Kathrine Ærtebjerg og mørket
Kathrine Ærtebjerg har haft stor succes med sine ofte symbolske og eventyrlige billeder af pubertetspiger der møder seksualiteten, drifterne og døden. Jeg har et lidt ambivalent forhold til billederne. Man kan ikke nægte at de er rasende godt malet og at hun har en konsekvent idé og har skabt sit eget univers. Men samtidig er den næsten allegoriske eventyrverden også lidt indadvendt og verdensfjern og nogle gange lidt for pussenusset. Den ambivalens går igen i min anmeldelse af hendes seneste udstilling, omend det er nogle af hendes bedste billeder. Billederne er blevet mere atmosfæriske og mindre ferske, og samtidig er der ansatser til en mere moden og direkte seksualitet, som i det foruroligende billede herunder: De var ude efter hende (hullet).




