Fontæne (1917) + Folder til den rejsende (1916) + skyggen af 50 cc pariserluft (1919)

.

.

Jeg har nu haft en lejlighed til at anmelde Duchamp i Politiken, idet der er en Duchamp-udstilling på Moderna Museet i Malmö, og den fik så hele armen.

Læs min anmeldelse her.

Samtidig bliver Duchamp tit misforstået, omgærdet med fejlagtige antagelser og reduceret til en simpel pointe. Den største myte (som gentages jævnligt) lyder at Duchamp udstillede en tissekumme i 1917 og vakte skandale. Det er forkert, den blev slet ikke udstillet (se forklaringen i min anmeldelse).

Det er også forkert at opfatte Duchamps readymades som ligegyldige objekter, der kun her til formål at kritisere kunstinstitutionen. Mange af dem forsøgte han slet ikke at få udstillet - han gav dem som gaver eller hængte dem op derhjemme i atelieret. I min bog Objektiv sensibilitet fremfører jeg dette argument i detaljer og kritiserer bl.a. Peter Bürger og Rosalind Krauss for deres reduktionistiske fremstillinger af readymaden (Objektiv sensibilitet s. 27-35).

Det er ikke lige meget om det er en tissekumme eller en kam, og de har desuden disse poetisk-humoristiske titler, der henviser til kropslige processer og mekanismer. Readymaden er mere end en tom institutionel pointe, det er et stykke konkret poesi der involverer noget kropsligt.

Duchamps indflydelse er stadig stor, her 100 år senere. For eksempel åbner Den Frie på lørdag en udstilling med nye værker, der tager afsæt i readymaden.

Så hvorfor ikke nyse?

De tre af dem er mere eller mindre kritiske. Værst går det ud over Barbapapa, som er helt forfærdelig set med voksenøjne. De nye afsnit af Bamses Lillebitte Billedbog er bedre end de forrige, men stadig ikke på niveau med guldalderen med Aske og Luna. Gurli Gris er lidt pæn i det.

Men Skæg med bogstaver er jeg entydigt begejstret for i min anmeldelse. Hr. Skæg har formået at få de helt små til at interessere sig for noget så abstrakt som bogstaver med tosserier af høj kvalitet.

Og Sigurd og operaen har endog fået min den gang 2-årige datter til at proklamere, at hun godt kunne lide at høre opera. Det er ikke et mål i sig selv, men det er underholdende og musikalsk, omend jeg hurtigt blev træt af dirigenten (spillet af Nikolaj Hansen), som er lovligt overgearet.

Nu kunne nogen måske forledes til at tro, at jeg derfor foretrækker børne-tv, man lærer noget af, men det har altså ikke været kriteriet - eller i hvert fald højst ét blandt andre. Det vil man kunne forvisse sig om ved at kigge på mine tidligere anmeldelser af fx Minisekterne.

Læs min anmeldelse af Barbapapa
Læs min anmeldelse af Bamse
Læs min anmeldelse af Gurli Gris
Læs min anmeldelse af Skæg med bogstaver
Læs min anmeldelse af Sigurd og operaen

Tidligere anmeldelser
Minisekterne
Nasse
I drømmehaven

Jeg har anmeldt den i Politiken.
.
.
.

Den ser sådan her ud:

Den koster så også lige 2000 kr.

Hver person optræder flere gange i løbet af romanen, men på grund af de mange personer er det mildt sagt uoverskueligt at følge med. Dog optræder der ingen personer med samme fornavn, og derfor er det muligt at følge den enkelte person på kryds og tværs mellem tid og rum i romanen. Det kræver bare at man er nørdet nok til at lave et bogholderi over personerne. Så nørdet er jeg, og nu deler jeg det med enhver der har lyst til at læse eller genlæse romanen i den danske udgave. Advarsel: det er håndskrevet med blyant og lidt gnidret, men skulle kunne afkodes.

Se og download mit register her i PDF-format.

