som rationel,handlingsorienteret og professionel (now there's a stereotype for you), for derved at bidrage til kvindens afmagt (og overdrevne reaktion herpå). Den kønspolitiske læsebrille kunne således lige så godt aflæse, at det var den maskuline mangel på empati og forståelse for/evne til at bearbejde intime/private traumer adækvat, der - i filmens første halvdel - udløser den dæmoniske, kvindelige opførsel i filmens anden ditto? Jeg synes i øvrigt at den er ganske fremragende, alle kønspolitiske overvejelser uagtet.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2