Kategori-arkiv: Bøger

Forsiden

14.03.2010

Niels Bohr som filosof

David Favrholdt har skrevet en bog på 459 sider med titlen Filosoffen Niels Bohr. Med det udgangspunkt forestiller man sig at Niels Bohr har skrevet en større mængde filosofi, som nu bliver sat i system, og når man oven i købet i præsentationen kan læse at Bohr gør op med hele den filosofiske tradition siden Platon, tænker man at der ligger noget stort i vente.

Niels Bohr.jpg

Man kan næsten kun blive skuffet.

Niels Bohr var et geni når det kommer til kvantefysikken og dens udlægning og perspektiver, og det er alt rigeligt. Han vil stå tilbage som en af Danmarks største åndspersonligheder i kraft af sine uvurderlige bidrag til atomfysikken. Men hans bidrag til filosofien ligger som spredte noter rundt omkring, og er kun for alvor interessante og banebrydende når de angår kvantefysikken selv - og altså hører til fortolkningen af dens specifikke resultater.

Jeg blev i hvert fald ikke rigtig fænget af de andre sider af Bohrs filosofi og lommefilosofi på trods af Favrholdts store anstrengelse for at gøre ham til en stor filosof. Og jeg synes at bogen er alt for lang i forhold til udbyttet. Så selv om Favrholdt generelt er en udmærket formidler af mødet mellem naturvidenskab og filosofi, så var der langt mellem snapsene i bogen. Det turde også fremgå af min anmeldelse i Politiken:

Anmeldelse af David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr

Jeg havde regnet med en reaktion fra Favrholdt, der ikke går af vejen for en rask duel, hvis han bliver kritiseret, men den er ikke kommet endnu. Til gengæld har Niels I. Meyer reageret med et læserbrev. Jeg har ikke svaret på dette i avisen, da jeg ikke vil trætte læserne med småting, men her på bloggen er der plads til den slags, så jeg gennemgår hans indvendinger og svarer på dem nedenfor:

Læs videre: "Niels Bohr som filosof" »

02.01.2009

Hegarty om støj

Der er kommet en ny bog om støj, skrevet af Paul Hegarty. Jeg havde glædet mig meget til at kigge nærmere på den, men jeg kan ikke undgå at være ret skuffet. Den handler alligevel næsten ikke om støj, men snarere om det progressive i musik som sådan, og dette ud fra et meget spekulativt udgangspunkt. Musikken forsvinder og tilbage er abstrakte ræsonnementer i forlængelse af diverse filosoffer og nogle meget generaliserende blik på forskellige fænomener. Og så er den meget kedeligt skrevet. Dette siger jeg ikke for at fremhæve min egen bog om støj (der sikkert også har sine svagheder), men fordi den type bog, han lægger op til, burde kunne skrives langt bedre.

Jeg har anmeldt bogen til det svenske tidsskrift Nutida Musik

Hvis andre har læst den og har en mening om den kan vi diskutere den her.

02.12.2008

Poul Anker Bech i bogform

Poul Anker Bech er en af de mest succesrige danske kunstnere, selv om han går stille med dørene ovre i Vendsyssel. Hans billeder ser fx sådan ud:

Poul Anker Bech.jpg
(Strandko, 1997)

I den nye bogudgivelse Fra baglokalet hos Poul Anker Bech har journalisten Poul Blak 9 samtaler med kunstneren. Den handler efter min mening for meget om kunstneren og hans syn på dette og hint og for lidt om billederne.

Jeg har anmeldt bogen i Politiken.

Det er altid noget af en kunst at anmelde en hel bog på så kort plads, især når den handler om mange ting. Man kan umuligt give et dækkende billede af den, men er nødt til at vinkle den meget skarpt. Nedenfor giver jeg en række uddybende kommentarer til bogen og anmeldelsen, og lægger op til diskussion:

Læs videre: "Poul Anker Bech i bogform" »

30.01.2008

Ny dansk kunst 07

Jeg er for nylig blevet hyret til at anmelde kunst på Politiken. (Jeg er derfor også stoppet med at anmelde filosofi på Jyllands-Posten). Min første anmeldelse er en boganmeldelse af Kopenhagens årbog Ny dansk kunst 07, som blev bragt i søndags. Den kan læses her.