Trude Marstein har evnen til at leve sig ind i alle sine personer, hvilket er en stor dyd hos en romanforfatter. Romanen har som et af sine store potentialer netop dette, at kunne se virkeligheden fra flere synsvinkler, hvilket i sidste ende er et etisk aspekt. Det betyder ikke at jeg ikke bryder mig om personbundne fortællere, det er glimrende, men i en tid hvor Karl Ove Knausgård overskygger al anden norsk litteratur med sit navlebeskuende JEG, vil jeg gerne slå et slag for Trude Marsteins psykologisk og sprogligt langt bedre romaner.

Mest imponerende er dog hendes vækken 'Nanna' til live gennem en projektion direkte på H.W. Bissens skulptur. Der er desuden også et lydværk i vinterhaven og klassikeren 'Approach, hvor en gruppe af døvstumme deklamerer en passage fra Dantes 'Paradis' i Politigården.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken.

(Og så skal jeg beklage at der går så langt mellem opdateringerne af bloggen i øjeblikket. Der er rigeligt at følge op på, men der er ikke længere så meget tid i min hverdag til det).

Jeg var klar over at man ikke slipper ustraffet fra at kritisere Bob Dylan, og jeg har da også modtaget en række hademails fra Dylan-fans, der synes jeg er en idiot. Det skal de have lov til, men det er bare slående at ikke én af dem forsøger at godtgøre at Bob Dylans billeder er gode, og jeg tror ikke at nogen af dem har set udstillingen.

En del af miséren ligger formentlig i den overskrift som er kommet på web-udgaven af artiklen: "Bob Dylans Brasilien er hamrende uinteressant". Det er det, man kalder en skarp vinkling af min egen afsluttende formulering i anmeldelsen, der vel er noget mindre aggressiv og mere nuanceret. Som altid er det ikke mig selv der laver weboverskrifterne, men som anmeldelsens forfatter hænger jeg på overskriften, og det har ansporet en del mennesker til at fortælle mig at jeg også er hamrende uinteressant, hvilket jeg ikke vil benægte. Af samme grund bliver jeg ikke anmeldt som et kunstværk.

Min egen overskrift i papiravisen lyder "Bob i Brasilien", og den står jeg ved.

Det bliver også skudt mig i skoene, at jeg har besluttet mig på forhånd, at det er jantelov og at jeg bare vil have Bob Dylan ned med nakken. Det er ikke tilfældet, og igen er der en vis ironi i at kalde mig forudindtaget, hvorefter man udtaler sig om mine motiver (som man ikke kender) og forsvarer en udstilling, man ikke har set. Jeg ville faktisk ønske at Dylans billeder havde grebet mig, at jeg kunne sige at det var en flot udstilling med spændende billeder, der siger enormt meget om samfundet. Det er det bare ikke. Desværre.

Læs min anmeldelse her (og husk i særdeleshed at det ikke er min overskrift på webudgaven).

Heldigvis har jeg også fået et par opmuntrende henvendelser fra folk, som er uenige eller som selv har været involveret i udstillingen: Fagfolk, der synes at mine argumenter og min vinkel på udstillingen er interessante. Én Dylan-fan skriver at han sikkert er uenig med mig, men at min anmeldelse har givet ham ekstra lyst til at se udstillingen. En af de ansvarlige for udstillingen skriver at da hun så overskrifterne og de to hjerter, blev hun nedslået, men at hun blev sært opløftet af at læse selve teksten. Det glæder mig naturligvis.

Jeg vil opfordre til at eventuelle vrede mennesker her på bloggen forholder sig til billederne: Hvis du er sur over min anmeldelse, så forklar hvad det gode ved Dylans billeder er efter din mening. Nu har jeg sagt min.

Det betød dog ikke at jeg var ellevild efter at anmelde udstillingen, for det er ikke altid en fordel at have sin egen nære dagsorden og engagement som anmelder. Det måtte jeg i sin tid sande med Sonic Youth-kunstanmeldelsen, der var en af de sværeste for mig at skrive. Som gammel fan og senere analytiker af Sonic Youth (i Støjens æstetik) var jeg helt rundt på gulvet og kunne ikke få det hele til at hænge sammen. Heldigvis gik det bedre med denne Munch/Warhol-anmeldelse, synes jeg, den nød tværtimod godt af min reflekterethed, hvis jeg selv skal sige det.

