Torben Sangilds weblog

Vi kender det allesammen: Der er lang kø i supermarkedet, og folk venter utålmodigt på at der skal komme en kassemedarbejder og åbne en ny kasse. Da det endelig sker, opstår der en socialt ustabil situation: Den civiliserede orden, som køen er, hvor alle kender og overholder reglerne, afløses af en midlertidig uorden, idet den ny kasse er åben for hvem som helst.

Her deler menneskeheden sig i to: Dem, der tænker at dem som har stået længst i køen også bør komme forrest i den nye kø. Og så dem der tænker "lad mig komme først" og går mere eller mindre til yderligheder for at komme først derhen, uagtet at de stod bagerst i den gamle kø.

Tilhører du den første eller den sidste gruppe?

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:15 | Kommentarer (3)
Kategorier: Levned | Psykologi

I går udkom Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien, hvor de afprøver alle mulige forskellige lyrikformer fra heksametre til rocksangtekst. Jeg skal ikke skrive så meget om bogen her, men snarere benytte lejligheden til at korrigere mine tidligere antagelser om Ejler Nyhavn og følge op på det sidste års begivenheder. Jeg skal med andre ord fortælle historien om Ejler Nyhavn som jeg har oplevet den (men dog uden decideret personlige detaljer).

I december 2007 havde jeg kun været få uger på Facebook. En dag lå der en venskabsinvitation fra en vis Ejler Nyhavn. Det var et besynderligt navn og en person, jeg ikke umiddelbart kendte. På hans profilbillede sås en spøjs fyr med et kæmpe fuldskæg, store solbriller og ikke så meget hår. Det er i mellemtiden blevet skiftet ud med et bedre, men på det tidspunkt kunne det godt ligne et falsk skæg. Jeg lavede research, og fandt ikke noget som helst på navnet Ejler Nyhavn. Intet på internettet overhovedet. Heller ikke i telefonbogen. Kiggede man på de biografiske informationer om manden, var de mildt sagt mærkelige. Hans statusbeskeder bestod (og består stadig) af lyriske sentenser. Manden syntes at være født på Facebook. Jeg tænkte: Aha! Et interessant litterært eksperiment, som jeg gerne vil følge, og godkendte anmodningen.

Ejler Nyhavns nye Facebook-portræt (ikke det oprindelige)
-

Det blev efterhånden klart at der var en intim sammenhæng mellem Ejler Nyhavn og forfatteren Peter Adolphsen, som kort efter også anmodede om mit venskab. Nytårsdag publicerede de sammen en versnovelle i Politiken. Jeg var ret sikker på at Ejler Nyhavn var en fiktiv opfindelse, og at manden bag var Peter Adolphsen. Det var jeg i øvrigt ikke den eneste der gættede på, og Peter Adolpsen selv var ganske gådefuld i sine udmeldinger, hvilket kun bestyrkede dette indtryk.

Jeg blev efterhånden medskyldig i at udbrede kendskabet til Ejler Nyhavn og samtidig i den opfattelse, at han var en fiktion skabt af Peter Adolphsen. Jeg blev for eksempel interviewet til Information om Facebook, hvor jeg i forblommede vendinger blev citeret for noget der i sidste ende betød at Ejler var fiktiv, noget jeg mere direkte havde skrevet her på bloggen. Jeg skrev det samme i en klumme i Politiken.

Men undervejs i denne proces blev jeg mere og mere i tvivl. For sideløbende havde jeg en meget givende og delvist personlig korrespondance med Ejler Nyhavn, som gik langt videre end den man normalt ville kunne have med en fiktiv person. Ikke mindst hans passion for jazz kom fra en kender, en sand jazz-elsker. Ejler kommenterede dog kun henkastet det mærkelige i at jeg havde kaldt ham fiktiv i aviserne, og Peter Adolphsen var ikke ivrig efter at benægte at han havde opfundet Ejler Nyhavn. Så hvad skulle jeg tro?

Så skete der noget i sommeren 2008. Ejler Nyhavn viste sig offentligt til en tegneseriereception, og en af arrangørerne sendte mig et billede for at vise at den var god nok: Ejler findes. Han er ikke en fiktion, men hans navn er et pseudonym. Nogle uger senere så jeg så Ejler og Christoffer Zieler sammen i KUAs kantine. Jeg blev så perpleks at jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå hen og hilse. Men kort efter genoptog jeg min korrespondance med Ejler og undskyldte at jeg havde troet at han var fiktiv, hvilket han igen tog meget pænt. Vi korresponderede frem og tilbage og det mundede ud i en aftale om at mødes et par timer på mit kontor og spille yndlingsjazz for hinanden.

Og det skete. Ejler kom, lyslevende, sad på mit kontor og drak kaffe. Først snakkede vi lidt personligt, og så gik resten af tiden ellers med koncentreret jazzlytning og samtaler om de enkelte numre. Jeg fik her bekræftet Ejlers enorme viden på jazzområet og en god evne til at sætte ord på musikken. Vi skiltes efter en berigende eftermiddag, og har korresponderet siden. Jeg er kommet til at holde af den virkelige Ejler Nyhavn.

I går var der så release og oplæsning på stedet med det passende navn "Din nye ven". Her trådte Peter Adolphsen frem på scenen og citerede fra Berlingskes anmeldelse, der mente at Ejler var inde i hovedet på Adolphsen. Det samme gælder i øvrigt Politikens anmeldelse i dag. Men han kunne nu afsløre, hvad jeg og andre blandt publikum (men bestemt ikke alle) vidste: At Ejler findes. Ejler kom ind på scenen til vilde klapsalver, og han og Peter fremførte udvalgte tekster fra bogen. Det stod klart at den egner sig bedst til dette, at den for alvor får liv når den bliver til stemmer, to stemmer. Det var Ejlers debut som lyrikoplæser, og jeg håber han nød den store opbakning han fik fra publikum.

Nu er der ingen vej tilbage. Ejler er sluppet løs i offentligheden. Og ingen vil længere kalde ham fiktiv.

Links
Ejler Nyhavns nye hjemmeside
Nyhedsavisen: Hvem er Ejler Nyhavn?
Kommentarer til interviewet om Ejler Nyhavn
Om Katalognien

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:09 | Kommentarer (2)
Kategorier: Levned | Medier | Skønlitteratur

Kender du en frøsnapper? Okke-ja, okkeja.

De fleste kender nok den velsmagende tebirkes med et twist (bogstaveligt talt), som vist havde sit indtog i København omkring 1990. Lige pludselig var den hos alle bagere - eller sådan husker jeg det i hvert fald. I begyndelsen forstod jeg ikke hvad vi skulle med den. Det bar jo bare en tebirkes i en lidt anden form. I dag sætter jeg pris på den - den er let at snuppe i farten, hvor en tebirkes godt kan være lidt besværlig og birkeskoncentreret og indbyder til at blive skåret over.

Man kan spørge sig hvorfor det egentlig hedder en "frøsnapper"? Er det opkaldt efter Orla Frøsnapper? Eller ligner det snarere (som en af mine Facebook-venner, Emil, foreslog) tungen på en frø der snapper fluer?

Jeg har nydt mange frøsnappere i mit liv. Og de har allesammen været tebirkes med et twist. Indtil i fredags. Jeg blev i Århus udsat for hvad der kunne udlægges som provinsielt barbari, hvis man ikke passede på med at sige den slags. Jeg holder meget af Århus, men denne oplevelse har kølnet vores venskab noget.

Det går galt med maden hver gang jeg er i Århus. Jeg kommer fx for at holde foredrag eller være censor og/eller anmelde udstillinger, og selv om jeg bestiller et tog så jeg har god tid, sørger DSB med sine forsinkelser for at jeg altid kommer lige til øllet hvis ikke for sent. På det tidspunkt er det middag og jeg er sulten. Jeg tror at jeg vil kunne nå noget lækkert, men det ender altid med pølser eller bagerbrød som kvæles ned i rask gang. Det skal siges at jeg er kræsen og fx ikke spiser frugt, så det indsnævrer jo mulighederne noget. Det samme sker med aftensmaden, for uanset hvad jeg kommer for kan man være sikker på at det bliver forsinket, så jeg må halse ned til banegården og igen købe hurtige pølser på vej hjem.

Således også i fredags. Og det var så på hjemvejen at det for alvor gik galt. Jeg kom flyvende i en taxa og havde kun 10 minutter til toget gik. Pølseboden var lukket (permanent?), så jeg gik ind i kiosken ved siden af. Her besluttede jeg mig lynhurtigt for fire frøsnappere. De lå ved siden af tebirkesene (eller "køwenhawnerbirksene", som de jo hedder over there).

Jeg kom hurtigt ned i toget, satte mig og tog med glubende appetit en stor bid af den første frøsnapper. Jeg lukkede øjnene, lænte mig tilbage i stillekupeen og forventede den velkendte søde smag brede sig i min gane. Efter få sekunder var jeg klar over at der var noget galt. Helt galt. Smagen af frøsnapper var blandet med noget så ubehageligt at jeg stadig får det dårligt ved tanken: Pikantost.

Jeg fik kvalme og var bogstaveligt talt ved at brække mig ud over den stakkels sidedame, som sad med hovedtelefoner på og intet opdagede. Jeg kiggede på frøsnapperen, og kunne se at der snedigt skjult under dejen var en klam, hvid masse med små røde fremmedelementer i. Dem som kender mig vil vide at jeg ikke under nogen omstændigheder spiser ost af nogen slags, og at jeg har et sygeligt fobisk forhold til det. Jeg kiggede fortvivlet på de tre andre frøsnappere i håbet om at det bare var en enestående fejl eller practical joke, men nej. De var allesammen inficeret af denne klæbrige, ildesmagende substans. Jeg måtte skylle munden i cola og æde DSB-salgsvognens wienerpølser med kolde, tørre brød til.

Hvad sker der lige for dem? Kan man forestille sig en dårligere ide end at putte pikantost i wienerbrød? At kontaminere det bedste i verden med det værste. At blande kage og pålæg. Det er den slags der får mig til at miste tilliden til menneskene og deres dømmekraft.

Jeg vil bede læserne hjælpe med at svare på to spørgsmål, hvis I ved noget:
1. Hvorfor hedder de frøsnappere og hvem opfandt og navngav dem?
2. Hvad sker der i Århus med pikantosten i frøsnapperne?

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:26 | Kommentarer (27)
Kategorier: Levned | Spørgsmål

Er der nogen som helst god grund til at der ikke er tankestreger på et computertastatur? Der er bindestreg og understreg og lodret streg, men ingen tankestreg. En tankestreg er længere end en bindestreg. Normalt bruger man bare bindestregen, men når man skriver mere officielle publikationer - artikler, anmeldelser osv. - duer det ikke at der ikke er en tankestreg.

Jeg har endnu ikke set dette ganske almindeligt forekommende tegn på et computertastatur. Til gengæld er der altid gjort plads til den irriterende CapsLock og ligegyldige tegn som ¤. Hvad skal vi dog med ¤?

