Venedig-biennalen 2009: Den danske/nordiske pavillon
Elmgreen & Dragset har fået frie hænder til at boltre sig i både den danske og den nordiske pavillon på Venedig Biennalen. De har inviteret 25 kunstnere til at bidrage med interiør til den fortælling, de har skabt. En åben fortælling, hvor Den Danske Pavillon er omskabt til en rigmandfamilies villa, der nu sættes til salg efter en skilsmisse. Den Nordiske Pavillon er omdannet til bolig for en lige så rig bøsse, der nu ligger druknet i poolen. Det er en meget flot udstilling, så kommer man forbi Venedig, er der ingen vej udenom.





Kommentarer
Camilla Jalving kommenterer i sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad 13/6 en pointe, jeg ikke fik med i min anmeldelse, men som bestemt er relevant:
"[Udstillingen] fremstår også som en kritisk metakommentar til den måde, som kunsten i dag gøres til vare og oplevelse på, idet den bliver begærsobjekt frem for refleksionsobjekt. Idet den bliver til salg for enhver pris og til medieomtale og hundrede mennesker, der løber om kap efter billetter."
Det, hun siger er, at samler-temaet handler om begær, og at det seksuelle begær og begæret efter kunstobjekter sidestilles. Altså en kritisk kommentar til at kunsten bliver et samlerobjekt frem for et refleksionsobjekt.
Posted by: Torben Sangild | 20.06.2009 12:37
Lisbeth Bondes artikel i Weekendavisen (12/6) er ikke en anmeldelse, men snarere omtale og interview. Ikke desto mindre giver hun også udtryk for sin holdning:
"The Collectors, er en underfundig og gennemført leg med identiteter og kritik af kunstsamlernes tiltagende magt i tiden før finanskrisen."
Posted by: Torben Sangild | 20.06.2009 12:42
Torben Weirup skriver kort: "Udstillingen er både morsom og foruroligende" (Berl. 12/6).
Posted by: Torben Sangild | 20.06.2009 12:47
På biennalen interviewede jeg Michael Elmgreen uden at det skulle bruges til andet end min egen research og forståelse af udstillingen. Det gjorde jeg sammen med Kopenhagen (Louise Steiwer & Torben Zenth), som optog det hele og nu har lavet en artikel på Kopenhagen, hvor jeg genkender de fleste spørgsmål som mine. Det gør nu ikke så meget, da det jo er Elmgreen der snakker det meste af tiden, og da jeg ikke selv bruger det til noget.
Posted by: Torben Sangild | 21.06.2009 10:10