Kategori-arkiv: Cykelsport
Der er en bekendelsesbølge i gang i den professionelle cykelsport. I går stod også Team Easy On frem og indrømmede doping. En bevæget Henning Primdahl holdt pressemøde omgivet af sine topryttere Pim de Keysergracht og Bobby Olsen. Især Bobby var tydeligt rystet over situationen, men det virkede som om bekendelsen kom som en forløsning. Pim virkede mere upåvirket af situationen.
Pressemødet del 1: Holdets udtalelse
Pressemødet del 2: Spørgsmål fra pressen
.
På opfordring skal jeg hermed kort kommentere Bjarne Riis' offentlige indrømmelse af doping, selv om aviserne og diverse blogs sikkert flyder over med den slags. Jeg har ikke set nyheder eller læst nogle af dahgens aviser i skrivende stund. Jeg vil blot slå nogle simple ting fast inden jeg eventuelt diskuterer andres kommentarer:
1. Man har vel aldrig været i tvivl om at Bjarne Riis var på EPO - det har jeg i hvert fald ikke. Derfor er det ikke nogen nyhed i sig selv. Nyheden er at han står frem. Attraktionen er at se manden bekende sin synd efter 10 års løgne.
2. Da Tour de France 1998 åbnede i Irland med Festina-skandalen så jeg prologen med nogle venner som var meget chokerede, og som mente at det måtte forklare Festinas utrolige resultater de sidste par år. Jeg svarede at de jo allesammen var på EPO, så det gjorde nok ikke den store forskel, og nu ville jeg bare se noget cykelløb. Det chokerede dem og blev udlagt som værende ualmindeligt kynisk. I dag ville ingen løfte et øjenbryn over en sådan bemærkning. Og det som den peger på er følgende: Bjarne Riis har ikke dopet sig i modsætning til sine konkurrenter og derfor vundet Touren. Formentlig ville han have vundet den alligevel hvis ingen var dopede. Altså: alle dem som nu siger og tænker at han vandt på grund af doping bør lige tænke sig om.
3. Det gælder også dem som siger at hans "nærmeste konkurrenter" nok var dopede. Nej, stort set alle var dopede, ned til lavest placerede hjælperytter. Kigger man på hvem der er blevet taget for doping gennem årene viser der sig ikke en perlerække af stjerner, men ryttere på alle niveauer af det professionelle felt, og heriblandt en lang række ryttere som på doping formåede en placerinng som nummer 153. Se også mit tidligere indlæg om dette.
4. Professionel sport er et storstilet medieshow, og ideen om en "lige kamp" er meget svær at formulere nogle rationelle kriterier for. Sport handler om myter, og kun på mytens niveau giver det mening at se dyderne udfolde sig. Samtidig er EPO usundt og farligt, og hele den mafia-stemning der har været i cykelsporten har været ubehagelig at være vidne til. Det er virkeligheden bag myten.
(jeg har tilføjet nogle kommentarer til Politikens artikler nedenfor)
I anledning af at Jan Ullrich stopper sin karriere som professionel cykelrytter blev jeg interviewet til P1-programmet Europaklip af Søren E. Jensen. Her snakker vi om Ullrichs karriere og jeg forsøger at beskrive hans karakter som rytter med de mytiske typologier der knytter sig til den slags. Ind imellem kommer der klip fra Tour de France-øjeblikke med Ullrich i hovedrollen.
Programmet kan høres online her. (spol ca. 30 min. frem for at høre Jan Ullrich-indslaget).
---
Hvilken etape! Jeg har ikke mere at sige om Michael Rasmussens fantastiske præstation og spændingen på dagens etape generelt som ikke allerede er blevet sagt. Men da jeg ikke er så flittig på bloggen i øjeblikket på grund af travlhed og sol og den slags vil jeg give en slags hommage til Kyllingen. En lidt speciel hommage, nemlig et af Marcel Duchamps mindre kendte værker, som er løst knyttet til en af de ting jeg har travlt med (nemlig et foredrag om bl.a. et andet Duchamp-værk i Estland).
