Hvilket politiske hold er du på?
Jeg er frustreret over at visse politiske emner er umulige at diskutere uden at man skal sættes i bås på det ene aller det andet hold: Cuba vs. USA/Batista, Palæstina vs. Israel osv.
Kategori-arkiv: Links
Jeg er frustreret over at visse politiske emner er umulige at diskutere uden at man skal sættes i bås på det ene aller det andet hold: Cuba vs. USA/Batista, Palæstina vs. Israel osv.
I forbindelse med de fem sjællandske kunstudstillinger, der tematiserer Havnen, højen, søen, torvet og træet, lavede museerne en fotokonkurrence, hvor man kunne sende billeder ind i de fem kategorier. Jeg fik til opgave både at vælge ugens bedste billede og at udvælge de bedste billeder overhovedet i hver af kategorierne.
Efter at jeg havde sagt ja, gik det op for mig at det indebar at kigge flere tusind fotos igennem, hvilket tog en masse tid, men samtidig blev det meget klart hvor mange mennesker der tænker i de samme motiver. Fx i kategorien "Torvet" er der masser af billeder af skulpturen på et torv, men selv om skulpturen måske er sjov, giver det ikke nødvendigvis et for alvor interessant billede. Så selv om overskriften på Politiken.dk siger at jeg er imponeret, er det noget af en tilsnigelse. Jeg er ikke imponeret over den generelle fantasirigdom, men kan godt lide de billeder, der skiller sig ud.
Se vinderbillederne og læs mine kommentarer her. (Ja, opsætningen er meget rodet og uigennemskuelig, men i første del (generelt +ugens billede) har jeg sagt det som står i citationstegn, og i anden del er det hele min tekst - bortset fra det som står med småt lige under billederne, som er fotografens egne ord).
.
.
I en tid hvor de fleste sandheder står til diskussion er det godt at der er noget her i tilværelsen man kan få et entydigt svar på.
Jeg har nu påbegyndt min klummeserie kaldet "Klichédræberen" i Politiken. Her skyder jeg på nogle af de værste klichéer og bullshitsnak der florerer i kunstformidlingen.
Jeg vil løbende lægge op til debat om og give supplerende eksempler på disse klichéer på Det spekulative øre.
Her forklarer jeg lidt mere om konceptet
Her skyder jeg på den første kliché: "Beskueren tvinges..."
Her du et spørgsmål, som du ikke lige kan finde et svar på i opslagsværker eller ved hurtige websøgninger? Så er der nu kommet en ny, rigtig god hjemmeside, hvor man kan stille sine spørgsmål og svare på andres. Man kan nogle gange endda tjene lidt lommepenge ved at svare, men det er vist ikke for pengenes skyld man skal gøre det.
Der er masser af gode spørgsmål, såsom "Hvor lever lus når de ikke lever på mennesker?"; "Hvad præcist står der i koranen om svinekød?"; "Hvorfor er fåresyge og mæslinger ikke udryddet?" eller mit eget spørgsmål: "Hvorfor kaldes litteraturkritikere for spinatfugle?"
Den hedder Kuneco og ligger her
Når man opretter sig som bruger skriver man de områder på som man ved mere om end de fleste (eller er decideret ekspert i), og så vil spørgsmål inden for de områder figurere først når man får spørgsmålssiden. Og man kan som sagt selv stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord.
Når nogen svarer på ens spørgsmål markerer man om man er tilfreds, og når det er fuldt besvaret lukker man og giver de enkelte svarere en karakter (eller fordeler dusøren mellem dem). Hvis man har et meget researchkrævende spørgsmål, så kan det være en god ide at udlove en lille dusør, som så fordeles blandt svarerne efter tilfredshedsgrad. Men som regel er det hele ganske gratis, og der kan være en stor tilfredsstillelse i at oplyse andre om noget man har forstand på.
Den fungerer overraskende godt, selv om det stadig er ret nyt, og jo flere der deltager, des bedre bliver det. Så gå ind og vær med. Der har før været lignende tiltag på nettet, men det her er det bedste jeg har set.
Jeg blev for nylig bedt af Spot Festivalen om kort at forklare hvad elektronisk musik er og hvad det kan. Det gjorde jeg så ganske kort, og man kan læse mine svar og Torben Eiks supplerende kommentarer både her og her.
Hvad angår selve min definition af elektronisk musik, så er den vist nogenlunde traditionel, mens mit bud på hvad den elektroniske musik kan er en mere speciel formulering, der trækker på min egen forskning og æstetiske kæphest.
Til Torben Eiks egen kommentar vil jeg sige at musikken efter min mening ikke behøver en musiker for at have det, han kalder "sjæl". Jeg hellere vil tale om intensitet, idet jeg ikke mener at "sjæl" giver mening. En musiker på scenen er en performance. Og selv om der er mange spændende blandinger mellem det elektroniske og det spillede, så er det ikke nogen nødvendighed for intensitet at man kan se nogen der spiller. Ellers ville det også være dødssygt at høre CD'er.
Så har det igen været 1. april, og medierne er flydt over med aprilsnarre. Til gengæld har kvaliteten af dem ladet noget tilbage at ønske, synes jeg, især på avisfronten.
Tilbage i 2006 oprettede jeg på Wikipedia-artiklen "Aprilsnar i de danske medier", og heldigvis har folk taget den til sig og opdaterer den mere og mere detaljeret for hvert år. Så meget at man efterhånden burde overveje at lave en artikel for hvert år fra nu af.
Som sagt har aviserne i år været noget uopfindsomme, og er blevet slået af andre medier, såsom blade og webmedier, i hvert fald efter min mening. Her er mit bud på årets bedste aprilsnarre:
DR København kunne meddele at Ritt Bjerregaard stiller op til posten som NATO's generalsekretær, og kunne oven i købet bringe et interview med hende. (Ligger vist ikke mere på nettet).
"Har du en havfrue gemt i maven og har du mod på et stillesiddende job?" skrev Jobindex.dk. De havde et jobopslag for Københavns Turistråd, som søger en stand-in for Den lille havfrue. Se her.
Forbrugerbladet Tænk kunne på deres hjemmeside triumferende berette at Facebook langt om længe havde taget konsekvensen af deres rettighedspolitik, og fremover vil give brugerne penge for de billeder, de uploader. En god historie, der dog mistede enhver chance for at nogen skulle hoppe på den ved at hævde at det beløb, man kunne tjene, var $10 pr. billede. Yeah, right. 10 øre havde været et bedre beløb. (Ligger desværre ikke længere på nettet).
TV3-programmet "Sandhedens time" havde for første gang en kendt person i stolen, nemlig Sussi La Cour Jakobsen (alias pornostjernen Katja K). Hun var nu parat til at lægge alle kort på bordet og komme videre. Hun fik tre spørgsmål:
1. Hun bekræftede at hun har solgt dameundertøj på mål til en mandlig landsholds-håndboldspiller
2. At hun blev headhuntet til Ny Alliance, men sagde nej, hvorefter de tog Malou Aamund
3. At hun en gang har placeret en skjult mikrofon i Bonos guitar, da hun mødte U2 backstage. Det var et job for CIA.
Derefter bliver det afsløret at det hele var fup, inklusive de falske familiemedlemmer som sad og bekræftede historierne.
Ekstra Bladet kunne fortælle at Naser Khader er spidskandidat til overborgmesterposten i København for både Venstre og Konservative. Han ville oprindeligt ikke, men var så til kaffe hos statsministeren. Se her.
Feltet.dk præsenterede nyheden om Bjarne Riis' debut-digtsamling Ørnesange. Se her
Og endelig kunne PC World forurolige Windows XP-brugere med at XP udløber om en måned, idet Microsoft sørger for at afvikle centrale funktioner i styresystemet. Se her
Der har i år været en del snak om at nogle af de rigtige nyheder faktisk kunne opfattes som aprilsnarre. Det gælder for mit vedkommende nyheden om at Venstre pludselig vil give penge til Humaniora, som ellers er blevet udsultet gennem 10 år. Men noget tyder faktisk på at den er god nok, selv om den kom 1. april. Det samme gælder Karen Jespersens abdicering. Information har en artikel om den stigende vanskelighed med at skelne aprilsnar fra de farverige nyheder: Se her.
Musikbladet Geiger bad i december mig og en række andre om at fortælle om vores bedste musikoplevelser i 2008. Blandt de musikalske højdepunkter er min datter, en koncert jeg ikke var til, et manifest og så en række nye plader af gamle kendinge (P.J. Harvey, Radiohead, Portishead) og nogle nye plader jeg har anmeldt (Maja Ratkje, Helena Tulve og Giger/Dähler).
Det er nu kommet ud på Geigers hjemmeside
De andre bidragydere er primært musikere og pladeselskabsfolk. Og så Peter Laugesen og Martin Hall. Den er inddelt i to. Se anden halvdel her.
Nedenfor vil jeg komme med nogle supplerende kommentarer, både ting der ikke var plads til og så det som er sket efter deadline 15. december:
Der er få ting der er så grimme som MySpace, og den eneste grund til at jeg ind imellem befinder mig på sitet, er for at lytte til musik, som er MySpaces eneste fortrin. Mange bands har MySpace-sider, hvor man kan få et klart indtryk af deres musik og orientere sig på den måde. Men hold da op hvor er de grimme, uoverskuelige og fulde af ligegyldig information.
