Mit møde med Diamanda Galás
I aften optræder Diamanda Galás i Marmorkirken, og det giver mig anledning til at støve mit gamle interview med hende frem fra gemmerne og fortælle historien om et møde, der gjorde stort indtryk på mig.
Det var i 1996, og hun skulle optræde i Vega. Jeg havde været en beundrer af hende siden 1987, hvor jeg så hende optræde på Roskilde Festival, og nu sendte Information mig ud for at lave et af mine første interviews med en udenlandsk stjerne. Jeg var en ung studerende og en slags fan, og jeg var hamrende nervøs for at møde denne stærke og lidt skræmmende personlighed.
Det var der ingen grund til, for hun var noget så sød, og kunne tydeligvis godt lide denne unge, mandlige beundrer, som ikke lagde skjul på, hvor godt jeg kendte hendes værker. Hun kaldte mig 'cute' og synes at min sølvjakke var flot.
Men vigtigst af alt: Da jeg fortalte hende, at jeg syntes at 'Last Man Down' var det bedste nummer på The Sporting Life og spurgte hvorfor det ikke var på aftenens sætliste, ændrede hun den på stedet, og sagde "I'll play it for you". Det er ikke noget, jeg bilder mig ind, jeg har det på kassettebånd. Hun åbnede med netop dette nummer, og fik mig på den måde til at føle mig udvalgt. Jeg vil ikke direkte sige at hun flirtede med mig, men hun nød i hvert fald at blive beundret.
Og så havde hun så meget tillid til mig, at hun betroede mig ting, som jeg lovede ikke at skrive, og det løfte holder jeg fast i. Det handlede om relationer til og meninger om visse samarbejdspartnere.
Selve interviewet blev fint. Jeg ville nok have gjort det noget anderledes i dag, men det skulle også næsten være mærkeligt andet. Det samme gælder min anmeldelse fra to år tidligere af The Sporting Life. Jeg supplerer med lidt flere uddrag fra interviewet nedenfor.
Link til interview-artiklen fra Information
Link til 1994-anmeldelse af The Sporting Life + Laurie Anderson: Bright Red
Nedenfor som sagt nogle supplerende citater fra interviewet:
Supplerende citater fra Torben Sangilds interview med Diamanda Galás, oktober 1996
"Madre af Pasolini er et stykke hvor han, af alle mennesker, taler om frygten for at hans mor skal dø før ham. Den eneste kærlighed i hans liv er hans mor - og jeg kender det dér, i kraft af at være opdraget som græker, at Mor er Gud - Jomfru Maria og alt det der, det er en frygtelig, frygtelig forbandelse. Så du kan nok forstå hvorfor jeg synes det var interessant at Pasolini skrev de her ting, for det er nærmest som om at når man har det her følelsesmæssige stærke bånd, så er man nødt til at gøre helt ekstreme ting for at slippe ud af det [underforstået: det gjorde Pasolini i sine film] og selvom man gør det, vil det forfølge en. Den samme energi du prøver at slippe væk fra vil være den der styrer det."
"'Malediction' [citerer fra Baudelaire: “Abel og Kain”] - den opfører jeg hvert år til Halloween og flere gange til andre tider. Jeg har også brugt andre ting af Baudelaire, fx på Litanies of Satan - satan er en Gud opfundet i fortvivlelse. En person afsondret fra verden trænger til venskab for at kunne holde sig i live, og opfinder denne “ven”. For at beholde kraften er man nødt til at holde fast i en dialog, om det så er en fange der skriver på væggen i årevis, folk dør uden dialog, om den så er selvopfunden, så er den nødt til at være der. Det skriver jeg meget om...og det er hvad koncerten handler om."
Om Ars Nova, som hun arbejdede sammen med i forbindelse med Medea-projektet i Kanonhallen 1996:
"Jeg elsker de sangere, de var store sangere og de var store mennesker, og faktisk var der en dag hvor dirigenten ikke var til stede, og vi begyndte at improvisere ved at sammenblande deres korsang med noget jeg sang fra Vena Carva, og vi kiggede på hinanden bagefter og sagde: Wow!"