Det er ikke let at anmelde en tyk årbog fuld af alle mulige tekster af meget forskellig slags på den lille plads man har i en avis. Det endte derfor med et rent fokus på debat-perspektivet. Nedenfor har jeg bragt et lille uddrag om de mere præsenterende side af bogen, som der ikke blev plads til.

Så skal jeg også bringe en rettelse: i avisversionen kom jeg til at skrive at Uwe Max Jensen anklagede Mette Sandbye for at ønske "politisk korrekt kunst". Det var en fejl, idet han kaldte det "kunstnerisk korrekt politisk kunst". Det gør naturligvis en forskel, og jeg beklager. Det er rettet i web-udgaven.

Læs videre: "Ny dansk kunst 07" »

27.09.2007

Benjamin: Passageværket

I går var min anmeldelse af Walter Benjamins ufuldendte hovedværk, Passageværket, i Jyllands-Posten. Det er en evigt fascinerende bladrebog om 1800-tallets Paris, men også om alt muligt andet: tid, historie, modernitet, småting, samleri, billeder, Marx, Baudelaire og 1264 andre ting. Det eneste der afholdt mig fra at give undtagelseskarakteren 6 stjerner er, at det danske udstyr ikke er i top: der mangler et register og billederne er af meget dårlig kvalitet.

Læs anmeldelsen her

Som sædvanlig skal du være velkommen til at stille spørgsmål til bogen eller til anmeldelsen.

14.09.2007

At være undervejs (Heidegger)

I dag bringer Jyllands-Posten min anmeldelse af bogen "At være undervejs" af Rune Fritz Nicolaisen. Bogen er en god introduktion til Heideggers filosofi, og den er harmoneret med den nye oversættelse af Væren og tid.

Læs anmeldelsen her

Du skal være velkommen til at stille spørgsmål til bogen eller anmeldelsen, for som sædvanlig er der langt mere at sige end det som kan presses ned på en side.

21.08.2007

Nietzsche: Menneskeligt, alt for menneskeligt

Jeg har anmeldt den danske oversættelse af Friedrich Nietzsches "Menschliches, Allzumenschliches" til Jyllands-Posten. Anmeldelsen var i avisen i fredags, og er indtil videre den eneste i den danske presse af Menneskeligt, alt for menneskeligt, som Det lille forlag i al ubemærkethed har udgivet. Det er på mange måder en typisk Nietzsche-bog, der veksler mellem fræk indsigt og rent sludder.

Læs anmeldelsen her.

(I denne web-version har JPs webudlægger valgt at slå de ellers adskilte citater (som var i en boks for sig) sammen i en stor pærevælling, så de ser ud som en sammenhængende tekst. Det er de ikke. Der er i stedet tale om fem forskellige aforismer uden indbyrdes sammenhæng.)

Da jeg aldrig fik fulgt op på min Heidegger-anmeldelse vil jeg ikke love at jeg får skrevet et indlæg med supplerende kommentarer fra mine noter her på bloggen, men det er i så fald manglende tid og overskud, snarere end manglende vilje. Til gengæld skal du være velkommen til her at stille spørgsmål til anmeldelsen eller til Nietzsches bog, så skal jeg forsøge at svare. Men læs lige anmeldelsen først.

23.05.2007

Adorno sniger sig ind på omslagsillustration

George Myerson har skrevet en lille bog, der hedder Heidegger, Habermas and the Mobile Phone. Den handler om den kommunikative situation i mobiltelefonens tidsalder set gennem Heideggers talende Dasein/tilstedeværen og Habermas' kommunikative handlen. Den er sikkert både klog og relevant, men jeg har ikke læst den, og det her handler ikke om bogens indhold, men om dens cover.

