Arkiv: september 2009

« august 2009 | Forside | oktober 2009 »

27.09.2009

Jeg er et nul

Nummer 0.jpg

(Cyklisttælleren ved Rådshuspladsen efter jeg passerede på cykel)

Pirat-tv for de unge

DR har skabt en ny internet-ungdoms-kanal, Pirat-TV, og selv om man ikke tilhører målgruppen på de 15-25-årige, kan man godt kigge med, for der er både morsomme, rørende og indholdsinteressante programmer. Især serierne Perlevenner og Børnepunkbandet fra Valby kan anbefales.

Jeg har anmeldt Pirat-tv i Politiken.
.
.
Pirat-tv.jpg

22.09.2009

Momentum: Nordisk Samtidskunst

Hvis man skal til Norge og er interesseret i samtidskunst, bør man overveje at tage forbi den lille by Moss udenfor Oslo. Her finder man biennalen Momentum for nordisk samtidskunst. Ikke at den er fantastisk, men der er dog nogle interessante værker imellem.

Jeg har anmeldt den i Politiken

Freuchen.jpg

Manden til højre har fået en ny identitet som kunstner. Hans tidlige karriere er allerede lavet for ham, så nu er han etableret og kan bare lave den kunst der passer ham. Still fra Jan Freuchen: 'Seconds' (2009).

20.09.2009

Surrealistisk børne-tv: I drømmehaven

Teletubbies har fået en efterfølger, I drømmehaven, og efterhånden er jeg begyndt at holde af det. Det er et sært drømmeunivers med skæve eksistenser og knald på farverne.

Jeg har anmeldt det i Politiken.

I drømmehaven.jpg

Nedenfor bringer jeg en række supplerende kommentarer og iagttagelser. I virkeligheden kunne man skrive en hel bog med en analyse af dette univers, men jeg vil holde mig til nogle få, presserende noter:

Supplerende kommentarer til I drømmehaven
Jeg så programmet første gang i England, hvor det er ganske stort og naturligvis produceret af BBC. Her er det ingen ringere end Derek Jacobi der er fortæller, og det gør han fremragende. Man forestiller sig denne Shakespeareskuespiller stå og øve sig i et manuskript der rummer replikker som 'Makka Pakka Wakka Pakka Poo' og den slags. Det var noget af en skuffelse at høre den danske version. Jeg kan ikke lige huske hvad fortælleren hedder - han gør det OK, men det er ikke på niveau med Derek Jacobi.

I begyndelsen af hvert afsnit kommer Pinky ponken flyvende, og fortælleren i den danske version siger "nu skal vi fange Pinky ponken", men det er vist en fejloversættelse. "Let's catch the Pinky Ponk" vil jo betyde "Lade os tage med Pinky ponken", når nu der er tale om et fartøj. Dette stemmer overens med at der ikke kommer nogen jagt.

Man kan i egentlig forstand tale om at der er surrealistiske elementer i denne serie. Og jeg bruger ikke ordet surrelistisk i flæng, som mange gør, hvor det bare betyder underligt. Det surrealistiske i egentlig forstand er drømmeagtigt og med poetiske sammenstød af ting, der ikke har noget med hinanden at gøre. Her er det man kunne begynde en længere analyse, men lad mig blot i denne omgang pege på det.

Et eksempel kunne være hvordan både Pinky ponken og Ninky nonken har paradoksale størrelser. Det meste af tiden er de mindre end de mellemstore figurer, men når disse stiger ind i fartøjerne er de pludselig store og rummelige, som et tog og et luftskib i forhold til menneskelige proportioner.

I øvrigt bør man bemærke Pinky ponkens pruttelyde.

Musikken er et kapitel for sig og utroligt gennemarbejdet: Al musik er variationer (ofte ret fjerne og radikale) af kendingsmelodien. Det bemærker man når man har set det mange gange. Alle figurerne har et ledemotiv (som hos Wagner og Leone/Morricone), men Iggle Piggles motiv er samtidig kendingsmelodien, og det er en af grundene til at overveje om ikke han har en anden status end de andre, måske som den der drømmer. Og så er der tale om en drøm i en drøm, for drømmer barnet ikke Iggle Piggle?

