Torben Sangilds weblog

Da Magasinet Kunst bad mig kommentere deres debat om kunstkritikken i dag, svarede jeg med noget, der kunne minde om et manifest for den gode anmeldelse. Det handler specifikt om kunstanmeldelsen, men en del af af idealerne kan udvides til at gælde for andre typer anmeldelser - litteratur, musik, film, tv, teater osv.

Dog skyldes mit fokus på forpligtelsen til konkret iagttagelse og sansning nok, at det er der, jeg synes det tit halter i kunstanmeldelser. Man oplever tit disse kedelige anmeldelser, der taler lidt rundt om værket (i stedet for at dykke ned i det) og fyrer et par klichéer af fra pressemeddelelsen eller fra den almene viden om kunstnerens projekt, før de fælder en hurtig dom. Det modsatte må være idealet, derfor dette fokus:

Læs kommentaren her

Jeg påstår ikke, at jeg selv altid lever op til mine egne idealer, men blot at det er min ambition. Jeg har ikke formuleret dem før, og de skal blot forstås som en slags tommelfingerregeler, som der givetvis findes undtagelser fra, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:11 | Kommentarer (4)
Kategorier: Kunst | Medier

Jeg har altid elsket leksika og opslagsværker, og som barn kunne jeg få timer til at gå med at bladre i Lademanns. De sjoveste leksikonopslag er dem, der handler om helt almindelige ord eller ting, som alle ved hvad er, men som jo alligevel skal være med for fuldstændighedens skyld. Ordbøgernes alenlange artkler om "et" eller "nu" eller "da" er blandt de vanskeligste at skrive. Og det samme gælder leksikaernes opslag om simple ting som håndklæde, viskelæder og dør.

Netop det fantastiske "Dør"-opslag på Wikipedia er anledningen til dette lille indlæg. Jeg har forsøgt at lave et permalink til artiklen som den ser ud pr. 5/5-09: Se her.

Sammenligner man den med andre sprogs tilsvarende artikel, er den noget helt særligt, fordi den systematisk forsøger at kortlægge alle dørens funktioner snarere end at gennemgå dørens historie og de forskellige slags døre, der findes. Og den er skrevet i et nøgternt sprog, som var den henvendt til en person, der aldrig havde åbnet en dør.

Denne henvendelsesform minder mig så igen om Svend Åge Madsens tidlige roman, Lystbilleder - En uroman i hvilken der i kursiv optræder en fortæller, der tilsyneladende forsøger at være objektiv i sine beskrivelser. Så objektiv, at beskrivelserne fortaber sig i detaljer og aldrig får skabt et egentligt billede i læserens hoved. I stedet for at sige "vi er i en kirke", er der blot beskrevet en murs form i detaljer. Og inde i kirken står en person, der skal beskrives. Fortælleren begynder systematisk nedefra, altså med skosålerne, men når aldrig personen til sokkeholderne fordi der er så meget at beskrive når man først går i gang.

Moralen er, at enhver kommunikation, selv den mest nøgterne, må forudsætte et vist mål af indforståethed, forhåndskendskab og erfaring hos modtageren. Det er et af positivismens problemer, for man kan ikke bare beskrive ting som de fremtræder, man er indfældet i en lang række forforståelser, som hermeneutikken påpeger.

Nu blev det lidt langhåret, men egentlig synes jeg bare det var en morsom leksikonartikel.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:02 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

I går udkom Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns versroman Katalognien, hvor de afprøver alle mulige forskellige lyrikformer fra heksametre til rocksangtekst. Jeg skal ikke skrive så meget om bogen her, men snarere benytte lejligheden til at korrigere mine tidligere antagelser om Ejler Nyhavn og følge op på det sidste års begivenheder. Jeg skal med andre ord fortælle historien om Ejler Nyhavn som jeg har oplevet den (men dog uden decideret personlige detaljer).

I december 2007 havde jeg kun været få uger på Facebook. En dag lå der en venskabsinvitation fra en vis Ejler Nyhavn. Det var et besynderligt navn og en person, jeg ikke umiddelbart kendte. På hans profilbillede sås en spøjs fyr med et kæmpe fuldskæg, store solbriller og ikke så meget hår. Det er i mellemtiden blevet skiftet ud med et bedre, men på det tidspunkt kunne det godt ligne et falsk skæg. Jeg lavede research, og fandt ikke noget som helst på navnet Ejler Nyhavn. Intet på internettet overhovedet. Heller ikke i telefonbogen. Kiggede man på de biografiske informationer om manden, var de mildt sagt mærkelige. Hans statusbeskeder bestod (og består stadig) af lyriske sentenser. Manden syntes at være født på Facebook. Jeg tænkte: Aha! Et interessant litterært eksperiment, som jeg gerne vil følge, og godkendte anmodningen.

