Kategori-arkiv: Film

Forsiden

24.06.2009

Trier ofres på feminismens alter

Jeg mener at feministisk kulturkritik er på sin plads i mange sammenhænge, men jeg mener også at den feministiske vanetænkning nogle gange skyder i de forkerte retninger. Og et tilbagevendende eksempel på dette er Lars von Trier. Hver gang Trier laver en film, er der som en betinget refleks nogle feminister ude at sige at han er kvindehader og laver misogyne film. Argumenterne er ret dårlige og viser manglende dømmekraft hos dem, der foretager kritikken. Det er så meget desto mere frustrerende når det ofte er folk jeg kender og respekterer. Jeg er stærkt uenig, og jeg mener at det er en voldelig reduktion af de komplekse film.

Nu har vi så balladen igen, denne gang fra Elisabeth Møller Jensen, der i en artikel kalder Antichrist for "kulturel sexchikane". Og hun siger gudhjælpemig at der er tale om "en film, hvis plot er at bekræfte og legitimere den seksualiserede vold mod kvinder". Say what? Jeg ser ingen seksualiseret vold mod kvinder. Jeg ser et forældrepar, der har mistet deres barn, og ikke er i stand til at håndtere det. Manden tror sig i stand til at lave terapi mod sin egen hustru, og begår heri en stor fejl. Og hustruen viser sig så at rumme nogle dæmoniske sider, hinsides psykologisk rækkevidde. Og ja, det ender i et heksetema, og ja, det er stærkt provokerende, men at det skulle legitimere seksualiseret vold mod kvinder forstår jeg ikke.

Breaking the Waves.jpgAntichrist.jpg

Hun sammenligner så med Breaking The Waves, som også fik forargelsen op på den store klinge i sin tid, og mener at der er tale om cirka det samme - selv om der jo tydeligvis er tale om det modsatte. Bess er en kvindelig Jesus-figur og den navnløse kvinde i Antichrist er en kvindelig satan-figur. Hvordan det skulle blive det samme forstår jeg ikke, men det hænger sammen med at handlingerne retfærdiggøres af de drilske, påklistrede metafysiske indslag i slutningen af begge film.

Okay, Elisabeth Møller Jensen og co., hvis historien om Bess er et udtryk for kvindehad, hvad er historien om Jesus så udtryk for? At mænd skal gennemgå en masse lidelser for at blive frelste?

Og hvis det at vise en dæmonisk kvinde også er et udtryk for kvindehad, hvad er alle de mange dæmoniske, voldelige, psykopatiske mænd i film så udtryk for? 9 ud af 10 farlige psykopater/dæmoner i film er....MÆND!

Burde man ikke sige at Trier bidrager til ligestillingen ved at rette en lille smule op på at Jesus og Satan (og alle mulige afledninger af dem) er mænd? Endelig nogle kvinder på de store bestyrelsesposter. I forhold til den magt dæmoner og frelsere har, er erhvervslivet småting.

Og endnu mere: Burde man ikke lære at ikke kun mænd, men også kvinder på film er individer og ikke ideale repræsentanter for deres køn? At de ikke er kønslige rollemodeller lige så lidt som mændene er det? Det synes jeg man burde. Og at man burde se nuancerne i disse film frem for at give los for sit automatiserede Trier-had.

Se også
Trier - en smal instruktør?
Direktøren for det hele
Dogville

17.02.2008

Control og Joy Division

Jeg var inde at se filmen Control i går – den der handler om Ian Curtis fra Joy Division, set gennem hans kones øjne. Jeg var på forhånd lettere skeptisk, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Det handler ikke mindst om de musikalske passager med bandet, der virkelig fremstår som band. Det skriver jeg lidt om her:

Læs videre: "Control og Joy Division" »

05.12.2007

Inland Empire og kaninens sko

Jeg var inde at se David Lynchs Inland Empire i går - en film man kunne skrive lange bøger om - men jeg vil holde mig til en lillebitte detalje, nemlig en kanins sko/støvle. Først vil jeg overordnet om filmen sige at den ville have vundet ved at være en time kortere. Bortset fra det er den fuld af uhygge, drømmebilleder og en konstant forfærdet Laura Dern (som spiller fremragende).

Inland Empire.jpg

Den detalje jeg vil zoome ind på har nok karakter af det som Roland Barthes kalder for et punctum. Det er kort fortalt en detalje i et fotografi, der ikke er centrum, men som tiltrækker sig uforholdsmæssigt meget opmærksomhed fra én selv af uforklarlige, subjektive grunde.

