« Tekster om Stockhausen | Forside | Tindersticks i Vega »

14.03.2010

Niels Bohr som filosof

David Favrholdt har skrevet en bog på 459 sider med titlen Filosoffen Niels Bohr. Med det udgangspunkt forestiller man sig at Niels Bohr har skrevet en større mængde filosofi, som nu bliver sat i system, og når man oven i købet i præsentationen kan læse at Bohr gør op med hele den filosofiske tradition siden Platon, tænker man at der ligger noget stort i vente.

Niels Bohr.jpg

Man kan næsten kun blive skuffet.

Niels Bohr var et geni når det kommer til kvantefysikken og dens udlægning og perspektiver, og det er alt rigeligt. Han vil stå tilbage som en af Danmarks største åndspersonligheder i kraft af sine uvurderlige bidrag til atomfysikken. Men hans bidrag til filosofien ligger som spredte noter rundt omkring, og er kun for alvor interessante og banebrydende når de angår kvantefysikken selv - og altså hører til fortolkningen af dens specifikke resultater.

Jeg blev i hvert fald ikke rigtig fænget af de andre sider af Bohrs filosofi og lommefilosofi på trods af Favrholdts store anstrengelse for at gøre ham til en stor filosof. Og jeg synes at bogen er alt for lang i forhold til udbyttet. Så selv om Favrholdt generelt er en udmærket formidler af mødet mellem naturvidenskab og filosofi, så var der langt mellem snapsene i bogen. Det turde også fremgå af min anmeldelse i Politiken:

Anmeldelse af David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr

Jeg havde regnet med en reaktion fra Favrholdt, der ikke går af vejen for en rask duel, hvis han bliver kritiseret, men den er ikke kommet endnu. Til gengæld har Niels I. Meyer reageret med et læserbrev. Jeg har ikke svaret på dette i avisen, da jeg ikke vil trætte læserne med småting, men her på bloggen er der plads til den slags, så jeg gennemgår hans indvendinger og svarer på dem nedenfor:

Svar på Niels I. Meyers indvendinger til min anmeldelse
(Citater fra læserbrevet i kursiv)

Torben Sangild, som selv har skrevet bøger om filosofiske emer, optræder d. 6. marts som anmelder af David Favrholdts bog med titlen ”Filosoffen Niels Bohr”. Hans hovedkonklusion er, at Favrholdts populær-videnskabelige beskrivelse af den moderne fysik, og især kvantefysikken, er glimrende, men at den filosofiske del af bogen er alt for lang og burde have været stærkt forkortet. Desuden mener Sangild, at Bohr ikke bidrager med noget særligt originalt i forhold til ældre filosoffer som Heidegger, Nietzsche, Kant og Kierkegaard.

Jeg sammenligner ikke Bohr med disse filosoffer, og min kritik går ikke på at Bohr ikke er lige så original som dem. Det ville da være alt for store krav at stille.

Min kritik går på Favrholdts påstand (fx s. 8 og 155ff) om at Bohr er den første siden Platon, der anerkender at man ikke kan betragte verden med Guds alvidende blik (altså verden som set udefra), men at der altid vil være en begrænsning, et perspektiv eller nogle blindt punkter i vores betragtning, fordi vi er underkastet vilkår for iagttagelse og beskrivelse.

Min pointe er ikke at dette er banalt fordi andre har sagt det bedre, men at Favrholdt slet og ret tager fejl i denne påstand, idet utallige filosoffer siden Platon og før Bohr har anerkendt dette, fra Sextus Empiricus til Hans-Georg Gadamer. I sin iver efter at vise hvor stor, Bohr er, gør favrholdt Bohr en bjørnetjeneste, for det virker stærkt overdrevet at fremstille det som om filosofien som sådan er platonisk og cartesiansk. Det er en helt konkret, indholdsmæssig indvending, som Meyer ikke forholder sig til.

Når jeg så siger at Bohrs tanker ofte ikke er så interessante, så er det på grund af de andre emner, han har skrevet lidt om hist og her, ofte uden at have nogen ambitioner om at det skulle publiceres, ofte uden de store erkendelser og ofte meget knudret formuleret.