Der er tale om tegningen Avoir l'apprentice dans le soleil (1914), hvilket betyder noget i retning af "At lære sit fag i solen" (forslag til bedre oversættelser er velkomne):
Det er en skitseagtig tegning af en cykelrytter på vej op ad en bakke. Han har bøjet sit hoved, og man fornemmer solen bage ned på ham. Et typisk Duchamp-trick er nemlig at titlen, diskursen, påvirker hvordan og hvad vi ser. Jeg skal ikke komme med nogen længere analyse, blot påpege et par ting:
- Tegningen er lavet på nodepapir, hvilket tænder min nysgerrighed ekstra meget. Er det også en opadgående melodi?
- Den er inspireret af Alfred Jarrys ord: "begæret er som at køre en bjergetape" (løseligt oversat).
- Duchamp er interesseret i cyklen på flere niveauer, også som en slags maskine, der ikke er ulig den seksuelle akt betragtet som en maskinel stempelbevægelse. Han og Picabia var meget interesseret i analogier mellem mekanik og seksualitet. Det er noget med stempler og kadencer og energioverførsler (need I say more?). Det gælder i høj grad hovedværket Det store glas (Bruden afklædt af sine bejlere, endog), som er det jeg sidder og fifler med i øjeblikket i lyset af fænomenet "den absurde maskine".
Nåmen hvad har det så med Michael Rasmussen at gøre? Ikke så meget direkte - der er ikke meget lærling over ham - men altså det er nu en gang en cykelrytter alene på vej op ad et bjerg i solen, så alene det er vel nok til at retfærdiggøre min kobling. Derudover kan man sige at der i overført forstand er investeret meget begær, forstået som psykisk energi (herunder vrede og indædt ambition) i Michael Rasmussens præstation.
Endelig kunne man sige at kælenavnet "Kylling" giver en række billeddannelser i inkongruensen mellem det vi ser og det ordet får os til at blande det med, som ikke er ulig Duchamps mange hybride ordbilleder. Rasmussens tynde ben, hans indfaldne øjne, det at han bliver stegt etc. (Nå, tilbage til arbejdet...)
Efter Armstrongs uhyggelige dominans for sjette år i træk - og efter hans imponerende etapesejre - kommer den op igen: "det er nok fordi han er dopet", siger folk, og synes selv de er kløgtige. Men det er de ikke. For doping kan umuligt være forklaringen på overlegenhed.
Sandsynligvis er Armstrong dopet, ligesom alle de andre. Ja, netop, ligesom alle de andre. Hvordan så forklare hans overlegenhed med at han har gjort det samme?
Læg mærke til hvem der bliver taget for doping. Det er ofte hjælperyttere med ingen eller kun små sejre. Der er ingen overlegenhed dér. At påstå at nogen vinder fordi de er dopet er naivt!
Når jeg ser etaper som den i går på Alpe d’Huez eller andre bjergetaper får jeg lyst til at stille nogle spørgsmål til de løbende, blegfede tilskuere i badebukser om hvad de tror de har gang i.
Jeg forestiller mig den opsøgende sportsjournalist der hiver fat i fx den tysker som løb ind over afspærringen for at løbe ved siden af Jan Ullrich, råbe ham i hovedet og pøse vand i nakken på ham, så Ullrich mistede rytmen. Eller en af de amerikanere der løb med Stars and Stripes ude på det smalle stykke hvor der lige akkurat var plads til Armstrong. Eller en af de baskiske tilskuere der elsker at holde flaget ud foran rytteren (som var han en tyr der skulle tirres) for at fjerne det i sidste øjeblik - eller senere. Den opsøgende sportsjournalist kunne i alle tilfælde stille sådan cirka de samme spørgsmål:
1. Hvordan oplevede du etapen i dag? Du virkede som om du havde god moral?
2. Hvad var den præcise taktik bag at du løb ind foran dit idol og ødelagde hans rytme?
3. Hvad råbte du til ham? Noget han havde meget brug for at høre fra netop dig?
4. Opfatter du rytteren som en lettere handicappet person der ikke selv kan finde ud af at hælde vand ned af nakken når han har brug for det? Ser du dig selv som den barmhjertige samaritaner der giver rytteren hvad han ikke selv ved han har brug for?
5. Giver det rytteren en større ro og koncentration at få spoleret synsfeltet så han ikke kan se om han er ved at køre ind i en af dine ligesindede?
6. Eller er du bare glad for at komme på TV? Synes du selv du repræsenterer cykelpublikummet på en æstetisk tilfedsttillende måde?