Og jo, man kan godt finde tegnet inde i Indsæt symbol i Word (eller i Word bruge genvejen Ctrl + NUM-), men det burde slet ikke være nødvendigt. Og så gælder det jo ikke fx når man skriver i en browser - derfor er der altid bindestreger på bloggen. Er der ikke nogen der kan fortælle tastaturfabrikanterne, at de skal gøre noget ved sagen i stedet for bevidstløst at kopiere det allerede eksisterende tastatur? Tak.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:24 | Kommentarer (11)
Kategorier: Levned

Jeg får dagligt adskillige upersonlige emails i form af pressemeddelelser og andet som sendes ud på mailinglister. Jeg sorterer dem ret hurtigt i interessant/uinteressant og gemmer en del af dem i arkivmappen.

Det er blot en lillebitte ting, men jeg er begyndt at undre mig (og blive lidt irriteret) over dem som blot sender en uspecificeret vedhæftet fil (Word eller PDF) ud på mailinglisten uden nogen forklaring, og som forventer at jeg skal åbne filen i et nyt program på min langsomme arbejdscomputer for at finde ud af hvad det handler om og hvem afsenderen er (eller repræsenterer). Det sker overraskende tit.

Det seneste helt tilfældige eksempel, jeg fik for få minutter siden er en email fra en person jeg ikke kender med emneteksten "Re: New Music". Der står intet i selve emailen, men der er vedhæftet en fil med filnavnet "Pressemeddelelse til den danske presse".

Nu spørger jeg så hvorfor jeg skulle interessere mig for en mail fra en person jeg ikke kender, med en pressemeddelelse om noget som jeg godt med lidt tolkningsevner kan regne ud har med musik at gøre, men i øvrigt er fuldstændig blank over for? New music, ja der udkommer masser af ny musik hver eneste dag, og det meste er uinteressant, hvorfor skulle dette interessere mig? Hvorfor skulle jeg bruge nogle minutter af min dag på at læse endnu en masserundsendt pressemeddelelse igennem, som afsenderen ikke en gang har gidet bruge et halvt minut på at fortælle hvad er for noget?

Jeg har besluttet at jeg fra nu af ikke vil læse vedhæftede filer med mindre jeg har en klar ide om at de er relevante for mig. Det er for nemt at sende emails ud, og man bliver næsten spammet med spredhaglsinformation om dette og hint. Nu må sekretærer og informationsmedarbejdere på diverse kulturinstitutioner lære at kommunikere, ellers ryger de lige lukt igennem mit opmærksomhedsfilter. Det er ganske enkelt: Skriv en informativ emne- og brødtekst hvis jeg skal åbne filen.

Måske vil jeg samle nogle eksempler her (og du, kære læser, må gerne bidrage med dine eksempler). Jeg ved godt at du nu tænker, at så bruger jeg jo min tid og energi på det, og ja, det gør jeg så, men kun i en begrænset periode og i det omfang jeg synes det tjener et pædagogisk formål. Måske kan det skabe lidt debat, hvis afsenderne ønsker at forsvare sig.

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:59 | Kommentarer (5)
Kategorier: Levned

Peter Dyreborg fik mig for nylig til at tænke over mine oplevelser med det som hed Træfpunkt, hvor man ringede 0059 og så kunne chatte med de 5 andre der tilfældigvis var på linjen.

De unge i dag har måske svært ved at forstå attraktionen ved denne primitive kommunikationsform, men dengang var det noget, mange teenagere så som en mulighed for at kommunikere med fremmede. Man skal huske på at det var i noget der hed firserne, før internet, og derfor var man isoleret med sine egne tanker og hjemfalden til de mennesker som tilfældigvis omgav én og som man kendte i forvejen. Eller man måtte gå til halbal, drikke bajersk øl og møde andre mennesker i stærkt beruset tilstand til tonerne af Bjørn & Okay mens man drømte om en dag at komme til København og blive postpunker. Eller noget.

Uanset hvad, så brugte jeg ikke Træfpunkt 0059 så meget. Og det var da også sjovere at forestille sig og fantasere om end faktisk at ringe op, for Træfpunkt var mest noget med nogle kække idioter der spurgte om der var nogen piger på linjen.

Jeg boede ikke hjemme, og havde derfor kun adgang til omverdenen via en såkaldt "mønttelefon", som var sådan en gammeldags telefon som sad fast i væggen og hvor der var en ledning hen til telefonrøret. Heri kunne man så putte 25 øre og lige ringe op og bede nogen ringe tilbage. Eller man kunne ofre en hel femkrone på en omgang Træfpunkt hvis man virkelig kedede sig. Og det gjorde man dengang, for der var som sagt ikke noget der hed internet og der var kun én TV-kanal og emails blev skrevet på papir i hånden og postet med frimærker og det tog mange uger for at nå frem. Ikke så mærkeligt at man gik i sort tøj og var meget trist og hørte dødsmusik.

Sagen er, at jeg kun har to, meget korte Træfpunkt-erindringer, men de kommer her:

1984: Jeg ringer og falder i snak med nogle piger. Jeg husker ikke meget af samtalen, men efter et par minutter spørger de mig om jeg har bil. Jeg er 15 år gammel og må svare at det har jeg ikke. "Nå, så gider vi ikke snakke med dig", siger de. Jeg lægger skuffet røret på med den velkendte erfaring af at piger er nogle overfladiske sataner, der ikke gider de kloge, følsomme drenge.

1985: Sammen med en kammerat ringer vi til Træfpunkt fra mønttelefonen. Ud over de sædvanlige "er der nogen piger på linjen" (som i øvrigt er blevet hængende i sproget), er der en hviskende stemme som blot gentager ordet "viskelæder....viskelæder....viskelæder". Først da vi lægger på, fanger jeg ordspillet.

Det var det hele. Verden er blevet et bedre sted med World Wide Web, tvivl ikke på det.

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:46 | Kommentarer (1)
Kategorier: Levned

Jeg handler sjældent i Fakta, som på mange måder er en trist og langsom butik med verdens mest løgnagtige slogan (det tager i virkeligheden mindst 30 minutter af stå i kø i Fakta). Der er ikke noget sexet over Fakta. Den er asketisk og usanselig. Og netop derfor overraskede det mig midt i butikken at finde en utvetydig opfordring til pludselige seksuelle udskejelser på tværs af køn og alder i livsglædens og spontaneitetens navn:

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:56 | Kommentarer (3)
Kategorier: Billeder fra København | Levned

Hvad kalder man den fobi, hvor man er bange for at Langebro ved en fejl skal begynde at åbne sig netop som man på sin cykel kører hen over midten?

(Er der noget der hedder ponte dentata?)

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:17 | Kommentarer (8)
Kategorier: Levned | Spørgsmål

I går så jeg en due i vaskehuset. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, men denne due flaksede ikke rundt, ivrig efter at finde en udvej. Den ledte heller ikke efter føde på gulvet eller andre normale due-aktiviteter. Den sad helt stille og så på tørretumbleren køre rundt og rundt. Den var fuldstændig ligeglad med min ankomst, og koncentrerede sig 100% om underholdningen på skærmen, som var den opslugt af et sublimt kunstværk. Den var som hypnotiseret.

Heldigvis har jeg nu købt en mobiltelefon med kamera - netop med et formål at kunne indfange den slags øjeblikke.

Senere blev duen set udenfor af min hustru, gående rundt og rundt i stædige cirkler omkring en afløbsrist i gården. Den kiggede ned i risten og forsøgte ind imellem at gå ud på tremmerne. Den var blevet interesseret i noget dernede. Noget uudgrundeligt.

Min research bragte mig også til to kvinder i gården, som fortalte at duen tidligere på dagen havde "stalket" dem, altså været meget nærgående over for dem. Jeg vil lige tjekke op på deres beretning, så jeg bedre forstår hvad det handlede om.

I hvert fald har vi at gøre med en due der er usædvanligt nysgerrig og usædvanligt eftertænksom. En due der har opdaget at der er en verden ud over mad, parring og ungeopdræt. En due der har opdaget at verden er fuld af mysterier og spændende oplevelser, herunder de æstetiske. En due der sikkert er for intelligent til den hårde duetilværelse og må lide døden som en intellektuel i en fuglekrop.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:52 | Kommentarer (16)
Kategorier: Billeder fra København | Levned

I år skete det så, og jeg indrømmer det blankt: jeg hoppede på en af mediernes aprilsnarre. Jeg kan undskylde det med at det har været en noget speciel dag (af private grunde), og at jeg derfor ikke var opmærksom, men det rokker ikke ved at jeg har været naiv. Til gengæld kan jeg sige at det så vidt jeg husker er første gang, det er sket.

Jeg var nede at købe mælk til morgenkaffen og så Politikens spiseseddel, hvor der stod at det var en fejl at Heidi blev stemt ud af semifinalen i X-factor. Jeg tjekkede så historien, og det var noget med at en navngiven telemontør hos TDC havde fundet en flaskehals-fejl i SMS-stemme-systemet. Thomas Blachman blev citeret for at ønske en ny finale, men DR nægtede dette.

Jeg labbede det i mig og sagde endda til min hustru, at det var mærkeligt at denne TDC-montør stod frem med risiko for at blive fyret. Men så meldte der sig alt muligt andet, og jeg kom først i tanker om historien her til aften da jeg ville tjekke de forskellige mediers aprilsnarre.

Det er jo sådan at jeg selv for et par år siden oprettede den efter min egen mening ganske vellykkede Wikipedia-artikel "Aprilsnar i danske medier", der nu lever sit eget liv og bliver opdateret hvert år med alle mediernes aprilsnarre.

Nu er jeg gået til bekendelse, så lad mig nu høre mine læsere: hvornår er du hoppet på en aprilsnar?

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:01 | Kommentarer (6)
Kategorier: Levned | Medier

Ingen steder har jeg oplevet den multikulturelle dialog så stærkt som i svømmehallernes saunaer. Her mødes folk uden tøj på på tværs af alle samfundsskel og etniske baggrunde. Også en del turister kommer i saunaen, og det er ikke kun finner.

Jeg har oplevet de mærkeligste samtaler mellem folk med vidt forskellig baggrund, og det giver altså en særlig stemning når en bosnier og en japaner diskuterer sprog på gebrokkent engelsk, eller når en rig forretningsmand og en kurdisk grønthandler ordner verdenssituationen sammen.

