Sven Tveskæg ifølge Preben Mørkbak
Sven Tveskæg er gået over i historien som en værre Karl, der pissede på sin far, Harald Blåtand, og bare ville plyndre og hærge. Det er dog ikke alle, der i dag abonnerer på denne opfattelse af Sven Tveskæg, for den bygger på hans fjenders udlægning af tingene.
Ifølge Preben Mørkbak var det Sven Tveskæg der samlede Danmark og gjorde danerne kristne (også selv om han ikke selv var kristen eller religiøs overhovedet). Mørkbak har skrevet en historisk roman i to bind om Sven Tveskægs liv fra barndom til grav, og den bygger på en omfattende research af historiske kilder såvel som den seneste forskning. Første bind kom i efteråret, og det er udgangspunktet for mine interviews. Andet bind må snart være på vej.

Jeg har interviewet Preben Mørkbak to gange med lidt forskellige vinkler på stoffet.
I Bogradio-indslaget læser forfatteren passager op af sin roman og fortæller om hvordan Sven Tveskæg samlede Danmark og gjorde danerne kristne. Samtidig sviner han Jellingestenen til og skoser Dronning Margrethe II for hendes optagethed af denne sten, der ret beset er en løgn.
Læs mere og hør indslaget her.
I Politiken-interviewet er vægten på en dialog om forholdet mellem far og søn, Harald Blåtand og Sven Tveskæg. Der trækkes tråde frem til både Hells Angels og Bluetooth. Pointen er at Harald Blåtand var en glimrende spindoktor, men det er Sven Tveskæg der har skabt Danmark. Jeg går lidt til ham her, og spørger hvordan en diktator og tyrran kan være hans helt.
Læs artiklen her.
Og nej, han hedder ikke Svend Tveskæg med d, selv om mange skriver det sådan, inklusive Wikipedia og Den Store Danske Encyklopædi. Han stavede selv sit navn uden d, og var i øvrigt den første danske konge, der kunne læse og skrive.
Nedenfor kommer der lidt ekstramateriale, som der ikke blev plads til i Politiken-artiklen:
Fraklip og ekstramateriale
På et afgørende sted i Preben Mørkbaks roman om Sven Tveskæg tilbyder Sven sin far, Kong Harald Blåtand at hjælpe med at forsvare landet, hvilket Harald ikke magter. Sven har nemlig opbygget en stor, privat hær, mens han har været væk i en årrække. Harald føler sig truet på sin autoritet og håner ham ud af kongsgården. Det er en af de mange situationer hvor far og søn er på kant med hinanden, og allerede fra Sven er en lille dreng viser Harald sig som en uhyre brutal far, samtidig med at han er en svigefuld kujon, når det kommer til krig. Detaljerne er ren fiktion, men i overensstemmelse med de historiske fakta, som forfatteren kan på fingrene.
"Sven var en rod, og det vokser i ham. Og han mærker at han har noget andet i sig. Han vil noget andet end sin far. I min bog er Sven den slags dreng der vil slås med træsværd og vil ud at fiske på søen og lege med ild, og det vil hans far ikke have. Han skal oplæres til fredelighed og korrekthed. Harald vil have en diplomat ud af sin søn, og det får han ikke."
"Sven kommer i mesterlære. I min bog er det hos Palnatoke, som man ikke ved om nogensinde har eksisteret, men sikkert er det at nogen har lært ham op, har lært ham det han kan: Sejlads, kamp, strategi, at få et mandskab."
"Konflikten mellem far og søn handler også om at Harald flere gange prøvede at gå i krig, men tabte hver gang. Han har aldrig nogensinde vundet noget som helst. Han kunne ikke finde ud af at tumle sine stormænd til at få en hær. Han tror han kan skabe et land gennem at styrke infrastrukturen – bygge veje og byer, og det er egentlig en smart tanke. Men det smuldrede for ham. Så kommer Sven til, og med en jernnæve, med gidseltagning og tortur, truer han hele Danmark i knæ. Han skal nok lave infrastrukturen, men først skal alle rette sig ind. Så konflikten mellem far og søn er i høj grad konflikten mellem diplomaten og krigeren."
