Torben Sangilds weblog

I en tid hvor de fleste sandheder står til diskussion er det godt at der er noget her i tilværelsen man kan få et entydigt svar på.

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:11 | Kommentarer (1)
Kategorier: Links

Jeg har en svaghed for det amerikanske tv-program Mythbusters, hvor diverse myter, udbredte påstande og vandrehistorier testes meget grundigt, konkret og samtidig underholdende.

Mit yndlingsafsnit er nok det hvor de tester om det er rigtigt at man kan overleve et elevatorstyrt hvis man hopper lige inden den faldende elevator rammer jorden. Til at teste det skal de bruge en forladt bygning der skal rives ned, som har en elevator og som de kan få lov at lege med. Deres evige følgesvend, crash test dummien Buster, får lov at sidde i elevatoren i frit fald og hopper lige inden den når jorden. Han slynges op og ned og slås til plukfisk. Det hjælper altså ikke at hoppe.

Forleden dag testede de forskellige påstande om prutter, og det kom der meget spas ud af. Jeg skrev om dette afsnit i Politiken.

Mythbusters sendes alle hverdage på 6'eren.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:27 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kendsgerninger og myter | TV

DR2 sendte to opg en halv times sammendrag og reportage fra årets Roskilde Festival. Det var bedre end jeg havde forventet.

Jeg har anmeldt udsendelsen i Politiken, og det er jo en kort tekst, så der blev plads til ganske få iagttagelser om synsvinklen om spontaneitetsmyter og det modsatte og om Rasmus Nøhrs kåde fuldemandssnak.

Læs min anmeldelse her

Jeg vil lige fyre et par ekstra kommentarer af nedenfor:

Supplerende kommentarer
Jeg var positivt overrasket over hvor meget det faktisk handlede om musikken. Det er man jo ikke vant til når det gælder dansk tv. Så mangler vi bare resten af året.

Det var fint at opleve enkelte musikere der har et realistisk forhold til hvad de laver - lige fra Håkan Hellström til forsangeren i Fucked Up. Og så også at erfare hvor meget publikum betyder for næsten alle. Undtagen Noel Gallagher, der var sit sædvanlige arrogante jeg.

De små indklip fra vejrudsigter virkede påklistrerede og ligegyldige, især fordi der ikke var nogen ændringer i vejret.

Klippene fra Den sorte skole-koncerten var virkelig medrivende, og dem der blev interviewet fra publikum var også ellevilde. Den koncert ville jeg virkelig gerne have været til.

White Lies fik et helt portræt, der var udmærket og nuanceret, og hvor bandet fik mulighed for at nævne nogle andre forbilleder end dem, de altid associeres med.

Der var et interview med Clown fra Slipknot, men ikke noget koncertklip. Er det fordi deres musik er for hårdtslående til DR?

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:44 | Kommentarer (3)
Kategorier: Musik | TV

En Facebook-ven stillede mig det gode spørgsmål hvorfor man taler om at tage ind og "se" en koncert med rockmusik, men at "høre" en koncert med klassisk musik. Det er der en del grunde til, som man kan overveje: Lyden af klassisk musik er optimal i en god koncertsal, mens selve lyden af rockmusik (og lignende genrer) er bedre på plade. Så når man går til en rockkoncert, er det en særlig intensitet, man søger, hvor lyden kun er en del af det. Og så dét at komme tæt på stjerne, hvis optræden er en vigtig del af oplevelsen. Der tales noget mere om hvordan rockmusikere så ud og opførte sig ved koncerten end ved en tilsvarende klassisk koncert. Det må jeg erkende, selv om jeg er en af dem, der så afgjort går mest op i musikken, uanset genre.

Den ideelle koncertsituation?

Og så er der alle mellemformerne. Her viser de forskellige genrers koder sig tydeligt. En koncert med klassisk musik, en med jazzmusik, en med rockmusik og en med electronica har vidt forskellige adfærdskoder for publikum knyttet til sig, Hvornår skal man møde op hvis koncerten er annonceret til kl. 20? Må man gå i baren under koncerten? Må man småsnakke med sidemanden? Hvornår klapper man? Disse og mange andre koder ligger helt fast så snart genrerne ligger fast. Men når de blandes opstår forvirringen.

Det har jeg skrevet et lille debatindlæg om i 2007, som jeg nu har lagt ud på wikien.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:20 | Kommentarer (0)
Kategorier: Musik

Jeg har altid elsket leksika og opslagsværker, og som barn kunne jeg få timer til at gå med at bladre i Lademanns. De sjoveste leksikonopslag er dem, der handler om helt almindelige ord eller ting, som alle ved hvad er, men som jo alligevel skal være med for fuldstændighedens skyld. Ordbøgernes alenlange artkler om "et" eller "nu" eller "da" er blandt de vanskeligste at skrive. Og det samme gælder leksikaernes opslag om simple ting som håndklæde, viskelæder og dør.

Netop det fantastiske "Dør"-opslag på Wikipedia er anledningen til dette lille indlæg. Jeg har forsøgt at lave et permalink til artiklen som den ser ud pr. 5/5-09: Se her.

Sammenligner man den med andre sprogs tilsvarende artikel, er den noget helt særligt, fordi den systematisk forsøger at kortlægge alle dørens funktioner snarere end at gennemgå dørens historie og de forskellige slags døre, der findes. Og den er skrevet i et nøgternt sprog, som var den henvendt til en person, der aldrig havde åbnet en dør.