Adorno på cover.jpg

(Se evt. stor version af billedet her)

Kigger man på coveret ser man Heideggers ansigt i forgrunden. I midten er der et lillebitte billede af Habermas. Og ude til venstre er der så et langt større billede af Adorno! Adorno er indrammet af en strålekrans med pile der peger ud fra ham.

Jeg har lånt bogen på biblioteket for at tjekke om Adornos skulle spille en særlig rolle, men bare ikke var kommet med i bogens titel. Men nej, den handler udelukkende om Heidegger og Habermas, og så vidt jeg kan se nævnes Adorno ikke i bogen. Eller dvs. nu ser jeg at han nævnes s. 72 som Habermas' lærer ved siden af Max Weber, uden yderligere kommentarer. Men der står intet om Adorno i bogen.

Da jeg er af den opfattelse at Adorno er en større filosof end Habermas skal jeg ikke klage over hans markante plads på coveret, men når nu han ikke spiller nogen rolle i bogen er det måske lige lovligt meget credit at give ham. Så hvad er der sket?

Manden som har lavet coveret hedder Steve Rawlings. Jeg har ikke kunnet finde en email-adresse på ham (kun på hans agentur), så jeg kan ikke lige spørge ham hvad meningen er. Men lad os da gætte. Der er i hvert fald følgende muligheder (føj gerne flere til):

A. Steve Rawlings er en meget intellektuel illustrator, som har et helt særligt forhold til Adorno. Dette forhold er så stærkt at Han måtte sættes op på dette cover som det store, usagte bindeled mellem Heidegger og Habermas.

B. Det var oprindeligt planen at bogen skulle have været om både Adorno, Heidegger, Habermas, men det blev der ikke plads til på 80 sider, så derfor røg Adorno ud. Han ville alligevel næppe være den store fan af mobiltelefoni...

C. Kommunikationsproblemer mellem forlag, forfatter og illustrator gjorde at en fejl opstod. Den kunne de ikke nå at rette, så de tænkte: "Pis også! Nå, det er for sent at lave om, så vi må tage Adorno med. Det er der sikkert ikke nogen der opdager." Men dér gjorde de regning uden Torben Sangilds weblog, for hvilken intet emne er for småt til at blive endevendt i studentikose detaljer.

19.05.2007

Rødby kan først erfares i det postmoderne - ??

Det sidste bind af Dansk Litteraturs Historie fra Gyldendal er kommet - det bind hvor samtidslitteraturen er med. I opposition til den generelle, positive modtagelse retter min gode kollega Tue Andersen Nexø en sønderlemmende kritik af gennemgangen af den nyeste litteratur. Han hiver en række eksempler frem og diskuterer dem her.

Jeg vil blot kommentere det efter min mening grelleste eksempel, som Tue ikke helt får skovlen under fordi han skal videre til næste citat:

”I hverdagen findes et oplevelses- og erkendelsespotentiale, som gør, at den lille søvnige provinsby Rødby og livet om bord på en Rødby-Puttgarden-færge kan give anledning til en historie om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål om liv, død og kærlighed og meningen med det hele. Hvis alle tider og steder er lige gyldige i en postmoderne verden, kan Rødby lige så vel som København og New York danne et eksempel på liv.”

Hvad? HVAD?

Altså, det handler tydeligvis om Helle Helle, men udsagnet er fuldstændig vanvittigt. Altså, en konklusion der bygger på tre falske præmisser:
1. Førhen kunne man ikke erfare døden og livet i provinsbyer som Rødby. Kun i storbyen var der eksistentielle erfaringer.
2. Det gjorde litteraturen så heller ikke.
3. Men med det postmoderne bliver det ligegyldigt hvor man befinder sig - forskellen mellem storby og provinsby er nivelleret.
-> Derfor kan provinsen først nu være genstand for litterær erfaring omkring år 2000.