Jeg vil blot give to eksempler fra de seneste uger, begge fra saunaen i Vesterbro Svømmehal, og begge med nogle overraskende drejninger:

Saunaen har fået besøg af en afrikansk turist/diplomat/forretningsrejsende, måske fra Uganda. Han taler et distingveret britisk-engelsk med afrikansk accent, og er tydeligvis højtuddannet. Han diskuterer afrikas situation med en ældre stamgæst af tyrkisk herkomst og en eks-jugoslavisk flygtning. Diskussionen bliver særligt intens da samtalen falder på Nelson Mandela. Mens tyrkeren og eks-jugoslaven hylder Mandela som de sorte afrikaneres helt, der med fredelige midler har indført demokrati i Sydafrika, kritiserer den sorte afrikaner Mandela, og mener at han er stærkt overvurderet. Jeg opfatter desværre ikke hans argument, og kan ikke vurdere fra hvilken ideologisk vinkel den kommer - altså om det er en nedvurdeing af demokratiet eller en nedvurdering af Mandelas forsoningspolitik eller en irritation over Mandelas heltestatus. Uanset hvilke argumenter hans diskussionspartnere kommer med, har han en lang svada parat, som er fuld af avancerede ord og betragtninger, hvoraf flere tydeligvis går hen over hovedet på de to andre (og på mig, for så vidt). Han har en slags "hjemmebanefordel", idet han tilsyneladende ved alt om Afrika, mens de to andre ved meget lidt, bortset fra at Mandela er en helt. Efter den sidste lange svada fra afrikaneren, ryster tyrkeren på hovedet og siger melankolsk: "I don't understand the world anymore"".

Det andet eksempel er fra i går. Her indgår den tyrkiske indvandrer fra før, nu i en dialog med en ung mand, også af tyrkisk herkomst, og en som muligvis er kosovo-albansk flygtning. Samtalen foregår på dansk, men ind imellem flyver der en tyrkisk frase hen over saunabænken. Der diskuteres mordet på det 16-årige avisbud, halal-slagtning i København og dansk politik. Blandt andet bliver det diskuteret om der findes et dansk ord for "halal", og ikke mindst er der en livlig diskussion af hvilken status halal-slagtede svin har - for det viser sig at der åbenbart er en halal-slagter i København, der også slagter svin. Jeg skal prøve at gengive nogle brudstykker af samtalen:

Ældre tyrker: Han slagter 4-5 svin om dagen. Halal! Hvad siger du til det?
Ung tyrker: Jeg ville aldrig spise svinekød
Kosovo-albaner: Nej
Ældre tyrker: Han skulle slagte min kone. Hun er et svin!
Kosovo-albaner: Hvor mange koner har du?
Ældre tyrker: 4!
(chokeret tavshed i hele saunaen)
Ældre tyrker: Nej-nej, ikke på én gang. Men jeg er sur på min kone. Hun har været dum.
...
Ung tyrker: Jeg har stemt to gange på Pia Kjærsgaard!
(vantro blikke fra hele saunaen, inklusive mig)
Ung tyrker: Det er rigtigt! Hun er ikke racist. Hun siger hvad hun mener. Hun er ikke som socialdemokraterne, man kan stole på hende. Det er hendes parti der er imod indvandrere, det er ikke personligt. Pia Kjærsgaard kører med Motortaxa, hvor alle chauffører er flygtning og indvandrere. Hun er ikke racist. Jeg stoler på hende.
(herefter fik jeg det desværre for varmt, og måtte forlade saunaen og kunne ikke høre den eventuelle fortsættelse af dette overraskende indlæg i debatten).

NB: Når jeg navngiver folk efter formodet etnicitet, er det ikke for at putte dem i bås - det er simpelthen i mangel af navn eller noget andet at benævne dem med).

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:03 | Kommentarer (4)
Kategorier: Levned

Undrer du dig over vintervejret i marts? Jeg kan kun sige at jeg har sagt det før.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:25 | Kommentarer (1)
Kategorier: Levned

Vel er dette ikke en dagbogs-blog om mit privatliv, men nu er det jo heller ikke hver dag jeg får en datter.

Luna blev født i mandags og hun er jordens sødeste lille menneske!

Luna få timer gammel

Det kan få den konsekvens at aktiviteten her på bloggen daler i den kommende tid.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:04 | Kommentarer (17)
Kategorier: Levned

Der er to buzzwords hvis indtog jeg har iagttaget her i 2007. Modeudtryk som sikkert stammer fra management og coaching og som breder sig viralt og bliver til klichéer brugt af folk som synes de lyder smart.

Lavpraktisk
Nu er praktiske opgaver og handlinger ikke længere praktiske. De er "lavpraktiske". I de seneste uger har jeg oplevet ordet brugt om
A. nogle formularer der skulle udfyldes
B. om en hjemmeside der skulle kunne udfylde de mest basale funktioner.

I begge tilfælde blev det tilsyneladende brugt lidt undskyldende over at vi overhovedet behøvede at beskæftige os med den slags frem for større teoretiske diskussioner eller lignende. Det blev ikke sat i forhold til noget "højpraktisk", og dette ord har jeg aldrig hørt brugt. Hvis der er lavpraktiske ting, må der vel også være højpraktiske. Så hvad er "højpraktisk" hvis formularer og basale hjemmesidefunktioner er lavpraktiske?

Spørgsmålet er om "lavpraktisk" er en agtelse eller ringeagtelse over for praksis. Hvis alt praktisk kaldes for lavpraktisk er der tale om ringeagtelse for praksis. Men hvis man bibeholder visse praktiske opgaver som højpraktiske så har vi den modsatte situation, idet man her anerkender at praksis kan være ophøjet. Nogen bud?

Fremadrettet
Selve ordet har eksisteret længe, men smarte forretningsfolk der har været på et kursus er begyndt at bruge det grammatisk forkert.

Lad mig forklare: "fremadrettet" er et adjektiv (tillægsord). Et kanonløb eller et perspektiv kan være fremadrettet. Men det bruges nu som om det var adverbium (biord), hvilket det altså ikke er. Lad mig give et par eksempler:
"Ansøgningen skal være fremadrettet" (korrekt adjektivisk brug)
"Fremadrettet vil vi sikre beskæftigelsen" (forkert adverbial brug)

Og hvad er det der er sket? Jo, der er naturligvis sket det at den fetichistiske glæde ved coaching-ordet fremadrettet har fået intelligente mennesker (især erhvervsfolk og politikere og indtil videre mest mundtligt, fx i interviews) til at bruge det i stedet for det gode adverbium "fremover". Hvad har "fremover" da gjort siden det skal erstattes af et ord fra en helt anden ordgruppe? Jo, det har sikkert gjort det at det udtrykker sig neutralt mens fremadrettet lyder lidt mere af dynamik og omstillingsparathed og selvudvikling. Hvor gerne man end vil udstråle denne dynamik er det ikke desto mindre forkert og det afslører taleren som retorisk varmluftig.

Se også: Den indre sprogrøgter

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:49 | Kommentarer (8)
Kategorier: Kendsgerninger og myter | Levned

Min hustru elsker den sydindiske ret Masala Dosa, og fik for nylig af sin engelsk-indiske familie dette produkt til at lave dejen af.

Heldigvis er der en dansk ingrediensliste, så man er advaret om at "Panorere kage sammenblande"-pulveret indeholder krudt, rejsning, surhed og ordne. Det lyder ikke som nogen ideel cocktail for en hyggelig middag...

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:22 | Kommentarer (10)
Kategorier: Levned

På en nylig tur til Island (der i øvrigt varmt kan anbefales om efteråret: hvilke farver!), stødte vi flere gange på ordet "okeypis":

I stedet for at undersøge hvad det betyder var det faktisk sjovere at forestille sig hvad det kunne betyde. Her er 5 muligheder:

1. Okeypis (subst.). I middelalderens Island blev der ind imellem holdt en særlig slags rådslagning, kaldet pisting, når to grupper, klaner eller familier havde lidt under lang tids fjendskab. De stod på hver sin del af kontinentalpladekløften þingvellir og råbte deres forhandlingsforslag ind over den. Når man langt om længe kunne acceptere modpartens forslag, markerede man dette ved at mændene stillede sig op og og pissede ned i kløften. Forslaget blev altså godkendt med dette okeypis.

2. Okeypis! (udråbsord). Bruges som ed ved markering af en dobbeltbunden reaktion af ærgrelse og accept. Som i:
- Vi må desværre give dig et femtal, da du ikke en gang var i stand til at forklare reglerne i Quiddich.
- Okaypis! Jeg var godt klar over at det ikke var godt nok.

3. Okeypis (subst.). A. Medicinsk udtryk for en urinprøve der tester negativ for det man undersøger den for. Som i:
Vi har resultatet af din urinprøve, og kan med glæde meddele dig at der var tale om okeypis.
B. Heraf afledt slangudtryk i professionel cykelsport, der markerer urin uden spor af dopingmidler. Som i:
Øh, Bjarne, jeg har hørt at dopingkontrollen kommer i morgen tidlig. Har vi mere okeypis på lager?

4. Okeypis (subst.), ofte stavet okaypis. Nedladende bemærkning, som oftest fra forældre til teenagebørn, der gør hyppigt brug af ordet okay. Som i:
Magnus, hold nu op med det dér okaypis og svar mig ordentligt!

5. Okeypis (subst.). Betegnelse for når noget, der først gik godt, alligevel ender galt. Som i:
Det var et mirakel at han ikke døde ved kollisionen med telefonpælen, men situationen ændrede sig til et okeypis, da han steg ud af bilen og fik den nu knækkende telefonpæl i hovedet med døden til følge.

(og så er det, at jeg da godt kan røbe at ordet tilsyneladende bare betyder "gratis", men det er der jo ikke meget spas ved)

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:03 | Kommentarer (8)
Kategorier: Billeder (andre) | Levned

Nogle gange får gamle diskussioner på bloggen nyt liv, og det er sket med den kontroversielle sag om hvilken vej toiletrullen skal vende. Først kom der en lang diskussion på bloggen, så blev det til en politisk diskussion i radioen og nu har den fået en litterær dimension.

Som bekendt var udgangspunktet min oplevelse på Hotel Scandic i Århus, hvor de vender toiletrullen udad som en del af rengøringsrutinen - selv om man selv bliver ved at vende den indad. Det viser sig at hovedpersonen i den norske forfatter Kjartan Fløgstads seneste roman, Grand Manila, er ude for noget lignende. Bogen er under oversættelse til dansk, men her er den pågældende passage på norsk, som er opdaget af Erik Steinskog:

"På hotellet, eit preglaust, men greitt garasjehotell, hadde værelsesjenta gjort den elementære, men svært vanlege tabben med å henga opp rullen med toalettpapir feil veg, slik at den lause enden hang og dingla laust ut i rommet, i staden for den rette måten, og einaste logiske, at den heng inne langs veggen."

"Ei stund tenkte han på å ringa resepsjonen, for å gi dei ein sjanse til å rette opp feilen skjølve. I staden sukka Helge Hidle djupt der han sat, tok seg i det, gjorde det andre skulle gjort, om dei hadde gjort jobben sin og det dei fekk pengar for, opna metalldekslet og snudde rullen sjølv, slik at den hang på rette måten, før han reiv av fire tørk og skylte ned."

Sådan! En mand efter mit hoved. En sand inderfløjsmand.

