Torben Sangilds weblog

Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig i forhold til din tjekliste for den gode anmeldelse. Jeg synes dog, at din formulering i punkt 3 er noget bombastisk: Man skal selvfølgelig ikke som anmelder være "bange" for at være kritisk over for kunsten, men din formulering får det til at lyde som om, der findes "ligegyldig kunst" som sådan. I den forbindelse mener jeg, at man som anmelder både skal være opmærksom på sin vurderings betingethed og på dens konsekvenser.
Om en kunstoplevelse opfattes som ligegyldig eller ej hænger jo for det første sammen med ens egen sensibilitet i forhold til genren (som du berører i punkt 4), og selvom man bestræber sig på at være bredt funderet, vil ens personlige præferencer vel altid skinne igennem. For det andet afhænger oplevelsen også af ens konkrete "dagsform" så at sige, hvilket humør man er i, omstændighederne omkring kunstoplevelsen osv.
Disse forhold ligger selvfølgelig implicit i anmeldelses-genrens subjektive form, men når jeg nævner dem, er det fordi anmeldelser jo kan have store konsekvenser for kunstnerne, og jeg synes derfor, man som anmelder skal tænke sig om en ekstra gang inden man afskriver kunst som "ligegyldig". Det bør i så fald gøres med en grundig begrundelse, og det vil vel så ofte vise sig, at denne begrundelse er en del mere interessant end en "ligegyldig"-etiket, der nemt kan citeres uden for sammenhæng til stor skade for kunstneren.
Jeg mener, at man skal være kritisk, når det kommer til spørgsmål vedrørende værket, men hellere give kunst en overodnet negativ etiket en gang for lidt end en gang for meget.

Tak din kommentar. Jeg forstår hvad du mener, og er ikke særlig uenig.

Når jeg skriver ligegyldig, er det implicit at denne smagsdom er subjektiv.

Og måske er det et for bombastisk ord, men det ligger nok til manifest-genren. Jeg har lige lavet en søgning, der bekræfter min antagelse om, at jeg aldrig har fældet dommen 'ligegyldig' i en kunstanmeldelse. For når jeg er negativ, er jeg det som regel med nogle andre kritikpunkter. Det som kommer tættest på er 'uinteressant', som har en mere subjektiv klang. Jeg kan også se at i mine mest negative kunstanmeldelser klart markerer det subjektive i dommen, samtidig med at jeg begrunder den. Måske fordi jeg ubevidst har det, du siger, i baghovedet.

Men jeg er dog uenig med dig i nogle af dine antagelser:

For det første har det ikke store konsekvenser, hvad anmelderne skriver om en kunstner for dennes succes. Det er en forestilling mange har, men alle undersøgelser peger på at betydningen er lille, med mindre alle anmeldere er enigt negative over en lang periode.

Og selv hvis det havde store konsekvenser ville løsningen ikke være at være konfliktsky, ikke at tage hensyn til at kunstneren nok bliver ked af det. Hvis anmeldelsen som genre skal give mening, må anmelderen ikke være for sød og pæn. Det ligger i genren om man kan lide det eller ej.

Problemet med kunstanmeldelser i de senere år har netop været dette, at anmeldelserne var for pæne og konsensusorienterede, og derfor har de også mistet læserne og en del af respekten. Det er netop også derfor jeg fokuserer på det.

Jeg vil overveje at ændre 'ligegyldig' til 'uinteressant' i teksten.

Kunne du henvise til de omtalte undersøgelser? Det lyder da umiddelbart ret interessant, men gælder ikke, kan jeg forestille mig, når det kommer til fx anmeldelser af cd'er eller koncerter. Jeg må nok indrømme, at jeg nok har tænkt i disse baner også, selvom dit manifest handler om kunstanmeldelser. Her, tænker jeg, må anmeldelserne have stor betydning for pladesalg, spillerjobs m.v.

Når jeg mener, at man som anmelder bør have en vis ydmyghed over for kunsten, er det ikke for at tage hensyn til, om kunstnerne "bliver kede af det", men alene for at undgå, at ens egne eventuelle utilstrækkeligheder i for høj grad kommer en (hårdtarbejdende) kunstner til skade.

Jeg vil dog gerne anerkende, at for pæne anmeldelser kan være kedelige at læse, og at fx Rukovs Twillight-anmeldelse (her og fyndigt citat) unægtelig har stor underholdningsværdi, selvom den muligvis ikke yder filmen 100% retfærdighed.

Jeg kan desværre ikke henvise til bestemte undersøgelser, men kan bare huske at det gang på gang er blevet påpeget, og ikke kun for kunstanmeldelser.

Et indicium fra kunstverdenen er den magtudredning, som Michael Jeppesen lavede på baggrund af en masse kunstverdensfolks vurderinger af, hvem der kan betyde mest for en kunstners karriere. Her er den eneste anmelder på top 50 Mette Sandbye, og det er ikke fordi hun er anmelder, men især fordi hun sidder i diverse råd og måske lidt fordi hun samtidig underviser på universitetet. Generelt set betyder det ikke så meget igen. Og én ammeldelse kan aldrig ødelægge en karriere.

Men det er mere kompliceret end som så. For det afhænger en del af, hvilket segment produktet henvender sig til.

En actionfilm er meget lidt afhængig af anmeldelserne, de betyder stort set intet, for kernepublikummet læser alligevel ikke anmeldelser.

En mere arthouse-agtig film er lidt mere afhængig af anmeldelser, men stadig lige så meget af foromtale osv.

Det samme gælder musik. Metallica sælger ikke nævneværdigt færre plader hvis Rolling Stone har en stærkt kritisk anmeldelse. Men et debuterende band kan hypes gennem stærkt positive anmeldelser over hele linjen, sådan som det fx er sket for nylig med Taxi Taxi! og det kan påvirke salget markant.