« Nasse som filosof | Forside | Momentum: Nordisk Samtidskunst »

20.09.2009

Surrealistisk børne-tv: I drømmehaven

Teletubbies har fået en efterfølger, I drømmehaven, og efterhånden er jeg begyndt at holde af det. Det er et sært drømmeunivers med skæve eksistenser og knald på farverne.

Jeg har anmeldt det i Politiken.

I drømmehaven.jpg

Nedenfor bringer jeg en række supplerende kommentarer og iagttagelser. I virkeligheden kunne man skrive en hel bog med en analyse af dette univers, men jeg vil holde mig til nogle få, presserende noter:

Supplerende kommentarer til I drømmehaven
Jeg så programmet første gang i England, hvor det er ganske stort og naturligvis produceret af BBC. Her er det ingen ringere end Derek Jacobi der er fortæller, og det gør han fremragende. Man forestiller sig denne Shakespeareskuespiller stå og øve sig i et manuskript der rummer replikker som 'Makka Pakka Wakka Pakka Poo' og den slags. Det var noget af en skuffelse at høre den danske version. Jeg kan ikke lige huske hvad fortælleren hedder - han gør det OK, men det er ikke på niveau med Derek Jacobi.

I begyndelsen af hvert afsnit kommer Pinky ponken flyvende, og fortælleren i den danske version siger "nu skal vi fange Pinky ponken", men det er vist en fejloversættelse. "Let's catch the Pinky Ponk" vil jo betyde "Lade os tage med Pinky ponken", når nu der er tale om et fartøj. Dette stemmer overens med at der ikke kommer nogen jagt.

Man kan i egentlig forstand tale om at der er surrealistiske elementer i denne serie. Og jeg bruger ikke ordet surrelistisk i flæng, som mange gør, hvor det bare betyder underligt. Det surrealistiske i egentlig forstand er drømmeagtigt og med poetiske sammenstød af ting, der ikke har noget med hinanden at gøre. Her er det man kunne begynde en længere analyse, men lad mig blot i denne omgang pege på det.

Et eksempel kunne være hvordan både Pinky ponken og Ninky nonken har paradoksale størrelser. Det meste af tiden er de mindre end de mellemstore figurer, men når disse stiger ind i fartøjerne er de pludselig store og rummelige, som et tog og et luftskib i forhold til menneskelige proportioner.

I øvrigt bør man bemærke Pinky ponkens pruttelyde.

Musikken er et kapitel for sig og utroligt gennemarbejdet: Al musik er variationer (ofte ret fjerne og radikale) af kendingsmelodien. Det bemærker man når man har set det mange gange. Alle figurerne har et ledemotiv (som hos Wagner og Leone/Morricone), men Iggle Piggles motiv er samtidig kendingsmelodien, og det er en af grundene til at overveje om ikke han har en anden status end de andre, måske som den der drømmer. Og så er der tale om en drøm i en drøm, for drømmer barnet ikke Iggle Piggle?

Det bedste musik er fuglenes, dvs. Tittifernes sang. Som nævnt i anmeldelsen er det uhørt skævt og dissonant for en børneserie, og det er i sig selv al ære værd. Børn skal ikke bare fodres med konsonanser og pussenusse-melodier - de er åbne og skal høre alle genrer og mærkelig musik fra begyndelsen, så de har en smule musikalsk nysgerrighed i behold. Fuglene har hver deres spor i kompositionen, og tidligere i hver udsendelse optræder de alene med deres del af kompositionen, som så bliver sat sammen til denne skæve helhed i finalen. Det er elegant, gennemført og dristigt.

Det er i øvrigt lige gået op for mig at Iggle Piggle og Upsy Daisy er kærester. I hvert fald i det glimrende afsnit "Makka Pakkas stenkoncert", hvor de går nyforelskede rundt med hinanden i hænderne og kysser.

Mens Upsy Daisy er irriterende hyperfeminin, har jeg en særlig forkærlighed for Makka Pakka. Han er simpelthen så sød! Stille og roligt kører han rundt og vasker ting og personer med sin lille vogn., mens de andre er noget overgearede. Det ligger i hans bevægelser og hans proportioner. Jeg holder mere og mere af ham.

Hahooerne er sært inaktive. De står bare og hopper og er store og mærkelige. "Hahooerne!" udbryder fortælleren begejstret hver gang man ser dem, og så er der ikke mere at sige. Dog kan de åbne og lukke øjnene og modtage en vaskning af Makka Pakka.

Jeg kommer sikkert med flere iagttagelser, og du skal være velkommen til at bidrage - intet er for småt til at blive vendt på denne blog. Men nu må jeg stoppe for denne gang.

Kommentarer

Flere iagttagelser:

Nogle gange er det ikke Pinky ponken, men Ninky nonken, der kommer i begyndelsen, og som man skal "fange". Når det sker udbryder fortælleren "Åh nej, det er Ninky nonken!". Men jeg synes den er klart bedre, og den har også en meget fin, skæv melodi knyttet til sig.

I den engelske udgave slutter handlingen altid med at fortælleren udbryder "Isn't that a pip", hvilket som regel oversættes med "er det ikke skønt", men nogle gange med "skørt" i stedet for "skønt". Denne ambivalens er egentlig ikke så mærkelig, da udtrykket vist er opfundet til lejligheden, og ikke har nogen klart defineret mening andet end noget positivt.

Endnu flere iagttagelser:

Både i Teletubbies og i I Drømmehaven synger fortælleren lidt falsk. Måske er det en bevidst idé, at der ikke skal synges pænt og skolet, men tættere på hvordan små børn synger? Hvis nogen kender dem på andre sprog, så må I gerne sige til om fortællerne også her synger lidt falsk. Jeg kan ikke huske hvordan det er i den engelske med Derek Jacobi.

Ninky-nonken har den fedeste melodi knyttet til sig.

Alle skal spændes fast når de skal ud at køre med Ninky-nonken. Der gøres uforholdsmæssigt meget ud af dette moment, også i resumeet. Det har nok noget at gøre med at børn hele tiden skal spændes fast i seler og autostole og derfor kan identificere sig med det. Og måske bedre acceptere det når også deres venner i drømmehaven udsættes for det.

Ja, Serien er også blevet et hit herhjemme. Særligt Ninky-nonken vækker glæde.

For at blive i musiksporet, så skal man heller ikke glemme Toombliboernes kompositioner: Fuldstændig atonale som de er, rummer de alligevel enten glæde eller tristhed. Fx i afsnittet hvor de mister deres bukser inde i Ninky-nonken er deres musik klart trist, hvilket fortælleren da også udbryder.

Jeg synes også, det er meget fint, hvordan fuglene først spiller hver deres del for dem selv, og så til slut mødes og spiller den fulde komposition med de forskellige stemmer lagt oven i hinanden.

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2