Jeg er nu kommet i kontakt med Fløgstad selv, som har læst på bloggen og har følgende kommentar i en email:

"Kjære Torben Sangild,

Takk for vennleg helsing, og for linkar til sentrale nettstader, og opprørande informasjon om århusianske hotell som snur toalett/dopapirrullen feil veg; Helge Hidle i Grand Manila ville vurdert å ta det opp direkte med hotelldireksjonen, men han kan også vera ein storsinna og tolerant mann, som tar saka i eigne hender og rettar opp feilen i det stille.
Ja, og i det heile tatt så skal visst Grand Manila ut på dansk nå i haust. Betryggande å vita at den vil gripa rett inn i sentrale samfunnsspørsmål også sør for Skagerrak!

Beste helsing,
Kjartan Fløgstad"

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:31 | Kommentarer (11)
Kategorier: Levned | Skønlitteratur

Det er næppe et spændende job at sidde ved kassen i et supermarked. Dette job, som en gang hed "kassedame", men som nu snarere hedder "ekspedient" eller "kassemedarbejder", er på ingen måde misundelsesværdigt. Det er monotont, stressende, lavstatus og dårligt betalt. Netop derfor bør man være fuld af respekt over for disse hårdtarbejdende mennesker, der dag ud og dag ind sørger for at vi andre bare kan gå ind i et supermarked og købe det vi vil have.

Ofte oplever man kunder som opfører sig yderst ubehøvlet over for kassepersonalet og giver direkte udtryk for at de synes det går for langsomt eller andre småting - på trods af at det er tydeligt at ekspedienten gør hvad han/hun kan.

For eksempel har jeg oplevet folk som i Netto bliver sure over at ekspedienten for at skåne sin ryg ikke læner sig forover for at række byttepengene helt ned for enden af båndet hvor der står en eller anden emsig forretningsmand og hidser sig op. Det er altså kunden som enten må læne sig forover eller også gå hen på langsiden og modtage pengene. Kassemedarbejdere lider i stor udstrækning af rygproblemer, hvilket ikke kan undre nogen.

Så respekter din kassemedarbejder, også når det går lidt langsomt. Hvis du vil have god betjening, god stemning og korte køer, så gå i Irma, hvor de behandler deres personale ordentligt.

Og beundr din kassemedarbejder når vedkommende har overskud til at være ekstra venlig eller hjælpsom. Forleden i Netto i Hollænderdybet, midt i "myldretiden", var der en midaldrende, mandlig kassemedarbejder, der smilede, konverserede og sagde "hav en god dag" til alle - endda på trods af at en kunde tidligere havde stået og kværuleret helt urimeligt. Dette er ikke hvad man kan forvente - det er bonus, og det var lige før jeg gav manden drikkepenge, for han formåede at løfte humøret i hele den ellers så triste butik. Han burde få en medalje. Han burde hyldes på linje med vores største sportsfolk. Han burde få det dobbelte i løn. Men det sker jo nok ikke.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:49 | Kommentarer (12)
Kategorier: Levned

Som bekendt rummer denne weblog ikke meget af mit privatliv, bortset fra når det er relevant til at belyse et emne, og sådan vil det fortsætte. Når jeg så nu fortæller at jeg skal være far til jul, så er det for samtidig at gøre opmærksom på et lille, diskret sideprojekt jeg har kørt i nogen tid, nemlig en weblog om at blive far: Farbar, hedder den. Den har en anden stil end denne og et helt specifikt emne.

Den er bestemt ikke for alle og enhver, men kun for dem der interesserer sig for graviditet, fødsel, faderroller og børn. Andre skal være velkomne til at holde sig væk - jeg er ikke ude på at udstille mit faderskab for alverden, men er ude på at beskrive og debattere det at blive far. Der er utallige mor-blogs på nettet, men næsten ingen far-blogs.

Det er meningen at jeg efter fødslen vil fortsætte i det omfang jeg får tid og overskud.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:37 | Kommentarer (10)
Kategorier: Levned | Links

Ordet ”kaffe” betyder ofte andet og mere end en bestemt drik. Og her tænker jeg ikke på café latte-mytologien, men på et langt bredere fænomen. ”Kaffe” betyder selskabelighed, slabberas, hygge, og pause.

Formentlig har jeg været ekstra opmærksom på dette fordi jeg i mange år ikke drak kaffe – det begyndte jeg først med da jeg fyldte 33 – og derfor skulle tænke når jeg kom ud for forslag om at tage en kop kaffe eller mødes over en kop kaffe. Som regel betyder det ikke primært at man skal indtage kaffe, men at man skal mødes og høre hvordan det går. Eller holde pause og hygge lidt.

Som ung nævnte jeg ofte at jeg ikke drak kaffe, og det stod mig efterhånden klart at det var fuldstændig underordnet, så efterhånden vænnede jeg mig til bare at sige ja, selv om jeg vidste at jeg ville drikke vand, te eller cola.

Hvordan opnår en drik denne status som et påskud for at mødes og snakke sammen? Det kræver naturligvis at mange drikker kaffe og at der er opstået en rituel kultur omkring den. Man ser stadig mange steder – især hos de lidt ældre generationer – at man ”skal have noget til kaffen”, og det betyder kage eller wienerbrød. Det skal man have om eftermiddagen (”ved kaffetid”, som de siger). En antropolog burde studere de danske kafferitualer. De er ganske mærkværdige.

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:46 | Kommentarer (6)
Kategorier: Levned

Jeg vil benytte buschauffør-strejken til en lille kommentar om chaufførernes vilkår i hovedstadsområdet. I det hele taget er jobbet som buschauffør i København ikke noget at misunde nogen. Myldretidstrafik, sure passagerer, forsinkelser, skæve arbejdstider og formentlig en lav løn oven i købet.

Men måske kunne man lette deres hverv bare en lille smule ved at kigge til Århus og andre byer. Her skal chaufførerne ikke billettere passagerne, men kan koncentrere sig om trafikken. Kontrollen er stikprøve, ligesom i den københavnske metro, S-tog osv. Det betyder at chaufførerne i Århus er mindre stressede og bedre kan overskue trafikken, ligesom man ikke får disse frygtelige tilfælde af folk der kommer i klemme i døren osv. på grund af almindeligt kaos. Og endelig er der ingen konflikter mellem chauffør og passagerer - chaufføren behøver ikke også agere bussemand og kontrollant.

Hvorfor holder HUR fast i denne tåbelige tradition at chaufføren skal billettere? Jeg ser kun ulemper for alle parter.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:31 | Kommentarer (3)
Kategorier: Levned

I rækken af toilet-emner er vi nu nået til toiletbrættet (som vel egentlig hedder toiletsædet). Det kan indtage to stillinger: det kan være slået op eller det kan være slået ned. Det er altså underlagt en digital struktur.

Visse kvinder bruger meget energi på at brokke sig over deres mænd. De snakker med veninder eller med folk på nettet om hvor besværlig deres mand er, og hvor svært det er at opdrage på ham. Man oplever aldrig noget tilsvarende blandt mænd. Jeg tror virkelig aldrig jeg har oplevet mænd sidde og brokke sig over deres kvinder og over hvor svære de er at opdrage. Det gør mænd bare ikke.

En af de ting sådanne kvinder kan finde på at forsøge at afrette deres mand til (og som de kan brokke sig over hvis manden ikke lystrer) er at slå toiletbrættet ned efter brug. Det er en smart retorisk manøvre at formulere det på den måde: at "slå toiletbrættet ned efter sig". Formuleringen er et forsøg på at manipulere manden til at tro at der er en hvilestilling for WC'et, som brættet skal befinde sig i når WC'et ikke bruges. Lidt på samme måde som at slukke lyset efter sig. Men det er jo noget indlysende vrøvl. Sædet har to indstillinger, og der er ingen lov for hvilken der er hvilestillingen. Manden løfter brættet når han tisser, kvinden sænker det når hun skal, begge sænker det når de skal lave stort.

Det der sker når kvinden beder manden om at slå brættet ned "efter sig", er det vi på universitetet kalder for en "privilegering" af den ene side i et binært par. At bruge sproget, diskursen, som en magt til at gøre den ene side af parret normal/rigtig og den anden unormal/urigtig. Det er den slags diskurser der har tvunget generationer af venstrehåndede til at skrive med højre hånd, og som i større målestok har gjort manden til intetkøn og kvinden til kønnet diskursiv afvigelse og negation. (Beklager denne abstrakte formulering, men det handler kort sagt om at udtryk som fx "han" i betydningen "hvem som helst" er med til at formulere det kvindelige som en afvigelse fra den mandlige norm, sådan som det har været udbredt indtil 1970erne).

Det er lidt trist hvis der i stedet for en ligestilling kommer en sølle hævn på et så trods alt ligegyldigt område som toiletbrættet. Eller måske er det ikke ligegyldigt? Måske er det mandens sidste tilflugtssted i hjemmet som forsøges erobret til det kvindelige domæne? I hvert fald er det påvist at mænd bruger mere tid på toilettet end kvinder - ofte med en avis. Og nogle gange lykkes det desværre sådanne kvinder at dressere manden.

Hvis en sådan kvinde bliver bedt om et argument for hvorfor det nedslåede toiletbræt skal privilegeres, svarer hun som oftest at hun er træt af at slå toiletbrættet ned efter manden. Og her er det man må holde fast i argumentets absurditet: manden kunne vel lige så vel brokke sig over at han var træt af at slå brættet op efter hende?

(Jeg skal for en god ordens skyld understrege at dette indlæg ikke er skrevet i frustration over en selvoplevet kamp på hjemmefronten, heldigvis, men er et lettere satirisk angreb på hvad jeg har hørt, læst og oplevet).

Se også
Toiletpapirets vending
Pissoir-kultur

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:14 | Kommentarer (37)
Kategorier: Levned

De fleste lever i lykkelig ligegyldighed med hvilken vej toiletrullen vender. Men en betragtelig minoritet af mennesker har en præference, og de kan opdeles i henholdsvis:
Inderfløjen, der vil have den løsthængende flap på indersiden, dvs. vendt mod væggen,
og
Yderfløjen, der vil have den på ydersiden, dvs. vendt ud i rummet.

Der er varierende grader af hvor vigtigt det er for disse mennesker, og man kan groft inddele dem i en skala fra
De flegmatiske, for hvem det kun gør en lille forskel, og det er ikke noget større issue
til
De patologiske, for hvem det er altafgørende for ikke bare deres toiletbesøg, men for livet i det hele taget at rullen vender på en bestemt måde. Altid. Dette er formentlig en afart af OCD.
Mellem disse positioner er der forskellige grader af optagethed af toiletrullens vending: mildt optaget, moderat optaget og stærkt optaget.