Mit punctum er en del af kaninen til højre i sofaen, nemlig dens fod, som ser meget mærkelig ud. Den mangler noget af den form som en fod med sko på skal have, nemlig den vinkelbøjning som adskiller ben og fod. Det er som om vristen konstant er fuldstændig strakt, hvilket harmonerer dårligt med den i øvrigt afslappede stilling i sofaen. Det er dog svært at se fordi den er lettere uskarp.

Inland Empire (detalje).jpg

I filmen benytter Lynch sig af både billedlige og lydlige irritationsmomenter. Hvad angår de billedlige er små rystelser i kameraet og ting som er slørede (ude af fokus) nok de vigtigste. Denne fod er ude af fokus, og kaninen bevæger den ikke på noget tidspunkt. Den bevæger sit hoved og kroppen (som er skarpe), men denne uskarpe fod er ubevægelig og jeg kunne ikke få øjnene fra den. Kaninerne optræder gentagende gange i løbet af filmen med korte scener, og fra først til sidst holdt jeg øje med denne fod. Meget mærkeligt og helt besættende.

Inland Empire (detalje 2).jpg

Det skal understreges at kaninerne naturligvis er mennesker med kanindragter på, og at de har almindelige fødder og sko. Det er kun den ene fod der er mærkelig, og som måske var det i filmen der gjorde allermest indtryk på mig. Det siger måske mere om mig end om filmen.

19.11.2007

Zeitgeist - The Movie og Konspirationsteorier

Da Mogens Bisgaard vandt efterårets quiz var præmien at han måtte udstikke et emne som jeg skulle skrive et blog-indlæg om. Han satte mig på noget af en prøve ved at bede mig se og skrive om filmen Zeitgeist – en to timer lang og meget hårdtpumpet konspirationsfilm om kristendommen, 11. september 2001 og den amerikanske nationalbank.

Nedenfor kommenterer jeg denne film, som har været set af over 5 millioner mennesker på internettet.http://www.conspiracyscience.com/articles/zeitgeist/http://www.conspiracyscience.com/articles/zeitgeist/

Læs videre: "Zeitgeist - The Movie og Konspirationsteorier" »

20.10.2007

The Rutles

I det nye nummer af filmmagasinet Mifune (nr. 24) er der en lille artikel af mig om Filmen The Rutles - All You Need Is Cash - en parodi på historien om The Beatles.

Jeg var én blandt en række skribenter der blev bedt om at skrive om min yndlings-musikfilm. Jeg lagde mit hoved i blød i en kop kaffe og overvejede hvilken musikfilm der var min yndlings. Der er jo lavet gode koncertfilm og portrætfilm med fx Dylan, Depeche Mode, Talking Heads og Jimi Hendrix, men der var ikke rigtig nogen af dem der løftede sig som den bedste. Musicals var udelukket. Jeg kom i tanker om alle mulige gode, seriøse musikfilm, men der var ikke nogen der sagde mig at de var min yndlings. Det var først da jeg kom i tanker om The Rutles at det slog mig at jeg i hvert fald kunne kåre den sjoveste musikfilm. Så det er den film, den lille artikel handler om:

The Rutles.jpg

Læs min anbefaling af The Rutles her

24.08.2007

Bornedals biografistiske patos

Ole Bornedal er endnu en gang på banen med en gang narcissistisk vrøvl om hvad film (og kunst i det hele taget) er for noget:

"Alle mine film handler om mig selv. Kunst må da handle om at tage sin samlede mængde af følelser, og så eksponere dem ind i det værk, som man laver." (Politiken i dag)

Nej, Ole, jeg gider ikke se film der handler om dig, for du er en fuldstændigt ligegyldig person. Hvis dine film virkelig handlede om dig, så ville de have et meget lille publikum.

Da Ole Ornedal lavede filmen Jeg er Dina, udtalte han at han med denne film havde flået alle sine indvolde ud og lagt dem til beskuelse for publikum. Sikke en gang idiotisk vrøvl. Det er en filmatisering af en bog.