Kan Haralds status ikke også skyldes at han var en diplomat snarere end en viking? At vi bedre forstår hans måde at agere på gennem dialog og kompromis?
”Jo, og så var han heller ikke imperialist. Han gik ikke efter at udvide riget eller eksportere sin religion og sine værdier. Han lod vikingerne røve og plyndre, som man nu gjorde, og så tog de hjem igen. De forsøgte ikke at blive der. Og på den måde er han en eksponent for vikingetiden som sådan. Sven er den sidste viking fordi han begynder sådan, men bliver noget andet.”
I din roman er Harald meget brutal over for Sven, og det virker som om Svens vrede mod sin far bliver en drivkraft for ham, og at han samtidig er født med en stærk retfærdighedssans.
"Ja, det er faktisk det, jeg har ment. Jeg tror at de ældste i en søskendeflok har en tendens til at være lydig og rette sig ind. Men den yngste kan omvendt blive en rigtig rod, et meget selvstændigt barn. Jeg tror at vi alle har en retfærdighedssans i os, samtidig med en selvopretholdelsesdrift. Men det hele starter jo også med at jeg siger at Sven er min helt og vender historiens forhold til de to på hovedet. Selve far-søn-konflikten har jeg kun ganske få kilder at bygge på. Men den er stærkt sandsynlig, den må have været der i en eller anden form. Og vi er sikre på at han er blevet oplært af en anden. Det munder jo ud i at Sven slår sin far ihjel. Og det er meget dramatisk. De har haft en helt forskellig verdensopfattelse.
Harald er brutal over for sin søn og sine nærmeste, men politisk er han en diplomat. Det er næsten omvendt med Sven, der er en brutal kriger, men generøs over for dem, han holder af.
"Når Harald tugter Sven så hårdt, så er det ud fra et inderligt ønske om at han skal blive en diplomatisk regent som sin far. Og jo mere Sven sætter sig op imod det, des hårdere tugter han ham."
Så Harald ser allerede i den ulydige dreng noget der kan forstyrre hans kommende kongeværdighed?
"Simpelthen, han ser faktisk en trussel. Og som det altid er: Jo mere man straffer børnene, des værre bliver det."
Alligevel prøver han flere gange at nærme sig sin far?
"Jeg har en tro på at børn som princip så gerne vil holde af deres forældre. Uanset om de bliver pryglet eller mishandlet. De bliver ved med at forsøge at få et godt forhold til deres far og mor, og at retfærdiggøre deres handlinger. Indtil et vist punkt. Sådan er det også med Sven. Han får aldrig sin fars anerkendelse. Og til sidst bliver det for meget."



Kommentarer
På side 44 i bogen om Sven står, at Harald får at vide at hans bror er faldet unde togt i Irland.
Gorm og Tyra er lagt i höj for länge siden.
Saxo og alle andre kilder siger, at brödrene sammen var på togt og at Knud faldt. Ved beskeden til Gorm lagde Tyra en gammel kappe om Gorm og han forstod, at sönnen var död.
Hvorfor denne store tidsforskel?
Venlig hilsen, Gunilla
Posted by: Gunilla Bendtsen | 24.01.2010 22:35
Nu er det på s. 45 han får det at vide, men du har ret i at det er en lidt anden version end Saxos.
Jeg ved det ikke, thi jeg er ikke Preben Mørkbak, men jeg vil da spørge ham.
Posted by: Torben Sangild | 25.01.2010 11:10
Det vil jeg gerne svare på:
Saxo er i enhver henseende utroværdig, når vi ser på kronologien i dansk sen-jernalder og vikingetid.
Skulle vi følge Saxo slavisk, var Harald Blåtand konge i henved 60 år og skulle altså være midt/sidst i 80'erne, da han døde. Gorm den Gamle skulle altså være mindst 90, da han døde. Ingen af delene kan naturligvis passe. Gennemsnitsalderen i hele Skandinavien var på den tid under 65 år. Heller ikke selvom vi antager, at Haralds Blåtand kunne havde virket som en slags 'delkonge' samtidig med sin far, kan kronologien passe.
