[Denne lommesociologiske aforisme skrev jeg for 5 år siden, men måske kan den stadig vække stof til eftertanke og kommentarer, så nu lægger jeg den herud]:
Det er især ved busstoppesteder man oplever fænomenet. Busstoppestedet er indbegrebet af den såkaldt ‘serielle’ socialitet, dvs. der hvor en flok mennesker tilfældigvis er sat samme sted, uden at have nogen som helst intention om at være sammen.
Fænomenet har ikke noget navn, men lad os kalde det ‘normalitetens gestus’. Det er simpelthen en måde folk reagerer på, som ytrer sig i hosten, skutten, stønnen, stampen i jorden, snøften, kløen sig i håret, kiggen på uret og talen om vejret. Ikke fordi det er specielt presserende at udføre disse handlinger, men fordi der er andre til stede, ukendte, måske endda skeptiske mennesker.
Den umiddelbare grund til at skutte sig og stampe i jorden skulle være at det er koldt. Men eftersom det ikke giver megen varme at gøre det, er det efterhånden mere en gestus med en overordnet betydning end en praktisk handling.
Og hvad er så betydningen af denne gestus? Man ønsker at afsende en meddelse til sine omgivelser, hvadenten man er bevidst om det eller ej. Allerede i dette uudtalte ønske om kommunikation er der givet en åbning i forhold til de andre. De mest skræmmende fremmede er de tavse, dem der ikke føler et behov for at punktere forlegenheden, men blot stirrer ubekymret frem for sig, som er de hævet over den almindelige utilpassethed ved den serielle situation. De sætter sig ikke ned på normalitetens niveau.
Normalitetens gestus markerer et fællesskab. Hvad har man til fælles med mennesker man er sat sammen med ved et busstoppested? Ikke meget. Man er først og fremmest defineret ved sin skillen sig ud fra de andre. Alle går rundt og bærer på et massivt reservoir af ideologi, stil, status osv. - og normalitetens umiddelbare reaktion på den fremmede er at foragte ham/hende og overdrive forskellen. Modreaktionen er disse gestus, der markerer det vi som mennesker faktisk er fælles om.
Vi er først og fremmest alle underlagt vejret. Vejret er politisk neutralt, det er fælles for os alle. Det er enten for varmt, for koldt, regnende eller blæsende - eller det er fint vejr, hvilket snarere udtrykkes verbalt end kropsligt. Vi er også alle underlagt vores krop: den hoster og klør og gør ved, og at markere dette er at markere at man er et menneske der lider af de samme småskavanker som alle andre. Endelig er vi alle underlagt tiden. Ved at kigge på uret markerer man at også man selv ønsker at bussen snart skal komme.
Det er altså den begyndende fjendtlighed eller angst for en sådan, der langsomt blødes op af normalitetens ritualer der understreger et fællesskab ved at markere ligheder frem for forskelle.
En videre betydning kan gøre sig gældende hvis nogen i udgangspunktet skiller sig meget ud og er bange for decideret at virke truende på deres omgivelser. De udfører normalitetens gestus og markerer derved ikke blot et fællesskab, men netop også en svaghed: “Bare rolig, jeg er en slave af vejret/kroppen/tiden ligesom jer andre”. De signalerer underlegenhed (og en trang til at kommunikere denne) og dermed imødekommenhed som modsætning til den tavse og roliges udstråling af herredømme.
Andre vælger at understrege forskellene, at skille sig ud, at signalere biologisk herredømme gennem en stålsat ro og et hævet blik. De hoster ikke, de kigger ikke på deres ur, de er upåvirket af kulden og anfægtes i det ydre ikke af at der er folk omkring dem. Det er busstoppestedets Herrer, serialitetens overmennesker.
Torben Sangild, juni 1998