Ejler Nyhavns nye Facebook-portræt (ikke det oprindelige)
-

Det blev efterhånden klart at der var en intim sammenhæng mellem Ejler Nyhavn og forfatteren Peter Adolphsen, som kort efter også anmodede om mit venskab. Nytårsdag publicerede de sammen en versnovelle i Politiken. Jeg var ret sikker på at Ejler Nyhavn var en fiktiv opfindelse, og at manden bag var Peter Adolphsen. Det var jeg i øvrigt ikke den eneste der gættede på, og Peter Adolpsen selv var ganske gådefuld i sine udmeldinger, hvilket kun bestyrkede dette indtryk.

Jeg blev efterhånden medskyldig i at udbrede kendskabet til Ejler Nyhavn og samtidig i den opfattelse, at han var en fiktion skabt af Peter Adolphsen. Jeg blev for eksempel interviewet til Information om Facebook, hvor jeg i forblommede vendinger blev citeret for noget der i sidste ende betød at Ejler var fiktiv, noget jeg mere direkte havde skrevet her på bloggen. Jeg skrev det samme i en klumme i Politiken.

Men undervejs i denne proces blev jeg mere og mere i tvivl. For sideløbende havde jeg en meget givende og delvist personlig korrespondance med Ejler Nyhavn, som gik langt videre end den man normalt ville kunne have med en fiktiv person. Ikke mindst hans passion for jazz kom fra en kender, en sand jazz-elsker. Ejler kommenterede dog kun henkastet det mærkelige i at jeg havde kaldt ham fiktiv i aviserne, og Peter Adolphsen var ikke ivrig efter at benægte at han havde opfundet Ejler Nyhavn. Så hvad skulle jeg tro?

Så skete der noget i sommeren 2008. Ejler Nyhavn viste sig offentligt til en tegneseriereception, og en af arrangørerne sendte mig et billede for at vise at den var god nok: Ejler findes. Han er ikke en fiktion, men hans navn er et pseudonym. Nogle uger senere så jeg så Ejler og Christoffer Zieler sammen i KUAs kantine. Jeg blev så perpleks at jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå hen og hilse. Men kort efter genoptog jeg min korrespondance med Ejler og undskyldte at jeg havde troet at han var fiktiv, hvilket han igen tog meget pænt. Vi korresponderede frem og tilbage og det mundede ud i en aftale om at mødes et par timer på mit kontor og spille yndlingsjazz for hinanden.

Og det skete. Ejler kom, lyslevende, sad på mit kontor og drak kaffe. Først snakkede vi lidt personligt, og så gik resten af tiden ellers med koncentreret jazzlytning og samtaler om de enkelte numre. Jeg fik her bekræftet Ejlers enorme viden på jazzområet og en god evne til at sætte ord på musikken. Vi skiltes efter en berigende eftermiddag, og har korresponderet siden. Jeg er kommet til at holde af den virkelige Ejler Nyhavn.

I går var der så release og oplæsning på stedet med det passende navn "Din nye ven". Her trådte Peter Adolphsen frem på scenen og citerede fra Berlingskes anmeldelse, der mente at Ejler var inde i hovedet på Adolphsen. Det samme gælder i øvrigt Politikens anmeldelse i dag. Men han kunne nu afsløre, hvad jeg og andre blandt publikum (men bestemt ikke alle) vidste: At Ejler findes. Ejler kom ind på scenen til vilde klapsalver, og han og Peter fremførte udvalgte tekster fra bogen. Det stod klart at den egner sig bedst til dette, at den for alvor får liv når den bliver til stemmer, to stemmer. Det var Ejlers debut som lyrikoplæser, og jeg håber han nød den store opbakning han fik fra publikum.

Nu er der ingen vej tilbage. Ejler er sluppet løs i offentligheden. Og ingen vil længere kalde ham fiktiv.

Links
Ejler Nyhavns nye hjemmeside
Nyhedsavisen: Hvem er Ejler Nyhavn?
Kommentarer til interviewet om Ejler Nyhavn
Om Katalognien

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:09 | Kommentarer (2)
Kategorier: Levned | Medier | Skønlitteratur

Der er få ting der er så grimme som MySpace, og den eneste grund til at jeg ind imellem befinder mig på sitet, er for at lytte til musik, som er MySpaces eneste fortrin. Mange bands har MySpace-sider, hvor man kan få et klart indtryk af deres musik og orientere sig på den måde. Men hold da op hvor er de grimme, uoverskuelige og fulde af ligegyldig information.

