Kategori-arkiv: Billeder fra København

Forsiden

27.09.2009

Jeg er et nul

Nummer 0.jpg

(Cyklisttælleren ved Rådshuspladsen efter jeg passerede på cykel)

07.05.2009

Jobopslag

Stofarbejde.jpg

(set på Gråbrødre Torv)

19.02.2009

TV-efterlysning

TV-efterlysning 1.jpg

(Set ved Nørreport Station)

03.02.2009

Asfaltansigt

Asfaltansigt.jpg

Hvad ser du her?

Siden jeg var barn har jeg været fascineret af hvordan skyer, aftegninger i væggen, knaster og årer i træværk og alle mulige andre tilfældige formationer uvilkårligt opfattes som figurer af os mennesker. Især ser vi menneskeansigter, menneskekroppe og dyr. Vi har udviklet en enorm evne til det, som kommer os til gode når vi fx skal genkende ansigter.

Nu hvor jeg lader lidt op til Max Ernst-udstillingen, og derfor er sporet ind på den slags billedmagi, kommer jeg i tanker om det billede jeg tog for et par uger siden af et stykke fodgængerovergang. Så vidt jeg husker var det for enden af Nørregade ud mod Nørreport/Nørre Voldgade. Jeg kom kørende på min cykel, skulle holde for rødt, så dette og knipsede det hurtigt på min mobil. Og nu kan jeg så lave testen:

For mig ligner dennee tilfældige formation i fodgængerfeltet umiskendeligt et ansigt. Et dødningeagtigt blegt ansigt med sorte øjne, næse og mund. Og et stort bagudvendt hår. Ansigtet kigger mod højre. Er det bare mig, eller ser du det også? Svar meget gerne i kommentaren.

01.02.2009

Analyse

Analyse 1.jpg

Nogen har på KUAs vægge hængt fire ens plakater op med udsagnet "Analyse er fantasiløse menneskers måde at forstå kunst på". Udsagnet er i første omgang et selvmål, fordi det selv er udtryk for en analyse, men lad nu det ligge. Man må antage at personerne bag udsagnet har oplevet nogle meget dårlige analytikere, som har ødelagt værkerne for dem. Måske nogle freudianere af den type, mange har oplevet i gymnasiernes danskundervisning, som ser symboler alle vegne og derfor udøver vold på litteraturen og på de unges læselyst.

Men udsagnet er naturligvis forkert, fordi en god analyse ikke er fantasiforladt, men tværtimod kan give en endnu større oplevelse og forståelse af værket. At der findes fantasiløse analytikere skal ikke ramme den udmærkede og nødvendige aktivitet det er at analysere. Så snart to personer diskuterer et kunstværk og peger på detaljer - ja, så snart man overhovedet beskriver et værk, kan man næsten ikke undgå at røre ved analysen. En god analyse er tæt bundet til det sanselige, men er samtidig klog og følsom. Den reducerer ikke kunstværket til et udsagn eller en symbolik, men når alligevel til noget essentielt. Og den peger hele tiden på iagttagelser i værket, zoomer ind og ud mellem detaljeiagttagelse, helhedsiagttagelse, refleksion og kontekst.

Nå, nok om det, jeg kunne bare ikke lade være med at diskutere udsagnet, men egentlig behøves det slet ikke, for en vittig person har svaret igen på den venstre plakat:
Analyse 2.jpg

"Postulater er fantasiløse menneskers måde at argumentere på", står der. (Dette udsagn falder selvfølgelig for sit eget kriterium, da det selv er et postulat, men det kan måske forsvares med den satiriske effekt i at efterligne opbygningen i det udsagn, det kommenterer).

11.01.2009

Ugler i mosen

Ugler i mosen.jpg

Denne graffiti kan ses på Peter Fabers Gade på Nørrebro, og hører de til dem som ikke er umiddelbart forståelige - i hvert fald ikke for mig. Så vidt jeg kan læse står der "Den som hører uglerne i mosen hører kvider [eller krider]". For det første vil jeg gerne høre nogle bud på hvad teksten betyder, og for det andet nogle bud på hvorfor den eksisterer.

02.01.2009

Fræk fyr på Ægirsgade

Frække fyr.jpg

På taget af bygningen står der så vidt jeg kan se "Fræk fyr 15A", men 5-tallet er vendt om. Det har stået der længe, men jeg ved ikke hvor længe. I årevis, så vidt jeg husker. Spørgsmålene står i kø:
- Hvem har skrevet det?
- Hvem i 15A er den frække fyr?
- Hvordan er det gjort?
- Hvorfor gå ombord i en så farlig operation, som det må være at skrive på taget, for hvad der ligner en practical joke?
- Hvorfor får det lov at blive stående i en by hvor graffiti ellers fjernes hurtigt?
- Hvad synes beboerne i 15A om det?
- Hvorfor er 5-tallet vendt om?