Hvad længden af de to afsnit angår, kommer jeg til den modsatte konklusion. Selvom Favrholdts redegørelse for fysikkens udvikling er pædagogisk og inspirerende, kunne han godt have nøjedes med at forelægge de vigtigste principielle resultater og henvise til nogle af de mange populær-videnskabelige bøger om dette emne. Til gengæld mener jeg bestemt ikke, at Favrholdt skulle have undladt sin omhyggelige dokumentation af filosoffernes manglende indsigt i og forståelse af den moderne fysik og dens konsekvenser – og deres oplagte misforståelser i den forbindelse. Den fredsommelige Niels Bohr citeres i bogen for på sine gamle dage åbent at beklage sig over filosoffernes megen ”tågesnak” . Det er faktisk en diplomatisk kritik i forhold i forhold til en anden dansk naturvidenskabsmand, Peter Naur, som har publiceret en pamflet med en dræbende kritik af denne filosofiske tågesnak. Læserne bør være taknemmelige for Favrholdts store omhu med at påvise en række kendte filosoffers misforståelser og manglende indsigt i konsekvenserne af moderne fysik.

Det er helt fint at Meyer har det modsat mig, og kritik af filosofiens lemfældige omgang med naturvidenskab er altid velkommen. Jeg har ikke læst Peter Naurs pamflet, men dog nogle avisindlæg og referater, og det virker som om han er ganske enøjet. Det skal jo siges at den manglende faglige forståelse godt kan gå den anden vej også, altså at nogle naturvidenskabsfolk afviser filosofien på et løsagtigt og ureflekteret grundlag. Jeg ønsker ikke nogen strid mellem de to, tværtimod, jeg ønsker gensidig respekt og dannelse. Jeg mener at filosoffer altid bør være naturvidenskabeligt dannede, og at videnskabsfolk kan drage fordel af en filosofisk dannelse. I hvert fald hvis man træder ind på hinandens domæner, hvilket jo ofte sker i begge sagers natur.

Problemet med Favrholdts lange bog er ikke, at han går i rette med misforståelser af kvantefysikken. Tværtimod. Det er de andre ting, der fylder så meget, som er problemet. Og det er, at meget af det væsentlige også kunne skrives kortere og mere præcist. Og det tror jeg faktisk at Favrholdt selv ville være i stand til, for ind imellem er han forbilledligt skarp.

Sangild slutter sin anmeldelse med at betegne Favrholdts grundige dokumentation og analyse for ”pedantisk”, ligesom han hævder, at en sådan analyse ikke hører hjemme i en ”populær bog”. Det forekommer mig at være en temmelig arrogant nedvurdering af læsernes interesse i et opgør med forældede filosofiske tankegange. Man får mistanke om, at Sangild er blevet lidt fornærmet på sit fags vegne i stedet for at være åben over for nye skarpsindige tanker.

Det er her Meyer for alvor rammer ved siden af i forhold til min anmeldelse. Jeg siger ikke at man ikke skal gøre op med forældede filosofiske tankegange med nye og skarpsindige tanker. Det var præcis det jeg havde håbet på, men bogen havde ikke for alvor den kraft.

Jeg omtaler ikke mig selv som filosof, og mine læsere, kolleger og bekendte vil kunne skrive under på, at hvis der er noget, man ikke kan beskylde mig for, er det fagidioti og faglig lukkethed. Jeg er en yderst tværfaglig akademiker, der har forsket og undervist i de mest forskelligartede emner. Jeg har ikke haft min faste gang på Filosofisk Institut siden 1990 (som 21-årig), og selv om der ganske rigtigt er filosofiske perspektiver i mine bøger, er de langt fra snævert fagfilosofiske.

Det klæder ikke Meyer at gå efter manden frem for bolden og bedrive motivforskning. Jeg ville ønske at han forholdt sig til min konkrete indvending i stedet.

Kommentarer

Kunne man måske tigge sig til et link til din anmeldelse?

(Uden at ville blande mig alt for dybt, så kunne jeg i øvrigt godt forestille mig, at David Favrholdt ville begå en beskrivelse af Bohr, som mest af alt ville bliver David Favrholdts egen foretrukne filosofi. Ikke at det ville ødelægge resultatet, tværtimod, men det ville måske ikke være specielt fair overfor Bohr.)