Mange var overraskede over Cancellaras sejr i prologen, men så overraskende er det heller ikke. Han har før vundet enkeltstarter og ofte klaret sig godt. Han har i de sidste par år været et af de nye unge håb. Og hvad ingen af journalisterne synes at have lagt mærke til er at Cancellara også er en habil sprinter, der bl.a. slog Zabel i spurten på 1. etape af Setmana Catalana. Så det er ikke helt umuligt at han kan bevare den gule trøje længe endnu, hvis ellers han får mulighed for at kæmpe for det i spurterne.
For problemet er naturligvis at han er på hold med verdens bedste sprinter, Petacchi, som holdet nok vil koncentrere sig om i de kommende dage. Det skal blive interessant at se hvad Fassa Bortolo gør.
Foto: Sirotti
Nu går det løs med Touren, og selv om jeg er faldet af på den med min fanatiske cykelsportsentusiasme i løbet af det sidste år, så er det med spænding jeg tænder for prologen i eftermiddag.
Jeg vil ikke komme med bud på en top 5 (den ligner de fleste andres), men i dag diskutere den omstridte nye regel om at holdtidskørslen er dæmpet i betydning, idet man maksimalt kan tabe to og et halvt minut (nogle siger 3 min.).
Det har fået alle mulige til at brokke sig, ligesom afstemningen på TV2s hjemmeside viser at 67% mener at den burde være som i gamle dage og kun 13% går ind for den nye model. Den trænger vist derfor til et forsvar, som jeg giver her:
I anledningen af Marco Pantanis tragiske død har P1s Søren E. Jensen lavet et fint radioportræt af Pantani. Det varer 18 minutter og kan høres her.
Jeg må afbryde min annoncerede pause endnu engang for at kommentere en tragisk hændelse som har berørt cykelsportsfans overalt i verden: Marco Pantani er død!
Han blev fundet på et hotelværelse med noget medicin og et afskedsbrev. På den baggrund kan man vist godt antage at der er tale om selvmord.
For mig som for mange andre var Pantani i 90erne inkarnationen af cykelsporten. Den største klatrer i feltet, med et ryk som ingen kunne følge, en stor personlighed, hvis karriere var eventyrlig, kulminerende med sejrene i både Giroen og Touren 1998. Men næste år knækkede kurven, da han blev taget ud af Giroen med for stort hæmatokritværdi på et tidspunkt hvor han sad solidt og heroisk i den lyserøde føretrøje. Siden da blev han aldrig helt sig selv igen, og de sidste par år har han lidt af depressioner og dårlige resultater. På trods af at han blev frifundet for dopingsagen var han en knækket mand. Det var en pine at se den tidligere store helt kæmpe forgæves og bruge munden mere end benene. Nu har han formentlig taget livet af sig, og det er fandeme trist!
Folk uden interesse for cykelsport forstår det sikkert ikke, men det er altså noget der berører mig. Jeg gider ikke have kommentarer om doping (jeg kender alle argumenter i alle retninger og har diskuteret det hele en million gange med mig selv og alle mulige andre) - det her handler om cykelrytteren Pantani.
Hvis du klikker her kan du læse afsnittet om Pantani fra min artikel ”Cykelsporten som myte”, skrevet i foråret 1999, inden det hele gik galt.
I 1998 lavede jeg sammen med Michael Nielsen P1-radioprogrammet "Myten om den gule trøje" der handlede om mytologiseringen af cykelsporten.
Det bliver nu genudsendt på søndag 6/7 i anledning af Touren. Det sendes på P2 søndag kl. 13.00 og står i programoversigten som litteraturprogrammet "Alfabet". Det varer 45 minutter.
Jeg vil understrege at programmet er lavet før den store dopingskandale og der er ikke et ord om doping. Til gengæld har vi et interview og lidt digtoplæsning med Jørgen Leth, uddrag af Roland Barthes, Peter Laugesen og Jean-Phillipe Toussaint om mytologiske aspekter af cykelsporten, musik af Kraftwerk og andet godt.
Så hvis du synes det lyder interessant, så skriv det ind i din kalender (eller sæt alarmen i din mobiltelefon til), så du husker det. Jeg tror ikke det lægges ud på nettet af copyrightgrunde.
vh
Torben