På trods af MySpaces corny layout kan det faktisk alligevel lade sig gøre at skabe et interessant design på sin MySpace-side. Det er Morten Riis et glimrende eksempel på. Han er i forvejen en af mine favoritter på den elektroniske musikscene, hvor han ikke blot laver fremragende lyd, men også tryller med dejlige software-værktøjer i Max/MSP. Hans MySpace-side er enkel, smuk og illustrativ.
Se Morten Riis' MySpace-side her.
Hvis du kender andre som har lavet ekstraordinært design på deres MySpace-side skal du være velkommen til at henvise i en kommentar. Men jeg vil gerne have en begrundelse med, og jeg vil ikke have at nogen reklamerer for sig selv eller deres venners sider. Mistanke om den slags reklame vil blive slettet.
Manden der blandt andet kalder sig Goodiepal har i en lang årrække været dansk musiks mest uforudsigelige komponist. I de senere år har han udviklet sin ide om en "Radikal Computermusik", der baserer sig på håndtegnede grafiske partiturer frem for på software. Det har han manifesteret igennem foredrag, undervisning og den hjemmelavede "værktøjskasse" Mort Aux Vaches Ekstra Ekstra. I en længere lydfil, som kan erhverves online og på kasettebånd (!), laver Goodiepal et performativt foredrag, der samtidig er en instruktion til hvordan man bliver radikal computer-komponist.
Jeg har skrevet om ideerne ovre på Det spekulative øre
Selv om Goodiepal pakker det hele ind i en "krig", vil jeg understrege at jeg ikke tager del i denne krig, hverken for eller imod Goodiepal. Jeg forholder mig kun til ideerne.
Mange af livets største fornøjelser er desværre usunde, og det gælder også headbanging. Det er måske ikke så overraskende igen for os der har prøvet at vågne op med en meget stiv nakke efter en koncert med Dinosaur Jr. eller Opeth eller Ramones, men nu er det altså påvist af forskere fra AC/DCs land, Australien.
Jeg er ikke så meget til julekalendere, men der er en undtagelse, og det er Mr. Nom Nom, som er hjemmelavet af Emme.
...så klik her.
At lopper som lever på hunde hopper højere end end dem som lever på katte, og at strippere får flest drikkepenge når de har ægløsning, er blandt de forskningsresultater som har udløst årets Ig Nobel-priser. Som bekendt gives prisen hvert år til forskning som har et lidt skævt eller underfundigt indhold og som får os til at trække på smilebåndet. Lad os kigge på årets priser:
To af resultaterne peger lidt i samme retning, idet de siger noget om hvor lette vi mennesker er at narre. Den ene undersøgelse påpeger at placebo-effekten på medicin er højere hvis medicinen er dyr end hvis den er billig. Det er nok derfor homøopatisk medicin (=vand) er så dyrt, kunne man tilføje.
Den anden interesserer mig som lydforsker, og kommer ingenlunde bag på mig: Chips smager bedre hvis man tilsætter dem en kunstig lyd af sprødhed. Altså vores information om chipsens sprødhed kommer i høj grad gennem øret. Endnu et eksempel på hvor vigtigt lyd og lyddesign er. (Se også miit lille essay Pif Paf Puf).
Den med lopperne er umiddelbart meget sjov, men man kan spørge sig hvor den videnskabelige interesse består i at måle forskellen i højdespringsevner. Hundelopperne sprang op til 48 cm, mens kattelopperne sprang op til 30 cm. Måske er det simpelthen en fordel for en loppe at hoppe højere når den lever på et stort dyr end på et lille?
At vi påvirker hinanden hormonelt, bl.a. gennem duftstoffer, er ikke noget nyt. Men at det er så markant at man klart kan måle det i stripperes drikkepenge omkring ægløsningen, det er alligevel tankevækkende, og et glimrende eksempel på hvordan biologien spiller ind i kulturen (og økonomien). I øvrigt viser undersøgelsen (logisk nok) at strippere på P-piller ikke havde nogen udsving i drikkepenge i løbet af måneden. Kun ægløsning gælder.
Arkæologer har målt på hvor meget bæltedyr roder rundt i de arkæologiske genstande i en udgravning til forvirring for den arkæologiske forskning. En litterat har undersøgt de narrative strukturer i indignation på arbejdspladser. Og det etiske råd i Schweiz har udstrakt etisk værdighed og deraf følgende etiske hensyn til at gælde planter. Det er hårde nyheder for de schweiziske landmænd...
To af forskningsresultaterne ophæver hinanden: Den ene undersøgelse påviser at cola hæmmer sædcellernes bevægeevner og dermed kan bruges som prævention. Den anden påviser at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to ting, og kritiserer derfor den første. Summa summarum: hæld ikke cola i de ædlere dele lige efter et samleje - det er faktisk usundt og kan give underlivsbetændelse. Det var vist godt vi fik det på plads inden vi erstattede kondomerne med Coke Zero.
Amøber er i stand til at løse intelligente opgaver på et vist niveau, viser en undersøgelse. Der er nærmere bestemt tale om at den er i stand til at finde den korteste vej mellem to punkter i en labyrint, men det er da også noget for en amøbe, som egentlig selv burde få prisen for sin præstation.
Den sidste jeg vil nævne er nok min yndlingsundersøgelse blandt årets priser. Det skyldes ikke mindst at jeg længe har haft emnet på min liste over blogindlæg uden at kende til undersøgelsen. Blogindlægget skulle handle om det mysterium at ledninger filtrer sig sammen og går i hårdknude helt af sig selv bare de ligger på gulvet eller i en lomme. Som om de var levende Jeg havde faktisk tænkt mig at det skulle munde ud i en opfordring til fysikerne om at undersøge fænomenet, og sandelig om ikke nogen nu har gjort noget ved det. Undersøgelsen tager udgangspunkt i knuder snarere end infiltrationer, og opererer med hele 120 typer knuder (og hårdknuder) som ledningerne eller snorene spontant vil danne. De har undersøgt forskellige faktorers indvirkning, især snorenes blødhed/stivhed, som har en afgørende indflydelse på hvilke typer knuder der opstår. Den artikel må jeg have fat i.
Se også
Ig Nobelpriser 2007
Ig Nobelpriser 2006
Hentehår
Kan det betale sig at løbe i regnvejr?
Navlefnuller - videnskabeligt set
Kender du det? Man har har en melodi i hovedet, ofte en eller anden tåbelig slager fra en fjern fortid eller et pophit fra ens ungdom, men enten ved man ikke hvem og hvad det er, eller også har man glemt det. Hvad kan man gøre? Søge på internettet - næ, for så skal man jo netop kende titlen.
Troede jeg. Men der er håb. For der findes simpelthen en genial melodisøgemaskine på internettet, som kan bruges af enhver. Man kan søge på forskellige måder, alt efter ens musikalske kapaciteter eller mangel på samme. Man kan spille et fragment af melodien på et virtuelt klaviatur, man kan tegne noderne. Men hvis ikke man synes man kan det, er der også to andre muligheder, som enhver vil kunne bruge. Man kan tegne melodikonturen ved kun at angive om melodien går op eller ned eller bliver på samme tone (men ikke med hvilket interval og hvilken rytme). Her skal man holde tungen lige i munden, idet man jo skal skifte tast når en tone gentages, hvilket er kontraintuitivt. Eller man kan banke melodirytmen på tastaturet uden hensyntagen til toner. Der kommer så et søgeresultat frem med som regel ganske få muligheder, og den man leder efter skulle gerne være iblandt.
Virker det så? spørger du måske. Ja, svarer jeg, for jeg har lige testet det, og var ganske positivt overrasket. Min test var som følger: Jeg har i den sidste tid (som så mange gange før) spekuleret på hvad de dér to can can-melodier, som man altid hører når der danses can can på de franske klubber i 1800-tallet på film, er for nogle. Du ved, de dér "dadadadadadadadadada" osv. Nej, vel, det fungerer ikke rigtigt at notere dem med bogstaver. Så jeg testede Musipedia, og fik samtidig svarene på mit påtrængende spørgsmål. Jeg prøvede alle søgningerne, og de var alle lige gode til at give mig det rette svar: Første del er Rossinis Wilhelm Tell-ouverture og anden del er Offenbachs "galop" fra Orfeus i Underverdenen. Bonus-info: Sidstnævnte citeres i Saint-Saëns' Dyrenes karneval. Således oplyst om en central del af 1800-tallets popmusik, er programmet foreløbigt bestået til UG. Jeg skal selvfølgelig prøve det noget mere, men jeg skal lige komme i tanker om flere melodier, jeg ikke ved hvor stammer fra....
Prøv selv Musipedia her og kom gerne med resultaterne i en kommentar herunder.
Jeg elsker internettet. Det gør jeg sgu. Jeg tror det er kommet for at blive.
Aardman har animeret tilfældige amerikaneres bud på hvad kunst handler om:
(Tak til Magnus Kaslov for link).
Det er en næsten ufravigelig regel i popmusik at det er sangeren der er centrum - ikke blot i lydproduktionen, men også i sceneoptræden. Her er et morsomt eksempel på en koreansk trommeslager, der ikke accepterer sin tildelte rolle som tilbagetrukken baggrund. Eller også bliver han bare ekstatisk grebet af musikken. På en måde virker det bare som om sangen er for lille til at rumme hans ambitioner. Og det er svært ikke at holde af ham. (Tak til Jacob Lillemose for link).
