Trier ofres på feminismens alter
Jeg mener at feministisk kulturkritik er på sin plads i mange sammenhænge, men jeg mener også at den feministiske vanetænkning nogle gange skyder i de forkerte retninger. Og et tilbagevendende eksempel på dette er Lars von Trier. Hver gang Trier laver en film, er der som en betinget refleks nogle feminister ude at sige at han er kvindehader og laver misogyne film. Argumenterne er ret dårlige og viser manglende dømmekraft hos dem, der foretager kritikken. Det er så meget desto mere frustrerende når det ofte er folk jeg kender og respekterer. Jeg er stærkt uenig, og jeg mener at det er en voldelig reduktion af de komplekse film.
Nu har vi så balladen igen, denne gang fra Elisabeth Møller Jensen, der i en artikel kalder Antichrist for "kulturel sexchikane". Og hun siger gudhjælpemig at der er tale om "en film, hvis plot er at bekræfte og legitimere den seksualiserede vold mod kvinder". Say what? Jeg ser ingen seksualiseret vold mod kvinder. Jeg ser et forældrepar, der har mistet deres barn, og ikke er i stand til at håndtere det. Manden tror sig i stand til at lave terapi mod sin egen hustru, og begår heri en stor fejl. Og hustruen viser sig så at rumme nogle dæmoniske sider, hinsides psykologisk rækkevidde. Og ja, det ender i et heksetema, og ja, det er stærkt provokerende, men at det skulle legitimere seksualiseret vold mod kvinder forstår jeg ikke.
Hun sammenligner så med Breaking The Waves, som også fik forargelsen op på den store klinge i sin tid, og mener at der er tale om cirka det samme - selv om der jo tydeligvis er tale om det modsatte. Bess er en kvindelig Jesus-figur og den navnløse kvinde i Antichrist er en kvindelig satan-figur. Hvordan det skulle blive det samme forstår jeg ikke, men det hænger sammen med at handlingerne retfærdiggøres af de drilske, påklistrede metafysiske indslag i slutningen af begge film.
Okay, Elisabeth Møller Jensen og co., hvis historien om Bess er et udtryk for kvindehad, hvad er historien om Jesus så udtryk for? At mænd skal gennemgå en masse lidelser for at blive frelste?
Og hvis det at vise en dæmonisk kvinde også er et udtryk for kvindehad, hvad er alle de mange dæmoniske, voldelige, psykopatiske mænd i film så udtryk for? 9 ud af 10 farlige psykopater/dæmoner i film er....MÆND!
Burde man ikke sige at Trier bidrager til ligestillingen ved at rette en lille smule op på at Jesus og Satan (og alle mulige afledninger af dem) er mænd? Endelig nogle kvinder på de store bestyrelsesposter. I forhold til den magt dæmoner og frelsere har, er erhvervslivet småting.
Og endnu mere: Burde man ikke lære at ikke kun mænd, men også kvinder på film er individer og ikke ideale repræsentanter for deres køn? At de ikke er kønslige rollemodeller lige så lidt som mændene er det? Det synes jeg man burde. Og at man burde se nuancerne i disse film frem for at give los for sit automatiserede Trier-had.
Se også
Trier - en smal instruktør?
Direktøren for det hele
Dogville
Nu tænkte jeg så at jeg ikke var den eneste der havde fået øje på denne indlysende sammenhæng, og jeg forestillede mig at der ville være adskillige artikler om Bunuels forhold til Tristan & Isolde. Jeg har imidlertid søgt på diverse internationale filmartikelbaser og har intet fundet! Det giver mig naturligvis muligheden for at være den første der skriver om emnet og dermed for at bidrage til Bunuel-forskningen, men jeg vil næsten ikke tro det kan være rigtigt.