Men Wolf, hvorfor klikker du ikke bare på linket? Er det uklart, at dér hvor der med fed og rød skrift står "Anmeldelse af David Favrholdt..." er et link? Dette ikke sagt i spot, for hvis det er uklart, så må jeg jo markere det kraftigere.

Min fejl. Jeg har efterhånden lært at læse fuldstændigt forbi ethvert "midt i al teksten"-link, fordi det i andre medier plejer at henvise til artikler, der kun er perifert relaterede til den aktuelle artikel. Nogle gange får en særdeles prominent placering den stik modsatte effekt.

Jeg er overordnet enig i din kritik af bogen Torben. Jeg havde dog nok gået mere til Favrholdt, men jeg skal heller ikke gøre det i Politiken.

Favrholdt kommer først meget meget sent til det, som bogen ellers lader forstå er sit emne. På side 155 hedder det: " Inden jeg begynder at gå i detaljer med Bohrs filosofi...", på side 325 hedder det: "Før jeg kan uddybe Niels Bohrs erkendelsesteoretiske lære...". Det forekommer mig, at det kun er i kapitel 13 og 14 (ud af 14) at emnet tages videre end de meget elementære tilnærmelser i kapitel 1-4.

At kvantemekanikken kan byde på seriøse erkendelsesmæssige konsekvenser, og gør det for Bohr, komme langt bedre til udtryk i tre små hæfter udgivet på forlaget Schultz mellem 1957 og 1964: Atomfysik og menneskelig erkendelse (1957), Atomteori og naturbeskrivelse (1958) og Atomfysik og menneskelig erkendelse II (1964). I hæfterne samlede Bohr taler og antologibidrag omarbejdet til artikelform. "Emnet for artiklerne er den erkendelsesteoretiske belæring, som atomfysikkens nyere udvikling har givet os og som kaster lys over vor stilling med hensyn til beskrivelse og sammenfatning på mange områder at menneskelig erkendelse."

Favrholdt citerer i sine sidste kapitler disse hæfter flittigt, og de er også stærkt anbefalelsesværdige. Med fare for at få ørene i maskinen vil jeg påstå, at Bohr i de bedste af artiklerne langt mere seriøst og kvalificeret sammenfatter de erkendelsesteoretiske konsekvenser, som han ser af kvantemekanikken, end Favrholdt formår det i sin mursten af en bog. De er for mig at se alle tre fantastisk flot videnskabsformidling. De kan købes antikvarisk over hele byen for ingen penge – og så er Atomfysik og menneskelig erkendelse i øvrigt den sejeste titel til en bog, jeg nogensinde er stødt på.

Kære Magnus,

Tak for din fine kommentar.

Jeg er helt enig i din kritik, og jeg har 20 små kritikpunkter, som der ikke blev plads til i anmeldelsen. Ikke fordi jeg ikke turde (hvis det er det, du antyder med "Jeg skal heller ikke gøre det i Politiken"), men fordi anmeldelsen skal udgøre en sammenhængende tekst på meget kort plads, hvor læseren også skal have et indtryk af bogens emne og ikke bare en opremsning af kritikpunkter. Derfor er man nødt til at fremhæve de vigtigste indvendinger og gøre det kortfattet.

Jeg har ikke læst disse tre bøger af Bohr, men tak for anbefalingen. Og ja, det er en sej titel.

Holder utroligt meget af Bohrs fremstilling og formidling af kvantefysik, så meget som jeg er blevet udsat for det i primærtekst.

Hvis man er interesseret i Niels Bohrs fysik-filosofi og gerne vil se hvad den kan holde til, når den suges gennem poststrukturalistisk tænkning (Foucault) og feministisk posthumanisme (Haraway), så vil jeg anbefale at tage en kigger på Karen Barad.

I første omgang artiklen "Posthumanist Performativity". Den er teknisk og svær men opsummerer Barads projekt, som hun senere har uddybet i "Meeting the Universe Halfway".

Skriv en kommentar

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2