Vi ved fra de træ-dateringer, der er fundet i Jellinge-komplekset, at Gorm blev lagt i graven mindst 7 år forud for slaget i Limfjorden. Slaget kan dateres temmmelig præcist på grund af årstallene omkring den norske Håkon Jarls 'regeringsperiode'. Han fik nemlig magten i Norge som konsekvens af slaget.
Af alle historieskrivere (tidligere, samtidige og efterfølgende) er Saxo den eneste, der kan melde om et vikingetogt med Harald Blåtands deltagelse. Harald Blåtand demonstrede iøvrigt i hele sin regeringstid en stor uvidenhed om langskibets muligheder og opbyggede aldrig nogen flåde.
Det gjorde derimod hans bror, der var en succesfuld søkriger, der allierede sig med nordmænd! Dette kunne skyldes, at hans og Harald Blåtands søster, Gunhild, var gift med den norske Kong Erik Blodøkse, der om nogen var søkriger.
Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at Saxo udelukkende i vage vendinger angriber Harald Blåtand for den udåd, han udøvede i Limfjorden. Vi skal huske, at han fik både sin brors og sin søsters ældste sønner slået ihjel. (Altså Guld-Harald og Harald Gråfeld)
Gorm den Gamle havde intet med dette at gøre. Skulle vi tro Saxo, ville Gorm så have regeret samtidig med Harald Blåtand i 30 til 35 år.
Det er ligeledes typisk for Saxo f.eks. at påstå, at Tyra Danebod på den tid skulle have bygget Dannevirke. Det første Dannevirke blev bygget af kong Godfred ca. 200 år før Tyra blev født. Når Saxo kalder Tyra for 'Danmarks Bod' med henvisning til at hun værnede for Danmark med Dannevirke, er det sludder. Hun hed 'Danebod', hvor sidste sætningsdel 'bod' henviser til 'bød' og peger på (uden at dette dog er 100 % sikkert) at hun 'bødede' altså 'sammenbandt' danernes rige. Det meste peger på, at Gorm den Gamle ikke ved sin regeringsovertagelse havde magten på Sjælland, men at han via giftermål med sjællænderen Tyra indgik en politisk handel, der knyttede Jylland, Fyn og Sjælland sammen. Det ville passe på portrættet af Gorm den Gamle som en ferm politiker med ringe lyst til krig.
Det var denne egenskab, han gav videre til sin søn, Harald Blåtand, der såvidt vi ved, aldrig deltog i et søslag eller vikingetogt. Han rejste til havs, men udelukkende for at mødes med regeringschefer for at indgå handels- og freds-aftaler. Han var nemlig en genial politiker, der kun sjældent spillede med musklerne. Da han byggede ringborgene/trelleborgene var det aldrig som 'angrebsbaser' men udelukkende som 'forsvarsværker'. F.eks. havde Trelleborg ingen havn!
Alt det ændrede Sven Tveskæg så ganske grundigt.
Stor hilsen
Preben Mørkbak
PS: For yderligere læsning kan henvises til bl.a.
Prof. Inge Skovgaard-Petersen, Københavns Universitet: 'Sven Tveskæg i den ældste danske historiegrafi. En Saxostudie'. side 1 - 38. "Middelalderstudier", Munksgaards Forlag. København 1966
Prof. Niels Lund, Saxoinstituttet. Københavns Universitet: 'Harald Bluetooth - a saint nearly made by Adam of Bremen', Side 303 - 313, "The Scandinavians from Vendel period to The tenth Century". The Boydell Press, San Marino/Cambridge 1991
-- samme --- : 'Scandinavia c. 700 - 1066', side 202 - 227, "The New Cambridge Medieval History", Cambridge University Press, 1995.
(Fremstillingen i sidstnævnte har den mest sammentrængte)
Posted by: Preben Mørkbak | 26.01.2010 10:02