Om at have flere forskellige musikalske udtryk kørende parallelt:
"Jeg taler meget om folk som Ornette Coleman, Miles Davis og Picasso. Det er ikke sådan at man i en periode kun arbejder med den ene ting og så i en anden med noget andet, det er vanvittigt - Ornette arbejdede med sange, og så med fri improvisation den næste dag og det er det samme med Hendrix - det er for mig det at være musiker, jeg kan ikke sige nej til at lave Round Midnight - jeg elsker Round Midnight - men på samme tid har jeg lyst til at lave Schrei X
Lad mig spørge til dit forhold til den modernistiske tradition, fx Schönberg, Boulez, Xenakis. Er der nogen direkte indflydelse fra denne tradition, eller er det bare noget du har flirtet lidt med?
"Jeg tror der er en indflydelse fra Xenakis, men egentlig mere en personlig indflydelse; den personlighed der er til stede i hans musik, og den power der ligger bag musikken. Og nogle af de første musikalske ideer - især de bombastiske ideer med fx toneclustere der blev omdannet til ostinatfigurer - inspirerede mig i begyndelsen.
De andre er jeg ikke influeret af, ikke Boulez, slet ikke Schönberg - og dog, måske Schönberg udelukkende dramaturgisk, hans ideer om lys og om lyd, hans måde at tænke dem sammen i et Gesamtkunstwerk, men ikke kompositorisk - og det er ikke en nedrakning, mit er bare noget andet.
En dag vil jeg måske opføre Erwartung, for det er virkelig et interessant stykke. Vokalen i det interesserer mig ikke så meget, det er ikke min måde at lytte på, men jeg er sikker på at Schönberg er ligeglad med det [griner].
Og så ville jeg gerne lave Mozart en dag. Jeg kunne gøre noget virkelig interessant med Mozart, fordi når Mozart er bedst opført, fremføres de interessante tekster ikke mildt, men mere “marcato”.
Det hører jeg ikke meget af hos Mozart...
Nej, for de fleste sangere gør det ikke sådan, kun enkelte, men jeg mener virkelig at musikken sine steder kræver det, som fx “Nattens Dronning” som er meget, meget...du ved...de skal være meget militaristiske og aggressive i koloraturerne - så det er min interesse i Mozart, de aggressive koloraturer, men vel at mærke sammen med de smukke lyriske passager og den utrolige tekst, så måske vil jeg en dag gøre noget ved det.
---Om AIDS---
Er der AIDS-patienter, der - som Job - forsøger at opretholde en tro på Gud på trods af deres lidelser?
"Nogle gør. Men det handler ikke kun om at holde fast i en tro på Gud, men mere om at holde fast i håbet - hvad det så end er, en ikke-målelig størrelse - og jeg ser bare så meget lidelse og så lidt håb, og når håbet er på størrelse med lidelsen kan man stadig overleve, men når lidelsen overgår håbet, og når smerten melder sig i hvert eneste øjeblik, så bryder det hele sammen - jeg så det med min ven for tre måneder siden, og jeg har set det så ofte. Til sidst var min ven i en tilstand hvor han ikke kunne gøre noget som helst - blind, med en deformeret krop - og så gav de ham kemoterapi dagen før han døde!
Han bad ikke om at blive euthaniseret?
"Jeg kender ham godt nok til at vide at han kunne have gjort det selv, for han har gjort det før for to andre mennesker, hjulpet dem til at dø, han var nødt til at bestikke en læge den ene gang, for lægen ville ikke gøre det, manden lå med epileptiske anfald og vejede 40 kg, og min ven sagde “hør her, hvis du vil have os til at betale lægeregningen må du vist hellere sende en sygeplejerske over med noget morfin, hvis ikke du gør det, betaler vi ikke” - det virkede! - That shit is HEAVY!"
"I øjeblikket er man i gang med nogle forsøg i USA med kombinationer af lægemidler som ikke virkede før, men som nu synes at virke af en eller anden grund for nogle mennesker - kun nogle - de kombinerer to-tre medikamenter, som synes at hjælpe i visse tilfælde - jeg har en ven som i 1984 fik diagnosen HIV-positiv, og som endnu ikke har fået AIDS, og doktoren siger at hun vil aldrig få AIDS. Hun skal blive ved med at tage medicinen resten af sit liv, men lægen siger at det er mere sandsynligt at hun dør i en trafikulykke end af AIDS. Nogle mennesker er udrustet til at kunne blive smittet med HIV, men undgå at få AIDS - dels på grund af deres genetiske beskaffenhed, men ved hjælp af disse stoffer. Det gælder om at undgå visse sygdomme - fx lungebetændelse - så man kan overleve. Måske vil denne sygdom en dag få en status på linje med kræft, men det er et hårdt arbejde der ligger forude.
Så når jeg taler om isolation og fortvivlelse er det ikke en metafor!"