Det er meget svært at komme biografismen til livs så længe der stadig er kunstnere der selv tror på den romantisk-ekspressionistiske (og i alle led forfejlede) udtryksteori, der går ud på at en kunstner projicerer sine følelser ind i værket, og at publikum så mærker disse følelser når de forstår værket. Det er samtidig en tro på kunstneren som et særligt væsen, et geni, hvis følelser er mere interessante end alle mulige andres. Alle tre dele (biografismen, udtryksteorien og genitanken) er faktuelt forkerte og desuden ubrugelige som forståelsesmiddel.

En mainstream-film er et virtuelt univers, hvor nogle mennesker kommer ud for noget, som påvirker dem (og hinanden), tilsat stemningsmusik, der som virkemiddel forstærker udtrykket. Hvis vi er revet med af filmen, så kan vi føle med (visse af) med disse personer, ligesom vi kan hade dem og forholde os til dem på anden vis. Men det er netop karakterernes og ikke instruktørens handlinger og følelser vi forholder os til. Det andet er en idiotisk og stærkt selvcentreret indstilling fra en kunstner.

Allerede Nietzsche var stærkt kritisk over for denne opfattelse (og selvopfattelse), og mente med rette at det allerværste var de kunstnere der begyndte at betragte sig selv som genier i romantisk forstand: "Det er et farligt tegn, når mennesket angribes af den gysen over sig selv", som han siger (Menneskeligt, alt for menneskeligt §164).

Ole Bornedal laver et håndværk og benytter sig af forførende virkemidler og teknikker. Men han vil så gerne være et ophøjet menneske, han vil så gerne vise sin sjæl og sine indvolde frem. Men så skulle han måske gå i noget kropsterapi og filme det i stedet for at lave spillefilm. Jeg tvivler bare på at det vil interessere publikum særlig meget.

(Se evt. mere om dette emne: Objektiv sensibilitet)

27.05.2007

Good Copy Bad Copy

På tirsdag er der verdenspremiere på filmen Good Copy Bad CopyDR2. Man bør unde sig selv at se denne fremragende film hvis man interesserer sig bare en smule for musik, sampling og copyright.

I filmen møder vi bl.a. kendte samplere som Girl Talk og Danger Mouse - samtidig med at pladeselskabernes talsmænd får lov at udtrykke deres mening. Vi kommer også nærmest jorden rundt - eller rettere: til både Nigeria, Brasilien og Rusland, der alle har alternative måder at opfatte copyright på. Vi møder også folk som Lawrence Lessig (manden bag creative commons). Det hele er klippet flot og meningsfuldt sammen uden voice-over, ud fra ideen om at det vi ser taler for sig selv, hvad det også i reglen gør - især hvis man er lidt inde i sagerne på forhånd.

Selv om man får alles vinkel på sagen skinner det igennem at tilrettelæggernes sympati ligger i ønsket om en friere copyright-lovgivning, hvor det er muligt fx at sample fra andre uden at få uhyrlige million-sagsanlæg på halsen. Og det kan jeg kun tilslutte mig.

Filmen er lavet af Andreas Johnsen (fra Rosforth), Ralf Christensen og Henrik Moltke. Den sendes på tirsdag 29/5 kl. 20.30 på DR2 og varer en time.

Apropos dette vil jeg også lige nævne at Lyt til nyt-udsendelsen om musik på internettet genudsendes samme aften, altså 29/5 kl. 21.30. Her er jeg gæst og taler om de positive ting som internettet har gjort for musikken. Se mere her.
Hør evt. udsendelsen online her.
Eller læs min lille artikel om samme emne her.

28.10.2006

Direktøren for det hele

Jeg var til snigpremiere i fredags på Lars von Triers nye film, Direktøren for det hele. Som Trier-fan er det altid med spænding jeg ser hans film, også når de ikke er 100% vellykkede. Denne gang var rygtet løbet i forvejen, idet aviserne fandt anledning til at rakke filmen ned flere måneder før premieren. Og lad mig med det samme sige: den er noget bedre end sit rygte. Den er fjollet og mærkelig og krukket og meta-agtig og meget løst komponeret.

Trier 1.jpg

Lars von Trier bryder flere gange handlingen med nogle kommentarer fra en kamera-kran uden for bygningen. Ellers handler den jo om en mislykket, men prætentiøs skuespiller (Jens Albinus) der skal spille direktøren for et virkeligt firma over for de ansatte. Den er umiskendeligt triersk, med klare elementer fra både Idioterne og Riget. Således er den islandske direktør en klar Dr. Helmer-figur med et had til al dansk utjekkethed.