Behøver man gøre opmærksom på at provinsen til enhver tid har været et sted for erfaringsdannelse?
Behøver man gøre opmærksom på at den danske litteratur til alle tider har skildret både land, landsby, købstad og storby som steder for erfaringer, herunder eksistentielle?
Behøver man gøre opmærksom på at Rødby ikke giver samme erfaring som New York, og at det kunne være pointen med Helle Helles bog at skildre præcis den specifikke erfaring?

Heidegger: Væren og tid

Filosoffen Martin Heideggers hovedværk Sein und Zeit (1927) er nu oversat til dansk som Væren og tid. Jeg har anmeldt bogen i Jyllands-Posten (18/5, Kultur s. 19).
Anmeldelsen kan (indtil videre) læses her
(af en eller anden grund uden kursiver og anførselstegn).

Det er i sagens natur begrænset hvad man kan få sagt om et hovedværk af kompleks tænkning i en avisanmeldelse. Det er derfor min plan at uddybe betragtningerne med noget af det der ikke blev plads til i anmeldelsen på Det spekulative øre. Når jeg får tid.

23.12.2006

Boghandlere

Hvad er en boghandler: En handelsmand eller en bogkyndig? Som regel desværre kun det første. Min gamle skuffelse over de fleste boghandleres manglende interesse for bøger blev genopvakt her til morgen, da jeg læste den glimrende artikel "Boghandleren i Hanoi" af Ida Ebbensgaard i Politiken Bøger.

De fleste boghandlere kunne lige så godt sælge sko eller isenkram. De ved intet om bøger, slet intet om skønlitteratur, andet end hvad der sælger. De er ligeglade. Deres bøger er blot en vare, et produkt, ikke en kilde til rigdom. Fair nok, men så skal de heller ikke brokke sig over at jeg bruger internetboghandlere, der både er billigere og yder en større service. Som Ida Ebbensgaard påpeger, så forstår og husker Amazon hendes behov langt bedre end den lokale boghandler.

Men det kunne jo være anderledes. Og det er en sådan anderledes oplevelse hun beskriver med en boghandler i Hanoi, der foreslår hende tre romaner som alle rammer plet. Denne boghandler læser rent faktisk selv bøger, og orienterer sig sikkert også via anmeldelser mv. og kan derfor hurtigt spotte hvilken type litteratur Politikens udsendte vil finde glæde i.

I forlængelse af dette vil jeg nedenfor berette om min erfaringer med forskellige boghandlere i København (provinsen tør jeg slet ikke komme ind på; der står det generelt endnu værre til), heriblandt også nogle undtagelser fra regelen om at boghandlere er handelsskolefolk der ved mere om kalendere og gavepapir end om litteratur. Du skal være velkommen til at bidrage med historier og tips om både gode og dårlige boghandlere.

Se mere her:

Læs videre: "Boghandlere" »

17.11.2006

Hvad jeg læser mm.

Som endnu en overspringshandling har jeg oprettet en wiki-side med en liste over bøger jeg er i gang med at læse i. Og hvad skal det nu gøre godt for? Tjah, jeg ved det ikke helt, men det er en post i rækken af måder at præsentere mig selv på, og desuden kommenterer jeg en del af teksterne, så de kan måske bruges til inspiration for andre æggehoveder, eller noget. Og så er det åbenbart sjovere at lave listen end rent faktisk at læse teksterne og forberede min undervisning!

Ellers kan jeg lige i forbifarten nævne at Ulla Nørtoft Thomsen heldigvis har fået svar på tiltale i sin umotiverede og helt igennem misforståede tilsvining af Adorno som ikke blot kaldes for socialist, men endda platonist! - se ikke blot min, men især Claus D. Hansens lange kommentar hvor han gennemgår hendes tekst punkt for punkt (begge dateret 16/11).

Og så til arbejdet!