Sidder man inde med viden eller har man nogle gode gæt kan de lægges her.

04.12.2008

Så er der slagtilbud på peanut-butter

Peanut Butter.jpg

(Set uden for Spicy Corner på Jagtvej)

18.11.2008

Nej, en hykler stjæler ikke cykler. Det gør en cykeltyv.

Bør man gøre hvad som helst med sproget for at få det til at rime? Kan man bare omdefinere et vigtigt dansk ord og bruge det i en helt irrelevant, men lige så vigtig sammenhæng bare fordi det rimer? Det mener Københavns Kommune, der nu har omdefineret ordet hykler, så vi kan være sikre på at de unge mennesker ikke forstår ordet fremover, og så vi til sidst er nødt til at omskrive definitionen i ordbogen og tilføje "synonym for cykeltyv".

Hykler.jpg

Til dem som nu tror at en hykler er en som stjæler cykler, for det siger kommunen, vil jeg kæmpe for at følgende betydning bevares: En hykler er en, der giver sig ud for at være mere from eller dydig end han/hun er, eller som prædiker ét og selv gør noget andet i det skjulte.

Det har absolut intet med tyveri at gøre. Der er mange cykeltyve der ikke er hyklere, og der er især mange hyklere der ikke er cykeltyve. Plakaten lyver altså.

Kampagnens indhold i øvrigt er jeg fuldt på linje med, omend jeg tvivler på at den har nogen effekt. Ingen er mere træt af cykeltyverier end jeg, men den kampagne kan jeg ikke tilslutte mig, alene på grund af sloganet. Man burde bruge langt stærkere ord: "Cykeltyve er nogle dumme svin". Men det rimer selvfølgelig ikke...

01.10.2008

Pink Army på kirkegården

Det er ikke hver dag man ser Pink Army i aktion. Soldaterne forsvinder lige så hurtigt og sporløst som de ankom. Men med tip fra en ven (tak til Janus Kohl Andersen) opsporede jeg en soldat på Assistentens Kirkegård, hvor den beskyttede en kendt dansk digter sammen med kuglepenne og et snapseglas.

Pink Dan Turell.jpg

29.08.2008

Fakta-hedonisme

Jeg handler sjældent i Fakta, som på mange måder er en trist og langsom butik med verdens mest løgnagtige slogan (det tager i virkeligheden mindst 30 minutter af stå i kø i Fakta). Der er ikke noget sexet over Fakta. Den er asketisk og usanselig. Og netop derfor overraskede det mig midt i butikken at finde en utvetydig opfordring til pludselige seksuelle udskejelser på tværs af køn og alder i livsglædens og spontaneitetens navn:

Bollemix.jpg

27.08.2008

Georg Brandes og Kina

Georg Brandes og Kina.jpg

Selv længe efter sin død præger Georg Brandes den internationale politiske debat, her i sin utvetydige kritik af Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Ligesom sportsfolkene ved OL markerer Brandes sin modstand med den orange farve. Hvis man tror det er tilfældigt, kan man blot kigge nærmere på tørklædet:

Georg Brandes og Kina (3).jpg

(Set på Georg Brandes Plads i København 9. august 2008)

07.08.2008

Lig fjernes

Lig fjernes.jpg

Nu vi er ved Københavns skilte, så har jeg i mange år med skrækblandet fryd nydt dette skilt i vinduet hos våbenhandleren på Nybrogade. Hvis man ikke kan læse det, skal jeg gerne citere: "Cykler og lig fjernes uden ansvar". Inde bag vinduet ligger så et bredt udvalg af mordvåben, og jeg har aldrig helt turde stille min cykel ude foran. Til gengæld ved jeg hvor jeg kan slippe af med et lig næste gang jeg har begået et mord.

06.08.2008

Træfodtøj

Trfæodtøj.jpg

(set ved opgang på Borups Allé)

01.08.2008

Graffiti: Foucault er bøsse

Denne graffiti har i ca. et år stået på en mur på en forladt bygning på en sløjfet parkeringsplads på Amager.
Foucault er bøsse.jpg

Ligesom den kendte "Hab Hab Habermas"-graffiti i Indre By i 90'erne, er der tale om en graffiti om en kendt filosof/teoretiker, men hvor Habermas-graffitien synes blot at heppe på manden, er denne graffiti af den mere traditionelle lokums-graffiti-type, der også tæller "Anker Jørgensen sover med nathue" (som jeg så på herretoilettet i Girobank da jeg havde natarbejde som tasteoperatør i 1992-93). Som regel er den type slagord dog af den grovere slags ("Anders Fogh er fascist" og den slags). Kan man tale om grovhed i dette tilfælde?