På trods af MySpaces corny layout kan det faktisk alligevel lade sig gøre at skabe et interessant design på sin MySpace-side. Det er Morten Riis et glimrende eksempel på. Han er i forvejen en af mine favoritter på den elektroniske musikscene, hvor han ikke blot laver fremragende lyd, men også tryller med dejlige software-værktøjer i Max/MSP. Hans MySpace-side er enkel, smuk og illustrativ.

Se Morten Riis' MySpace-side her.

Hvis du kender andre som har lavet ekstraordinært design på deres MySpace-side skal du være velkommen til at henvise i en kommentar. Men jeg vil gerne have en begrundelse med, og jeg vil ikke have at nogen reklamerer for sig selv eller deres venners sider. Mistanke om den slags reklame vil blive slettet.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:33 | Kommentarer (6)
Kategorier: Links | Medier

For nylig har der cirkuleret en debat i aviserne om forskellige litteraturanmelderes habilitet og inhabilitet, altså om hvornår man er for involveret i en bog til at kunne anmelde den. Det kan være et problem hvis man er ansat af samme forlag, hvis man kender forfatteren privat eller hvis man på anden måde har personlige interesser på spil.

Det blev hurtigt klart at mange boganmeldere på den ene eller anden måde har tilknytning til forlag, og som Frederik Stjernfelt (der er redaktør af et Gyldendal-tidsskrift, nemlig Kritik) påpegede: Så længe man kun får lommepenge for at anmelde, så er man jo nødt til at have andre jobs, og hvis man er litterat er det jo oplagt at have tilknytning til et forlag.

Nu anmelder jeg p.t. ikke skønlitteratur, men den samme problematik kan naturligvis overføres til alle andre anmelderier. Vi vil gerne have at anmelderne er uafhængige, at deres smagsdom ikke skyldes personlige hensyn. Og som anmelder er det mig meget magtpåliggende at leve op til de krav.

Jeg vil derfor én gang for alle redegøre for mine egne grænser for habilitet, og gøre disse mekanismer gennemsigtige. Hvis man nogensinde fanger mig i at overskride disse grænser, kan man med rette bede om en forklaring, men det er min klare overbevisning at jeg ikke gør det.

Læs videre: "Anmelder-habilitet" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:58 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier

Der er kommet en ny funktion i iTunes. Som der står: ”Vælg en sang i dit bibliotek. Klik på Genius-knappen. Voila! Genius skaber en spilleliste af sange der passer godt sammen”.

Not!

Genius er dum som et bræt og fuldstændig værdiløs. Man hører et nummer, klikker på Genius, og frem kommer enten en besked om at Genius ikke ”findes” til denne sang eller også kommer en blandet landhandel af numre som hører til samme brede genre i den almindelige tåbelige genrekategorisering. Det er på ingen måde gennemskueligt hvorfor det lige netop er de numre frem for utallige andre, for de minder ikke engang om det oprindelige nummer. Måske er det simpelthen de mest populære numre med såkaldt beslægtede kunstnere, dvs. numre som mange der har det oprindelige nummer også har i deres bibliotek. Altså en simpel og dum algoritme, der intet har med musikken at gøre.

Listerne skal vel at mærke skal ses i lyset af at jeg har rigtig meget musik liggende (ca. 1000 albums), så det er ikke fordi der mangler muligheder. Jeg kunne give mange eksempler på de tåbelige lister, men lad os tage et enkelt eksempel som alle burde kunne forstå. Jeg hører et af Jimi Hendrix’ bedste numre og trykker på Genius-knappen. Begyndelsen af den ”geniale” spilleliste med musik der ”passer godt” sammen med dette nummer ser sådan ud:

Hvorfor hele to Arcade Fire-numre, og hvorfor netop disse? Hvorfor Depeche Mode og hvorfor Bob Dylan? Og mærkeligst af alt: Hvorfor i alverden Visage? Og så videre. Det giver absolut ingen mening, og jeg vil hellere trykke på random-knappen "Bland sange" hvis jeg vil høre tilfældig musik. Det eneste der binder disse numre sammen er at de befinder sig inden for det brede felt som på i mange år på bibliotekerne hed "Beat/Folk". Der er altså ingen klassisk musik, ingen jazz, ingen avantgarde og ingen electronia.

I en tid hvor der faktisk er ved at udvikles værktøjer til at identificere og sammenligne musik er det hybris ud over alle grænser at kalde noget så tåbeligt for ”Genius”.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:18 | Kommentarer (14)
Kategorier: Medier | Musik

(set på Facebook)

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:16 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

Jeg skrev også klummen "Links & Blogs" til Politiken i fredags. Man har vist ret frie hænder - skal bare give sit bud på nogle yndlingsteder på nettet, dog helst beslægtede. Sådan har jeg i hvert fald udlagt opgaven.