07.11.2006

Det æstetiskes aktualitet

Så er bogen Det æstetiskes aktualitet kommet på gaden. Antologien handler om den øgede æstetisering af vores omgivelser i de senere årtier - fra turisme til mad, fra musik til økonomi - med en række mere principielle filosofiske overvejelser over æstetiseringens rolle, muligheder og problemer. Ud over en lang række danske bidrag rummer bogen en diskussion mellem fire af de mest interessante nutidige æstetik-teoretikere: Gernot Böhme, Mario Perniola, Martin Seel og Richard Shusterman.

Det handler altså om hvordan formgivning, atmosfære, branding, design mv. vinder indpas som bevidst strategi inden for områder hvor man før ikke gjorde så meget ud af den æstetiske oplevelse. På godt og ondt.

Aestetisering.jpg

Min egen artikel handler om glitch-musik i lyset af teknologi og lyddesign. Den har den mundrette titel "Klik, tik, bip, sssss, fffff - Glitchmusik og æstetiseringen af det teknologiske lydmiljø". Den adskiller sig fra de fleste andre ved ikke at omhandle et allerede æstetiseret ikke-kunstnerisk fænomen, men snarere omvendt: at behandle et ellers ikke-æstetiseret fænomen for så vidt som det behandles af kunsten. Dette fænomen er teknologiens fejl- og bilyde. CD'en der går i hak, computerens små driftslyde etc.

Læs mere om min artikel her.
Læs mere om bogen her.

05.02.2006

Tyske intellektuelle i det 20. århundrede

Jeg har anmeldt antologien Tyske intellektuelle i det 20. århundrede på P1 for nogle uger siden. Det er en af den type bøger hvor det er meget svært at skære en anmeldelse ned til 5 minutter fordi den rummer så meget tankegods at bare det at fremstille én af artiklerne ville fylde mere. Jeg valgte derfor at lægge en enkelt vinkel på bogen, nemlig de forskellige reaktioner på nazismen man mødte hos forskellige førende tyske intellektuelle. Jeg kunne have valgt mange andre vinkler, men det blev altså den.

Her er der jo også noget særligt på færde. Der er ikke mindst tre intellektuelle som gav brændstof til nazismen og selv stod for et mere eller mindre nazistisk verdenssyn - Carl Schmidt, Ernst Jünger, Martin Heidegger - som af forskellige grunde bliver læst og er kanoniseret den dag i dag. Ja, mere end det: Heidegger står som en af det 20. århundredes største filosoffer og Carl Schmidt er en darling blandt intellektuelle i øjeblikket på trods af hans åbenlyst nazistiske retsfilosofi. Måske (forhåbentlig) fordi hans kynisme kan bruges til at se problemerne (eller udfordringerne) i det demokratiske retssamfund?

Dette og andet tager jeg op i min (alt for) korte anmeldelse af bogen.

Læs mere og hør min anmeldelse her.

[NB: Journalisten som introducerer min anmeldelse kalder redaktørerne for forfattere af bogen. Men som jeg selv gør opmærksom på er der tale om en antologi, som Mortensen & Olsen har redigeret].

05.01.2006

ATS - At tænke sig 2005

På bagsiden af Politiken findes de vigtigste nyheder i organet ATS, At Tænke Sig. Jeg har haft den fornøjelse at anmelde ATS-årbogen 2005 til P1 Morgen.

Anmeldelsen kan høres her.

Jeg bringer et enkelt eksempel fra bogen nedenfor (et eksempel som dog bringer mig i så stor affekt at fokus flyttes til sagen frem for ATS - beklager).

Læs videre: "ATS - At tænke sig 2005" »

06.12.2005

Bad Music opdateret

Da bogen Bad Music udkom fik jeg ikke tid til at præsentere de mange spændende artikler som min egen befandt sig i selskab med. Nu har jeg rådet bod på dette, og skriver ganske kort om alle artiklerne i denne skønne, men særprægede bog om alt fra dårlig verdensmusik og Kenny G. til Pop Stars-konkurrencer, støjpunk og rock-musicals. Se her.

