Bob Dylan på Statens Museum for Kunst
Jeg fik til opgave af Politiken at anmelde Bob Dylans kunst, og da jeg indtil videre har et princip om at jeg ikke vil sige nej til noget fordi det er prekært (således også dronningen), kastede jeg mig over denne opgave med samme grundighed som jeg plejer. Jeg besluttede med det samme, at jeg ikke ville bruge plads på at sige at Dylan har lavet nogle gode sange, for det ved folk godt, jeg gik direkte til sagen, som var at præsentere min oplevelse og vurdering af billederne.
Jeg var klar over at man ikke slipper ustraffet fra at kritisere Bob Dylan, og jeg har da også modtaget en række hademails fra Dylan-fans, der synes jeg er en idiot. Det skal de have lov til, men det er bare slående at ikke én af dem forsøger at godtgøre at Bob Dylans billeder er gode, og jeg tror ikke at nogen af dem har set udstillingen.
En del af miséren ligger formentlig i den overskrift som er kommet på web-udgaven af artiklen: "Bob Dylans Brasilien er hamrende uinteressant". Det er det, man kalder en skarp vinkling af min egen afsluttende formulering i anmeldelsen, der vel er noget mindre aggressiv og mere nuanceret. Som altid er det ikke mig selv der laver weboverskrifterne, men som anmeldelsens forfatter hænger jeg på overskriften, og det har ansporet en del mennesker til at fortælle mig at jeg også er hamrende uinteressant, hvilket jeg ikke vil benægte. Af samme grund bliver jeg ikke anmeldt som et kunstværk.
Min egen overskrift i papiravisen lyder "Bob i Brasilien", og den står jeg ved.
Det bliver også skudt mig i skoene, at jeg har besluttet mig på forhånd, at det er jantelov og at jeg bare vil have Bob Dylan ned med nakken. Det er ikke tilfældet, og igen er der en vis ironi i at kalde mig forudindtaget, hvorefter man udtaler sig om mine motiver (som man ikke kender) og forsvarer en udstilling, man ikke har set. Jeg ville faktisk ønske at Dylans billeder havde grebet mig, at jeg kunne sige at det var en flot udstilling med spændende billeder, der siger enormt meget om samfundet. Det er det bare ikke. Desværre.
Læs min anmeldelse her (og husk i særdeleshed at det ikke er min overskrift på webudgaven).
Heldigvis har jeg også fået et par opmuntrende henvendelser fra folk, som er uenige eller som selv har været involveret i udstillingen: Fagfolk, der synes at mine argumenter og min vinkel på udstillingen er interessante. Én Dylan-fan skriver at han sikkert er uenig med mig, men at min anmeldelse har givet ham ekstra lyst til at se udstillingen. En af de ansvarlige for udstillingen skriver at da hun så overskrifterne og de to hjerter, blev hun nedslået, men at hun blev sært opløftet af at læse selve teksten. Det glæder mig naturligvis.
Jeg vil opfordre til at eventuelle vrede mennesker her på bloggen forholder sig til billederne: Hvis du er sur over min anmeldelse, så forklar hvad det gode ved Dylans billeder er efter din mening. Nu har jeg sagt min.
Kommentarer
Opdatering: Interessen for Dylan og hans kritikere er stor: Jeg er i dag både blevet interviewet i TV2 Lorry og citeret i en chilensk avis.
Posted by: Torben Sangild | 06.09.2010 21:56
Opdatering 2: De andre anmeldelser
Nogle anmeldere er enige med mig, andre er mere positive.
Torben Weirup i Berlingske giver den også to stjerner, og skriver: "Måske maler han, fordi han elsker at gøre det. Det er der mange, der gør, uden at være store kunstnere af dén grund. Før i tiden holdt man den slags inden for familiens kreds."
Ole Nørlyng erkender at Dylan ikke er en stor maler, men er alligevel moderat positiv i Weekendavisen: "Det er disse lidt tvetydige menneskeskildringer - gerne af en kunstner på arbejde, som Klaverspiller, der ser efter noget, vi ikke kan se, hvad er, eller af en bokser i en »Boksetræningssal« der hamrer løs på noget temmelig meningsløst - der er det fascinerende. Det er gengivelsen af sådanne episoder, der sætter sig på nethinden. "
Bente Scavenius er ikke så begejstret, men giver den alligevel tre stjerner: "Hvis udstillingen med Bob Dylans malerier var en blandt mange, som den ville være på f. eks. Moma i New York, så kan den naturligvis forsvares, men ikke når der er så få profilerede internationale udstillinger med internationale navne fra samtidskunsten eller kunsthistorien, som der nu engang er i disse såkaldte sparetider på Statens Museum for Kunst."
Michael Jeppesen i Information har besluttet sig for at være Rasmus modsat, og for at gøre dette, må han opfinde følgende argument, for han erkender at malerierne ikke er gode i sig selv:
"Der hvor Bob Dylans brasilianske billeder er fremragende er i mødet mellem en af verdens største kunstnere - der tilmed er ekstrem eksklusiv - og så hans værker, der er præcis det modsatte.