Jeg valgte at beskrive fiktive personer (og samfund) i den mere morsomme ende af det danske internet. Især Landsbytossen og Roys container er entydigt morsomme. Ejler Nyhavn er mere tvetydig, men gravalvorlig kan man næppe kalde ham.

Man kan læse min klumme her

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:31 | Kommentarer (3)
Kategorier: Links | Medier

I år skete det så, og jeg indrømmer det blankt: jeg hoppede på en af mediernes aprilsnarre. Jeg kan undskylde det med at det har været en noget speciel dag (af private grunde), og at jeg derfor ikke var opmærksom, men det rokker ikke ved at jeg har været naiv. Til gengæld kan jeg sige at det så vidt jeg husker er første gang, det er sket.

Jeg var nede at købe mælk til morgenkaffen og så Politikens spiseseddel, hvor der stod at det var en fejl at Heidi blev stemt ud af semifinalen i X-factor. Jeg tjekkede så historien, og det var noget med at en navngiven telemontør hos TDC havde fundet en flaskehals-fejl i SMS-stemme-systemet. Thomas Blachman blev citeret for at ønske en ny finale, men DR nægtede dette.

Jeg labbede det i mig og sagde endda til min hustru, at det var mærkeligt at denne TDC-montør stod frem med risiko for at blive fyret. Men så meldte der sig alt muligt andet, og jeg kom først i tanker om historien her til aften da jeg ville tjekke de forskellige mediers aprilsnarre.

Det er jo sådan at jeg selv for et par år siden oprettede den efter min egen mening ganske vellykkede Wikipedia-artikel "Aprilsnar i danske medier", der nu lever sit eget liv og bliver opdateret hvert år med alle mediernes aprilsnarre.

Nu er jeg gået til bekendelse, så lad mig nu høre mine læsere: hvornår er du hoppet på en aprilsnar?

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:01 | Kommentarer (6)
Kategorier: Levned | Medier

Jeg modtager jævnligt emails med opfordringer til at "skrive under" på denne eller hin gode sag. Man skal bare klikke på et link og udfylde ens navn, så er den ged som regel barberet. Nogle gange skal man dog udfylde flere ting, såsom postnummer eller email-adresse.

Som regel opfatter jeg den slags henvendelser som en slags velmenende kædebreve uden politisk effekt, og gør derfor ikke mere ud af det. Enkelte gange har jeg dog alligevel "skrevet under", såsom for nylig med Tibet, for hvis nu der var en effekt af det vil jeg da ikke være smålig. Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt det hjælper noget som helst.

Nu spørger jeg så folk der er klogere end mig:
1. Er der nogensinde en politisk effekt af disse online-undersøgelser? Eksempler udbedes.

2. Har de samme status som rigtige underskrifter?
--2a. Hvis nej, hvilken status har de så?
--2b. Hvis ja, hvordan kan de have det, når man så let som ingenting kan skrive en masse navne på?

3. Hvad sker der egentlig med "underskrifterne"? Ligger de bare på en lang liste på en hjemmeside, og så sender man den kinesiske regering en email med "hey, vi har en million underskrifter for Dalai Lama, klik her og så tror jeg nok I vil ændre jeres Tibet-politik", hvorefter den kinesiske regering kigger på navnene og tænker: "Det var liggodt pokkers. En million, det svarer jo til 0,13% af den kinesiske befolkning. Vi må hellere sætte 1000 mand til at tjekke at navnene ikke er falske, og så ellers tage vores politik op til overvejelse." Eller hvad?

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:04 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier | Politik

Jeg bor i hus. Tyverisikring. Se dit hus med tyvens øjne. Test dit hus. Jeg bygger om. Jeg flytter. Jeg er ikke hjemme. Jeg er hjemme. Mit indbo. Nabohjælp!

Dette prosadigt er ikke skrevet af nogen. Det fremkom som et resultat af Google-søgningen "huset med øjne" (uden anførselstegn). Men det er ikke desto mindre stærkt udtryksfuldt. Endnu et bevis for at den romantiske ide om at et emotionelt stærkt kunstnerisk udtryk kommer fra en kunstner i affekt, er en myte. Død over den romantisk-ekspressionistiske udtryksteori! Længe leve den objektive sensibilitet!

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:27 | Kommentarer (13)
Kategorier: Medier | Objektiv sensibilitet | Skønlitteratur

Det er interessant at se hvad der sker når medierne går i selvsving, og selv noget så harmløst som mine udtalelser om Facebook til Information kan ende som saftigt citat i en anden avis.