Jeg selv tilhører kategorien af mild inderfløj. Det betyder i praksis at jeg helst vil have at toiletrullen vender indad, men at jeg ikke gør det store nummer ud af det, og sagtens kan affinde mig med at den vender udad. Derhjemme installerer jeg den nye ruller indad, og når min hustru har installeret en udadvendt vender jeg den lige en gang, for hun er lykkeligt ligeglad og kan (sundt nok) ikke gå op i den slags ligegyldigheder. Min pseudo-rationelle grund for indadvendtheden er at jeg har en teknik med at presse rullen let mod væggen idet jeg river af, og det fungerer bedst med en indadvendt rulle.

I øjeblikket befinder jeg mig på et hotel i Århus (Scandic). Her skal jeg være i over tre døgn, så toiletrullen fik lige en vending, så den vendte indad. Nu er der så sket det fantastiske at rengøringspersonalet på hotellet har vendt den udad igen da de gennemgik mit værelse! Det er den samme rulle, men den er nu vendt.

Hoteller har generelt en detaljeret politik for hvordan et opryddet værelse skal se ud, men at toiletrullen indgår i denne politik har jeg ikke oplevet før. På Scandic Plaza har man valgt at prioritere et par minutter af personalets tid på lige at vende rullen udad, også selv om det skulle være en bevidst handling fra gæstens side at den var vendt indad.

Man forestiller sig den nyansatte rengøringsmedarbejder til den afsluttende prøve inden fastansættelsen under supervision af den strenge rengøringsleder:
- Har De ikke glemt en ting på toilettet, frøken Friis?
- Øh, [indvendig panik; hvad er det hun hentyder til?]....det....
- Kig ved siden af toilettet. Nej, ikke der. På væggen!
- Åja, toiletrullen.
- Nemlig. Glem aldrig at vende toiletrullen. Det er den slags detaljer som adskiller os fra de gemene hoteller.
- Ja, undskyld, det skal jeg ikke glemme igen.
- Godt. Jamen ellers var det fint, frøken Friis, så de er hermed fastansat på Hotel Scandic!

Eller hvad? Hvad sker der?

Opdatering
Denne diskussion har siden fået et politisk efterspil i radioen og en litterær parallel i en norsk roman.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:34 | Kommentarer (40)
Kategorier: Levned

Jeg er glad for indisk mad, og har ofte spist på Det Indiske Spisehus på Vesterbro. Et relativt billigt sted med god mad. Jeg har altid været godt tilfreds, og denne restaurant har stået højt på min liste over spisesteder i København. Det gør den så ikke mere.

I dag var min hustru ude at besøge en veninde på Vesterbro, og hun fik den glimrende ide at tage noget mad med hjem fra Det Indiske Spisehus, som også har take-away. Jeg spiser altid både ris og nan-brød til indisk mad, så der blev også bestilt et nan. Da jeg pakkede brødet ud for at spise det til min lam i spinat synes jeg det så lidt underligt ud, men antog først at det blot var fordi de fejlagtigt havde givet mig et nan med fyld (hvad de også havde).

Den første bid afslørede at der var mere i vejen end at typen var en anden. Det smagte forfærdeligt. Og så var det at Sidsel så en stor mugplet i den anden ende af brødet. Muggent! Jeg fik det helt dårligt, og spyttede alt ud.

(Jeg har taget et billede - se det på eget ansvar)

Der kan forekomme små fejl i et køkken, og vi ved alle at der tit er mindre problemer, men muggent brød er simpelthen ikke noget der må forekomme på en restaurant. Jeg led af den vrangforestilling at de altid bager brødet selv, samme dag, og det tror jeg også de gør normalt. Men det er måske anderledes med take-away? Eller hvad i alverden er der foregået?

Så nu kommer jeg ikke dér mere. Lad mig i øvrigt benytte lejligheden til omvendt at anbefale den bedste indiske restaurant i København (som jeg kender), nemlig Indian Taj.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:02 | Kommentarer (10)
Kategorier: Forbrugerstof | Levned

Næsten hver dag sker det: man skriver på sin computer OG PLUDSELIG BEGYNDER DEN AT SKRIVE SMÅ BOGSTAVER MED STORT. oG OMVENDT. Man er endnu en gang kommet til at strejfe Caps Lock-tasten på sit keyboard.

Caps Lock er placeret centralt på keyboardet på trods af at ingen har brug for den. Det skyldes at man bibeholder designet fra skrivemaskinen, og at producenterne åbenbart er bange for at opdatere keyboardet så det bliver indrettet på nutidige behov. Da man skrev på maskine havde man ikke fed, kursiv og et væld af andre typografiske muligheder. Man havde store bogstaver og understregning. Derfor brugte man tit store bogstaver til OVERSKRIFTER, og derfor havde sekretærer og andre en vis nytte af tasten. Men hvor mange bruger den i dag? Mit gæt er at det er meget få. Mit gæt er også at en milliard mennesker irriteres over denne tast.

Jeg vil mene at den er så overflødig at man kunne fjerne den helt. Jeg bruger den aldrig. Men hvis man er bange for at savne den kunne man eventuelt nøjes med at placere den i periferien af keyboardet sammen med specialtaster som Prt Scr, Sys Rq, Scr Lk, Nm Lk og andre slægtninge. Så det vil jeg opfordre alle computerproducenter til.

Heldigvis er der andre der har gjort noget ved sagen. En belgier har søsat en Caps Off-kampagne. Må den få indflydelse overalt.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:54 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned | Medier

Hvem er de mennesker der cykler med den bagerste del af foden på pedalen? Eller rettere: hvorfor gør de det? En løs statistik fra mine ture gennem byen siger at ca. 5% af alle cyklister vælger at gå imod det indlysende i at træde med forfoden og vælger at træde enten decideret med hælen eller evt. blot med den midterste del af foden. En tredjedel af disse vender samtidig fødderne udad.

Hvis du, kære læser, er en af dem der cykler på denne måde, må du meget gerne svare på følgende spørgsmål. (Jeg er ikke ude på at dømme nogen, jeg er bare forundret og nysgerrig).
1. Er din træden med hælen et bevidst valg efter moden overvejelse? Hvis ja, hvad går disse overvejelser ud på?
2. Er du bevidst om at andre måske kunne synes det ser lidt uelegant ud?
3. Er du klar over at det er usundt for hoften?
4. Er du helt med på at du udnytter kraften i dit tråd meget dårligt? Måske ønsker du simpelthen ikke at køre for stærkt?
5. Er du også en af dem der har valgt at vende fødderne udad nu du er i gang? I så fald, hvad er baggrunden for denne særprægede kombination af to alternative kørestilarter?

Jeg håber på at nogen vil hjælpe mig med at opklare disse presserende spørgsmål.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:42 | Kommentarer (14)
Kategorier: Levned | Spørgsmål

Du kender det sikkert: man er på vej ud af supermarkedet eller skal nå en masse ærinder, og pludselig bliver man stoppet af en smilende person i begyndelsen af 20erne, der står med en mappe og lige vil høre om man ikke synes det er synd at folk sulter eller bliver udsat for tortur. Deres teknik er den samme som Hare Krishna eller Jehovas Vidner, men de sælger ikke religioner, de sælger velgørenhed på gadehjørnet. Blandt dem er Amnesty International, og Folkekirkens Nødhjælp. Jeg gider dem ikke, det irriterer mig at blive stoppet på gaden og afkrævet en samtale. Og så optræder jeg i rollen som den hårde egoistiske type, der kun tænker på sig selv og ikke en gang stopper og og bruger et par minutter af min luksuriøse tilværelse på at tale om nøden i verden.

Men det går jo til et godt formål, så hvad er problemet? Problemet er, at jeg ikke mener at grunden til at man støtter en bestemt organisation frem for en anden bør være at de råber højst og stopper folk på gaden. Det er sikkert meget naivt, for det viser sig jo at det virker - de skraber langt flere penge ind på den måde - det er jo derfor de gør det. Og hvis alternativet er at der ikke bliver givet penge til velgørenhed, så er det vel bedre, lyder den indlysende indvending.

Okay, fair nok, men det bedste ville være hvis det ikke var det der skulle til. For den logiske konsekvens vil være at sælgeraggressionen optrappes og at de konkurrerer om de bedste pladser i byen og ringer til os privat på samme måde som aviserne og Falck (hvilket i øvrigt burde være forbudt - men den tager jeg op i et senere indlæg).

Så hvad kan man gøre? Den eneste måde man kan dæmpe markedsgøgleriet på er ved at gå mod strømmen og støtte de organisationer der ikke sælger sig selv på gaden. Hjemme hos os støtter vi fx Læger uden grænser, som gør et fremragende arbejde, og som jeg aldrig er blevet antastet af. Men der er sikkert mange andre. Jeg vil opfordre til at man støtter en af dem i stedet. Måske skulle man ligefrem lave en liste over sådanne organisationer, og så systematisk opfordre folk til at støtte dem? Man kunne lave to lister: dem der sælger sig på gaden og dem der ikke gør, og så plædere for at man støtter dem der ikke gør. Man kunne gøre det til en hel folkebevægelse eller en forening, der måske endda kunne få lidt opmærksomhed i medierne og få folk til at tænke sig om og sørge for at støtte velgørenhed på eget initiativ uden at det skal proppes ned i halsen på dem. (Og i øvrigt også støtte når der ikke lige er en dagsaktuel tsunami i medierne). Hvis det greb om sig ville det faktisk ikke kunne betale sig for dem at sælge sig på gaden, og samtidig ville der blive givet lige så meget til nødhjælp - ideelt set.

Men i første omgang skal du være velkommen til blot at nævne organisationer der holder sig for gode til den slags. Eller bare debattere emnet (herunder gerne klandre mig for at være lidt for overfølsom over for at blive antastet på gaden; det indrømmer jeg gerne).

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:55 | Kommentarer (12)
Kategorier: Forbrugerstof | Levned

Når man sender en email slutter man som regel med en hilsen (hvis man altså ikke er på knuz, kyz el.lign.) Jeg har to standard-hilsener: "venlig hilsen" og "kærlig hilsen". Jeg bruger den venlige hilsen til mere formelle sammenhænge og til folk jeg ikke er personligt fortrolige med, mens "kærlig" er til dem jeg er personligt tæt på. Begge har et adjektiv der er kvalitativt beskrivende.

Jeg har i mange år undret mig over andre typer hilsener, som ligger mig selv fjernt: "gode hilsener", "bedste hilsener", "mange hilsener" - eller kombinationen: "mange gode hilsener". Hvad betyder det?

Bedste hilsen: Er det virkelig den bedste hilsen? Det kan jo i hvert fald ikke hver gang være afsenderens bedste hilsen - der går inflation i det. Og hvornår er en hilsen mindre god end den bedste? Måske skal det forstås som en blanding af "hilsen" og "bedste ønsker" (jvf. "best wishes")?

Gode hilsener: Her påstår man i hvert fald ikke at have givet den bedste hilsen, men kun nogle gode. Hvorfor der skal være flere end én har jeg ikke forstået (hvilket jeg vil komme tilbage til under "mange hilsener"). Men hvornår er en hilsen god? Hvornår har du sidst tænkt "hold da op, det var godt nok en god hilsen". Og selv hvis du har, så må det vel netop være dig - modtageren - og ikke afsenderen der skal vurdere hvor god en hilsen er. Der er noget selvsmagende over gode og bedste hilsener. Og det siger ikke rigtig noget om deres karakter.

