Arkiv: maj 2010

« april 2010 | Forside | juni 2010 »

28.05.2010

Mit møde med Diamanda Galás

I aften optræder Diamanda Galás i Marmorkirken, og det giver mig anledning til at støve mit gamle interview med hende frem fra gemmerne og fortælle historien om et møde, der gjorde stort indtryk på mig.

diamanda.jpg

Det var i 1996, og hun skulle optræde i Vega. Jeg havde været en beundrer af hende siden 1987, hvor jeg så hende optræde på Roskilde Festival, og nu sendte Information mig ud for at lave et af mine første interviews med en udenlandsk stjerne. Jeg var en ung studerende og en slags fan, og jeg var hamrende nervøs for at møde denne stærke og lidt skræmmende personlighed.

Det var der ingen grund til, for hun var noget så sød, og kunne tydeligvis godt lide denne unge, mandlige beundrer, som ikke lagde skjul på, hvor godt jeg kendte hendes værker. Hun kaldte mig 'cute' og synes at min sølvjakke var flot.

Men vigtigst af alt: Da jeg fortalte hende, at jeg syntes at 'Last Man Down' var det bedste nummer på The Sporting Life og spurgte hvorfor det ikke var på aftenens sætliste, ændrede hun den på stedet, og sagde "I'll play it for you". Det er ikke noget, jeg bilder mig ind, jeg har det på kassettebånd. Hun åbnede med netop dette nummer, og fik mig på den måde til at føle mig udvalgt. Jeg vil ikke direkte sige at hun flirtede med mig, men hun nød i hvert fald at blive beundret.

Og så havde hun så meget tillid til mig, at hun betroede mig ting, som jeg lovede ikke at skrive, og det løfte holder jeg fast i. Det handlede om relationer til og meninger om visse samarbejdspartnere.

Selve interviewet blev fint. Jeg ville nok have gjort det noget anderledes i dag, men det skulle også næsten være mærkeligt andet. Det samme gælder min anmeldelse fra to år tidligere af The Sporting Life. Jeg supplerer med lidt flere uddrag fra interviewet nedenfor.

Link til interview-artiklen fra Information
Link til 1994-anmeldelse af The Sporting Life + Laurie Anderson: Bright Red

Nedenfor som sagt nogle supplerende citater fra interviewet:

Supplerende citater fra Torben Sangilds interview med Diamanda Galás, oktober 1996
"Madre af Pasolini er et stykke hvor han, af alle mennesker, taler om frygten for at hans mor skal dø før ham. Den eneste kærlighed i hans liv er hans mor - og jeg kender det dér, i kraft af at være opdraget som græker, at Mor er Gud - Jomfru Maria og alt det der, det er en frygtelig, frygtelig forbandelse. Så du kan nok forstå hvorfor jeg synes det var interessant at Pasolini skrev de her ting, for det er nærmest som om at når man har det her følelsesmæssige stærke bånd, så er man nødt til at gøre helt ekstreme ting for at slippe ud af det [underforstået: det gjorde Pasolini i sine film] og selvom man gør det, vil det forfølge en. Den samme energi du prøver at slippe væk fra vil være den der styrer det."

"'Malediction' [citerer fra Baudelaire: “Abel og Kain”] - den opfører jeg hvert år til Halloween og flere gange til andre tider. Jeg har også brugt andre ting af Baudelaire, fx på Litanies of Satan - satan er en Gud opfundet i fortvivlelse. En person afsondret fra verden trænger til venskab for at kunne holde sig i live, og opfinder denne “ven”. For at beholde kraften er man nødt til at holde fast i en dialog, om det så er en fange der skriver på væggen i årevis, folk dør uden dialog, om den så er selvopfunden, så er den nødt til at være der. Det skriver jeg meget om...og det er hvad koncerten handler om."

Om Ars Nova, som hun arbejdede sammen med i forbindelse med Medea-projektet i Kanonhallen 1996:
"Jeg elsker de sangere, de var store sangere og de var store mennesker, og faktisk var der en dag hvor dirigenten ikke var til stede, og vi begyndte at improvisere ved at sammenblande deres korsang med noget jeg sang fra Vena Carva, og vi kiggede på hinanden bagefter og sagde: Wow!"

Om at have flere forskellige musikalske udtryk kørende parallelt:
"Jeg taler meget om folk som Ornette Coleman, Miles Davis og Picasso. Det er ikke sådan at man i en periode kun arbejder med den ene ting og så i en anden med noget andet, det er vanvittigt - Ornette arbejdede med sange, og så med fri improvisation den næste dag og det er det samme med Hendrix - det er for mig det at være musiker, jeg kan ikke sige nej til at lave Round Midnight - jeg elsker Round Midnight - men på samme tid har jeg lyst til at lave Schrei X