Handlingen er urealistisk på grænsen til det absurde, hvilket naturligvis tematiseres i filmen selv. Jeg sad og småfniste det meste af tiden, når ikke jeg grinede højt eller tænkte "nej, det gør han bare ikke". Filmen er hinsides god og dårlig smag; den blander klichéer og originale indfald; den er ekstremt distanceret fra sig selv og sine personer og alligevel sært medrivende. Den handler naturligvis om dét at spille roller.

Rent æstetisk er billederne grålige som det vinterkontorlandskab de skildrer, og samtlige konventioner for kameravinkler og klipning brydes, i glimt tenderende til Verfremdungseffekter.

Det er bestemt ikke hans bedste film, men mindre kan også gøre det på et filmmarked oversvømmet af glattere komedier, der ganske vist fungerer sømløst, men er komplet forudsigelige og ligegyldige. Så selv om den næppe sætter sig lige så dybt som Idioterne, Breaking The Waves eller Epidemic, så er den absolut seværdig for dem der gerne vil se et eksperiment udi komediegenren. Eller som Triers afslutningsreplik (citeret efter hukommelsen) lyder: "Dem der har fået lige hvad de ville have, har også fortjent det". Eller noget.

24.08.2006

Trier en smal instruktør?

Jævnligt dukker diskussionen om hvem der skal have dansk filmstøtte op - således også i forbindelse med Thomas Villum Jensens nye film, Sprængfarlig bombe, der er en parodi på en kunstnerisk filminstruktør uden publikum - delvist moduleret over Lars von Trier; delvist over andre instruktører som Christoffer Boe og Bille August. I debatten hives Trier frem som et eksempel på en instruktør der får flotte anmeldelser, men ikke ses af særlig mange mennesker i modsætning til folkekomedie-instruktører som Thomas Villum Jensen. Det er ikke første gang denne mærkelige ide om Trier viser sit grimme hoved, der synes styret af misundelse snarere end realitetssans.

Thomas Villum Jensen udtaler i forbindelse med sin kritik af ikke-kommercielle instruktører, hvortil han angiveligt regner Lars von Trier:

Der er instruktører i Danmark, som direkte ønsker at lave film, som ikke skal ses af ret mange mennesker. Dem forstår jeg simpelthen ikke. Hvis meningen er, at deres film kun skal ses af 2.000-3.000 mennesker, så ville jeg hellere skrive et digt eller male et billede.

For det første tror jeg ikke der overhovedet er nogen instruktører af spillefilm, der ønsker at deres film kun skal ses af 2-3000 mennesker. For det andet bliver selv de største kommercielle flop set af mange flere - ti gange så mange - og regnes stadig som fiaskoer. Og for det tredje er adressen til Lars von Trier lidt af et selvmål.

Lad os bare slå det fast. Få danske film er set af så mange som Triers. I udlandet cirka 10 millioner mennesker i biograferne - hertil kommer TV-seere (hvorvidt DVD-salg indgår i dette tal er jeg i tvivl om). Til sammenligning bliver Anders Villum Jensens film aldrig vist i udlandet (ligesom de i øvrigt vil være fuldstændig glemt om 30 år, i modsætning til Triers, der vil blive vist i al fremtid). Så selv om Min søsters børn har solgt flere danske biografbilletter (400.000) end Idioterne (120.000), holder disse tal slet ikke i den større sammenhæng. At Trier har lavet to kommercielle flop - Epidemic og Manderlay - ændrer ikke ved det generelle billede.

Lars von Trier er muligvis ikke mainstream. Men at hans film ikke bliver set af mange mennesker er simpelt hen en løgn. Og så skal man ikke glemme den enorme interesse han har skabt for dansk film.

26.03.2006

Støj som middel mod selvmordsvirus

Den japanske film- og videoinstruktør Shinji Aoyama har lavet en spillefilm om en frygtelig virus der får folk til at begå selvmord. Der findes dog en modgift mod denne virus, og det er støjmusik spillet højt og længe! Uden at være ekspert i japansk undergrundskultur forekommer det mig at en sådan film kun ville kunne opstå i Japan - Ringen møder Merzbow!