Jeg har netop fundet ud af at jeg i dagens MetroXpress er citeret øverst på en side med store typer for udsagnet (og kun udsagnet) "Facebook er først og fremmest overfladisk tidsspilde". Ved siden af denne one-liner er der et billede af mig fra år 1999, hvor min profil er skåret ud og sat på avissidens hoved, og der er nævnt at jeg selv (underforstået: alligevel) har en Facebook-profil.

Nu var den citerede sætning jo altså blot en retorisk indledning til det store "men" som resten af mine udtalelser handlede om: at man sagtens kan få interessante ting ud af Facebook, at der sker sociale møder som ellers ikke ville være fundet sted, at det også er en platform for visse kunstnere og forfattere etc. Så budskabet var (og er) egentlig at Facebook godt kan noget.

Jeg er blot en lille forsker/blogger/freelancer, og oplever alligevel ofte at turen gennem de trykte medier er en forvrængning uden lige. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det må være at være politiker eller berømthed. Men så længe det bare handler om mine selvfølgelige udtalelser om Facebook kan jeg stadig grine af det - og bruge denne weblog som et modsvar.

Se også
Kommentar til interviewet
Evaluering af Facebook

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:45 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier

Jeg er blevet interviewet til Dagbladet Information om Facebook med særligt henblik på kunst og litteratur. Det kan læses her. Interviewet er blevet til under de sædvanlige betingelser.

Jeg vil gerne tilføje to af de pointer der ikke blev plads til i artiklen og så følge op på Ejler Nyhavn-historien:

1. Colonel / Thierry Geoffroy går dobbelt til Facebook som kunstner: han bruger det som redskab og undersøger det samtidig. Facebook bliver altså både materiale og indhold.

2. Forfatterne på Facebook bruger det ganske forskelligt. Mens nogen bruger det udelukkende som privatperson uden nogen litterære projekter, har andre et projekt med Facebook (som fx Ejler Nyhavn), og begge dele er helt fint. Det er klart at det er projekterne der er mest interessant i en større sammenhæng.

Interviewet fandt sted for et par uger siden, og i mellemtiden er der sket det at jeg har haft en længere Facebook-korrespondance med Ejler Nyhavn (om lyrik, jazz og andet). Han siger at det ikke er ham der har kommenteret i hans navn på min blog. Han henviser til at han skriver bedre vers end den "Ejler Nyhavn" der har kommenteret (med "dårlig versteknik" og "dårlige rim"). Hermed bliver det lidt kompliceret: hvem kan egentlig gøre krav på at være Ejler Nyhavn? Hvad er autentisk i denne sammenhæng? Han var i øvrigt også lidt fortørnet over at jeg regnede ham som en fiktiv person, men det må han finde sig i indtil han viser sig i den fysiske verden. Og måske er man ikke mindre værd for det. Jeg har i hvert fald nydt vores korrespondance.

Endelig bør det måske nævnes at der er kommet to Ejler Nyhavn-lignende figurer til: Preben Klystrup og Bing Ingerslev. Sidstnævnte virker som den mest interessante, og han mere end antyder at der står en "Lars" bag. Bukdahl? Skinnebach? Eller...?

Se også
Facebook - en evaluering

Skrevet af Torben Sangild kl. 03:08 | Kommentarer (4)
Kategorier: Medier

Nu har jeg været på Facebook i et par måneder, og selv om der er meget pjat og tidsspilde synes jeg også det har kunnet noget, så jeg har ikke tænkt mig at opgive min profil foreløbig. Nedenfor er min evaluering af Facebook, godt og skidt. Jeg lægger vægten på potentialerne frem for skidtet og går meget konkret til værks, da så mange andre har foretaget en overordnet ideologisk kritik, der bestemt også er relevant. Jeg gennemgår de vigtigste konkrete elementer og giver gåde råd til en Facebook-netikette og til nybegyndere.

Læs videre: "Facebook - en evaluering" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:59 | Kommentarer (31)
Kategorier: Medier

Jeg skal huske at nævne at jeg var gæst i Kaffeklubben på P1 dagen efter mit barns fødsel. Eller rettere: det blev sendt den dag, men var optaget 4 dage før.

Emnerne var (meget passende) centreret omkring børn og forældreskab, i forlængelse af indlæg på Farbar: børn som statussymboler og fædres barselsorlov. Det tredje indlæg jeg havde - om faderrollen gennem tiderne og nye faderidealer - nåede vi desværre ikke. Til gengæld blev der talt om julegaver og om børnenes køn og andre emner på initiativ af værten, Irene Manteufel. Politikerne var denne gang: Morten Østergaard (Rad.), Ellen Trane Nørby (V) og Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.).