Jeg er blevet portrætteret i bladet Humanist som denne månedes unge forsker. Det er en stor ære, ikke mindst at bære betegnelsen "ung" når man så småt nærmer sig de unævnelige 40.
Interviewet ligger online her. Det handler om min aktuelle forskning i elektronisk musik.
Jeg er godt tilfreds med artiklen, som for en gangs skyld bygger på en lydoptagelse af interviewet frem for de sædvanlige stikord, og det er tydeligt at journalisten har gjort sig umage. Jeg har også fået artiklen til gennemsyn, og fik rettet et par småting. Der er dog én lille fejl, som jeg overså, og som læst bogstaveligt kan få mig til at lyde ganske uvidenskabelig, så nu kommentarer jeg den lige her på bloggen, hvor intet er for småt til at blive trådt rundt i:
Der står at "det handler om at finde ud af, hvad tingene betyder for mig". De sidste to ord i denne sætning skulle ikke have været der, og jeg er 100% sikker på at jeg ikke sagde dem. Det handler naturligvis ikke om hvad noget betyder for mig - det ville være subjektivt, egocentrisk og uvidenskabeligt. Det hermeneutiske projekt (i ordets bredeste forstand), handler om hvad tingene betyder. Punktum. Og mit projekt handler om betydningsdannelsen i elektronisk musik. Så skulle det vist være sat på plads.
Jeg skrev også klummen "Links & Blogs" til Politiken i fredags. Man har vist ret frie hænder - skal bare give sit bud på nogle yndlingsteder på nettet, dog helst beslægtede. Sådan har jeg i hvert fald udlagt opgaven.
Jeg valgte at beskrive fiktive personer (og samfund) i den mere morsomme ende af det danske internet. Især Landsbytossen og Roys container er entydigt morsomme. Ejler Nyhavn er mere tvetydig, men gravalvorlig kan man næppe kalde ham.
Det er en almindelig opfattelse at ens (sang-)stemme er en del af ens personlighed, og udtrykker denne mere end noget andet instrument. Det kan man filosofere længe over, men nu har jeg opdaget at der også er et juridisk aspekt af stemmens identitet: både Bette Midler og Tom Waits har rettens ord for at deres stemmer er en del af deres personlige identitet.
Det har jeg skrevet et lille essay om på Det spekulative øre, hvor jeg gennemgår de to retssager og uddrager deres syn på stemmen som udtryk for identitet.
Roy Jensen er tilbage! Roys Container er måske det mest originale bidrag til det danske sprog i nyere tid og en af de mest originale og morsomme skribenter. Jeg tøver ikke med at sige det: Roy ere gheniaal!
(For dem som ikke fatter en meter: Roy skrev for år tilbage på Roys Container sin weblog i et sært sprog om nutiden set gennem en åndeligt set meget gammeldags person. Sproget, som er svært at bestemme er dansk, stavet lidt i stil med 1800-tals retsstavning, men bare langt værre.)
Vi var en trofast læserskare der græd da Roys container gik i stå. Nu jubler vi over hans genkomst i den nye Roys Container. Her til aften har han åbent hus hvor man kan spørge ham om alt. Vær vis på at han har sin helt egen vinkel på tingene. (Husk at klik på kommentarerne på forsiden - de er lige lovligt diskret markeret).
Nu mangler vi bare et arkiv med alle de gamle blogposter, inklusive kommentarer. Få nu fingeren ud af mæhren, Roy, og publicer dine samlede værker!
Blandt de cirka 800 emner, jeg gerne snart ville skrive et blog-indlæg om, er fænomenet: cover-versioner af musikalske numre. Hvad er en god coverversion? Hvilke typer coverversioner kan man tale om? Hvilken rolle spiller coverversioner i forhold til ideen om et værk? (Sagt mindre langhåret: i hvilken forstand er der tale om det samme nummer, og hvad betyder det at det er det samme? Hvor langt kan man gå før det ikke længere er det samme?). Nogle af disse spørgsmål knytter også an til remix-fænomenet, som jeg også gerne ville ytre mig mere om ved lejlighed.
Men da jeg ikke har lige så meget tid til at blogge som jeg har lyst, er det glædeligt at Claus Krogholm tager emnet op på sin blog, med udgangspunkt i nogle meget forskellige coverversioner af "Smells Like Teen Spirit". Det er indtil videre et herligt eksempel på hvordan en god weblog-diskussion (i den mere langhårede ende af spektret) kan udfolde sig i konstruktiv uenighed.
Jeg har deltaget i mange debatter, og nogle gange er bølgerne gået højt (især de mere politiske af slagsen), men jeg har aldrig oplevet en debat som den jeg for nylig har haft med Emil Bier ovre på Center for Vild Analyse. Spørgsmålet er om man overhovedet kan kalde det en debat.
Baggrunden er den at Emil Bier (som var i Den 11. time for nylig) mener at mælk er mere usundt end rygning. Han mener også at insulin burde forbydes og meget andet. Han er ene mand mod systemet, og det er jo al ære værd. Center for Vild Analyse tog fat i spørgsmålet om at konspirationsteoretikere og mænd mod systemet generelt tænder lidt på al den modstand de får - at uden modstanden ville det ikke være det samme. Emil Bier blandede sig i debatten, og det kom jeg også til at gøre.
Jeg tillod mig at bede om nogle argumenter fra Emil Bier, og fik det ene læs hardcore analfikseret ordgejl efter det andet i hovedet i stedet. Jeg kan ikke finde ud af om det er sjovt eller sørgeligt. I hvert fald er jeg ikke blevet overbevist om at mælk er stærkt skadeligt for folk uden mælkeallergi, næsten tværtimod. Og jeg synes endda jeg har holdt hovedet koldt og gået efter bolden snarere end manden på trods af at han gør det modsatte.
Indlægget er her.
Emil Bier kommer ind i kommentar nr. 11 og er godt gal fra starten.
Jeg kommer ind i kommentar 35, og så er fanden løs i røveballegade.
Hvad skete der egentlig? (Og her er det altså debatten som debat og ikke mælks eventuelle usundhed der er emnet).
Hvis du er over 30 år gammel og jeg siger "Mastermind", så skulle der gerne dukke et fjernt minde om et tomands-spil op de mere obskure kroge af din bevidsthed. Et spil hvor man skulle gætte hvilke farver i hvilken rækkefølge modstanderen havde placeret sine seks plasticstifter i bag et lille brunt plastic-halvtag.
Og hvis du søger i samme afkrog af din bevidsthed skulle der nu gerne dukke et billede op. Billedet på æsken, husker du det?
Vent med at klikke her til du lige har smagt på din egen erindring om billedet.....sådan, nu er du klar til at gå ombord i genforeningen.
(via filoffen)
Hvis man er i tvivl om hvor man står før valget kan man jo altid tage en test.
(via Stejl fart)
Så er Ig Noble prizes uddelt i år. Som bekendt er der tale om den alternative nobelprisuddeling til videnskabelig forskning med en vis underholdningsværdi eller et lettere absurd tilsnit. Men ofte virker disse resultater mere vedkommende end de rigtige nobelpriser. Se nu bare årets resultater:
- Først må vi berolige de mange som bekymrer sig for sabelslugeres helbred: der sker som regel kun skader hvis man distraheres under sabelslugningen eller prøver at sluge meget specialle sværd eller sabler eller flere ad gangen. Og er uheldet ude er der en god prognose for at spiserøret heler igen. Til gengæld er ondt i halsen meget hyppigere blandt sabelslugere end andre mennesker. Læs mere her.
- Jeg hører til dem der spiser meget og hurtigt, og som derfor ikke rigtig mærker når jeg er mæt, men som må vurdere kvantiteten af mit indtag. Jeg vil derfor nok være blandt dem der ville spise mere hvis jeg fik suppe af en bundløs suppetallerken, altså én der fylder på uden at spiseren bemærker det. En sådan blev nemlig anvendt til at bevise at man spiser mere af en sådan - statistisk set - fordi den visuelle vurdering af madens omfang er afgørende for vores mæthedsfølelse. Se her.
- Så er det endelig blevet klart at hamstere kommer sig hurtigere over jetlag hvis de har taget Viagra. Mange af os havde det på fornemmelsen, men nu er det heldigvis blevet bevist.
- Apropos dyr: Når man ligger i sengen om aftenen kan man nogle gange begynde at overveje hvor mange mikroskopiske væsener man deler seng med, altså mider. Heldigvis er der en hollandsk forsker der har gjort noget ved det og talt dem allesammen.
Og apropos sengetøj, så har fysikerne endelig systematisk undersøgt hvordan lagener krøller, og formuleret en lov for krøllesammenhænge, der rækker langt videre end bare til lagener.
- Endnu flere dyr: det viser sig faktisk at rotter sjældent er i stand til at skelne mellem japansk tale afspillet baglæns og hollandsk tale afspillet baglæns. Denne banebrydende opdagelse er publiceret her.
- I den mere kriminologiske afdeling er problemet med bankrøvere blevet løst med opfindelsen af et net der fanger dem.
- Min yndlingsopdagelse er uden tvivl at man kan udvinde vaniljesmag af kolort. Utroligt at ingen har fået ideen før japaneren Mayu Yamamoto, der nu også har fået en vaniljeis opkaldt efter sig.