30.09.2005

Avantgarde-antologi: En tradition af opbrud

Endelig er den store danske avantgarde-antologi En tradition af opbrud udkommet. Det er en akademisk bog med artikler om avantgardefænomener i det 20. århundrede. Der er mange interessante artikler i bogen, heriblandt en ny artikel af Peter Bürger. Jeg bidrager selv med en analyse og fortolkning af Stockhausens Gesang der Jünglinge i avantgarde-perspektiv. Læs mere nedenfor:

Læs videre: "Avantgarde-antologi: En tradition af opbrud" »

28.06.2005

Sidste nyt fra tingene

I morges sendte P1 min anmeldelse af Roger-Pol Droits bog Sidste nyt fra tingene. Droit lommefilosoferer over alt fra øloplukker til fjernbetjening, fra computer til solbriller. Det kunne have været gjort meget mere interessant end han gør det.

Hør min anmeldelse her (5 min.)

02.06.2005

Helt uforsvarligt!

I går sendte P1 min radioanmeldelse af Christopher Arzrounis liberalistiske debatbog Helt uforsvarligt. Her forsvarer Arzrouni alt fra pengeafpresning til fri narko, fra alfonseri til afvisning af mørklødede mennesker ved diskoteksdøren. Min anmeldelse er selvsagt ganske kritisk, men jeg giver ham også ros for at provokere på den tankevækkende måde:

Læs en tekstversion af min anmeldelse her.

Nedenfor har jeg utallige supplerende kommentarer og noter, som der ikke blev plads til i den korte anmeldelse. Jeg vil anbefale at du hører anmeldelsen før du går videre.

Læs videre: "Helt uforsvarligt!" »

31.05.2005

Helter Skelter vs. Yellow Submarine

På bogudsalget købte jeg den danske oversættelse af Ian MacDonalds berømte Beatlesbog "Revolutionen i hovedet", hvor hvert eneste nummer får ca. en sides kommentar. I stedet for de talløse biografier om hvornår hvem af dem slog hvilken prut som fornærmede en af de andre er det her for en gangs skyld musikken (og teksterne) som er i centrum. Og det er i sig selv anbefaling nok. Men desværre er den ikke helt så god som den kunne være.

Jeg har kun klatlæst i bogen, men jeg er allerede irriteret over hans skråsikre smagsdomme. Fx kaldes Yellow Submarine for "en herlig anderledes sang, som det er umuligt ikke at kunne lide", mens Helter Skelter affejes med at "kun få har beskrevet dette nummer som andet end noget bogstaveligt talt fordrukkent roderi", hvorefter det fremgår af noten at de "få" er Charles Manson, som kunne bruge nummeret som inspiration til sine mord.

Nu er det bare sådan at jeg har det lige omvendt. Jeg trodser det "umulige" i ikke at kunne lide Yellow Submarine, der da for alvor kan beskrives som noget infantilt roderi. Sjældent er et så plat omkvæd blevet gentaget så mange gange til ære for de tonedøve.

Og til gengæld er Helter Skelter blandt mine yndlingsnumre. Jeg har faktisk også beskrevet det som noget ganske andet end fordrukkent roderi, og tildeler det et lille, selvstændigt afsnit i min bog, der ender med ordene "et ofte overset, men vigtigt øjeblik i rockhistorien" (Støjens æstetik s. 23).

Og jeg er næppe den eneste. Når jeg spiller nummeret for medlemmer af det store flertal der kun kender Helter Skelter i U2s skammeligt tamme version, bøjer de sig som regel i støvet og anerkender at her hos Beatles sker der noget, der har senere ekkoer i såvel punk som grunge. Og netop i lyset af rockens udvikling burde det være muligt i dag at høre nummeret som noget andet end fordrukkent roderi. Men det kræver nok at man ikke hænger fast i den tidslomme som Ian MacDonald har bosat sig i.

(Og ja, nu blev jeg selv lige så grov og idiosynkratisk i mælet som MacDonald, men det her er også min weblog og ikke en introducerende bog).