Denne henvendelsesform minder mig så igen om Svend Åge Madsens tidlige roman, Lystbilleder - En uroman i hvilken der i kursiv optræder en fortæller, der tilsyneladende forsøger at være objektiv i sine beskrivelser. Så objektiv, at beskrivelserne fortaber sig i detaljer og aldrig får skabt et egentligt billede i læserens hoved. I stedet for at sige "vi er i en kirke", er der blot beskrevet en murs form i detaljer. Og inde i kirken står en person, der skal beskrives. Fortælleren begynder systematisk nedefra, altså med skosålerne, men når aldrig personen til sokkeholderne fordi der er så meget at beskrive når man først går i gang.

Moralen er, at enhver kommunikation, selv den mest nøgterne, må forudsætte et vist mål af indforståethed, forhåndskendskab og erfaring hos modtageren. Det er et af positivismens problemer, for man kan ikke bare beskrive ting som de fremtræder, man er indfældet i en lang række forforståelser, som hermeneutikken påpeger.

Nu blev det lidt langhåret, men egentlig synes jeg bare det var en morsom leksikonartikel.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:02 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

I forbindelse med lyddesign eller i forbindelse med støvsugere hører man tit følgende anekdote: Et firma opfandt en gang en lydløs støvsuger, og regnede med at den ville blive et hit på markedet. Men ingen købte den, fordi forbrugerne ikke troede på at den kunne være kraftig når den ikke sagde noget. Derfor blev den trukket tilbage og derfor larmer vores støvsugere. Det er det, vi egentlig gerne vil have.

Der er mange grunde til at tro at dette er en vandrehistorie: For det første er der aldrig angivelser af hvilket støvsugerfirma der var tale om, hvordan de gjorde den lydløs og hvornår det skete. For det andet tror jeg at en reklamekampagne hurtigt ville kunne mane den fordom i jorden at støvsugeren skulle være mindre effektiv. Og for det tredje kunne man jo så bare skabe en støvsuger der larmer noget mindre end en almindelig støvsuger gør i dag, hvis det er så let.

Støvsugerfabrikanterne kæmper med lyddæmpning, og vil gerne skabe mere dæmpede støvsugere, men det kræver et stort monstrum af en kasse. Dog findes der, skal det siges, centrale støvsugere, der ikke larmer særlig meget. Sugeren sidder et sted i lejligheden, og hvert rum har så tilslutning til støvsugerslangen. Man er altså ikke i rum med sugemotoren. Den er der så vidt jeg ved ikke nogen der har trukket tilbage fordi folk ikke troede på at den virkede.

Pointen er jeg helt med på: Lyddesign handler ikke bare om at dæmpe og eliminere støj, men om at skabe behagelige lyde, der passer til produktet. Fint nok, men hvis denne fortælling skal hænges op på anekdoter, vil jeg foretrække nogle der har hold i virkeligheden.

Skulle jeg tage fejl vil jeg have klare facts: Hvem fremstillede sådan en lydløs støvsuger, som folk ikke ville købe, og hvornår?

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:29 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kendsgerninger og myter | Lyd

Jeg har nu påbegyndt min klummeserie kaldet "Klichédræberen" i Politiken. Her skyder jeg på nogle af de værste klichéer og bullshitsnak der florerer i kunstformidlingen.

Jeg vil løbende lægge op til debat om og give supplerende eksempler på disse klichéer på Det spekulative øre.
Her forklarer jeg lidt mere om konceptet
Her skyder jeg på den første kliché: "Beskueren tvinges..."

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:23 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst | Links

Jeg kan kun anbefale at man hører Dan Larsens tobindsværk Holger og Viljen til magten, der ligger som gratis podcast her. De er gennemresearchede fiktioner om hvordan magtspillet i Danmark rent faktisk kunne udvikle sig, og det er meget mere underholdende end det lyder. Samtidig er der kant på, og det er fremragende samfundssatire. Det uddyber jeg i min anmeldelse i Politiken.

.
.
Læs min anmeldelse af Holger-podcasten.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:08 | Kommentarer (1)
Kategorier: Podcast | Skønlitteratur

I sidste uge anmeldte jeg to galleriudstillinger: På Stalke en hyldest til Sol Lewitt, og dermed også til krydsningen mellem minimalisme og konceptkunst. I Gallery Poulsen en række yngre kunstnere under temaet By og natur.

Torben Ebbesen: Universal (2008)

Læs min anmeldelse af ONE Copenhagen her
.
.

Camilla Rasborg: Modstand no. 6

Læs min anmeldelse afThe Buzz of Urban Surroundings her

(Og husk i begge tilfælde at overskrifter mv. på iByen.dk ikke er mine)

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:27 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst

DR2 har haft utallige kulturprogrammer gennem årene, og de har aldrig været der særlig længe før de skulle skiftes ud. Ja, man har næsten på fornemmelsen at så snart et kulturprogram har fundet sin form, så skal det dø. Smagsdommerne og Bogart er undtagelserne fra denne regel. DR2 Premiere er holdt op fordi værten havde nogle film han hellere ville lave. Autograf er holdt op fordi værten hellere ville lave et mere overfladisk talkshow.

Og efter alt at dømme holder Kulturguiden nu også op, efter at det ellers er blevet markant bedre i den seneste sæson. Jeg nåede lige at anmelde den sidste udsendelse om gadekunst, og jeg afslutter med et opstød over DR2s forsvindende kulturprogrammer. Lad os se hvad de kan byde på til efteråret.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:50 | Kommentarer (2)
Kategorier: TV