Lad mig spørge til dit forhold til den modernistiske tradition, fx Schönberg, Boulez, Xenakis. Er der nogen direkte indflydelse fra denne tradition, eller er det bare noget du har flirtet lidt med?
"Jeg tror der er en indflydelse fra Xenakis, men egentlig mere en personlig indflydelse; den personlighed der er til stede i hans musik, og den power der ligger bag musikken. Og nogle af de første musikalske ideer - især de bombastiske ideer med fx toneclustere der blev omdannet til ostinatfigurer - inspirerede mig i begyndelsen.
De andre er jeg ikke influeret af, ikke Boulez, slet ikke Schönberg - og dog, måske Schönberg udelukkende dramaturgisk, hans ideer om lys og om lyd, hans måde at tænke dem sammen i et Gesamtkunstwerk, men ikke kompositorisk - og det er ikke en nedrakning, mit er bare noget andet.
En dag vil jeg måske opføre Erwartung, for det er virkelig et interessant stykke. Vokalen i det interesserer mig ikke så meget, det er ikke min måde at lytte på, men jeg er sikker på at Schönberg er ligeglad med det [griner].
Og så ville jeg gerne lave Mozart en dag. Jeg kunne gøre noget virkelig interessant med Mozart, fordi når Mozart er bedst opført, fremføres de interessante tekster ikke mildt, men mere “marcato”.

Det hører jeg ikke meget af hos Mozart...
Nej, for de fleste sangere gør det ikke sådan, kun enkelte, men jeg mener virkelig at musikken sine steder kræver det, som fx “Nattens Dronning” som er meget, meget...du ved...de skal være meget militaristiske og aggressive i koloraturerne - så det er min interesse i Mozart, de aggressive koloraturer, men vel at mærke sammen med de smukke lyriske passager og den utrolige tekst, så måske vil jeg en dag gøre noget ved det.

---Om AIDS---

Er der AIDS-patienter, der - som Job - forsøger at opretholde en tro på Gud på trods af deres lidelser?
"Nogle gør. Men det handler ikke kun om at holde fast i en tro på Gud, men mere om at holde fast i håbet - hvad det så end er, en ikke-målelig størrelse - og jeg ser bare så meget lidelse og så lidt håb, og når håbet er på størrelse med lidelsen kan man stadig overleve, men når lidelsen overgår håbet, og når smerten melder sig i hvert eneste øjeblik, så bryder det hele sammen - jeg så det med min ven for tre måneder siden, og jeg har set det så ofte. Til sidst var min ven i en tilstand hvor han ikke kunne gøre noget som helst - blind, med en deformeret krop - og så gav de ham kemoterapi dagen før han døde!

Han bad ikke om at blive euthaniseret?
"Jeg kender ham godt nok til at vide at han kunne have gjort det selv, for han har gjort det før for to andre mennesker, hjulpet dem til at dø, han var nødt til at bestikke en læge den ene gang, for lægen ville ikke gøre det, manden lå med epileptiske anfald og vejede 40 kg, og min ven sagde “hør her, hvis du vil have os til at betale lægeregningen må du vist hellere sende en sygeplejerske over med noget morfin, hvis ikke du gør det, betaler vi ikke” - det virkede! - That shit is HEAVY!"

"I øjeblikket er man i gang med nogle forsøg i USA med kombinationer af lægemidler som ikke virkede før, men som nu synes at virke af en eller anden grund for nogle mennesker - kun nogle - de kombinerer to-tre medikamenter, som synes at hjælpe i visse tilfælde - jeg har en ven som i 1984 fik diagnosen HIV-positiv, og som endnu ikke har fået AIDS, og doktoren siger at hun vil aldrig få AIDS. Hun skal blive ved med at tage medicinen resten af sit liv, men lægen siger at det er mere sandsynligt at hun dør i en trafikulykke end af AIDS. Nogle mennesker er udrustet til at kunne blive smittet med HIV, men undgå at få AIDS - dels på grund af deres genetiske beskaffenhed, men ved hjælp af disse stoffer. Det gælder om at undgå visse sygdomme - fx lungebetændelse - så man kan overleve. Måske vil denne sygdom en dag få en status på linje med kræft, men det er et hårdt arbejde der ligger forude.

Så når jeg taler om isolation og fortvivlelse er det ikke en metafor!"

24.05.2010

Historisk TV

Jeg har fire gange i det sidste halve år anmeldt tv-udsendelser, der formidler historie, og som gør det godt.

Jeg fik personligt aflivet min interesse for historie i gymnasiet, hvor vi havde en materialistisk verdenshistoriebog uden mennesker og begivenheder - eller sådan husker jeg den i hvert fald. Den var meget abstrakt, og gik mere op i kulproduktionen end i hvordan folk levede eller hvem de var.

Det er ikke fordi jeg vil have den rent anekdotiske historieskrivning i stedet, og da slet ikke den moraliserende, men det er faktisk muligt at være lødig og fortællende på én gang, og jeg genvandt da også min historiske interesse ti år senere, da jeg beskæftigede mig med Wien omkring år 1900.

Dette blot for at lægge op til mine fire begejstrede anmeldelser, for tv er et fremragende medie til historieformidling.