Samtidig er det uden tvivl sidste gang jeg var gæst, eftersom Kaffeklubben ikke får lov at fortsætte næste år, trods gode lyttertal, kritisk succes og et originalt koncept. Det passer nemlig ikke ind i DRs planer om en ydeligere udvanding af sendefladen.

Læs mere og hør programmet her.

Se også
Kaffeklubben 1 - Hilsener, café latte, Krak-sagen og sekularisme.
Kaffeklubben 2 - P3s musikprofil, trafikkultur og trangen til at definere kunst.
Michael Aastrups overrevne avis - et værk som kunstneren ikke vil kendes ved.
Kaffeklubben 3 - Ørestad, klassisk musik og forargelse og indignation i politik.
Kaffeklubben 4 - Doping, toiletsæder/-ruller og Anders And.

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:35 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier

Først var der radio-pocast, så kom video-podcast og nu foto-podcast. Den internationale sammenslutning af dokumentarfotografer, Magnum, har lavet en podcast med små diasshow af deres fantastiske billeder ordnet i temaer og speaket af prominente folk som fx vores egen Jørgen Leth (den om Tour de France, naturligvis).

Det er en rigtig god ide, og filerne fylder ikke så meget i forhold til video-podcasts, som man generelt skal sætte god tid af til at downloade. En Magnum in motion tager ca. 1-3 minutter at hente ned med bredbånd, alt efter længden på den.

Jeg har ikke set så mange endnu, men her er min umiddelbare vurdering: Billederne er fantastiske og kommentarerne fine. De bedste kommentarer er dem der forholder sig direkte til diasshowet, hvor der altså er en sammenhæng mellem det som fortælles og det man ser. Det gælder ikke Jørgen Leths kommentarer om Tour de France (som i øvrigt også er ren gentagelse for dem der kender hans forhold til løbet), men det gælder fx fotoessayet "Niagara", indtalt af fotografen selv, Alec Soth.

Magnum In Motion kan findes her - klik subscribe for podcast eller se dem online på hjemmesiden.

(Andre podcasts jeg anbefaler)

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:03 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier | Podcast

I anledning af valget er det lidt sjovt at se de forskellige partiers hjemmesider og sammenligne dem med hinanden. Det ville føre for vidt med en grundig gennemgang af hver enkelt, så jeg har testet dem på to punkter:
1. Det generelle indtryk og præsentation af partiets politik
2. Helt specifikt: Forskningspolitik og videregående uddannelser

Punkt 2 er et emne som ikke er hot i valgkampen (og næppe heller bliver det), men som alle partier alligevel er nødt til at forholde sig til. Og som jeg har en mening om og en vis indsigt i. Hvad folk ikke ved er at universiteterne (bortset fra visse satsningsområder inden teknologiudvikling mm.) er blevet skåret ned og ned lige slutningen af 1990erne, altså siden før systemskiftet. Vi overholder ikke Barcelona-aftalen, hvor landene ellers har forpligtet sig til at bruge 1% nu og 3% i 2010 af bruttonationalproduktet på forskning. Det kan man mene om hvad man vil, men pointen er her blot om partierne klargør deres holdninger og konkrete visioner.

Læs de hurtige bedømmelser nedenfor:

Læs videre: "Partiernes hjemmesider (og forskningspolitik)" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:28 | Kommentarer (18)
Kategorier: Medier | Politik

Jeg er efterhånden træt af at høre Forbrugerrådet klage over at diverse MP3-afspillere spiller for højt - uden at forklare sig nærmere. Det giver simpelthen ikke mening sådan som de fremlægger det.

(Jeg skal straks understrege at jeg i øvrigt er glad for Forbrugerrådets arbejde og er en tilfreds abonnent af Tænk. Jeg må også hellere understrege at jeg er helt med på at tinnitus er et problem og at man skal passe på sine ører og i øvrigt på trafikken når man kører gennem byen med sin iPod, hvilket jeg gør hver dag).

Hver gang der er test af MP3-afspillere får vi sangen endnu en gang: der skal en spærring på MP3-afspilleren, så den ikke kan spille over 100 dB, og hvis der ikke er det er det et stort problem, for så kan man skrue meget højt op. Og det gælder også den seneste MP3-afspiller-test, hvor lydstyrken tæller med i bedømmelsen.