Læs anmeldelsen her.

(Husk at overskrifter mv. på Ibyen.dk ikke er mine egne)

Franske Sophie Calle har længe været blandt de mest interessante nulevende kunstnere. Hendes projekter er som regel præcise, fascinerende og nådesløse i deres afdækning af sociale og psykologiske mekanismer. Til gengæld har udstillingerne tit været sært kedelige, som bøger slået op på en væg. Det har hun rådet bod på i de senere år (med hjælp fra Daniel Buren), og derfor er Pas godt på dig selv en fantastisk oplevelse, hvor koncept, projekt og æstetik går op i en højere enhed. Værket er udstillet På Louisiana sammen med nogle af hendes tidligere ting.

Læs min anmeldelse i Politiken

Det har jeg skrevet lidt om ovre på Det spekulative øre.

Her er anmeldelsen.

Her er flere billeder fra udstillingen (klik på de enkelte navne).

.

.
.

Mikkel S. Andersen: 'For the Love of Hatred', olie og plastic på lærred, 2009.
Billedet af den dræbte Teletubbies-figur Tinky-Winky med bøsseporno på maven er formentlig en henvisning til den konservative kritik af, at Tinky-Winky skulle virke feminin med sin røde taske, og derfor naturligvis må være bøsse. Både højrekristne amerikanere og den polske konservative regering var bekymrede for programmet fordi Tinky-Winky derfor måtte have en skadelig effekt på børnene.

Dog skyldes mit fokus på forpligtelsen til konkret iagttagelse og sansning nok, at det er der, jeg synes det tit halter i kunstanmeldelser. Man oplever tit disse kedelige anmeldelser, der taler lidt rundt om værket (i stedet for at dykke ned i det) og fyrer et par klichéer af fra pressemeddelelsen eller fra den almene viden om kunstnerens projekt, før de fælder en hurtig dom. Det modsatte må være idealet, derfor dette fokus:

Læs kommentaren her

Jeg påstår ikke, at jeg selv altid lever op til mine egne idealer, men blot at det er min ambition. Jeg har ikke formuleret dem før, og de skal blot forstås som en slags tommelfingerregeler, som der givetvis findes undtagelser fra, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Jeg anmeldte udstillingen i Politiken

En ting, der ikke blev plads til i den endelige version af anmeldelsen, er det fokus, han har på forældre-barn-relationer. Der er flere af billederne hvor forældre og børn er sammen, men hvor der ikke er den kontakt og det fællesskab, man kunne forvente. Ikke kun kælkebilledet, men fx også et maleri af en legeplads og et billede af en far, der trøster sit barn. Jeg havde nogle pointer, som jeg slettede for at forkorte teksten, og nu kan jeg ikke huske dem længere. Men jeg ville bare lige nævne det.

Læs min anmeldelse i Politiken
(Husk som altid at web-udgavens overskrifter ikke er mine egne. I dette tilfælde må jeg sige at ordet 'inviterer' er misvisende. Tværtimod er der tale om en bogstaveligt talt lukket kreds, der ikke inviterer til deltagelse.)

Numsedans og spiselige legemsdele. Foto: Anders Sune Berg (beskåret).

Man skal ikke bilde sig ind at der er tale om en henkastet uforsigtighed fra Eliassons side. Der er tale om en konsekvent, opportunistisk lommefilosofi, en light-udgave af den i forvejen kritisable franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud og hans begreb om 'relationel æstetik', kombineret med en subjektivistisk fejllæsning af fænomenologien. For nu at udtrykke mig i fagtermer.

Man kan sagtens tilbagevise hans påstande uden at referere til disse filosofiske teorier, man kan simpelthen påpege at hans påstande er ude af trit med virkeligheden, med hvad der faktisk foregår når vi møder hans værker. Så da jeg tv-anmeldte en ny dokumentarfilm om ham, var det oplagt at pege på to af de mest oplagte eksempler:

Læs min anmeldelse her.