En af mulighederne er den gammeldags, hvor en historiker går rundt på historiske steder, og fortæller om hvad der skete og hvordan det hang sammen. Det kræver en ualmindeligt engageret og karismatisk vært og et filmhold med sans for billeder. Begge dele havde Erik Kjersgaards Danmarkshistorie, som blev sendt omkring 1980.

Hvis man beskæftiger sig med den nyere historie, den som angår tiden efter 1930, er det indlysende at bygge udsendelsen op om klip fra tv, film og fotos. En rigtig god måde at gøre det på, så vi for nylig i serien '24 timer du aldrig glemmer' på DR2. Her fulgte man en markant, mediedækket begivenhed time for time, set fra forskellige synsvinkler. Det fungerer helt fantastisk når der var mediedækning hele dagen, som ved urolighederne 18. maj 1993. Det er lidt sværere med den udsendelse, jeg anmeldte, nemlig mordet på Makrellen, men det lykkes alligevel at få en fin udsendelse ud af det.

En særlig type historieskrivning er den kontrafaktiske. Den går ud på, at man forestiller sig hvordan det ville være gået, hvis ét eller andet havde været anderledes. DR2 havde en temaaften under overskriften 'Hvad nu hvis' (der findes i øvrigt en glimrende radio-podcast af samme navn). Her viste de en tysk film om Tredje verdenskrig, der brød ud i 1989, efter at der blev slået hårdt ned på demonstrationerne mod styret i Østeuropa. Den anden handler om, hvad der var sket, hvis Sovjet var kommet først til Danmark i maj 1945, hvilket var tæt på at ske. Vi får altså et portræt af det kommunistiske Danmark.

Men mere end nogen tv-serier kan en god dokumentarfilm skabe den helt store historieskrivning ved at tage den lille historie i den store. Ingen er bedre til denne metier end Werner Herzog. I dokumentaren Lille Dieters drøm (Little Dieter Needs to Fly) følger vi et usædvanligt menneske, en overlever fra vienamisisk krigsfangeskab og meget mere end det. Det er en af de bedste dokumentarfilm, jeg har set.

Min anmeldelse af Erik Kjersgaards Danmarshistorie
Min anmeldelse af 24 timer du aldrig glemmer om mordet på makrellen.
Min anmeldelse af Hvad nu hvis.
Min anmeldelse af Lille Dieters drøm (Werner Herzog).

17.05.2010

Børnereklamer i TV

Det er ingen hemmelighed at jeg ikke går ind for tv-reklamer målrettet til mindre børn, modsat Brian Mikkelsen, der slet ikke kunne vente med at få dem tilladt så snart han tiltrådte som kulturminister i 2001.

Det har jeg skrevet lidt om her.

12.05.2010

Karaktererne i Krysters kartel

Jeg elsker 'Krysters kartel', der er det morsomste tv siden Drengene fra Angora. Det er ikke mindst mange af personerne, karaktererne, der gør den så god. I min tv-anmeldelse gennemgår jeg nogle af dem. Læs anmeldelsen her.

Krysters 1.jpg

Krysters 2.jpg

De tv-anmeldelser skal være forbistret korte, så jeg nåede jo slet ikke rundt om alle karaktererne. Jeg ville også gerne have nævnt macho-nordjyden Carsten og hans hustru Malene, som man ikke begriber er sammen med ham. Eller Franks hårdtslående thailandske hustru Pong, der kan dansk fodboldhistorie i alle detaljer. Eller stakkels sølle Lasse, der gang på gang tromles af de ulidelige venner. Ja, man kunne blive ved.

De fire skuespillere er alle gode. De har hver især fundet vidt forskellige mennesketyper, som de rammer helt præcist, med enkelte undtagelser, hvor det ikke er helt morsomt. Ud over Johnny & Simone, synes jeg også at økonomen, der rømmer sig og ikke kan gennemføre et interview er umorsom. Det samme gælder lærergruppen, hvor Troels Mallings Stan Laurel-figur og Laura Kvists hosten er mere irriterende end morsomme. Men det er meget få forbiere i en vellykket komediepalet.

Morten Stræde i Viborg

Jeg var sendt til Viborg for at anmelde Dronningen, og benyttede lejligheden til at se den egentlig langt mere interessante udstilling med Morten Stræde på Brænderigaarden. Der er mange flotte enkeltværker/-elementer, men det overordnede koncept 'Byen og verden' holder ikke - i hvert fald ikke uden formidling.

Læs min anmeldelse her
.
.
.
Morten Stræde.jpg

07.05.2010

Naturen er kitsch (en anti-ode)

I går så jeg en solnedgang, der var så smuk, at den nærmest var kitsch
Naturen det billige skidt
Helt ærligt, mand: Regnbuer, come on! [Tak til Jexper]
Nordlys er lige lovligt effektjagende
Den danske bøgeskov er nationalromantisk
Grand Canyon, se mig se mig, hey, har du ikke hørt at less is more?
Bjerge er over the top
Vandfald er bare så søgt sublime.
Skyerne driver lommefilosofisk og studentikost hen over himlen
Blomsterne er tøsede og tordenvejret er macho
Solen er et ripoff af Olafur Eliasson

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2