Lad os få lidt kontekst på, for dette er en stedspecifik graffiti. Ovre på den anden side af gaden ligger det ny KUA, altså Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Vi ser nærmest graffitien dagligt, og er uden tvivl målgruppen. For der er ingen tvivl om at målgruppen er folk som kender Foucault, og det er primært dem som studerer eller har studeret et humanistisk eller samfundsfagligt fag. Her har Foucault samme status som Habermas havde for 15 år siden, nemlig som den formentlig mest læste nyere teoretiker overhovedet.

Og så er det jo at oplysningen "Foucault er bøsse" er lidet informativ, endsige grov, for alle ved at han var bøsse. Målgruppen kan altså ikke rigtig tage anstød, ligesom de heller ikke får serveret en saftig afsløring. Og netop derfor elsker KUA-folket denne graffiti: På grund af udsagnets manglende styrke får den en ironisk udsigelse - den lyder grov uden at være det. Og så godter de sig over sammenkoblingen af det akademiske og graffitien - det højtidelige og det platte.

Men som man måske kan se på billedet har udsagnet "Foucault er bøsse" ikke fået lov at stå uændret. Nogle pedanter har læst korrektur på udsagnet og har i lyset af Foucaults forlængst afdøde status ændret det til "Foucalt var bøsse". Og som om det ikke var nok, har nogle andre igen kommenteret denne ændring ved at tilføje "men hans diller lever". Her er filosoffens helgenstatus kombineret med det lavkomiske i én og samme sætning.

24.07.2008

Svævende badeænder på Nørrebro

Jeg har iagttaget et fænomen på Indre Nørrebro, som jeg ikke forstår. Det handler om at der hænger røde ænder af plastic oppe i de wirer som midter-gadelygterne hænger i. Man ser det ikke sådan lige, for de hænger kun få steder og meget højt oppe. Først troede jeg at det var en enlig svale, nånej and, jeg så på Elmegade, men nogle dage senere så jeg en mere på Nørrebrogade, ikke så langt fra Elmegade. Måske er det kun i dette område.

Jeg har taget et par tvivlsomme billeder med min mobiltelefon og beskåret dem, så man faktisk kan ane det ellers forsvindende motiv. Bemærk: Der er to billeder, men det ene skal du klikke på, for det er for stort til at være i dette format:

View image
(Klik ovenfor)

Badeand 3.jpg

Der er tre spørgsmål: 1. Hvem ? 2. Hvorfor? 3. Hvordan?

Spørgsmål 2 er det eneste jeg har et bud på et svar på: At det bare er for sjov. For at jeg og andre skal sige "det var liggodt mærkeligt, se, der hænger minsandten en badeand helt deroppe". Men det kunne jo være at der var mere i det. At det var en del af et større gadekunst-projekt eller at de har en symbolsk betydning og markerer kampen for bedre vilkår for pædagoger eller noget.

Spørgsmål 3 er ikke uvæsentligt, idet det faktisk er meget vanskeligt at placere noget som helst deroppe med mindre man arbejder for Københavns Gadebelysning og har sådan en af de dér kraner man hejser sig op i for at reparere gadelygten eller sætte en ny pære i. Jeg tror ikke på at man kan kravle derud fra et vindue og jeg tror heller ikke på at man kan ramme wiren hvis man kaster dem med en snor med et lod i. Så hvordan i alverden er de havnet der? Er svaret på spørgsmål 1 faktisk at det er belysningsvæsenet der står bag?

Jeg håber at du, kære læser, kan bidrage til opklaringen af mysteriet om Nørrebros svævende badeænder.

26.05.2008

Den kontemplative due

I går så jeg en due i vaskehuset. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, men denne due flaksede ikke rundt, ivrig efter at finde en udvej. Den ledte heller ikke efter føde på gulvet eller andre normale due-aktiviteter. Den sad helt stille og så på tørretumbleren køre rundt og rundt. Den var fuldstændig ligeglad med min ankomst, og koncentrerede sig 100% om underholdningen på skærmen, som var den opslugt af et sublimt kunstværk. Den var som hypnotiseret.

Heldigvis har jeg nu købt en mobiltelefon med kamera - netop med et formål at kunne indfange den slags øjeblikke.

Due 2 (lille).jpg

Senere blev duen set udenfor af min hustru, gående rundt og rundt i stædige cirkler omkring en afløbsrist i gården. Den kiggede ned i risten og forsøgte ind imellem at gå ud på tremmerne. Den var blevet interesseret i noget dernede. Noget uudgrundeligt.

Min research bragte mig også til to kvinder i gården, som fortalte at duen tidligere på dagen havde "stalket" dem, altså været meget nærgående over for dem. Jeg vil lige tjekke op på deres beretning, så jeg bedre forstår hvad det handlede om.