Jeg forstår simpelthen ikke logikken. Og det skyldes at min praktiske erfaring siger mig to afgørende ting:
1. Problemet er ofte snarere et for lavt lydniveau snarere end for højt.
2. Lydstyrke er yderst relativt, og derfor giver det ikke mening at tale om lydstyrken af en MP3-afspiller.

ad 1) Jeg er nødt til at skrue samtlige podcast-filer (undtagen The Onion) op i lydniveau inde i iTunes før jeg overfører dem for overhovedet at være i stand til at høre dem med mine iPod-hovedtelefoner. Og megen musik fungerer på samme måde: det overdøves fuldstændig af de lyde der omgiver én i byen. Hvis trafikken fuldstændig kan overdøve en iPod der er skruet helt op, hvad er så problemet: MP3-afspilleren eller trafikken?

Det er ganske vist ikke Apples iPod der anklages denne gang, men det er måske fordi den simpelthen i udgangspunktet er ubrugeligt lav.

ad 2) Jeg har to sæt hovedtelefoner som jeg bruger. Ovennævnte problem har jeg kun når jeg benytter Apples egne medfølgende hovedtelefoner. (Det gør jeg som regel fordi jeg kører med cykelhjelm, og der er "rigtige" hovedtelefoner ikke kompatible). Når jeg skifter til mine dejlige Sennheiser bliver lyden markant kraftigere, sådan at jeg ofte har den samme iPod skruet ned på halv styrke. Lydstyrken er altså afgørende afhængig af ens hovedtelefoner og ikke primært af MP3-afspilleren. Det er den ene relativitet.

Den anden relativitet er jo lydfilerne: de har vidt forskelligt niveau. Det gælder både musik og podcast. Der er altså visse ting som ikke tager skade af at man skruer højt op, netop fordi de er lavt indspillet. Og omvendt.

Nu spørger jeg så hvordan Forbrugerrådet måler hvor højt en MP3-afspiller kan spille? Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår måske at der kan laves en elektronisk sikring sådan at udgangssignalet bremses hvis en bestemt lyd når over et vist lydniveau, men det synes ikke at være det der tale om i Tænk. De skriver nemlig at en af Mp3-afspillerne kan spille 125 dB og en anden 106 dB. Hverken mere eller mindre. Og det er jo farligt. Men hvordan er de kommet frem til det tal? Og hvad betyder det? Det forklares ikke.

Er det mig der har misforstået noget eller er forbrugerrådet ude på et skråplan?

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:56 | Kommentarer (25)
Kategorier: Forbrugerstof | Lyd | Medier | Musik | Podcast

Jeg er blevet interviewet i den seneste udsendelse af Blogmagasinet. Her fortæller jeg om mine tre blogs; om hvad meningen er med dem og også mere generelt om hvad jeg synes en god weblog indeholder. Selve interviewet varer 22 minutter og er foregået via Skype, da manden bag Blogmagasinet, Rasmus Rasmussen, bor i USA.

Læs mere og hør programmet her.

(Du kan også tilmelde dig programmets podcast, hvilket kan anbefales)

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:02 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Om denne weblog | Podcast

Politiken har lavet en ny udgave af søndagstillægget Magasinet. Store dele af det er et livsstilsmagasin i stil med Alt for damerne eller Euroman, hvor der synes at være mistænkeligt glidende overgange mellem det redaktionelle og annoncerne. Dels fordi de to ting ligner hinanden (annoncerne er gigantiske og grafisk lækre, ligesom resten), og dels fordi der er artikler af typen hvor journalisterne ukritisk præsenterer en række dyre designerprodukter som man synes skal have en særlig omtale, inklusive pris og forhandler. Som man måske kan fornemme har jeg ikke meget til overs for den slags, selv om jeg sikkert tilhører målgruppen (den kreative klasse omkring de 40).

På den positive side er der nogle meget fine fotografier af de danske partiledere (alle undtagen statsministeren har stillet op for fotografen Peter Hove Nielsen) med lukkede øjne. Det er et meget simpelt greb, som gør at man pludselig kan se deres ansigter på en anden måde - både fordi de ikke kigger tilbage, så man er mere voyeur end normalt, og fordi det giver en anden poesi til deres ansigter - de bliver drømmende. Desværre har de ikke kunnet dy sig for at spørge politikerne hvad de tænkte på mens billedet blev taget, hvilket delvist forstyrrer det drømmende og poetiske. At Pia Kjærsgaard tænkte på at hun skulle vaske tøj og at Villy Søvndal forberedte sig på en kommende debat er naturligvis en måde at hive det ned på jorden igen, men måske skulle man tillade sig for en gangs skyld bare at lade dem være drømmere - netop fordi det er så langt fra deres normale fremtræden. Kun Helle Thorning-Schmidt holder sig fri, og svarer: "Hvad jeg tænkte på? Det er min sag. Noget rart."