Det bedste musik er fuglenes, dvs. Tittifernes sang. Som nævnt i anmeldelsen er det uhørt skævt og dissonant for en børneserie, og det er i sig selv al ære værd. Børn skal ikke bare fodres med konsonanser og pussenusse-melodier - de er åbne og skal høre alle genrer og mærkelig musik fra begyndelsen, så de har en smule musikalsk nysgerrighed i behold. Fuglene har hver deres spor i kompositionen, og tidligere i hver udsendelse optræder de alene med deres del af kompositionen, som så bliver sat sammen til denne skæve helhed i finalen. Det er elegant, gennemført og dristigt.

Det er i øvrigt lige gået op for mig at Iggle Piggle og Upsy Daisy er kærester. I hvert fald i det glimrende afsnit "Makka Pakkas stenkoncert", hvor de går nyforelskede rundt med hinanden i hænderne og kysser.

Mens Upsy Daisy er irriterende hyperfeminin, har jeg en særlig forkærlighed for Makka Pakka. Han er simpelthen så sød! Stille og roligt kører han rundt og vasker ting og personer med sin lille vogn., mens de andre er noget overgearede. Det ligger i hans bevægelser og hans proportioner. Jeg holder mere og mere af ham.

Hahooerne er sært inaktive. De står bare og hopper og er store og mærkelige. "Hahooerne!" udbryder fortælleren begejstret hver gang man ser dem, og så er der ikke mere at sige. Dog kan de åbne og lukke øjnene og modtage en vaskning af Makka Pakka.

Jeg kommer sikkert med flere iagttagelser, og du skal være velkommen til at bidrage - intet er for småt til at blive vendt på denne blog. Men nu må jeg stoppe for denne gang.

19.09.2009

Nasse som filosof

Nasse er en Bjørn, der ikke kender tingenes brug. Han finder dem ofte og gennemgår en erkendelesproces gennem adskillige omveje. Han vender bogstaveligt talt tingene på hovedet, og hvis man går imod sin refleksmæssige irritation over hans enfoldighed, ligger der en særlig poesi og venter.

Nasse.jpg

Jeg har skrevet om Nasse i denne tv-anmeldelse.

14.09.2009

Popmusik med gode tekster (Mouritz/Hørslev)

Jeg har fået lov at anmelde lidt pop/rock-musik på Politiken i øjeblikket, hvilket passer mig glimrende. Det var jo egentlig som rockanmelder jeg begyndte at skrive offentligt tilbage i 90'erne.

Første anmeldelse er den nye med popsanger Mads Mouritz og digter Lone Hørslev. Den er god, og især teksterne har et højt niveau.

Læs min anmeldelse her.
.
.

Mouritz-Hørslev.jpg

Nedenfor et par supplerende kommentarer:

Supplerende kommentarer til anmeldelsen
I pressemeddelelsen står der at de har tænkt pladen til at være mere dansabel. Der er ganske vist nogle flere beats, men decideret dansemusik er det ikke. Hvilket er helt fint med mig, for dansemusik er der så meget af.

Jeg er helt vild med Hørslevs konkrete brug af dyr, planter og svampe. (Nej, svampe er ikke planter). Såsom i 'Svampeplukker', hvor den bratte overgang mellem svampe og parforhold, fugle og parforhold og den tvetydige brug af en helt konkret rævesaks.

'Jeg drikker snaps' hedder et af numrene, og det burde nomineres til Årets sangtitel.

De sidste numre taber en smule på lyriksiden. Jeg har det svært med sætninger som "Jeg langer ud efter livet" eller "lad os hæve os op over tiden". Der er heldigvis få af dem hos Hørslev, men det er der altså i nogle af de sidste numre. De er ikke rigtig indrammet som bevidste klichéer, selv om jeg håber at de er ment sådan.

Min yndlings-Hørslev-plade er som nævnt i anmeldelsen Er de sjældne: Lyserød Lyseblå Beige. Jeg har snakket med folk der finder den svær at trænge ind i, men det synes jeg slet ikke. Jeg synes bare den er smuk. Læs og hør mere her.

10.09.2009

Og her ved siden af mig står...

Jeg har en lettere irrationel irritation over når tv-journalister i et nyhedsindslag står og taler ude i 'marken' og så pludselig viser det sig at de lægger op til et live-interview med en person der hele tiden har stået uden for billedet og ventet. Det har jeg skrevet om i en tv-anmeldelse.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2