21.03.2005

MIS - Må ikke slettes

Jeg har anmeldt bogen M.I.S. - Må ikke slettes. Forestillinger om teksten i det 21. århundredeP1. Der er mange gode tekster imellem af bl.a. Kirsten Hammann, Merete Pryds Helle, Jørn Lund og Eske K. Mathiesen. De handler i regelen om kærligheden til bøger (mere end om bogens status i dag), og der er derfor til dels tale om falsk varebetegnelse. Men det er alligevel en god bog til natbordet.

Her er anmeldelsen (varer 5 min.)

Nedenfor vil jeg komme med et par yderligere kommentarer, som der ikke var plads til i anmeldelsen:

Læs videre: "MIS - Må ikke slettes" »

20.02.2005

Sindssygdom og psykologi

Der er forskel på at opfatte mærkelige, sindslidende mennesker som gale, syge, besatte eller farlige. Michel Foucault har skrevet flere bøger om galskab, ikke mindst den store Galskabens historie, hvor han tager fat i måderne vi historisk har opfattet og behandlet de gale/sindssyge.

Mindre kendt er Foucaults bog, Sindssygdom og psykologi, som jeg har anmeldt i P1.

Jeg har postet en række uddybbende kommentarer til anmeldelsen på Det spekulative øre.

25.11.2004

Politikens Store Rockleksikon

I sidste uge anmeldte jeg Politikens Store Rockleksikon i P1.

Rockleksikon.jpg

En vigtig pointe er at ikke kun rockmusikken, men også electronicaen er repræsenteret - endda vældig fint!

Nedenfor er en skriftlig udgave af anmeldelsen med nogle efterfølgende uddybende kommentarer og eksempler.

Læs videre: "Politikens Store Rockleksikon" »

10.10.2004

Beethoven, Brahms, Bruckner og Nielsen

Så er min P1-anmeldelse af Steen Chr. Steensens bøger om at lytte til de symfoniske komponister Beethoven, Brahms, Bruckner og Carl Nielsen endelig blevet sendt i radioen. Jeg synes at bøgerne er for korte og prioriteret mærkeligt og at de biografiske tolkninger er yderst problematiske. Men de er godt skrevet - på niveau med de bedste CD-covernoter.

Læs en tekstversion af anmeldelsen nedenfor:

Læs videre: "Beethoven, Brahms, Bruckner og Nielsen" »

13.05.2004

Leo Tandrup til angreb på nutidskunsten

Er kunsten i dag overfladisk, selvoptaget og åndsforladt? Det mener historikeren Leo Tandrup, som har skrevet adskillige bøger om emnet. Hans seneste bog tager fat i mere end 30 danske nutidskunstnere og måler hvilke værdier de giver udtryk for. Den hedder Værdier på spil i moderne danske kunstværker – Næbdyret og Hr. Ingenting. Den er én lang prædiken, og jeg har givet den nogle hårde ord med på vejen i min anmeldelse i P1.

Anmeldelsen er rimelig kort, og jeg fik kun plads til en brøkdel af mine mange indvendinger. Her kommer først en tekstversion af anmeldelsen og derefter en række yderligere iagttagelser og kritikpunkter fra bogen. Jeg har holdt mig til udvalgte kapitler for begrænsningens skyld (min tekst er rigeligt lang som den er):

Læs videre: "Leo Tandrup til angreb på nutidskunsten" »

17.03.2004

Gads Musikleksikon

Der er kommet en helt ny kæmpe udgave af Gads Musikleksikon, som jeg har anmeldt i P1.

Den er herlig at bladre rundt i, men har også sine problemer, især i de korte navneopslag. Desuden reklamerer den med at der nu er pop, electronica og underholdningsmusik med, men hvad electronica angår står det meget sløjt til.

[Da radionameldelserne kun ligger 1/2 år på DRs hjemmeside har jeg nu erstattet linket til lydfilen med teksten]

Læs videre: "Gads Musikleksikon" »

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2