Mange hilsener: Det er den mest udbredte af dem. Hvorfor skal der nu mange hilsener til? Det er jo et rent kvantitativt kriterium - én hilsen er ikke nok, jeg må hellere sende et helt bundt: hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej, hej. Det var mange hilsener (eller i hvert fald en del). Ikke et ord om deres beskaffenhed, udelukkende deres kvantitative storhed. Og man kunne med rette være irriterende og spørge hvor mange du egentlig har sendt mig (bare til bogholderiet, det er rart at have styr på hvor mange hilsener man har modtaget). Jeg vil egentlig hellere have én enkelt venlig eller kærlig hilsen end mange ukvalificerede hilsener. De bliver nemlig hurtigt redundante, skal jeg hilse og sige.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:44 | Kommentarer (12)
Kategorier: Levned

Sidsel malede dette fine portræt af mig i foråret. Det er ikke så smigrende, synes jeg, men det er fandeme godt malet.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:12 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kunst | Levned

Jeg vil gerne fortælle om Danmarks dummeste offentlige cykelkælder. Det må den simpelthen være.

Den ligger på Kay Fiskers Plads i Ørestaden. Nej, jeg går ikke ud fra at du kender Kay Fiskers Plads, men det er heller ikke en plads, blot nogle fliser og noget vand uden bænke ved Metro-stationen Ørestad, lige over for det berygtede indkøbscenter de af uransalige grunde kalder ”Field’s”.

Jeg har været der i forbindelse med min undervisning, hvor vi tog de studerende ud at se noget aktuel arkitektur, nemlig Ørestaden.

Over for Field’s og lige ved siden af stationen ligger Kay Fiskers Plads (som ikke er en plads). Pladsen er opkaldt efter en arkitekt, formentlig som en hån. Ingen arkitekt ville blive smigret over at få dette øde sted opkaldt efter sig. Neden under pladsen er der en kæmpe cykelkælder som næsten ikke bliver brugt. Den er nemlig absurd.

Læs mere og se mine socialdokumentariske billeder nedenfor:

Læs videre: "Danmarks tåbeligste cykelkælder: Kay Fiskers Plads" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:39 | Kommentarer (9)
Kategorier: Arkitektur og byplanlægning | Billeder fra København | Levned

Jeg har just haft følgende SMS-korrespondance.

Nogen: Hej kan du huske mig ? Vi var sammen i 2001 hvordan har du det

Jeg: Jeg antager at dette er spam eller chikane, hvilket er ulovligt. Du opgiver ikke en gang et navn.

Nogen: Det må du undskylde det er mig leif du var så sur på håber da ikke at du stadig er sur

Jeg: Jeg kender ikke nogen Leif. Hvem tror du jeg er? Enten er dette en dårlig joke, eller også har du skrevet til det forkerte nummer.

Nogen: Undskyld tror også at det er en fejl for du hedder vel ikke lisbet ? Hvis du ikke gør det så må du meget undskylde

Jeg: Jeg er en mand og hedder bestemt ikke Lisbeth.

Nogen: Ok undskyld så var det en fejl ses

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:20 | Kommentarer (11)
Kategorier: Levned | Medier

Ovenstående spørgsmål bliver jeg tit stillet, og svarer som regel distræt noget med forskning og undervisning og artikelskrivning og foredrag den slags. Nu har jeg selv fået et større overblik over det, og bliver helt stresset af at kigge på listen. Anledningen til dette angstskabende overblik er at det er en del af min kontrakt at jeg skal lave en offentlig internetflade der "som minimum" beskriver min forskning. Det har jeg så gjort på Sangilds Wiki, og resultatet ser indtil videre sådan her ud.

Jeg vil løbende redigere i den, så den giver et aktuelt overblik over hvad jeg faktisk er i gang med (og ikke hvad jeg har gjort), og på den måde kan det også være en hjælp for mig selv til at overskue situationen og måske sige nej noget oftere til sjove småprojekter der ender med at blive knap så sjove stressfaktorer.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:34 | Kommentarer (0)
Kategorier: Levned

Vi har fået bil!

Eller rettere: vi har fået delebiler. Vi har meldt os ind i foreningen Københavns Delebiler, og det betyder at vi har bil når vi en gang imellem skal bruge en, uden at det koster os særlig meget. Både almindelige personbiler, stationcars, kassevogne og varevogne står til vores disposition. De står spredt rundt om i København og altså også 100 meter fra vores lejlighed. Når man bor i byen er der ikke den store grund til at have sin egen bil, og det er også dyrt. Delebilsordningen er derfor perfekt for os som cykler til daglig, men af og til kunne bruge en bil til at bevæge os længere ud og rundt og til at transportere ting.

Men hvornår kan det betale sig? En tommelfingerregel er at hvis man kører mellem 1000 og 15.000 km om året kan det betale sig at være medlem. Kører man under 1000 kan det betale sig at tage en taxi, kører man over 15.000 kan det betale sig at have sin egen bil.

Vi har brugt den for første gang i denne uge. Vi havde den i to dage, hvor vi skulle til min fars sølvbryllup og overnatte flere forskellige steder. Vi kørte i standardbilen, en ny VW Polo, og den kørte upåklageligt, ja, det var faktisk en fornøjelse. Så det kan anbefales!

Læs mere om Københavns Delebiler her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:01 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned

Alle har hørt om flugtbillister, men jeg har lige oplevet en flugtfodgænger.

Jeg kom kørende ad Thorshavnsgade fra Langebro, hvor det går ned ad bakke. Foran mig kørte en kvinde i 20erne. Pludselig blev hun slynget af cyklen og lå på asfalten fordi en mand var gået ud på vejen uden at kigge sig for. Hun havde ikke cykelhjelm på, og trak sig i kramper. Manden råbte et eller andet, som jeg ikke kunne høre før jeg fik stoppet og hevet min iPod ud af ørerne. Vi var 4 personer omkring stedet. Det så ret slemt ud, og kvinden var tydeligvis chokeret. Jeg rakte ned efter min mobiltelefon med henblik på at ringe efter en ambulance, opdagede at jeg havde glemt at få mobilen med og spurgte om der var nogen af de andre der havde en mobiltelefon. Der var en fyr som hev sin mobil frem.

Nu skete der så noget højst uventet, og det gik meget hurtigt. Manden som var gået ud foran kvinden (og som efter enhver målestok bar skylden) forlod stedet med raske skridt og råbte at det i hvert fald ikke var hans skyld og at det var hende der havde kørt ham ned. På få sekunder var han væk. Alle var desorienterede og påvirkede af situationen og derfor nåede ingen af os at reagere. Manden flygtede, og ingen af os (mindst af alt den tilskadekomne) kunne huske præcis hvordan han så ud. Jeg husker blot at han var i 50erne, muligvis gråhåret, havde ikke jakke på, men vistnok en uldtrøje af håndværkertypen.

Kvinden kom på benene og stod og græd, forståeligt dobbelt chokeret over det hele. Hun synes ikke vi skulle ringe efter en ambulance. Vi gav hende vores telefonnumre og sagde at hun skulle lægge godt mærke til om hun havde slået hovedet.

Jeg kørte videre optændt af harme, og kiggede efter manden som intetsteds var at se. Der kom en politibil kørende, som jeg overvejede at stoppe, men jeg tøvede lidt for længe (for hvad kunne de gøre?). Måske skulle jeg have stoppet dem, men alle de implicerede og alle andre vidner var væk igen, ligesom min reaktionsevne åbenbart er langsom i dag.

Jeg er stadig vred og chokeret over det jeg var vidne til. Hvad fanden foregår der inde i hovedet på den psykopat?

Har han egentlig gjort noget ulovligt ved at flygte fra stedet? Er der en lov om den slags?

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:14 | Kommentarer (4)
Kategorier: Levned

Klokken 6.30 i morges blev hele kvarteret vækket af en flok mænd der stod under røde bannere og råbte i en megafon. Det eneste ord man kunne forstå var ordet "arbejdere", som til gengæld var indeholdt mindst én gang i hver sætning, der blev udslynget på næsten karikeret fagforenings-københavnsk. De står der endnu. Store, kraftige, rødmossede mænd. På bannerne står der For lige vilkår - Byggeforeningens Samvirke.

Hvad jeg ikke forstår er: hvis nu disse mennesker er ude efter at jeg skal føle sympati og solidaritet med dem, hvorfor minder de mig så om ét af deres allermest irriterende karaktertræk, nemlig deres brutale mangel på hensyn over for normale menneskers døgnrytme? Hvorfor stjæler de en time af min nattesøvn? Måske er de ligeglade, og måske er min nattesøvn ligegyldig i forhold til arbejdernes "lige vilkår" (det er i øvrigt tydeligvis ikke kvinders vilkår det handler om). Jeg er lige nu så irriteret på dem (påvirket af situationen) at jeg er fast besluttet på at hyre nogle polakker hvis jeg nogensinde skal bruge nogle bygningsarbejdere. Og så i øvrigt bede dem om ikke at gå i gang med at larme før kl. 8...

(husk at dette indlæg er skrevet i affekt!)

Skrevet af Torben Sangild kl. 05:59 | Kommentarer (1)
Kategorier: Billeder fra København | Levned

Hoppede du på den igen? Det store marts-spin, markedsføringen af marts som forårsmåned? Hvert år sker det: når det bliver 1. marts længes alle efter forår, og ingen forstår hvor det bliver af. Ikke fordi marts reelt er en forårsmåned, det er den femte vintermåned, men fordi marts som en af de første i danmarkshistorien hyrede en PR-mand til at promovere sig og skabe et godt image i befolkningen.

Hjulpet på vej af forårslængslen er det lykkedes at skabe en massiv glemsel blandt folk om hvor kold marts er. Marts er en måned med frost og kulde, undtagen måske den sidste uge, hvor det i gode år begynder at mildne mod forår. Men da er det næsten april, den første reale forårsmåned (hvor det endda også nogle gange sner, som Prince så rigtigt synger).

Det mest prægnante tegn på marts-kampagnens succes er at meteorologerne nu også er hoppet på den - i hvert fald medie-meteorologerne. De har talt om det udeblivende forår hver dag siden 1. marts, men selv om solen skinner i disse dage er det altså stadig over 10 graders frost om natten. Og det er såmænd ikke så usædvanligt.

Marts er årstidernes svar på narrefisse, det er det skuffede håbs måned. De sidste ti år har jeg med min fornuft holdt forårs-utålmodigheden i skak ved at huske mig selv på at marts er en vintermåned. Det kræver en del energi fra over-jeget, for alt i kroppen vil bare forår, men det er lykkedes mig at holde hovedet lige så koldt som temperaturen udenfor.