I hvert fald har vi at gøre med en due der er usædvanligt nysgerrig og usædvanligt eftertænksom. En due der har opdaget at der er en verden ud over mad, parring og ungeopdræt. En due der har opdaget at verden er fuld af mysterier og spændende oplevelser, herunder de æstetiske. En due der sikkert er for intelligent til den hårde duetilværelse og må lide døden som en intellektuel i en fuglekrop.

06.11.2007

Valgplakat 2

Simon.jpg

(Set på Nytorv i København. Foto: Troels Aagaard. Analyser er vekomne - ligesom flere billedeksempler på mærkelige valgplakater, som man kan sende til mig).

05.11.2007

Valgplakat 1

JohnErikWagner.JPG

(Fundet på Christmas Møllers Plads, København. Foto: Troels Aagaard)

07.09.2006

Danmarks tåbeligste cykelkælder: Kay Fiskers Plads

Jeg vil gerne fortælle om Danmarks dummeste offentlige cykelkælder. Det må den simpelthen være.

Den ligger på Kay Fiskers Plads i Ørestaden. Nej, jeg går ikke ud fra at du kender Kay Fiskers Plads, men det er heller ikke en plads, blot nogle fliser og noget vand uden bænke ved Metro-stationen Ørestad, lige over for det berygtede indkøbscenter de af uransalige grunde kalder ”Field’s”.

Cykelkælder 2.JPG

Jeg har været der i forbindelse med min undervisning, hvor vi tog de studerende ud at se noget aktuel arkitektur, nemlig Ørestaden.

Over for Field’s og lige ved siden af stationen ligger Kay Fiskers Plads (som ikke er en plads). Pladsen er opkaldt efter en arkitekt, formentlig som en hån. Ingen arkitekt ville blive smigret over at få dette øde sted opkaldt efter sig. Neden under pladsen er der en kæmpe cykelkælder som næsten ikke bliver brugt. Den er nemlig absurd.

Læs mere og se mine socialdokumentariske billeder nedenfor:

Læs videre: "Danmarks tåbeligste cykelkælder: Kay Fiskers Plads" »

19.04.2006

Lige vilkår

Klokken 6.30 i morges blev hele kvarteret vækket af en flok mænd der stod under røde bannere og råbte i en megafon. Det eneste ord man kunne forstå var ordet "arbejdere", som til gengæld var indeholdt mindst én gang i hver sætning, der blev udslynget på næsten karikeret fagforenings-københavnsk. De står der endnu. Store, kraftige, rødmossede mænd. På bannerne står der For lige vilkår - Byggeforeningens Samvirke.

Hvad jeg ikke forstår er: hvis nu disse mennesker er ude efter at jeg skal føle sympati og solidaritet med dem, hvorfor minder de mig så om ét af deres allermest irriterende karaktertræk, nemlig deres brutale mangel på hensyn over for normale menneskers døgnrytme? Hvorfor stjæler de en time af min nattesøvn? Måske er de ligeglade, og måske er min nattesøvn ligegyldig i forhold til arbejdernes "lige vilkår" (det er i øvrigt tydeligvis ikke kvinders vilkår det handler om). Jeg er lige nu så irriteret på dem (påvirket af situationen) at jeg er fast besluttet på at hyre nogle polakker hvis jeg nogensinde skal bruge nogle bygningsarbejdere. Og så i øvrigt bede dem om ikke at gå i gang med at larme før kl. 8...

Lige vilkår.JPG

(husk at dette indlæg er skrevet i affekt!)

12.04.2005

Avantgarde-sol

At avantgarde-begrebet er ved at være godt udhulet, har været en kendt sag længe, men at det skulle have bredt sig til solarie-verdenen kom alligevel bag på mig. I Sun-On på Jagtvej kan man vælge mellem Classic og avantgarde-sol, og avantgarden er naturligvis dyrest.

Avantgarde 1.JPG

For nylig havde jeg mit kamera med da jeg passerede skiltet og tog et par billeder til at dokumentere avantgardens fremmarch ind i brunhedsindustrien.

Avantgarde 3.JPG

Man forestiller sig katalogteksten til dette kunstværk:
"Ud over at tematisere avantgardens tvetydige forhold til den kommercielle verden har Sun-ops værk klare referencer til popkunsten i det reklameagtige design, der dog er så vulgært at der samtidig lægges en distance til reklamens kulørte æstetik. Dermed tvinges beskueren til at reflektere over reklamens og kunstens vilkår i det postmoderne samfund.
Samtidig er der en vis kontrast mellem det kulørte i plakaten og det trashede, arte povera-agtige stativ det står på. Hermed gøres beskueren opmærksom på det industrielle forfald i en postindustriel tid samt i videre forstand på livet og døden og det der kommer imellem: forfaldet."

Måske står vi over for et neo-neo-avantgardistisk hovedværk?

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2