- Men den vigtigste forskning for verdenssituationen er uden tvivl udviklingen af bøssebomben, "The Gay Bomb", der skulle få fjendens soldater til at nære homoseksuelle følelser for hinanden og dermed ødelægge deres effektivitet som hær. Det lyder som en dårlig vittighed, men denne forskning i "annoying chemical weapons" blev faktisk foreslået iværksat på The Air Force Wright Laboratory, Dayton, Ohio, USA, hvilket er bekræftet af Pentagon. Bøssebomben kom dog ikke meget videre end ideen. Men en Ig Noble fredspris blev det altså til.
Se også
Ig Nobelpriser 2006
Har du en yndlings-weblog, som du synes fortjener en anerkendelse? Så deltag i nomineringen af Blogprisen 2007.
Efter jeg har opdaget Torben Geist er det gået op for mig at der findes en undergrund, en subkultur, af hjemmesider i en helt speciel, smagløs 90er-stil, der linker til hinanden og giver hinanden reklamer og priser og virtuelle gaver eller noget. Tilsyneladende synes de selv at hjemmesiderne og bitmap-bannerne er smukke og at vittighederne er sjove, og jeg skal ikke være snobben der nedgør dem, men jeg undrer mig over fænomenet, som tilsyneladende lever i sit eget ubemærkede, men effektive kredsløb. Nogen burde forske i det. Er der nogen der har en forklaring på hvad der foregår? Tilsyneladende tjener de penge på disse hjemmesider, men hvor kommer pengene fra? Hvordan opnår de alle disse hits? Og hvorfor lave småkommercielle sider med private billeder, digte mv.? Jeg er virkelig mystificeret. Prøv at klikke rundt på dem og svar mig på hvad der foregår.
Eksempler kunne være den her, den her eller den her. Altså ud over Torben Geist selv, naturligvis.
Nu kan man få et overblik over politiets døgnrapport i København på et kort. Se hvad der sker i dit kvarter. Men husk ikke at lade dig skræmme.
(Og det var så dagens sidste overspringshandling. Godnat!)
Endnu en overspringshandling fører til en ret præcis karakteristik af min personlighed ;-)
![]() | |
![]() |
Hvilken historisk personlighet er du? |
Mitt resultat: Leonardo DaVinci Du er et multigeni som både kan lage fantastiske kunstverker, utvikle usannsynlige oppfinnelser og tenke tanker høyt over de fleste andre. Det er bare å velge og vrake for deg! Hva skal du bli, hva skal du gjøre? Verden ligger for dine føtter. En ting er sikker: du vil huskes i mange, mange år etter din død. | |
Ta denne quizen på Start.no |
(Og ja, der skal nok komme nogle ordentlige indlæg igen når jeg får pusterum og overskud)
Af en eller anden grund er det ikke faldet mig ind at søge på mit fornavn på Google før, men i dag havde jeg opbrugt alle andre overspringshandlinger i forbindelse med min artikelskrivning, og erfarede at denne weblog faktisk ligger rangeret som nummer 2 på søgningen "Torben". Og hvilken Torben-hjemmeside ligger så nummer 1? Jo, altså, den er...lidt i en anden boldgade, tror jeg nok man kan sige...se Torbens hjemmeside her.
Jeg har skrevet et lille essay om mænd, manderoller og feminisme ovre på Det spekulative øre.
Det er et bestillings-essay, sådan at forstå at jeg i forbindelse med min lille sommerquiz udlovede den præmie at vinderen kunne definere et emne som jeg skulle skrive et indlæg om. CJ vandt, og jeg fik fire valgmuligheder af ham. Jeg valgte det som jeg er mest engageret i for tiden, og det blev så relativt langt og essay-agtigt at jeg besluttede at det hørte til ovre på den intellektuelle blog.
Denne overskrift lyder måske ikke særligt overbevisende, og jeg var da også en kende skeptisk da Claus Krogholm lancerede dette slogan. Han gjorde dog med disse indlæg enhver skepsis til skamme - jura er sjovt. Eller kan i hvert fald være det.
Det bestyrkes af denne liste, som (hvis den er korrekt) må være det endelige bevis. De sjoveste love er som regel dem der er blevet til overs fra en fjern fortid, såsom den med at man må skyde skotter der færdes med bue og pil i York.
Så er der omvendt den jura som er dybt bekymrende. Men det er anden snak.
Nu hvor jeg er i gang med at markere spredningen af min maniske blog-aktivitet, så lad mig reklamere for sitet De vrede mænd, hvor jeg er blevet løst tilknyttet som en af skribenterne. Her vil jeg komme af med galde når det passer mig - indlæg der er for pedantisk sure til at høre hjemme her, og som det sikkert er sjovere at skrive end at læse, men som det vil gøre godt at få afløb for. Intet emne er for småt og for gnavent. Brok, brok, brok. Ja, det er sikkert ulideligt og virkelig dårlig smag, men du behøver heldigvis heller ikke læse den, jeg er nemlig bare så pisseligeglad. Og sur, ikke mindst.
(Faktisk kan det måske være ganske morsomt at læse. Men sig det ikke til nogen. Så bliver jeg bare vred.)
Hvis du selv er vred kan det være du kan få lov at være med. Det er ikke mig, men Mads Sabroe der bestyrer bloggen. Han er meget vred, men hvis du sender en sur ansøgning til ham (fx ved at kommentere på dette link), så kan du være heldig at få et svar.
Som bekendt rummer denne weblog ikke meget af mit privatliv, bortset fra når det er relevant til at belyse et emne, og sådan vil det fortsætte. Når jeg så nu fortæller at jeg skal være far til jul, så er det for samtidig at gøre opmærksom på et lille, diskret sideprojekt jeg har kørt i nogen tid, nemlig en weblog om at blive far: Farbar, hedder den. Den har en anden stil end denne og et helt specifikt emne.
Den er bestemt ikke for alle og enhver, men kun for dem der interesserer sig for graviditet, fødsel, faderroller og børn. Andre skal være velkomne til at holde sig væk - jeg er ikke ude på at udstille mit faderskab for alverden, men er ude på at beskrive og debattere det at blive far. Der er utallige mor-blogs på nettet, men næsten ingen far-blogs.
Det er meningen at jeg efter fødslen vil fortsætte i det omfang jeg får tid og overskud.
Jeg er for nylig blevet kaldt for en nørd i en kommentar, og det skal jeg da være den første til at indrømme, men egentlig er jeg ret moderat i mit nørderi sammenlignet med så mange andre jeg støder ind i. Jeg beundrer faktisk talentfulde nørder, der (i modsætning til mig) zoomer en på én ting og rendyrker den.
Det gør bagmændene bag tegneserien om Krister unægtelig. Alle Kristers replikker er nemlig udformet som palindromer! Man fornemmer nok at historierne er udformet omkring palindromerne snarere end omvendt, men det gør ikke så meget når ellers palindromerne er gode, og det er de. Hvem andre end Krister kunne fyre replikker som denne af i en meningsfuld (og tragisk) sammenhæng: "Seså René! Smid du nu den røde messing-nisse med ørnedun ud! Dimsen er Åses!"
Jeg har altid holdt af palindromer. Et godt palindrom er en værdi i sig selv, en nytteløshed på højt niveau. Den længste jeg (en moderat nørd) kan udenad er "Gid da den dame så de sørens asner øse dåsemad ned ad dig!". Men
bagmændene bag Krister-tegneserien har en lang liste over palindromer. Ikke alle er lige gode, men der er mange og visse af dem er virkelig lange.
Og hvad er et godt palindom? Det er et hvor man kan se sætningen give mening, såsom situationen med det manglende vidne til dåsemadsoverfaldet. Her er det netop at tegneserien Kristers oplvelser kan skabe en sammenhæng som gør at sætningerne får mening. Men hvorfor hedder han Krister og ikke Otto?
En fyr ved navn Rasmus har fået den glimrende ide at samle pudsige replikker hørt på gaden i København på en weblog. Det er en skidegod idé, som vi alle burde bidrage til, hvilket man kan gøre ved at sende bagmanden sine hørte replikker.
Hans blog hedder af en eller anden grund "Overheard in CPH", men den er altså pæredansk.
Jeg ville selv gerne bidrage, men de mest fantastiske replikker og mobilsamtaler jeg har været vidne til kan jeg kun vagt huske, og er ikke i stand til at citere. Som den blinde mand foran mig i bussen, der selv højlydt ringede op til politiet og forklarede hvorfor han havde taget sin ekskærestes SIM-kort og brugt det til nogle opkald der havde med penge at gøre...jeg forstod ikke hvad det handlede om, men jeg ville godt nok ønske jeg havde haft min lydoptager på mig, for det var bizzart.
Næste gang tager jeg noter...
Hvorfor går du til koncert når du lige så godt kan lytte til cd'en eller lydfilen derhjemme eller på din iPod? Hvorfor er koncerter iscenesat på den måde som de er? Det har jeg skrevet et debatindlæg om ovre på Det spekulative øre, og jeg vil gerne have din kommentar.
Modsat min liste over verdens bedste popsange har de ovre på Mandagsbloggen gang i en liste over de dårligste danske numre. Se her og bidrag til listen.
Ovre på Det spekulative øre har jeg kritiseret den klassiske musiks særstatus, der betyder at man ikke behøver forklare hvorfor den er bedre end anden musik (andet end vage begreber om fordybelse). Så nu må vi have argumenterne på banen: hvorfor er Beethoven bedre end Radiohead eller Oval? Hvorfor skal langt den største del af musikbudgettet bruges på flere hundrede år gammel musik fra Wien og omegn? (sådan lidt polemisk sagt)
Lyd er altid rumlig og musik er ikke bare en tidskunstart, men i lige så høj grad en rumlig kunstart. Arkitekturen og byplanlægningen rummer store akustiske aspekter, som der har været alt for lidt opmærksomhed på generelt. Desuden er lyd en essentiel bestanddel af rumillusionen i såvel film som 3D-computerspil.
Dette er noget af baggrunden for at jeg har været med til at arrangere seminaret LydRum, der finder sted på Arkitekstskolen 9.-10. marts. Alle er velkomne!
Herfra glæder vi os over at Claus Krogholm er sprunget ud som blogger. Det ser allerede lovende ud!
Er du træt af afslag på dine ansøgninger? Så gør gengæld!
Føler du dig lidt anderledes? Så læs om disse mennesker.
Har du tit undret dig over hvorfor nogen skriver bogstavet L med småt, selv om resten af ordet er med store bogstaver? Eller leder du bare efter en weblog med et snævert fokus. Så er Lowercase L stedet.
(links fundet på webmercial)
Så er de her. Priserne til årets pudsigste forskningsresultater, The Ig Nobel Prize. Endelig har man fået svar på hvorfor spætter ikke får hovedpine på trods af deres evindelige hakkeri; hvilke typer lort gødningebiller foretrækker; hvor mange fotos man i gennemsnit skal tage af en skoleklasse for at undgå at nogen blinker på billedet; hvorfor tør spaghetti brækker flere steder ad gangen når man knækker dem over; og ikke mindst hvorfor lyden af en negl der skraber hen over en tavle er så ubehagelig.
Hele to undersøgelser involverer min hadesubstans, ost: For det første har nogen af uvisse grunde undersøgt lydens hastighed i cheddarost under forskellige temperaturer. For det andet har også malariamyg gennemskuet ligheden mellem sure tæer og Limburgerost.
Endelig er det påvist - hvad man måske havde på fornemmelsen - at folk der bruger mange unødvendige fremmedord bliver betragtet som uintelligente. Og opfinderne af lydtransmittere med frekvenser der generer teenagere har fået fredsprisen.
(tak til ursuppen)
Se også
Hentehår
Kan det betale sig at løbe i regnvejr?
Navlefnuller - videnskabeligt set
Ovre på Det spekulative øre har jeg skrevet et debatindlæg som forsvarer den sekularisme som efterhånden er blevet et skældsord i den offentlige debat. Eller rettere: jeg argumenterer mod de almindeligste argumenter for hvorfor det er vigtigt at have en statskirke og Gud i EU-traktaten og den slags. For debatten i disse år er præget af en ny vækkelse, hvor religionen ikke længere er en privatsag, men noget hvis velsignelser man argumenterer for i det offentlige rum, samtidig med at man sviner ikke-troende til som umoralske, kulturløse fascister. Eksemplerne er legio på den type debattører der fylder meget, især i aviserne. Det primære udgangspunkt denne gang er chefredaktør Erik Bjerager.
Indlægget er delt op i fem dele. De tre første modargumenterer de hyppigste floskler, den fjerde et dumt argument fra Bjerager og den femte er et eksempel på hvordan kirken kæmper for sine sidste rester af en magtposition:
1. Sekularismen er ikke totalitær. Totalitarismen er ikke altid sekulær.
2. Den kristne kulturarv er ikke noget argument.
3. Kirken har ikke nogen (entydig) moral. Ateister er også moralske.
4. Ateistisk kultur?
5. Bedemændenes børnebog.
Jeg vil gerne diskutere disse ting, men kommentér venligst derovre på Det spekulative øre.
En af de ting jeg altid har frygtet mest er at blive døv. Langt mere end at miste en arm eller et ben. Endda måske mere end at blive blind. Ikke fordi man ikke kan klare sig fint som døv og man vil stadig kunne kommunikere med omverdenen (dog især andre døve). Men det som for alvor skræmmer mig ved tanken om døvhed er at miste musikken. At lytte til musik er en så vigtig del af min tilværelse at jeg ikke kan forestille mig et liv uden.
Derfor var det så meget desto mere gribende da jeg i min iPod hørte englænderen Mike Chorost fortælle om sin kærlighed og intime kendskab til Ravels Bolero; om hvordan han en morgen vågnede op og var gået fra døv på det ene øre til døv på begge ører; hvordan han fik indopereret en Cochlear-implantat, der gjorde ham i stand til at genkende lyde igen, men som var så klangmæssigt fattig at Bolero (som jo primært udvikler sig klangligt-instrumentelt) og anden musik havde mistet sin værdi; om hvordan han kontaktede firmaer der udvikler kompenserende lydsoftware og meldte sig frivilligt som forsøgsperson hvis de kunne udvikle en teknologi der kunne give ham musikken tilbage; om hvordan han nu igen kan høre Bolero.
Det gør han på denne uges udgave af en af de podcasts som jeg for nylig er begyndt at abonnere på, nemlig BBC3 Arts Talk. (Indslaget varer ca. 10 minutter).
Nu har jeg skrevet den klumme om vinylstøj på cd-indspilninger som jeg tidligere har lovet. Min tese er at grundene til at netop vinylstøjen er blevet en så vigtig nostalgisk markør er (mindst) trefold: det handler om vinylpladens gradvise og unikke måde at blive slidt ned på, om støvets forhold til erindring og om en bestemt autenticitetsforestilling.
Den bygger på midterdelen af et foredrag jeg holdt i Helsinki på et seminar om "Dust and noise". Resten af mit foredrag handlede om støv og støj som gener i arbejdsmiljøforstand, om sprængninger af bygninger der skal destrueres, om støj som visuel metafor for støv i billed- og video-redigeringsprogrammer og endelig om støvsugeren som auditivt fænomen. Til sidst præsenterede jeg Jakob Kirkegaards lydværk Vildspor om en grammofon-pickup, der frigør sig fra pladespilleren og drager ud i verden for at registrere dens lyde.
Da jeg godt kan lide nyhedsmediernes aprilsnarre, har jeg fået den (synes jeg selv) gode idé at oprette en Wikipidia-artikel der opregner de forskellige mediers aprilsnar år for år, som en slags arkiv. Hvis du kan huske en aprilsnar som ikke er opregnet, så må du endelig bidrage. (Hvis du ikke har mod på at skrive direkte i Wikipedia, selv om det er let, så læg en kommentar her med en kort og klar beskrivelse). Husk årstal, og også gerne jorunalistnavne hvis muligt. Vi skal også have dem fra radio- og tv-nyhederne med.
Som jeg antyder i præsentationsteksten af Wikipedia-artiklen ser jeg nyheds-aprilsnarrens styrke i at den spiller på mediets retorik og troværdighed og kan dermed få os til (en gang imellem) at hoppe på noget vi ellers ville være skeptiske over for hvis vi fik det fortalt. På den måde gør medierne karnevalistisk nar af sig selv og deres læsere en gang om året.
For første gang længe har jeg haft tid til at skrive et lille essay på Det spekulative øre. Det handler såmænd om Platon og støjrock - eller rettere: om det Platoncitat jeg angiver foran i Støjens æstetik. Læs indlægget her.
Der er kommet en ny podcast lavet af Lars Hvidberg og Jacob Mchangama. De kalder sig Djævelens Advokat, og bortset fra en lidt højstemt retorik om a "modspil til monopolet" er det et interessant interviewbaseret program om politiske ideologier. De to værter er begge liberalister, hvilket de ikke lægger skjul på. Det præger naturligvis deres dagsorden og deres måde at spørge på, men det virker som om de er gode til at lade modparten tale ud og give udtryk for sit standpunkt. Blandt de kommende gæster er Christopher Arzrouni, Preben Vilhjelm og Jesper Langballe - en liberalist, en socialist og en nationalkonservativ. Det skal siges at liberalisten Arzrouni ikke interviewes alene, men at han sættes op over for den konservative Kasper Støvring.
Hvad kan Djævelens Advokat så som de etablerede medier ikke kan? De kan give sig god tid til at bore sig ned i de principielle diskussioner frem for at lade sig styre af ofte overfladiske, journalistiske kriterier. Og de er kloge. De gør en dyd ud af at give et reelt modspil til den de interviewer på baggrund af grundlæggende refleksioner og begreber. Desværre er lydforholdene ikke de bedste, og man kunne opfordre værterne til at investere i et par gode knaphulsmikrofoner. Men man vænner sig hurtigt til det, for diskussionerne er interessante. Jeg er (som det vil være de faste læsere af denne weblog bekendt) ikke spor enig med Lars Hvidberg i hans liberalistiske udgangspunkt, men det forhindrer mig ikke i at have sat min ipodder til at hente Djævelens Advokat som fast feed.
Læs mere om Djævelens Advokat
Podcast Djævelens Advokat
Podcasts jeg lytter til
Nedenfor en hurtig anmeldelse af det første program, hvor gæsten er Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder:
Læs videre: "Djævelens advokat - en podcast om politiske ideologier" »
Weblogs kan være med til at give borgere lidt ytringsfrihed i lande hvor den ellers er sat ud af kraft . Når man i en samtale argumenterer for at weblogs har et demokratisk, mediekorrigerende og systemkritisk potentiale bliver man tit betragtet som lidt naiv - mest fordi folk har kategoriseret weblogs som navlebeskuende dagbøger og i øvrigt én gang for alle har besluttet sig for den alt for bekvemme holdning at internettet i det hele taget er overvurderet og blot afspejler det øvrige samfund.
Men vi har set mange eksempler på at weblogformatet kan være en mulighed for effektivt og globalt at fortælle historier som ellers ikke ville blive fortalt - historier om hvordan det er at leve i Bagdad eller Afghanistan, historier om myndighedernes censur, korrektioner til den officielle nyhedsstrøm.
Internettet forsøges censureret i lande som ikke har ytringsfrihed - fx Kina, Iran og Cuba. Og dér har webloggen vist sig som en mulighed for at berette journalistisk og politisk uden om censuren. Det er efterhånden et så vigtigt medium at det har fået journalisternes bevågenhed, og nu har Journalister uden grænser skabt en "Håndbog til bloggere og cyber-dissidenter", hvor man kan læse om hvordan man kan blogge uden at myndighederne kan spore hvem man er. Og den har allerede haft stor indflydelse. Så hvis du stadig mener at weblogmediet er noget pjat uden samfundsmæssig relevans skulle du måske tænke dig om en ekstra gang. Og så ellers høre Harddiskens indslag om håndbogen.
Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. Det skyldes dels travlhed, men også at jeg har koncentreret mig om min nye wiki-hjemmeside Sangilds Wiki. Den er sat i gang af to behov:
1. Jeg er gentagende gange blevet bebrejdet at jeg ikke har haft en præsentation af mig selv her på webloggen. At jeg ikke har haft det skyldes dels manglen på teknisk assistence og dels at de fleste måder at præsentere mig selv på virkede mærkeligt reducerende eller intetsigende. Nu er jeg så påbegyndt en lang række præsentationer af mig selv i forskellige genrer, både seriøse og useriøse, og så må læseren selv vælge hvilke typer informationer eller misinformationer vedkommende er ude efter. Det sker her, og linket ligger også ude i sidemenuen. Den vil blive udvidet løbende.
2. Jeg har også savnet at kunne samle mine aktiviteter på ét sted, og selv om webloggen er god til mange ting er den nu en gang bundet til den kronologiske orden. Ikke at Wikien skal erstatte webloggen, den skal snarere erstatte min gamle KUA-hjemmeside, som jeg er ved at være lidt træt af - med den markante forskel at den ikke er bundet til universitetet og ikke er begrænset til nogle få emner. Måske kan man allerede nu få et indtryk af potentialet, selvom den stadig er rudimentær. Hvis du har lyst kan du tjekke den her. Kom gerne med kommentarer og rettelser (også korrektur) i de dertil indrettede diskussionsrum som hører til hver underside.
Pointen med at gøre det i en wiki (ligesom Wikipedia) er ganske simpelt at gøre det let for mig at udvide, hyperlinke og strukturere hjemmesiden, idet jeg allerede kan de mest almindelige wiki-koder. Således er jeg ikke afhængig af min webmaster, Janus, hver gang jeg finder på et eller andet.
I en tid hvor kunst kan være hvad som helst er der mange der spørger efter en definition af kunst. Der er endda nogen der med udgangspunkt i analytisk filosofi og med yderst tvivlsomme argumenter blamerer sig med at prøve at bevise at det er muligt at definere kunst. Det er det ikke. Kunsten er ikke (som det forudsættes af Presskorn-Thygesen) en samling af genstande med bestemte egenbskaber.
Ikke desto mindre har jeg lagt en formulering ud på Det spekulative øre, som ikke er en streng definition, men snarere en indkredsning af hvordan vi kan forstå kunst i dag. Det betyder at den er åben og at den står til diskussion, men at den måske kan være en foreløbig forklaring for dem der stadig mener at kunst knytter an til bestemte materialer og teknikker. Læs den her: Hvad er kunst?.
Min anden klumme for AUX handler om hvordan ren støj kan virke beroligende på bl.a. spædbørn, søvnløse og patienter under lokalbedøvelse. Læs den her.
Apropos diskussionen om dagbogs-weblogs (her og her), så er en af mine yndlingsblogs tilbage. Her skæres der ind til benet og siges kun det væsentlige. Her bliver trivialiteter til poesi. Her er ikke noget føleri og forvokset ego. Det er dagbogsbloggens kritiske apoteose. Det er dialektikken mellem det kedelige og det sublime. Det er for godt til at være falsk. Det er...Den kedelige weblog!
Jeg har først nu opdaget at der findes et dansk, intellektuelt internettidsskrift af høj kvalitet. Det hedder Turbulens, og udgiver temanumre med essays og debatter som ligger online. Panelet af skribenter dækker over en stor bredde i såvel faglig baggrund som politisk holdning. Blandt skribenterne er så forskellige folk som Hans Hauge, Frederik Stjernfelt, Peter Laugesen, Poul Nyrup Rasmussen, Ditlev Tamm og Mikkel Bogh og mange andre. De hidtidige temaer har været: Dannelse, terrorisme, arbejdsliv, de intellektuelle, internettet og kritik.
Da jeg først har opdaget det nu, har jeg på fornemmelsen at mange andre potentielle læsere ikke aner til dets eksistens, så derfor vil jeg gerne reklamere for det her.
Klik ind på Turbulens her, og kig dig omkring i de mange tekster.
Er Bibelen fuld af nedladende omtale af frugt og derfor dadelværdig? Eller er Bibelen omvendt én lang reklame for frugt og derfor dadelværdig? Dette spørgsmål har optaget de største filosoffer og teologer i adskillige minutter, og jeg tilhører utvetydigt den sidstnævnte skole.
Bibelen satte gang i den frugtpromovering som fx Ritt Bjerregaard stadig høster godt af. Og netop æblet hører til det helt store bedrag: enhver kan forvisse sig om at der ikke er nævnt noget æble i syndefaldsberetningen [1 Mos 2-3], men blot en anonym frugt. Ikke desto mindre kolporteres myten om at Eva spiste et æble overalt af æbleindustrien. Det må snart høre op!
Denne diskussion kører nu ovre på Tællepråsen, hvor jeg har et længere indlæg om Bibelens frugtpromovering i forlængelse af NEFAs ukritiske tilslutning til det modsatte synspunkt. Og selv om det måske ikke skal tages alt for alvorligt, så er alle de bibelske henvisninger autentiske. Tjek selv!
Og lad mig da benytte lejligheden til at hylde Tællepråsen, som er et sidespor (eller efterhånden hovedspor) på Lars Hvidbergs weblog. Læs fx den politisk korrekte version af Fyrtøiet, læs om forskningen i gnuer og om filmskabere som Wolfgang Ohm.
Husker du lyden af den morgenmad som en gang hed Pif Paf Puf? Den skriver jeg om fra et lydperspektiv på AUX, en forening for lydkunst, der har bedt mig være fast klummeskriver på deres weblog. Fremover skriver jeg jævnligt et kort essay om noget der relaterer sig til lyd, musik og lydkunst. Vi er 6 klummeskribenter i alt, der skriver på skift.
Mit Pif Paf Puf-essay kommer hurtigt omkring lyddesign, Iannis Xenakis og Clicks & Cuts.
Se mit Pif Paf Puf-essay her [nu overført til dette permalink på min Wiki, oktober 2006]
Nedenfor er et par supplerende kommentarer som der ikke var plads til i selve essayet (som er underlagt et korthedskrav)
Egon Clausen er bl.a. kendt for sin skarpe kritik af ideen om en kulturkanon. Han har indsendt det første gæstebidrag på Det spekulative øre som handler om at vi bør have hver vores individuelle kanon i stedet for en fælles kanon indstiftet af statslige udvalg. Læs indlægget og deltag i debatten her.
Apropos avantgarde: Ovre på Det spekulative øre har jeg lavet en lille analyse af den måde "avantgarde" bliver brugt på i avisernes artikler og anmeldelser. Den kan læses her. Desuden har jeg strøtænkt lidt over krig og nationale massesymboler. Og så er der jo kommet et nyt, flot design (v. Janus Moos) derovre, ligesom her. Begge steder skal der strammes op på nogle ting som endnu ikke er færdige eller virker, men de grundlæggende funktioner kører fint.
Hvis du er et hankønsvæsen med en navle der vender indad, så kender du sikkert til fænomenet: nullermænd i navlen eller "navlefnuller". De produceres konstant, og jeg kan høste dem flere gange dagligt. Jeg har altid undret mig over hvordan de bliver skabt og også over hvordan de altid har cirka samme lilla farve som det tøjfnuller man fjerner fra tørretumblerens filter. I tørretumbleren kan det vel forklares som et gennemsnit af tøjets farver, men i navlen har det næsten samme farve selv om man har fx en hvid T-shirt på. Hvordan går det til? Og hvordan skabes navlefnullerne?
Disse spørgsmål var blot en del af hverdagens mysterier indtil 2002, hvor der endelig blev lavet en videnskabelig undersøgelse af navlefnuller, under ledelse af Karl Kruszelnicki fra Sydney Universitet. Her kan man konstatere de mere indlysende faktorer såsom hårvækst, men også mærkelige, statistisk signifikante faktorer som alder og vaskemaskinetype. Til gengæld forbliver det med farven et mysterium - forskerteamet har simpelthen ikke kunnet forklare hvorfor fnullerets farve ikke korresponderer med tøjets farve. Alligevel har de fortjenet deres IG Nobel Prize.
Se også uddybbende kommentarer fra de folk som deltog i undersøgelsen.
The Hairpin Bend bad om at få stillet 5 spørgsmål. Ud fra hans weblogs profil stillede jeg ham spørgsmål om reklamer, stat/ejendomsret, musik, café latte/radikale og cykelryttere. Han har svaret udførligt her.
Hvis du har en blog og gerne vil have stillet fem spørgsmål (som du derefter publicerer sammen med dine svar), kan du melde dig i kommentarfeltet her.
Hvis du omvendt ønsker at stille mig fem spørgsmål kan du gøre det samme. Husk at inkludere email-adresse i kommentarfeltet.
Se også
De fem spørgsmål (stillet af Perspectif, 2003)
Fem nye spørgsmål (stillet af Eat My Shorts, 2003)
Fem spørgsmål mere (Stillet af Tornfuglen, 2005)
Man kan læse den til enhver tid seneste døgnrapport fra Politiet i København her. Det er faktisk ganske interessant.
Ind imellem er der perler som den her:Jægersborggade. Fornærmelig tiltale. En 40-årig kvinde blev den 13. juni kl. 0801 sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser for at have beskyldt en politimand for at have sympati for et tidligere større tysk politisk parti.(via Dalager, som vist også er hjernen bag det tekniske i døgnrapport-feedet)
(Layoutet skal man ikke tage sig af - der er sikkert en god teknisk forklaring som involverer noget af det der XML og den slags. Hvis du kender forklaringen må du gerne oplyse det her - jeg har aldrig fattet hvad forskellen på RSS og XML er, og hvordan man egentlig bruger det).
Når man taler med andre mennesker er det vigtigt at skjule at man er klog, ellers føler de sig underlegne. Det er derfor folk altid taler om vejret - det er nemlig fælles for os alle (og i øvrigt upolitisk).
Du husker nok Team Easy On, ikke? Og ikke mindst deres sportsdirektør, Henning Primdahl. Ifølge Pers Udhængsskab (der brillerer i sortsynede analyser af arbejdslivet - og livet i det hele taget) er Henning Primdahl en let tilsløret parodi på den typiske leder, og derfor yderst realistisk. Måske kan du genkende din chef?
(Jeg kan ikke, men jeg er heller ikke ansat i et firma - Primdahl minder mig mest om visse jydske krejlere jeg har kendt...)
Ubuweb har i mange år været en fantastisk ressource på nettet. Her ligger en uforlignelig samling af bl.a. lyddigte, lydkunst, artikler om lydpoesi, musik og lydkunst etc. etc. Her kan man høre Marcel Duchamps lydeksperimenter, man kan høre Marinetti læse sine futuristiske digte op, man kan høre Luigi Russolo, Jospeh Beuys, Kurt Schwitters, William Burroughs, Samuel Beckett, John Cage og meget andet som man ofte ikke kan finde andre steder. Man kan høre nye bud på lydkunst og læse teoretiske tekster af enhver slags. Der ligger en milliard uvurderlige skatte på UbuWeb. (Og i parentes bemærket ligger der også en artikel af mig, men det er nu ikke bare derfor jeg er så begejstret).
Nu lukker de. Angiveligt bliver hele samlingen (som fylder en hel tetrabite) overført til et amerikansk universitet. Og om det så stadig er offentligt tilgængeligt ved jeg ikke. Men i hvert fald vil det ikke blive opdateret længere. Øv! :-(
Tjek det ud før det er for sent
En flittig kommentator her på bloggen, nemlig komponisten Jexper Holmen, har nu også fået sin egen weblog. Den hedder noget så lokkende som Bitter Poison, og ser allerede meget lovende ud.
En anden nyhed som ser lovende ud er Dagens kommentar, der hver dag bringer en kommentar fra forskellige folk som ikke selv har en weblog. Så hvis du endnu ikke har fået nos...taget dig sammen til at få din egen weblog, kan du passende sende dine skrivebordskronikker derhen!
Det er virkelig synd for den danske adel at navne som Wedell-Wedellsborg i princippet (under de rette omstændigheder) vil kunne tages af folk uden blåt blod i årerne og hæderkronede traditioner for indavl. (Hvis altså navnelovgivningen liberaliseres). Lad os give de stakkels aristokrater en tudekiks!
Link: "Den danske adel truet på livet"
(via Kaffeklubben)
Jeg har kaldt mig agnostiker siden jeg var teenager, men nu tog jeg religionstesten og fik sandelig bekræftet at det er rigtigt: jeg er agnostiker! Til gengæld er jeg ikke særlig hinduistisk.
(Åh, disse overspringshandlinger...)
Se resultatet af testen her:
Ovre på Det spekulative øre har jeg skrevet et lille essay, "Hjerte og hjerne i musikken", hvor jeg kritiserer ideen om at der skulle findes intellektuel musik som en modsætning til følelsesmæssig og kropslig musik. Denne ide er desværre stadig udbredt, og man må derfor blive ved at modsige den indtil pointen er sevet ind.
Tommy Seebach havde i tidernes morgen et hit med sangen "Apache" (der faktisk er komponeret The Shadows - eller er det Jørgen Ingemann?), og til den lavede han en musikvideo der bør gå over i historien som den mest...hvordan skal jeg sige det...prøv selv at se den!
Nogle gange har jeg svært ved at forstå patentsystemer og deres formål. For eksempel har Frank J. Smith og hans søn Donald fået patent på trepunkts-hentehår-teknikken. Det er ganske vist. Men hvad skal det til for? Altså patentet! (hvad hentehår skal til for er en anden diskussion, som egentlig kunne være meget sjov at føre med nogen der faktisk praktiserer det og som derfor må være i stand til at forsøge at forsvare det).
Patentet fik de i 1977, og i mellemtiden er Frank død, men hans søn kunne dog stille op da de sidste år modtog deres fortjente IG Nobel Prize i ingeniør-kategorien.
Jeg har længe barslet med et supplement til denne weblog - en intellektuel weblog hvor jeg kan skrive mere eller mindre akademisk om emner der kun interesserer få mennesker. Den har ligget der længe og hedder Det spekulative øre. Du skal være velkommen til at kigge forbi og også at kommentere. At jeg kalder det en forpremiere skyldes mest at jeg venter på det endelige design fra min IT-guru, Janus. Men nu har jeg smidt den første liberalismekritik-bombe derovre, så jeg vil åbne ballet med det samme. De andre indlæg handler om Det spekulative øre, Adornos syn på weblogs, maleren Mantegnas mærkelige ansigter, Thomas Kuhns videnskabsteori og Platons foregribelse af Freud. God fornøjelse!
I anledning af H.C. Andersen-året har Alexanerband lavet en smuk video, der hylder Andersen som den store onanist han var. Se Andersen blotte sit lem for dyrene mens der synges "han kunne ikke lade den være"...
(det er en stor fil og man skal muligvis også lade RealPlayer automatisk opdatere et plugin for at få det fulde udbytte)
Kender du det at du nogle gange ville ønske at ekspedienterne bare en gang imellem tjekkede din underskrift på dankort-kvitteringen? John Hargrave blev så irriteret at han forsøgte at se hvor langt han kunne gå i kreative falske signaturer på sine egne kreditkort før det blev opdaget. Resultat: han kunne gå endog meget langt! Se historien og underskrifterne her (klik på Next for fortsættelser)
Tidsskriftet Hvedekorn er kommet med et nyt temanummer om det fiktive land, Eposien. Her er beretninger om og dokumenter fra en særegen kultur - fx kan man læse om deres gravskikke, deres religion, deres seksualpraksis og deres sprog.
Og så kan man læse om deres musik. Det har jeg skrevet om under pseudonymet Bendt Glirosan (et anagram af Torben Sangild). Jeg har også komponeret en rekonstruktion af deres musik, som på mange måder er unik, ikke mindst deres flyvende og skælvende instrumenter og måden publikum stamper i gulvet på (den ligger som lydfil her).
Der er også nogle flotte farvetegninger af den mærkelige og sensuelle eposiske flora, som en vis Sidsel Sangild har lavet.
Blandt de øvrige bidragydere kan nævnes fx Merete Pryds Helle, Viggo Madsen, Eske Mathiesen, Jens Blendstrup, Thomas Krogsbøl og Sven Holm.
Hvis du vil se alle bidragene samlet kan jeg anbefale at købe Hvedekorn nr. 4/2004 hos boghandleren (98 kr.).
Det er mig en flittig kunst at finde på overspringshandlinger når jeg skal skrive en artikel. Denne her er nu ganske sjov, idet artiklen selv indgår. Min tekst er blevet algoritmisk hakket i stykker med en tekstgenerator baseret på Markovkæder. Programmet har jeg hentet hos Thomas Thøfner. Det meste af det bliver noget kedeligt vrøvl, men der er ganske poetiske passager som disse, der bliver helt James Joyce'ske:
Små bippende, usynligt. Pludselig uforudsigeligt videre. Den digitale teknologi og dens aktiviteter. Opfattelsen af rene brugere, og dens teknologi der ikke kan på flere niveauer: "tuktuktuktuktuk".Man opererer med pladespilleren som beskrevet i særdeleshed, man opererer med danseren kay nishikawa.
Men bliver en Edith Piaf-plade på amerikansk om en barriere af en sådan kættersk æstetik? I stedet for eftermiddagsafslapning. Theodor W. i sit klangunivers. Et redskab af de konventionelle instrumenter.
Ja, du kan jo prøve at gætte hvad min artikel handler om...
Hvad vil der ske hvis eksplosionen af weblogs fortsætter, så de fleste skriver mere end de læser? Hvad vil der ske hvis Google og Amazon samtidig fusionerer? Vil der stadig findes aviser, nyheder og en offentlighed?
Se svaret her, hvor du får en tidsrejse frem til år 2014 (en 8 min. lang film)
Som bekendt er spam noget dåsekød (ikke ulig det danske JAKA Bov) hvis navn er blevet udødeliggjort gennem Monty Pythons sketch med restauranten der har utallige retter som alle indeholder spam - til det gæstende ægtepars store fortrydelse, men til de vikingeagtigte stamkunders begejstring og deraf følgende højlydte spam-sang: "spam-spam-SPAAAM, wonderful spaaam". Spam er billigt, dårlig smag og noget som man på restauranten i sketchen ikke kan undgå. Derfor er det så også blevet navnet på de email-reklamer der sprøjtes ud i milliardvis dagligt, og som alle hader.
Nu har Spam-firmaet forsøgt at vende det til deres fordel ved at lancere en Monty Python-spam! Det er jo egentlig en fin ide som man kan undre sig over har været så længe undervejs, men det er lidt kikset at det er en musical bygget over Holy Grail-filmen som der henvises til (og reklameres for).
.
.
.
Da vi ikke kan leve med operahuset som det ser ud p.t. er det glædeligt at se de fine forbedringsforslag indsendt til konkurrencen om operahusets forskønnelse af folk som bl.a. Per Arnoldi og Per Kirkeby.
Der er kommet et sted som giver svar på alle relevante spørgsmål om Gud. Det er nemlig en God FAQ.
Det er godt at der stadig findes ægte kristne i Norge (i stedet for al den danske Grosbøll-humanisme).
Nu må vi bare vente på dommedag, så fårene kan blive skilt fra bukkene. Og det er heldigvis kun ganske få der kommer med i Gudsriget, mindre end en promille. Så kan de for alvor føle sig som en del af en eksklusiv klub. ;-)
Velkommen til Lars Kjerulfs weblog. Lars vil skrive om bl.a. miljø, byrum (København), techno (som han har skrevet en bog om), sociologiske emner og livet i almindelighed.
Abekatten (alias Brian Mørk) har endelig fundet beviset for at legenden om Noahs ark holder vand (så at sige). Det var godt vi fik den reddet! Jeg var næsten begyndt at tvivle på at alt hvad der stod i Bibelen var sandt...
Weblog-genren har mange forgreninger, hvoraf den mest populære er dagbogsformen. Her skriver bloggeren om hvad der sker i hans/hendes hverdag, nogle gange ned i detaljer som hvad de spiser eller at de har købt et par nye sko. Det kan have sin egen poetiske charme, men kun hvis det sker så gennemført som på Den kedelige weblog.
Nåja, og så er der naturligvis også gode, gamle Prevn.
Du kender det sikkert: du har vasket tøj, og idet du lægger sokkerne sammen (dvs. krænget den ene ud over den anden parvis) sker det igen - der er en enlig sok tilbage! Det findes der nu råd for på denne hjemmeside, hvor man kan indrykke annoncer med efterlysninger af manglende enlige sokker. For makkeren må jo findes et sted derude. Databasen over enlige sokker er efterhånden vokset til en størrelse så der faktisk er en vis sandynlighed for at sokkerne kan forenes med deres bedre halvdel igen - en slags sokkernes dating.dk. Et smukt initiativ som varmt kan anbefales. Måske skulle nogen lave en dansk version?
Men det forklarer jo stadig ikke hvordan det sker. Den eneste forklaring jeg nogensinde har set var i et MAD-blad fra begyndelsen af 80erne, hvor de kunne afsløre at der bag tørretumbleren var en skjult sokkesugermaskine, programmeret til at fjerne netop én sok fra hver vask. En interessant konspirationsteori, der dog mangler lidt på motivationssiden: hvorfor en sådan anordning? Skulle tørretumblerfirmaerne sælge de enlige sokker videre eller er de bare onde?
Hvis du har en god forklaring er du velkommen til at bidrage med den her.
Sally og Johnny er bare for seje. Selv de sorte elsker dem!
For de historieløse som tror at boybands er en nyere opfindelse vil jeg lige minde om designerbandet "Oberst-zone" der er over 100 år gammelt. De sparkede røv! Men det er I vel for unge til at huske...
En lignende forvirrende tidslomme finder man i Roys container. Man skal lige vænne sig til sproget - et godt tip er at læse det højt, så kommer meningen helt af sig selv. Sublim weblog, der burde få en litteraturpris!
(dette er i øvrigt mit indlæg nr. 100 på denne weblog)
Alle kender (eller burde kende) "Hatten er din"-videoen. Sidste år kom en dansk pendant (som jeg med skam at melde først har opdaget nu), den hedder "Hjælp mig Pia" og har politiske undertoner. Men det absurde er i højsædet, helt i Hattens ånd. (Husk at slå lyden til).
Jeg selv har i årevis jævnligt haft Hatten-sangen i hovedet, og er jævnligt vendt tilbage til den på nettet. Jeg er ikke sikker på at Pia bliver en lige så stor klassiker, selv om der sker mere i denne video. Det skyldes simpelthen at den slags er sjovest første gang. Men fin er den...
Som bekendt har denne weblog en kæreste, Sidsels, og denne kæreste har nu fået trusler fra en alternativ behandler ved navn Michael Kastberg.
Sidsel har tilladt sig på sin weblog at kritisere Michael Kastbergs uhyrlige påstand i sine artikler om at kræft og AIDS skyldes parasitter og derfor let kan helbredes ved urdrensningskure. Hun giver en række klare og fagligt begrundede argumenter for hvorfor dette ikke har noget på sig. Resultat: han truer med at retsforfølge hende for injurier og personlig tilsvining, men har næppe nogen god sag. Det er vigtigt at bemærke at Michael Kastberg endnu ikke har svaret på Sidsels argumenter for at der ikke kan være tale om parasitter.
Her er de relevante links:
Her begyndte diskussionen
Her stiller Sidsel flere konkrete spørgsmål til Michael Kastberg
Her bliver tonen fra ham truende og ubehagelig
Jeg har lige fået nys om at jeg er citeret på Netprofessor som "ekspert" i forskellen på mænds og kvinders seksualdrift. Det er vist lidt af en tilsnigelse (på det punkt er jeg lægmand), og jeg har ingen ide om hvorfra jeg er citeret, men det ligner faktisk noget jeg kunne have sagt...
Se den uransagelige "ekspertudtalelse" her.
(NB: der findes kun to med navnet Torben Sangild. Den anden er fodboldspiller. Jeg tror faktisk at det må være mig der har udtalt mig om emnet en gang)
Jeg har taget den moralfilosofiske test, der afgør hvilke filosoffers moralfilosofi jeg deler mest. Svaret er: Sartre og Mill (begge 100%)! Dernæst kommer så
3. Kant
4. Bentham
5. Præskriptivisme (som vel må være den analytiske filosofis label til de som mener at etik har med forskrifter at gøre...)
6. Epikuræerne
...
Jeg har til gengæld stort set intet til fælles med Thomas Hobbes og overraskende lidt med Nietzsche.
Det resultat kalder vist på et par kommentarer:
Min kæreste har lavet en Googlism på mig (hun som ellers altid ser påtaget strengt på mig når jeg har lavet for mange overspringshandlinger). Af den fremgår det at jeg er tilbage i Asien som dværgskuespiller, at jeg er et rivejern, der er færdig med at kysse, at jeg tilbereder hjemmesider og er født i Odense og har flere børn - altsammen noget der kommer bag på såvel hende som mig. Hun har også Googliseret edderkopper og evolution (hendes vigtigste interesser - ud over mig, altså...)
Her er Sidsels Googlisms
Det er ikke os alle der skriver på gadesprog, men hvis man vil peppe sin weblog lidt op eller læse en webavis på en ny måde, så kan man få Styrelizeren til at korrigere sproget, så det får lidt mere street credibility...
Her kan du se denne weblog styrelizerliseret (læg især mærke til "Seneste poster", hvor emnerne blandt andet er Adorno forklaret for kidz...)
Så har min kæreste, Sidsel, fået sin egen weblog. Der vil hun skrive om biologi, dyr, videnskabelig illustration, kunstmaling, kreationister og alt muligt andet.
Jeg bliver tit spurgt hvad det der weblog er for noget, og mumler et eller andet vagt, men det behøver jeg ikke mere for nu er der kommet en klar, letforståelig og oven i købet videnskabelig definition ved Jill Walker som har forsket i weblogs som sin ph.d. Hendes definition kommer at stå i The Routledge Encyclopedia of Narrative Theory og den kan læses her.