Jeg kan kun anbefale det - det sparer mig for mange ærgrelser. Mit råd er altså: tro ikke på PR-stuntet fra marts' agenter, husk på hvordan det var sidste år og året før etc. Regn marts for en vintermåned. Og bliv så positivt overrasket hvis den sidste uge i marts bringer foråret til Danmark.

(Hermed er det lykkedes mig at skrive et helt indlæg om vejret...)

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:43 | Kommentarer (9)
Kategorier: Levned

Det er en stående kliché at beskrive hvad man interesserer sig for ("gåture, hjemlig hygge...og dig"-agtigt). Og hvis man hører til blandt de nysgerrige vil man have erfaret at næsten alt faktisk er interessant hvis man går nok ned i emnet. Derfor tænkte jeg at det kunne være sjovt med den lille selskabsleg at opregne de ting som slet ikke interesserer mig, men som spiller en stor rolle for mine omgivelser. Det er der kommet denne liste ud af inde på Sangilds Wiki. Den indeholder bl.a. kongehuset, funk, pebernødder og cirkus. Den vil blive udvidet løbende, når jeg kommer i tanker om flere.

Du skal være velkommen til at bidrage med din egen liste over uinteresser. Men husk at det ikke må være aversioner og at det skal være ting der spiller en rolle i vores kultur, som man ofte støder på eller bliver prakket på. Lad mig høre: hvad interesserer ikke dig? Måske er vi alle unikke i vores kombination af uinteresser?

(Tak til Frederik Stjernfelt for inspiration)

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:37 | Kommentarer (42)
Kategorier: Levned

Wascator Café og Spiseri har fået fem fortjente kaffekopper i Politikens Cafékontrol.

Læs min kommentar til og uddrag af Politikens anmeldelse her

Læs mere om Wascator her

Wascators hjemmeside

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:13 | Kommentarer (1)
Kategorier: Levned

Jeg vil blive ved med at fortælle om telefirmaernes groteske dumheder indtil de lærer det. Så her kommer den fantastiske historie om et firma som sender deres tekniske medarbejdere ud at forringe TV-signalet.

Læs videre: "Service er et vidt begreb" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:57 | Kommentarer (18)
| TrackBacks (1) Kategorier: Bureaukrati og catch 22 | Forbrugerstof | Levned

Hver gang der er valg oplever jeg en stemning som jeg har prøvet at beskrive før. Når jeg går ind på den lokale skole og alle mulige mennesker af alle mulige observanser får udleveret en stemmeseddel og sætter deres kryds, hvor alle i dagens anledning bliver behandlet lige, så sker der noget som jeg kun kan betegne som smukt.

Misforstå mig ikke: jeg bryder mig ikke om valgkampen og jeg synes at valgplakater er grimme og dumme. Jeg nærer ingen illusioner om at vores demokrati er fejlfrit eller ideelt eller om at politikere er rene af hjertet og at tingene foregår retfærdigt. Men selve det at stemme er og bliver en særlig handling, hvor det bliver stadfæstet at jeg som borger bliver spurgt på linje med alle andre. Det er et privilegium som langtfra alle samfund giver deres borgere, og som jeg til enhver tid vil værne om, uanset hvor sur jeg kan være på visse folkevalgte politikere og uanset at jeg støder på fejl, uretfærdigheder og absurditeter i samfundet.

Kald mig bare naiv; på valgdagen vil jeg forbeholde mig retten til at være naiv. I morgen kan jeg så tage den kritiske kappe på igen. I dag er jeg nøgen for demokratiet.

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:11 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned | Politik

Hvis du er et hankønsvæsen med en navle der vender indad, så kender du sikkert til fænomenet: nullermænd i navlen eller "navlefnuller". De produceres konstant, og jeg kan høste dem flere gange dagligt. Jeg har altid undret mig over hvordan de bliver skabt og også over hvordan de altid har cirka samme lilla farve som det tøjfnuller man fjerner fra tørretumblerens filter. I tørretumbleren kan det vel forklares som et gennemsnit af tøjets farver, men i navlen har det næsten samme farve selv om man har fx en hvid T-shirt på. Hvordan går det til? Og hvordan skabes navlefnullerne?

Disse spørgsmål var blot en del af hverdagens mysterier indtil 2002, hvor der endelig blev lavet en videnskabelig undersøgelse af navlefnuller, under ledelse af Karl Kruszelnicki fra Sydney Universitet. Her kan man konstatere de mere indlysende faktorer såsom hårvækst, men også mærkelige, statistisk signifikante faktorer som alder og vaskemaskinetype. Til gengæld forbliver det med farven et mysterium - forskerteamet har simpelthen ikke kunnet forklare hvorfor fnullerets farve ikke korresponderer med tøjets farve. Alligevel har de fortjenet deres IG Nobel Prize.

Se også uddybbende kommentarer fra de folk som deltog i undersøgelsen.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:01 | Kommentarer (4)
Kategorier: Kendsgerninger og myter | Levned | Links

Sebastian Dorset mener at tiden er løbet fra at hylde internettet som noget nyt og spændende. Men måske skal man ikke bare sådan glemme sin begejstring for teknologiske opfindelser, bare fordi vi er blevet vant til dem.

Jeg er faktisk helt vildt glad for hjulet. Jeg bruger det hver dag, og jeg kommer bare så meget hurtigere frem. Jeg ved at der er nogen der synes at det er endnu et tegn på ungdommens forfald at de er begyndt at køre - "hvad er der nu i vejen med at gå?", spørger de. Men med hjulet er vi uigenkaldeligt indtrådt i transportsamfundet, og dem som ikke hopper med på vognen kommer virkelig til at sakke bagud. Med hjulets opfindelse er vi kommet tættere på hinanden, og globaliseringen har taget fart. Nu kan man køre til en anden by og tilbage igen på samme dag! Tænk over de demokratiske potentaler i det!

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:42 | Kommentarer (4)
Kategorier: Levned

Når man taler med andre mennesker er det vigtigt at skjule at man er klog, ellers føler de sig underlegne. Det er derfor folk altid taler om vejret - det er nemlig fælles for os alle (og i øvrigt upolitisk).

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:47 | Kommentarer (6)
Kategorier: Levned | Links

Vel er dette ikke en dagbogs-weblog og vel skriver jeg normalt ikke om mit privatliv, men nu er det heller ikke hver dag jeg bliver gift!

Læs videre: "Ægtemand" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:06 | Kommentarer (9)
Kategorier: Levned

Vi har købt computerspillet Sims 2. Anledningen er at jeg er syg i disse dage, og derfor trænger til noget tidsfordriv. Og så var vi meget nysgerrige efter at prøve spillet. Vi har lavet to figurer der ligner os til forveksling - man kan selv designe deres udseende, men ikke så det fuldstændig ligner, vi er noget kønnere i virkeligheden! De hedder også Torben og Sidsel. De har allerede overhalet os indenom og fået et barn. Det tog ellers lang tid for dem at blive kærester.

Her ses Sim-udgaven af Torben og Sidsel i en øm situation...

Men så er det jo at jeg straks får tanker oppe i mit lille hoved, tanker om forholdet mellem Sims og virkeligheden, og ud af mit (bogstavelig talt) syge hoved kommer der så fire betragtninger set ud fra økonomens, autistens, den hjerneskadedes og spillerens synsvinkel. Det kan du læse om her:

Læs videre: "Sims og mennesker" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:46 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned

Du kender det sikkert: du har vasket tøj, og idet du lægger sokkerne sammen (dvs. krænget den ene ud over den anden parvis) sker det igen - der er en enlig sok tilbage! Det findes der nu råd for på denne hjemmeside, hvor man kan indrykke annoncer med efterlysninger af manglende enlige sokker. For makkeren må jo findes et sted derude. Databasen over enlige sokker er efterhånden vokset til en størrelse så der faktisk er en vis sandynlighed for at sokkerne kan forenes med deres bedre halvdel igen - en slags sokkernes dating.dk. Et smukt initiativ som varmt kan anbefales. Måske skulle nogen lave en dansk version?

Men det forklarer jo stadig ikke hvordan det sker. Den eneste forklaring jeg nogensinde har set var i et MAD-blad fra begyndelsen af 80erne, hvor de kunne afsløre at der bag tørretumbleren var en skjult sokkesugermaskine, programmeret til at fjerne netop én sok fra hver vask. En interessant konspirationsteori, der dog mangler lidt på motivationssiden: hvorfor en sådan anordning? Skulle tørretumblerfirmaerne sælge de enlige sokker videre eller er de bare onde?

Hvis du har en god forklaring er du velkommen til at bidrage med den her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:39 | Kommentarer (10)
Kategorier: Levned | Links

Jeg drømte i nat at teksterne på P.J. Harveys nye plade faktisk bestod af engelske oversættelser og parafraser af Adornos prosadigtsamling "Der junge Mann aus Sachsen". Jeg var i fyr og flamme over denne opdagelse, og lovede straks mig selv (i drømmen) at jeg ville skrive om det på min weblog.

Så nu tænkte jeg at jeg ville skrive det i virkeligheden, selv om jeg jo i den vågne tilstands desillusionerende lys har måttet fortælle mig selv at det naturligvis ikke har noget på sig: at Adorno desværre aldrig har udgivet nogen prosadigte og at teksterne på P.J. Harveys nye plade desværre skæmmes af dårlige rim. Men det var godt mens det stod på!

(Der sker i øvrigt ikke så meget her på bloggen i øjebliket på grund af travlhed. Til gengæld barsler jeg med en ny, supplerende, intellektuel weblog. Mere om det senere)

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:00 | Kommentarer (17)
| TrackBacks (1) Kategorier: Adorno | Levned | Musik | Skønlitteratur

Før du bevæger dig ud i regnen til fods og står ved gadedøren og endnu en gang overvejer om det nu kan betale sig at løbe eller om man bliver lige så våd ved at gå, så skulle du måske lige opsøge denne fine beregningsformular der tager spørgsmålet yderst alvorligt, og hvor du kan indtaste de relevante data. For det er ikke så enkelt igen.

Som barn var jeg en rigtig nørd, og spekulerede tit over det her med at gå og løbe i regnvejr, men kom ikke til nogen entydig konklusion.

Da jeg blev halvvoksen og havde haft lidt infinitesimalregning i gymnasiet gik jeg systematisk til værks: det gælder om at lade en parameter gå mod uendeligt, tænkte jeg (nok stadig lidt nørdet), og kom til den konklusion at det kan betale sig at løbe i regnvejr. For hvis man forestiller sig en der går meget langsomt vil vedkommende blive mere våd end en der løber lynhurtigt (fx distancen 1 meter på en time vs. et sekund). Denne intuitive fysik greb jeg tilbage til da Plok tog fat i emnet, og jeg blev konfroteret med spørgsmålet for første gang i mange år.

