Børne-tv: Bamse, Barbapapa, Skæg, Sigurd og Gurli Gris
Jeg har i det seneste 1½ års tid anmeldt fem børneprogrammer i Politiken. Det bragte mig blandt andet omkring Barbapapa i freudiansk belysning, Bamse der ønsker Kylling død og konflikthåndtering i griseland.
De tre af dem er mere eller mindre kritiske. Værst går det ud over Barbapapa, som er helt forfærdelig set med voksenøjne. De nye afsnit af Bamses Lillebitte Billedbog er bedre end de forrige, men stadig ikke på niveau med guldalderen med Aske og Luna. Gurli Gris er lidt pæn i det.
Men Skæg med bogstaver er jeg entydigt begejstret for i min anmeldelse. Hr. Skæg har formået at få de helt små til at interessere sig for noget så abstrakt som bogstaver med tosserier af høj kvalitet.
Og Sigurd og operaen har endog fået min den gang 2-årige datter til at proklamere, at hun godt kunne lide at høre opera. Det er ikke et mål i sig selv, men det er underholdende og musikalsk, omend jeg hurtigt blev træt af dirigenten (spillet af Nikolaj Hansen), som er lovligt overgearet.
Nu kunne nogen måske forledes til at tro, at jeg derfor foretrækker børne-tv, man lærer noget af, men det har altså ikke været kriteriet - eller i hvert fald højst ét blandt andre. Det vil man kunne forvisse sig om ved at kigge på mine tidligere anmeldelser af fx Minisekterne.
Læs min anmeldelse af Barbapapa
Læs min anmeldelse af Bamse
Læs min anmeldelse af Gurli Gris
Læs min anmeldelse af Skæg med bogstaver
Læs min anmeldelse af Sigurd og operaen
Tidligere anmeldelser
Minisekterne
Nasse
I drømmehaven