Filmen hedder Eli Eli Lema Sabachtani, hvilket jo betyder "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig?" på hebraisk. Den var åbenbart med på cannes-festivalen sidste år, men blev forbigået i tavshed. Skammeligt, mener The Wires lederskribent Chris Bohn, der hylder filmen og anbefaler den til alle der har "blot en flygtig interesse i støj". Heltene i filmene er en støjmusik-duo, der rykker ud og spiller støj når folk er ved at kaste sig ud fra bygninger og klippevægge. De vader rundt i lig fra selvmord på jagt efter gode støjkilder til at videreudvikle deres musik.

Instruktøren er også støjkomponist, og har tidligere arbejdet sammen med Jim O'Rourke. Det er naturligvis en meget lydorienteret film om musikkens kraft, men efter sigende også noget særligt på det visuelle plan. Og jeg vil meget gerne se den. Desværre er chancerne nok minimale for at den kommer op i Danmark. Måske var det noget for Natfilm-festivalen til næste år?

Læs mere om filmen her.

13.01.2005

Buñuel og Wagner/Tristan

Er der nogen som kender til nogen der har skrevet om Luis Buñuels forhold til Richard Wagners Tristan og Isolde?

En måske lidt mærkelig forespørgsel, men sagen er som følger: jeg skal undervise i Tristan & Isolde i forårssemestret (sammen med min kollega Jørgen Bruhn) - ikke kun Wagners opera, men også middelaldermyten og dens vandring op gennem litteratur- og filmhistorien, hos fx Thomas Mann, James Joyce og Jean Cocteau).

Og så var det altså at det slog mig at mindst tre af Bunuels film trækker på Tristan & Isolde-temaet: Un Chien Andalou (Den andalusiske hund), L'Age d'Or (Guldalderen) og Tristana. Den sidste af dem mest indlysende, men i de to første mener jeg ikke det er tilfældigt at Bunuel har valgt Tristan & Isolde (ouverturen og Liebestod-temaet) som musik. Begge handler om grænseoverskridende kærlighed (det som hos André Breton hed l'amour fou, den gale kærlighed). Og i Den andalusiske hund dør de elskende oven i købet til sidst.
Bunuel.JPG Nu tænkte jeg så at jeg ikke var den eneste der havde fået øje på denne indlysende sammenhæng, og jeg forestillede mig at der ville være adskillige artikler om Bunuels forhold til Tristan & Isolde. Jeg har imidlertid søgt på diverse internationale filmartikelbaser og har intet fundet! Det giver mig naturligvis muligheden for at være den første der skriver om emnet og dermed for at bidrage til Bunuel-forskningen, men jeg vil næsten ikke tro det kan være rigtigt.

Kender du til noget om dette emne på engelsk eller tysk eller fransk (eller naturligvis skandinavisk), så vil jeg meget gerne vide det. Også hvis du har gode ideer til steder jeg kan søge eller personer jeg kan spørge.

23.06.2003

Dogville

Dogville er en rigtig god film – trods sit fejlagtigte, anti-amerikanske rygte.

Noget af det vigtigste ved filmen er for mig at se at den viser hvordan gode gerninger og tjenester gang på gang indskrives i en økonomi – en økonomi der handler om om gen-gæld og taknemmeligheds-gæld, en økonomi hvor penge og sex indgår som delelementer i denne overordnede gælds-logik.

Den har ingen kulisser, kun kridtstreger og møbler. Efter kort tid bemærker man det ikke længere – man ser Dogville for sig fordi skuespillet er fremragende og fordi fortællingen er medrivende.

Den foregår i en lille bjergflække i USA, men den kunne lige så godt være foregået i Hundested, Schäeferburg eller Ville de la Laborador.

Hvorfor er den så blevet udråbt til at være anti-amerikansk og hvorfor har Trier hele USA på nakken? Der er to grunde: en intern og en ekstern.

Den interne er at han slutter filmen (rulleteksterne) med socialrealistiske billeder, bl.a. af Jakob Holdt, mens musikken er David Bowie: ”Young Americans”. Det virker underligt malplaceret og påklistret og kaster ikke spor lys over resten af filmen.

Den eksterne er at Lars von Trier til en amerikansk journalist for at provokere sagde at Dogville er en hævn over den amerikanske kritik af Dancer In The Dark. Det var dumt sagt, for nu tror hele USA vist at han faktisk mente det alvorligt. Og det har intet med filmen at gøre (pånær måske rulleteksterne).

Så se filmen som en film om menneskene i den vestlige verden snarere end som anti-amerikansk. Den er i så fald en hel del mere interessant.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2