Olafur Eliasson sludrer videre
Jeg har før været ude med riven efter Olafur Eliasson - ikke hans værker, men alt det spin han lægger uden om: De er mere demokratiske, det er beskueren der skaber sin egen oplevelse, de er inkluderende i stedet for ekskluderende etc. etc.
Man skal ikke bilde sig ind at der er tale om en henkastet uforsigtighed fra Eliassons side. Der er tale om en konsekvent, opportunistisk lommefilosofi, en light-udgave af den i forvejen kritisable franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud og hans begreb om 'relationel æstetik', kombineret med en subjektivistisk fejllæsning af fænomenologien. For nu at udtrykke mig i fagtermer.
Man kan sagtens tilbagevise hans påstande uden at referere til disse filosofiske teorier, man kan simpelthen påpege at hans påstande er ude af trit med virkeligheden, med hvad der faktisk foregår når vi møder hans værker. Så da jeg tv-anmeldte en ny dokumentarfilm om ham, var det oplagt at pege på to af de mest oplagte eksempler:
