Kategori-arkiv: Lyd
"Påvirket som kun et menneske kan være," hedder den. Det er en håndlavet "bog" med indbygget lyd og mærkelige billeder i mange materialer og små unikke indlæg.
Jeg har anmeldt den i Politiken.
.
.
.
Den ser sådan her ud:
Den koster så også lige 2000 kr.
I forbindelse med lyddesign eller i forbindelse med støvsugere hører man tit følgende anekdote: Et firma opfandt en gang en lydløs støvsuger, og regnede med at den ville blive et hit på markedet. Men ingen købte den, fordi forbrugerne ikke troede på at den kunne være kraftig når den ikke sagde noget. Derfor blev den trukket tilbage og derfor larmer vores støvsugere. Det er det, vi egentlig gerne vil have.
Der er mange grunde til at tro at dette er en vandrehistorie: For det første er der aldrig angivelser af hvilket støvsugerfirma der var tale om, hvordan de gjorde den lydløs og hvornår det skete. For det andet tror jeg at en reklamekampagne hurtigt ville kunne mane den fordom i jorden at støvsugeren skulle være mindre effektiv. Og for det tredje kunne man jo så bare skabe en støvsuger der larmer noget mindre end en almindelig støvsuger gør i dag, hvis det er så let.
Støvsugerfabrikanterne kæmper med lyddæmpning, og vil gerne skabe mere dæmpede støvsugere, men det kræver et stort monstrum af en kasse. Dog findes der, skal det siges, centrale støvsugere, der ikke larmer særlig meget. Sugeren sidder et sted i lejligheden, og hvert rum har så tilslutning til støvsugerslangen. Man er altså ikke i rum med sugemotoren. Den er der så vidt jeg ved ikke nogen der har trukket tilbage fordi folk ikke troede på at den virkede.
Pointen er jeg helt med på: Lyddesign handler ikke bare om at dæmpe og eliminere støj, men om at skabe behagelige lyde, der passer til produktet. Fint nok, men hvis denne fortælling skal hænges op på anekdoter, vil jeg foretrække nogle der har hold i virkeligheden.
Skulle jeg tage fejl vil jeg have klare facts: Hvem fremstillede sådan en lydløs støvsuger, som folk ikke ville købe, og hvornår?
Grammofoner er ikke det område, hvor man forestiller sig at der er mest produktudvikling i disse år, men én designer, den fabelagtige unge komet Rhea Jeong, har skabt en mindre sensation med sin grammofon, hvor pladen svæver i luften og hvor en rød kugle fungerer som nål, forstærker og højttaler i ét. Jeg er normalt ikke den store design-freak, men det her er altså virkelig mærkeligt. Jeg forstår ikke præcist hvordan det kan lade sig gøre, og jeg aner ikke hvordan lydkvaliteten er, men ideen er altså sjov, uanset. Jeg ville meget gerne se en video med den i funktion.
En af mine gamle helte, Blixa Bargeld, optrådte i lørdags med sit Rede/Speech-show på Gasværket.
Jeg havde ret høje forventninger i lyset af de rygter der var om hvor fantastisk det var. De blev ikke helt indfriet, og der gik ind imellem musikhøjskole i den, men der var bestemt gode og især sjove ting imellem.
Jeg har anmeldt koncerten i Politiken
Nedenfor et par supplerende kommentarer
Jeg har før skrevet om de beroligende virkninger af hvid støj, og jeg er i det hele taget interesseret i alle områder af anvendt lyd. Og dermed også stilhed. Samtidig er jeg skeptisk indstillet over for de mere hokus pokus-agtige områder af markedet for alternativ behandling (og de fylder deprimerende meget). Denne skepsis vinder helt klart over interessen for lyd og stilhed når jeg stilles over for fænomenet "lydløs helbredelse" (silent healing).
Man køber en meget dyr lyd-CD, der skal sættes i en cd-afspiller. På den CD er der ingen lyd. Nej, ingen som helst signal. Men der er heldigvis hokus-pokus-filihankat, eller rettere "selected bio-resonance patterns", som på ikke nærmere angivet vis er "indkapslet" i cd'en på en måde så man bliver helbredt for hvadsomhelst-og-mere-til hvis man sætter den på en hvilken som helst cd-afspiller. Dog står der at jo kraftigere højttalerne, der skal afspille ingenting/filihankat, er, des bedre er virkningen. Men, fortvivl ikke, du som kun har en lille ghettoblaster, for selv den mindste cd-afspiller er god nok til et stort rum.
Se denne fantastiske landvinding for den alternative videnskab her.
Man kan grine, og det gjorde jeg også, men det deprimerende ved dette og så meget andet kvaksalveri er at naive mennesker bruger penge på det og at udspekulerede bondefangere tjener disse penge. Ellers ville det ikke eksistere.
(via museionblog)
Da jeg første gang hørte om at man kan bruge højfrekvent lyd til at skræmme teenagere væk med, synes jeg mest det lød som en sjov kuriositet - især fordi teenagerne kunne bruge samme teknologi til at modtage beskeder uden at de voksne kunne høre det. Men nu er det blevet alvor.
Ideen er ganske simpel: voksne mennesker er konstant i gang med at nedsætte deres hørelse, og det går først ud over de højfrekvente lyde - dem over 15 kHz. Det betyder at de fleste børn og unge mennesker kan høre frekvenser som de fleste voksne ikke kan høre. Samtidig er højfrekvent lyd isoleret set ubehagelig.
Så en englænder fik den ide at skræmme teenagere der hang ud på indkøbscenterets torv væk ved at spille en kraftig 16-20 kHz tone på stedet, hvilket fik skræmt teenagerne væk uden at genere de øvrige kunder. (Bortset måske fra diverse børn). Han tog patent på teknologien, og lydmaskinen 'Mosquito' blev udviklet. Den har taget navn efter det at man kan skræmme myg væk med ultralyd. Og her ligger så en af anstødsstenene: parallellen mellem unge mennesker og parasitter.
Det lidt morsomme var så at teenagerne selv fandt på at udnytte deres ekstra hørelse ved at installere højfrekvent lyd som SMS-signal i deres mobiltelefon. Sådan kunne de modtage SMS'er i undervisningen uden at læreren kunne høre det.
Nu viser det sig så at teknologien faktisk bliver brugt rundt omkring, og Politiken har i dag taget emnet op. Især i England og Belgien er Mosquito blevet et hit for private virksomheder, der ikke gider have nogen unge rendende. Der er bare så vidt jeg kan se både nogle praktiske og nogle principielle problemer, som jeg vil forsøge at opregne her:
1. Der er kun tale om en statistisk forskel mellem unge og ældre - der er naturligvis ikke nogen klar grænse for hvem der kan høre tonen og hvem ikke. En af Politikens testpersoner på 39 år kunne sagtens høre lyden og fandt den stærkt ubehagelig. Det betyder at man ikke entydigt skræmmer unge væk, men slet og ret folk med god højfrekvent hørelse.
2. Børn kan så vidt jeg ved også høre disse lyde. Således går det ud over børn og deres forældre.
3. Der er et principielt problem i at ville udelukke en bestemt aldersgruppe fra det offentlige rum. Selv om mange af de irriterende 'parasitter' er unge, er det jo langtfra alle unge der begår hærværk og generer andre folk på gaden. Så de 90% teenagere som ikke har gjort noget, lider under tiltaget. Der er noget totalitært over denne magtudøvelse.
4. Lyd spreder sig rumligt. Det er svært at begrænse lyd til et bestemt areal. For eksempel havde en belgisk bank opstillet 'Mosquito' uden for deres indgang for at undgå teenagere uden penge, men det gik ud over en uskyldig dreng, som hver dag tog bussen fra busstoppestedet ud for banken. Han fik det dårligt og fik langvarig hovedpine.
Det handler om magt og territorium i det offentlige rum - noget der til stadighed er kamp om. Lyd er forbundet med territorial adfærd, lige fra fuglesang til bilstereoer for nedrullede vinduer. Banken (som er privat) rækker territorialt ud i det offentlige rum (busstoppestedet).
5. Det er ganske vist umiddelbart uskadeligt, men man kender ikke langtidseffekten af at være udsat for højfrekvente lyde. Hvad med folk der skal arbejde i nærheden af disse maskiner? Selv om man ikke kan høre lyden, kan den godt have en fysisk påvirkning. Det er faktisk ganske sandsynligt. Som en fransk ørelæge siger: "En langvarig påvirkning af denne meget intense og højfrekvente lyd, kan være skadelig og nedsætte hørelsen".
Facts
- 'Mosquito' er tilladt i hele EU, men der er folk der arbejder på et forbud.
- Den kan købes i Storbritannien, Belgien, Holland og Frankrig og bruges især ved butiscentre, skoler, byggepladser og perkeringspladser. Hvis den kommer til Danmark vil den koste 10-15.000 kr.
- Selv Mosquitos opfinder, Howard Stapleton, er kritisk over for den udbredelse og efterlyser en lovgivning på området.
Links
Politiken: Hyl skal skræmme unge væk. Læs mere i papiravisen.
Tidligere indlæg om email-overvågning
Jeg er efterhånden træt af at høre Forbrugerrådet klage over at diverse MP3-afspillere spiller for højt - uden at forklare sig nærmere. Det giver simpelthen ikke mening sådan som de fremlægger det.
(Jeg skal straks understrege at jeg i øvrigt er glad for Forbrugerrådets arbejde og er en tilfreds abonnent af Tænk. Jeg må også hellere understrege at jeg er helt med på at tinnitus er et problem og at man skal passe på sine ører og i øvrigt på trafikken når man kører gennem byen med sin iPod, hvilket jeg gør hver dag).
Hver gang der er test af MP3-afspillere får vi sangen endnu en gang: der skal en spærring på MP3-afspilleren, så den ikke kan spille over 100 dB, og hvis der ikke er det er det et stort problem, for så kan man skrue meget højt op. Og det gælder også den seneste MP3-afspiller-test, hvor lydstyrken tæller med i bedømmelsen.
Jeg forstår simpelthen ikke logikken. Og det skyldes at min praktiske erfaring siger mig to afgørende ting:
1. Problemet er ofte snarere et for lavt lydniveau snarere end for højt.
2. Lydstyrke er yderst relativt, og derfor giver det ikke mening at tale om lydstyrken af en MP3-afspiller.
ad 1) Jeg er nødt til at skrue samtlige podcast-filer (undtagen The Onion) op i lydniveau inde i iTunes før jeg overfører dem for overhovedet at være i stand til at høre dem med mine iPod-hovedtelefoner. Og megen musik fungerer på samme måde: det overdøves fuldstændig af de lyde der omgiver én i byen. Hvis trafikken fuldstændig kan overdøve en iPod der er skruet helt op, hvad er så problemet: MP3-afspilleren eller trafikken?
Det er ganske vist ikke Apples iPod der anklages denne gang, men det er måske fordi den simpelthen i udgangspunktet er ubrugeligt lav.
ad 2) Jeg har to sæt hovedtelefoner som jeg bruger. Ovennævnte problem har jeg kun når jeg benytter Apples egne medfølgende hovedtelefoner. (Det gør jeg som regel fordi jeg kører med cykelhjelm, og der er "rigtige" hovedtelefoner ikke kompatible). Når jeg skifter til mine dejlige Sennheiser bliver lyden markant kraftigere, sådan at jeg ofte har den samme iPod skruet ned på halv styrke. Lydstyrken er altså afgørende afhængig af ens hovedtelefoner og ikke primært af MP3-afspilleren. Det er den ene relativitet.
Den anden relativitet er jo lydfilerne: de har vidt forskelligt niveau. Det gælder både musik og podcast. Der er altså visse ting som ikke tager skade af at man skruer højt op, netop fordi de er lavt indspillet. Og omvendt.
Nu spørger jeg så hvordan Forbrugerrådet måler hvor højt en MP3-afspiller kan spille? Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår måske at der kan laves en elektronisk sikring sådan at udgangssignalet bremses hvis en bestemt lyd når over et vist lydniveau, men det synes ikke at være det der tale om i Tænk. De skriver nemlig at en af Mp3-afspillerne kan spille 125 dB og en anden 106 dB. Hverken mere eller mindre. Og det er jo farligt. Men hvordan er de kommet frem til det tal? Og hvad betyder det? Det forklares ikke.
Er det mig der har misforstået noget eller er forbrugerrådet ude på et skråplan?
I forbindelse med EXIT 07-udstillingen på Gl. Strand har jeg skrevet teksten om Vinyl-terror og -horror - to kunstnere der laver installationer med udgangspunkt i ombyggede vinylplader, grammofoner og højttalere. Artiklen kan læses her.
På selve udstillingen er blot en mindre højttalerinstallation af Camilla Tygstrup Sørensen, men om eftermiddagen kører hele installationen i øjeblikket inde i gården på Charlottenborg/Kunstakademiet.
Både blandt dyr og mennesker er der dialekter. Men der er også mere musikalske forskelle i sproget som handler om sprogrytmer og -melodier.
Hvis vi begynder med fuglene, så synger de forskelligt alt efter om de kommer fra byen eller landet. En ny underøgelse der sammenligner musvitters sang i udvalgte storbyer (Paris, London, Prag, Amsterdam) med de omkringliggende skoves musvitter viser en fælles tendens: by-musvitterne synger ikke bare højere, men også hurtigere end dem der bor på landet eller i skoven. Den øgede volumen skyldes formentlig at der er mere larm i storbyen, og hurtigheden måske at storbyen også for fugle er mere hektisk? Meget tyder på dette, idet andre undersøgelser viser at nattergale i byerne synger kraftigere på hverdage end i weekenden og at musvitter synger kraftigere i støjende områder af byen end i stille kvarterer. Læs mere her.
Mange ting peger på at der er sammenhæng mellem menneskers talesprog og deres opfattelse af musik. Måden vi hører musik og rytmiske lyde på er påvirket af sprogets talerytme. Der er en sammenhæng mellem japansk sprogrytme, der ofte begynder med lange stavelser og deres musiktradition og endda deres opfattelse af musik. Omvendt med amrikanere, hvor der oftest begyndes med korte stavelser efterfulgt af lange, hvilket påvirker amerikaneres måde at høre på. Også vores måde at gestalte sekvenser på, hvornår de begynder og afsluttes, er påvirket af talesproget. Læs mere her.
Endelig påvirkes vores toneforståelse af vores sprogs talemelodi. En undersøgelse viser at mandarinkinesere i langt højere grad end andre har absolut gehør (dvs. kan identificere en isoleret tonehøjde, noget man enten kan eller ikke kan) end andre. Det skyldes at deres sprog opererer med tonehøjden som betydningsbærende i meget høj grad. Undersøgelsen viser nemlig også at individer der taler mandarinkinesisk udtaler den samme stavelse i samme ord med præcis samme tonehøjde med ugers mellemrum. [Jeg har hørt om dette i Radiolab, hvor forskeren bliver interviewet].
I forlængelse af det LydRum-seminar jeg var med til at arrangere (og som i øvrigt gik godt!) har der været en del omtale i radioen, som jeg her vil samle op på:
I P1-programmet Vita interviewes jeg om lyd og arkitektur; lyddesign; lydkunst; ambient, lydfredning, støj og fremtidsudsigterne for vores forhold til lyd. Læs mere og hør programmet her.
I P2-programmet Bolero interviewes Carsten Thau i Frederiksberg-centeret om lyd og arkitektur og Fuzzy taler om sin musik. Læs mere og hør programmet her.
I en anden Vita-udsendelse interviewes Fuzzy (om installationen i Den sorte diamant) og Jacob Kirkegaard (om Tjernobyl-værket Aïon). Læs mere og hør prorammet her.
Senere vil der forhåbentlig komme en podcast med udvalgte foredrag fra seminaret, redigeret af Jacob Kreutzfeldt, og så smider jeg naturligvis et link.
Vi er blevet opdraget med at vores nervesystem fungerer via elektriske impulser ad nervebanerne. Men ny forskning på Niels Bohr-instituttet tyder på at det i stedet er lydimpulser (i form af solitoner), der er på færde. Det hele begyndte med den simple iagttagelse at der ikke udvikles varme ved nerveaktivitet, som der ville gøre hvis der var tale om elektricitet. Læs mere her.
Straks kan man begynde at fantasere om at optage disse mikrolyde - eller bare fantasere over den kakafoni af lyde vores nervesystem konstant afgiver - måske som en irregulær tekstur af percussive pulseringer, der ville kunne give Xenakis ny inspiration fra graven.
Så er bogen Det æstetiskes aktualitet kommet på gaden. Antologien handler om den øgede æstetisering af vores omgivelser i de senere årtier - fra turisme til mad, fra musik til økonomi - med en række mere principielle filosofiske overvejelser over æstetiseringens rolle, muligheder og problemer. Ud over en lang række danske bidrag rummer bogen en diskussion mellem fire af de mest interessante nutidige æstetik-teoretikere: Gernot Böhme, Mario Perniola, Martin Seel og Richard Shusterman.
Det handler altså om hvordan formgivning, atmosfære, branding, design mv. vinder indpas som bevidst strategi inden for områder hvor man før ikke gjorde så meget ud af den æstetiske oplevelse. På godt og ondt.
Min egen artikel handler om glitch-musik i lyset af teknologi og lyddesign. Den har den mundrette titel "Klik, tik, bip, sssss, fffff - Glitchmusik og æstetiseringen af det teknologiske lydmiljø". Den adskiller sig fra de fleste andre ved ikke at omhandle et allerede æstetiseret ikke-kunstnerisk fænomen, men snarere omvendt: at behandle et ellers ikke-æstetiseret fænomen for så vidt som det behandles af kunsten. Dette fænomen er teknologiens fejl- og bilyde. CD'en der går i hak, computerens små driftslyde etc.
Magasinet som hedder tre100tresgrader har lavet et temanummer om støj. Ud over et kort interview med mig om støjrock, er der artikler om en foley artist, om uforklarlige stemmer på båndoptagelser, om hifi-entusiasme, om skizofrene der hører stemmer og om blindes og døves forhold til lyde. Altsammen spændende emner som behandles af journalistspirer fra journalisthøjskolen i ret korte artikler.
Jeg har ikke fået læst nummeret endnu - bortset fra en hurtig gennemlæsning af interviewet med mig selv. Jeg synes selv at jeg kommer til at lyde lovligt kategorisk i forhold til hvad jeg egentlig mener, men som bekendt er det jo præmissen når man bliver interviewet.
Er Radiolab verdens bedste radio/podcast? Lige nu er jeg så begejstret så jeg vil svare ja. En af mine studerende (tak, Carl) tippede mig om Radiolab for et par uger siden og lige siden har jeg lyttet til disse programmer om alt fra geder der står på ryggen af køer til hvordan hjernen vænner sig til musikalske dissonanser og støj.
Radiolab er undersøgende, underholdende, populærvidenskabelig radio, der leger med lydmediet og fortæller gode historier man bliver klog af. De fem udsendelser som indtil videre udgør sæson 2006 består af flere forskellige indslag under samme tema (se mere her).
De er alle sammen meget spændende, men for mig er den mest interessante naturligvis udsendelsen under temaet "Musical Language". Selv om jeg godt vidste noget af det i forvejen sker der altid det at der kommer en ny vinkel eller en overraskende oplysning netop som man begynder at synes at man har hørt det før. Tænk at de sprog som har fikserede tonehøjder (fx mandarinkinesisk og vietnamesisk) faktisk giver mange af deres brugere absolut gehør. Eller at der er universelle træk i de sprogmelodier vi taler til babyer på overalt i verden. Mest interessant er dog for det første den neurologiske forklaring på at vi vænner os til dissonanser og støj og for det andet interviewet med komponisten David Cope, som har lavet et computerprogram der kan skabe musik i stilen fra fx Mozart eller Bach på baggrund af en analyse af deres "musikalske DNA". Med et trylleslag bliver genitanken måske manet godt og grundigt i jorden! Jeg vil måske skrive mere om disse ting ved lejlighed.
Radiolab er lavet af New York Public Radio/WNYC, og får mig til igen at savne New York. Hvis ikke du podcaster kan det også høres direkte fra deres hjemmeside.
Nu har jeg skrevet den klumme om vinylstøj på cd-indspilninger som jeg tidligere har lovet. Min tese er at grundene til at netop vinylstøjen er blevet en så vigtig nostalgisk markør er (mindst) trefold: det handler om vinylpladens gradvise og unikke måde at blive slidt ned på, om støvets forhold til erindring og om en bestemt autenticitetsforestilling.
Den bygger på midterdelen af et foredrag jeg holdt i Helsinki på et seminar om "Dust and noise". Resten af mit foredrag handlede om støv og støj som gener i arbejdsmiljøforstand, om sprængninger af bygninger der skal destrueres, om støj som visuel metafor for støv i billed- og video-redigeringsprogrammer og endelig om støvsugeren som auditivt fænomen. Til sidst præsenterede jeg Jakob Kirkegaards lydværk Vildspor om en grammofon-pickup, der frigør sig fra pladespilleren og drager ud i verden for at registrere dens lyde.
Min anden klumme for AUX handler om hvordan ren støj kan virke beroligende på bl.a. spædbørn, søvnløse og patienter under lokalbedøvelse. Læs den her.
Husker du lyden af den morgenmad som en gang hed Pif Paf Puf? Den skriver jeg om fra et lydperspektiv på AUX, en forening for lydkunst, der har bedt mig være fast klummeskriver på deres weblog. Fremover skriver jeg jævnligt et kort essay om noget der relaterer sig til lyd, musik og lydkunst. Vi er 6 klummeskribenter i alt, der skriver på skift.
Mit Pif Paf Puf-essay kommer hurtigt omkring lyddesign, Iannis Xenakis og Clicks & Cuts.
Se mit Pif Paf Puf-essay her [nu overført til dette permalink på min Wiki, oktober 2006]
Nedenfor er et par supplerende kommentarer som der ikke var plads til i selve essayet (som er underlagt et korthedskrav)
