Kategori-arkiv: Arkitektur og byplanlægning

Forsiden

30.03.2007

LydRum i radioen

I forlængelse af det LydRum-seminar jeg var med til at arrangere (og som i øvrigt gik godt!) har der været en del omtale i radioen, som jeg her vil samle op på:

I P1-programmet Vita interviewes jeg om lyd og arkitektur; lyddesign; lydkunst; ambient, lydfredning, støj og fremtidsudsigterne for vores forhold til lyd. Læs mere og hør programmet her.

I P2-programmet Bolero interviewes Carsten Thau i Frederiksberg-centeret om lyd og arkitektur og Fuzzy taler om sin musik. Læs mere og hør programmet her.

I en anden Vita-udsendelse interviewes Fuzzy (om installationen i Den sorte diamant) og Jacob Kirkegaard (om Tjernobyl-værket Aïon). Læs mere og hør prorammet her.

Senere vil der forhåbentlig komme en podcast med udvalgte foredrag fra seminaret, redigeret af Jacob Kreutzfeldt, og så smider jeg naturligvis et link.

27.03.2007

Ingen butikker i Ørestaden

Hvorfor er der ingen butikker i Ørestaden?

Jeg arbejder i den bydel der hedder Ørestad Nord. Det har jeg gjort længe, men nu er der kommet gang i den: blandt andet hundredevis af nye boliger, IT-universitetet, Ørestad Gymnasium og DR-byen ligger sammen med universitetet/KUA og udgør en stor enklave. Hver dag arbejder og studerer mange tusinde mennesker i denne bydel. Mange arbejder også om aftenen og i weekenden. Og desuden bor der som sagt en masse mennesker.

Der er ikke nogen butikker i Ørestad Nord. Ikke én. Intet supermarked, ingen kiosk, ingen café. Det kan godt være at kantinerne på KUA og DR nyder denne manglende konkurrence, men det gør vi andre ikke, og desuden er det yderst begrænset hvad man kan få i en kantine hvornår.

Og nu kommer så det interessante spørgsmål: hvorfor er der ingen butikker i Ørestad Nord? Hidtil har jeg tilskrevet det manglende opmærksomhed fra byplanlæggerne og tænkt at det nok skulle komme, men i dag fik jeg at vide af en kollega at der er helt andre grunde (hans erfaring bunder i en roklubs forsøg på at sælge lidt forfriskninger i klubhuset):

Der blev i sin tid afsat et vist areal til butikker i Ørestad. Dette areal svarer stort set til den store klods de med en tåbelig apostrof kalder Field's. Field's har næsten al butiksarealet i Ørestad. Field's er blevet lovet at der næsten ikke vil komme butikker i hele Ørestaden (et gigantisk areal), så de er sikret en manglende konkurrence. De protesterer således hver gang nogen vil åbne selv den mindste biks.

Hvis det virkelig er rigtigt, så er hele projektet endnu dummere end jeg hidtil har troet. Field's er ikke blot et ulideligt sted. Det ligger også 5-6 kilometer væk.

Jeg var umiddelbart skeptisk over for denne forklaring, men kigger man på Ørestadsselskabets hjemmeside bliver det bekræftet. Eneste sted under kategorien "shopping" er Field's. Eneste sted under "Cafér og spisesteder" er...Field's. Og under planlagte byggerier er kun boliger, institutioner og erhverskontorer.

Opdatering maj 2008
Som man kan se af kommentarerne nedenfor har jeg siden indlægget blev skrevet lavet lidt research og har mødt folk i miljøet som uden tøven (men anonymt) kan bekræfte at denne aftale findes. Konklusionen er altså - med mindre nyt dukker op - som følger:

Ørestadsselskabet og Field's lavede en uofficiel og ulovlig underhåndsaftale om at der kun måtte være meget lidt detailhandel ud over Fields i Ørestad - ellers ville Field's ikke bygge der. De var bange for om de kunne få omsætning nok. Aftalen er ikke skrevet ned nogen steder, og alle officielle svar fra Ørestadsselskabet er med mundkurv på. De lyver og taler uden om og henholder sig kun til kvadratmeteraftalen i lokalplanen, men ikke til Field's ulovlige diktat, der ligger bag den.

Konsekvensen af denne aftale er at Ørestad Nord ikke har nogen butikker, caféer eller supermarkeder på trods af et kæmpe kundegrundlag. Der kommer en lille smule, lover de, men det bliver ikke meget.

Jeg har meget andet at se til og er kun en lille blogger, men jeg vil opfordre journalister, som synes det lyder interessant til at efterforske sagen yderligere. Jeg skal gerne være behjælpelig med oplysninger og forsøge at få nogle af de anonyme til at udtale sig. Det er en korruptionsskandale, og jeg synes ikke man bør være ligeglad.

07.09.2006

Danmarks tåbeligste cykelkælder: Kay Fiskers Plads

Jeg vil gerne fortælle om Danmarks dummeste offentlige cykelkælder. Det må den simpelthen være.

Den ligger på Kay Fiskers Plads i Ørestaden. Nej, jeg går ikke ud fra at du kender Kay Fiskers Plads, men det er heller ikke en plads, blot nogle fliser og noget vand uden bænke ved Metro-stationen Ørestad, lige over for det berygtede indkøbscenter de af uransalige grunde kalder ”Field’s”.

Cykelkælder 2.JPG

Jeg har været der i forbindelse med min undervisning, hvor vi tog de studerende ud at se noget aktuel arkitektur, nemlig Ørestaden.

Over for Field’s og lige ved siden af stationen ligger Kay Fiskers Plads (som ikke er en plads). Pladsen er opkaldt efter en arkitekt, formentlig som en hån. Ingen arkitekt ville blive smigret over at få dette øde sted opkaldt efter sig. Neden under pladsen er der en kæmpe cykelkælder som næsten ikke bliver brugt. Den er nemlig absurd.

Læs mere og se mine socialdokumentariske billeder nedenfor:

Læs videre: "Danmarks tåbeligste cykelkælder: Kay Fiskers Plads" »

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2