Men så fandt jeg altså heldigvis beregningsformularen, som viser at det er langt mere kompliceret, idet man må tage hensyn til vindretning, vindstyrke, personens størrelse etc. Ikke desto mindre har jeg ret: det kan betale sig at løbe: jo hurtigere man bevæger sig, des mindre våd bliver man, alt andet lige. I hvert fald har jeg ikke fundet nogen forhold hvorunder det ikke galdt (finder du det må du meget gerne rapportere det her, så vi kan få det på det rene).

Intet emne er for nørdet til at blive forsket i. Og regnvejr er noget vi alle på grusomste vis udsættes for. Her er nogen der har forsket i om det virkelig regner mere i weekenden....

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:12 | Kommentarer (20)
Kategorier: Kendsgerninger og myter | Levned

Så har jeg fået den officielle grad af ph.d! Jeg forsvarede min afhandling i går eftermiddags foran et overraskende stort publikum, og det gik rigtig godt.

Tak til alle der mødte op og til bedømmelsesudvalget for de flotte ord og gode spørgsmål.

Så er det at folk spørger mig: hvad skal du nu? Og svarene er:

1. Ordne vores nye lejlighed og flytte ind. Være sammen med min kæreste i vores nye lejlighed.
2. Rette adskillige eksamensopgaver og to specialer.
3. Forberede undervisning til næste semester, hvor jeg har det store oversigtsfag "Den moderne kulturs historie", som jeg ikke har undervist i før. Og mit lille kursus i støjens æstetik skal der også kigges på.
4. Lave ansøgninger til post doc-stipendier
5. Skrive artiklen "Three Gestures of Noise" færdig (mere om den senere).
6. Slappe lidt af ind imellem, hvis der bliver tid. Være nogle dage i sommerhus.
7. Blogge...

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:04 | Kommentarer (10)
Kategorier: Levned

Jeg nyder altid selve valgdagen. På en helt naiv-troskyldig måde. Jeg mærker en rislende lykkefølelse når jeg nærmer mig valgbygningen sammen med de andre indbyggere. Det er følelsen af at være så priviligeret at leve i et demokratisk samfund hvor jeg blot i kraft af at være borger får lov at stemme på lige fod med alle andre.

Glemt er den daglige skumlen over regeringen og politikerne og mediedebatten og magtstrukturerne. Den dag der er valg tror jeg på det gode i vores samfund.

Og i det hele taget vil jeg nok til enhver tid forsvare det parlamentariske demokrati som den bedste (kendte) model for det grundlæggende forhold mellem staten og dens medlemmer. Man kan altid diskutere systemets huller og uretfærdigheder, men ikke i dag. I dag er jeg bare glad for at få lov til at sætte mit kryds!

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:08 | Kommentarer (0)
| TrackBacks (1) Kategorier: Levned | Politik

Jeg bliver så rasende når institutioner eller firmaer opfører sig irrationelt, ofte fordi deres bureaukratiske logik er så rigid at den underminerer sig selv. En af de bureaukratiske figurer kaldes berømt af Joseph Heller for Catch 22. Det er når det som kræves for at opnå noget forudsætter det som man søger at opnå - altså en absurd cirkel hvor intet er muligt.

Københavns Kommunes folkeregister har lige givet mig en sådan. Jeg skal flytte til Københavns Kommune (jeg skal nemlig heldigvis flytte sammen med Sidsel). For at melde folkeregisteradresse skal jeg kontakte Københavns Kommune. De reklamerer med at det let kan gøre via nettet ("Københavns Kommune ønsker at gøre det let for borgerne at få kommunal service" - derfor onlinemuligheden). Når jeg forsøger at melde mig til hos folkeregistret i Københavns Kommune får jeg følgende fejlmeddelelse:

"Du er blevet afvist i dit forsøg på at logge på elektronisk selvbetjening. Afvisningen skyldes at du ikke har folkeregisteradresse i Københavns Kommune."

Det står der!

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:11 | Kommentarer (2)
| TrackBacks (1) Kategorier: Bureaukrati og catch 22 | Levned

I forlængelse af Sidsels afsløringer af fup og misinformation blandt alternative behandlere kan man spørge sig (som flere har gjort): ”er det virkelig så vigtigt om en forklaring er rigtig eller om en behandling blot har en placebo-effekt? Patienterne er jo glade.” Det virker umiddelbart rigtigt ud fra en utilitaristisk betragtning, men der er nu alligevel gode grunde til at skelne mellem skidt og kanel, og jeg vil give nogle af dem her:

Læs videre: "Alternativ behandling: hvorfor kritisere fup?" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:55 | Kommentarer (1)
Kategorier: Levned

I sidste weekend var jeg og Sidsel til bryllup i England - et fint og fornemt britisk bryllup på et fint landsted uden for Reading. Alle taler blev annonceret af en hushovmester i rød jakke med medaljer på brystet, og der var mange smokinger og hatte. Set udefra ville jeg nok have været yderst skeptisk, men det blev nu en ganske god oplevelse, især fordi det var en fornøjelse at møde Sidsels engelske familie.

Billede: Sidsel og jeg synger (tilsyneladende hver sin tekst)

Billede: Jeg kan godt more mig til et bryllup

Alt dette ikke for at begynde at skrive dagbogs-blog, men fordi det endnu engang fik mig til at tænke over mit ambivalente forhold til institutionen "bryllup", og til at grave min gamle P1-anmeldelse af Bryllupsmagasinet frem. Dette vulgære blad får her min inderligste ideologikritik, præget som det er af de tre P'er: Penge, Prinsesse og Perfekt.

Den ligger ikke længere som lydfil på P1s hjemmeside (af uransalige grunde sletter de lydfilerne efter 6 måneder og ødelægger dermed muligheden for alle tiders boganmeldelsesarkiv), så jeg bringer den som tekst herunder. Husk at den er skrevet til mundtlig brug.

Læs videre: "Bryllup og Bryllupsmagasinet" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:26 | Kommentarer (4)
Kategorier: Levned

"It is as though Rosso felt that it was not enough simply to excavate figures from the ground of the relief; he also supplies data about the realms of interaction so immersed within the material of the sculpture that neither the probe of his fingers nor our gaze could reach them."
(Rosalind Krauss: Passages in Modern Sculpture s. 23)

Hvorfor nu dette vidtløftge citat om materialiteten hos en kunstner fra slutningen af 1800-tallet? Jo, fordi der er en ny weblog-dille (fundet på Webmercial) som går ud på at finde et tilfældigt citat på følgende vis (i min danske oversættelse):

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 23
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne sætning ud på din weblog sammen med disse instruktioner.

Man kunne indvende at dette er bunden af tidsfordriv for bloggere som keder sig, men faktisk betyder det ofte at man selv (og måske andre) læser en sætning ganske grundigt som måske ellers var blevet glemt (eller aldrig læst). Jeg glemmer i hvert fald aldrig denne sætning om dybder som hverken øjnene eller fingrene kan nå. Og måske skulle man udvide konceptet til at man også skal give sætningen et par ord med på vejen.

Så det vil jeg gøre. Det handler om en broncheskulptur fra 1883 af den italienske kunstner Medardo Rosso som forestiller en mor og hendes baby sovende kind mod kind. Der er ingen bagside, men kun denne forside. Det minder lidt om det man kan se på linket ovenfor, men der græder babyen og moderen trøster. Her hersker den sovende idyl. Krauss' analyse skal jeg ikke referere her, den kan man selv læse.

Hvis du ikke har en weblog men gerne vil bidrage med et tilfældigt citat efter reglerne kan du skrive det som en kommentar her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:53 | Kommentarer (7)
Kategorier: Kunst | Levned

Alle mænd kan skrive under på at der er helt særlige og uskrevne regler for at benytte et offentligt pissoir. Hvor placerer man sig og hvor kigger man hen når der er andre? Ofte er reglerne helt ubevidste, men fungerer alligevel til punkt og prikke for de socialiserede individer.

Hvad blikket angår kigger man i hvert fald ikke ned på sidemandens lem, men enten ind i væggen eller ned på sit eget. Hvad placeringen i forhold til de andre tissere angår er de uskrevne regler ganske indviklede i detaljen. Og de minder i struktur om de uskrevne regler der gælder når man placerer sig i andre offentlige rum hvor man ikke har noget til fælles med de andre (det som Sartre kalder for en seriel organisering af mennesker) - bruserrum, bænke, ventesale etc.

Den fælles grundregel, som næsten alle intuitivt følger, er: placér dig så langt fra de andre som muligt. Reglen skyldes både at man ikke ønsker at være for tæt på de andre og at man ikke ønsker at de andre skal tro at man ønsker at være tæt på dem.

Men det er ikke altid så let endda. Det kan hurtigt kræve yderst komplicerede beregninger af sociale koder og kombinatorikker så snart en række urinaler er halvt besatte på forskellige måder. Heldigvis er der lavet en test som ligger her, hvor du kan afprøve dine sociale færdigheder og efterfølgende blive belært.

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:51 | Kommentarer (9)
Kategorier: Levned

(Når der er stille på min weblog i disse uger er det fordi jeg har travlt med at skrive min afhandling færdig og har forbudt mig selv at skrive indlæg, men efter 16. februar bliver den mere aktiv end nogensinde før).

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:17 | Kommentarer (0)
Kategorier: Levned

Jeg og min kæreste har eksperimenteret lidt med en herlig (og i Danmark ret ukendt) ret, som er ganske almindelig i både USA og Sydamerika, nemlig black bean soup - suppe med sorte bønner.

Det er en oplagt vinterret, men den kan nydes hele året. Den smager lidt specielt, især de første par mundfulde, men snart er man solgt, og så kan man næsten ikke stoppe igen. Mmmm...

Jeg har lavet en opskrift på suppen, som man kan læse hvis man klikker nedenfor. Den er inspireret af vidt forskellige amerikanske versioner, og den er lavet med en stor grad af variationsmuligheder hvad angår ingredienser. De 2½ times tilberedning er ikke så krævende - det meste af tiden står den bare og koger. Husk at bønnerne skal sættes i blød et døgns tid før.

Hvis du prøver den af vil jeg meget gerne have kommentarer.

Læs videre: "Sort bønne-suppe (Black bean soup)" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:26 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned

Så har jeg fået fem nye spørgsmål - denne gang fra Eat my shorts.

De handler om alt fra larm til gamasher og ormehuller og Det gode.

Læs videre: "Fem nye spørgsmål" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:18 | Kommentarer (0)
Kategorier: Levned

Så er det min tur til at svare på fem spørgsmål. Det er en trend der går blandt danske bloggere i øjeblikket, hvor man får fem spørgsmål der relaterer sig til ens weblog (eller det/den som måtte ligge bag), fra nogen som man som regel ikke kender personligt. Reglerne står efter interviewet.

Nu er det så min tur. Jeg er blevet interviewet af perspectif, og hvis du har en weblog kan du blive interviewet af mig. Her kommer så de fem spørgsmål:

Læs videre: "De fem spørgsmål" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:33 | Kommentarer (3)
Kategorier: Levned