Han er en gåde - værkerne er forudsigelige. Han er inspirerende - værkerne er kedelige.
Men mødet med værkerne alene finder heller aldrig sted, tværtimod er det Bob Dylan , vi bliver præsenteret for, det gådefulde og inspirerende menneske - endog på en vanvittig måde - og det møde, det er stor kunst.
Mødet med en stor kunstner, der leger kunstner er direkte pirrende. Afstanden mellem stor kunst og lille kunst har aldrig været tydeligere illustreret."
Altså, Jeppsen siger: Udstillingen er god, fordi vi ser Dylan fejle som kunstner, og det er i sig selv stor kunst.
Well, siger jeg så, så er vi tilbage ved min idé om at det kun er interessant for dem, der i forvejen interesserer sig for personen Bob Dylan og al hans væsen og gøren og laden. Det er fodnote for Dylan-fans, og det synes jeg ikke er Statens Museums opgave at beskæftige sig med.
Posted by: Torben Sangild | 16.11.2010 10:11
Opdatering 3: Offentlige forsvar for Dylan
Kunstsamleren John Hunov skrev prompte et læserbrev, hvor han bedyrede at anmelderne ikke har sans for kvalitet, og at han ville give udstillingen 5 hjerter 'med pil opad':
"Malerierne er ' grimme' malet med pastos, har mange både religiøse og politiske budskaber - samtlige de kunstnere, jeg har mødt, har prist udstillingen i høje toner fra Kvium til Erik Frandsen."
Han fortæller at han har fået en email fra kunstneren Jesper Christiansen, der skriver: "Jeg er fuldkommen enig med dig, hvilket malerisk overskud og dyb sumpagtig fortælletrang, en fremragende udstilling."
(Politiken 7/9)
Kommentar: Hunovs primære argument er, at nogle af de danske kunstnere han kender også godt kan lide den. Derudover at de har mange politiske og religiøse budskaber. Hvad angår det første, er det ikke noget argument. Hvad angår det andet, må jeg spørge: Hvilke budskaber? Hvis de er så markante og vigtige, burde Hunov måske antyde hvad de handler om i stedet for at citere sine kunstnervenner.
Også Bent Falbert er sandelig ude med riven. Han gengiver min anmeldelse således:
"I Politiken gør Torben Sangild kortere proces med den syngende maler: ' Dylan maler ganske traditionelt', klager han.
'De sidste 90 års udvikling har ikke sat sig nogen spor'. Hvorefter han skælder ud over, at motiverne er hentet i 1920-30'erne, og ikke i nutiden."
Han bruger en masse plads på at skælde ud på anmelderne og kalder os 'dværge'. Når det så kommer til hans forsvar for billederne bliver det meget kortfattet og stikordsagtigt:
"Klassisk, figurativ, tilgængelig stil. Menneskegrupper, situationer, huse, landskaber. Han kan endda male lys."
(Ekstra Bladet 10/9)
Kommentar: Bent Falberts beskrivelse passer på rigtig, rigtig mange amatørmalere. Det er heller ikke lykkedes ham at vise hvori det fantastiske består.
Statens Museum har bedt den amerikanske kunsthistoriker John Elderfield (der også bidrager til udstillingskataloget) om at kommentere på anmeldelserne. Ud over at true med at det vil vi fortryde en dag, ligesom dem, der afviste hans elektriske guitar, beskrives værkernes kvalitet kun meget kort:
"Dylans malerier er produkter, der er udsprunget af en enestående, opfindsom fantasi."
(Berlingske 14/9 og Information 16/9)
Kommentar: Argumentet er altså at billederne er store fordi Dylan er stor (og fantasifuld). Det er han muligvis, men det siger ikke meget om billederne.
Problemet med alle disse indlæg er at de ikke er i stand til at pege på, hvad det er i Dylans billeder, der gør dem til noget særligt, ud over at det er Bob der har malet dem. I stedet bliver spaltepladsen brugt på at skyde anmelderne alt muligt i skoene, herunder forudfattede meninger og jantelov.
Jeg venter stadig på, at nogen tager fat i selve billederne, og forklarer mig det interessante, gode, spændende ved dem i såvel form som indhold.
Posted by: Torben Sangild | 16.11.2010 10:49
Kære Torben Sangild
Jeg finder dine argumenter interessante, og har fulgt dine bidrag til debatten om Dylan som billedkunstner.
Jeg er bachelor i kunsthistorie, og er ved at afslutte en kandidat i moderne kultur. Jeg skriver i øjeblikket en opgave om kunstanmeldelsen med case i Dylan udstillingen. Derudover arbejder jeg selv på smk, og fungerer som omviser i Dylan udstillingen.
Jeg er langt hen ad vejen meget enig med dig.
Jeg kunne godt tænke mig at tale med dig om forholdet mellem anmelderens kritik og udstillingens succes. Hvis du har lyst til det, så kontakt mig endelig.
Posted by: Anna Staal | 18.01.2011 10:53