Men grunden til at jeg overhovedet skriver dette indlæg er noget der kommer sidst i bladet. Dér er ugens novelle, hvilket i sig selv er en vældigt god idé, som de har genoptaget efter 40 års pause. Den første novelle er skrevet af Klaus Rifbjerg, og er gedigent novellehåndværk uden de store overraskelser. Men det er heller ikke novellen jeg skal kommentere nærmere. Det er illustrationen.

Illustrationen er en collage, der blander tegning med fotografiske indklip, og er stilmæssigt helt i orden. Det jeg skal kommentere er en specifik detalje, nemlig den nøgne kvindekrop der er illustrationens absolutte centrum. Den illustrerer en novelle om en pensioneret kvinde der sidder nøgen på sin terrasse og læser. En del af novellen handler om kroppens forfald og evnen til at acceptere den aldrende krop - kvinden har til en vis grad accepteret sit eget udseende. Men tegneren, Mai-Britt Bernt Jensen, har valgt at tegne en kvinde i samme situation, der har en krop som en 20-årig!

Jeg ved ikke hvilke overvejelser der ligger til grund for dette, men jeg har svært ved at se andet end at tegneren (der lavede nogle gode illustrationer til Nynnes dagbog) ligger under for det selvsamme kropslige tabu som det, Rifbjerg tematiserer i begyndelsen af novellen, formentlig ubevist. Vi vil ikke se på aldrende kroppe, og da slet ikke nøgne kvindekroppe. Vi ser 20-årige kvindekroppe afbildet overalt. Jo mere kvindekoppen udelukkende ses som den unge kvindekrop, des mere bidrager man til tabuiseringen af den gamle krop. Og når man så oven i købet skal illustrere en novelle om en ældre kvinde, så har man da for alvor pligt til at gøre det.

Men det passer måske ikke ind i Magasinets livsstil?

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:21 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier

I mandags sendte Apropos på P1 et interview med mig og Mette Sandbye om provokationer og provokerende kunst. Vi kommer hurtigt igennem slørhaler i blendere, udstoppede hundehvalpe, SWINE, Hornsleth det hollandske nyre-tv-show og meget andet. Men også mere klassiske eksempler som Manet og Klimt bliver berørt. Der er ikke plads til de dybere analyser, men jeg synes faktisk vi begge gør det OK, hvis jeg selv skal sige det.

Læs mere og hør udsendelsen her

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:55 | Kommentarer (0)
Kategorier: Kunst | Medier

Nu hvor DR kastreres må jeg hellere minde om verdens bedste podcast, Radio Lab. Her formidles viden på en engageret og uhyre velproduceret måde, der udnytter lydmediet til fulde. Jeg skrev om dem mere indgående sidste år, men efter en pause i podcasten er der kommet en række nye, fantastiske programmer fra 2007 - ikke mindst den om søvn, som jeg er i gang med at høre i øjeblikket. Den eneste grund til ikke at høre Radio Lab skulle være at man ikke kan forstå engelsk, ellers har man ingen undskyldning.

Abonnér på podcasten for 2007 her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:16 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier | Podcast

Denne tirsdag var jeg endnu en gang gæst i Kaffeklubben på P1, og af alle gange var dette nok den morsomste - måske på bekostning af tungere og vigtigere politiske emner. Vi morede os i hvert fald kosteligt. Der er doping, Anders And og ikke mindst toiletvaner på programmet. De tre politikere er for første gang alle mænd, så der breder sig en vis mandehørm: Michael Aastrup Jensen (V), Morten Østergaard (Rad.) og Rune Lund (Enh.).

1. Bjarne Riis og doping
Diskussion i forlængelse af dette. Desuden spørges om visse rockmusikeres indtag af stoffer ikke er nødvendig kreativ doping.

2. Toiletter, toiletruller, toiletsæder og kønskampen
I forlængelse af mit indlæg om toiletpairets vending diskuteres også toilettet som tilflugtssted for manden og i det hele taget kvindernes hersken i hjemmet. Det fører så naturligt videre over i mit indlæg om toiletsæder og kønskamp. Politikerne er meget engageret i diskussionerne om både toiletter og mændenes frigørelse.

3. Anders And og politik
Præsentation af denne Anders And-historie som et oplæg til diskussion om politiske budskaber i børnelitteratur. Her er de tre politikere desuden blevet bedt om at lave en opbyggelig Anders And-historie, og jeg får lov at kåre vinderen med den bedste historie. Præmien er en vandpistol.

Læs mere og hør programmet her

- Kaffeklubben på P1 sendes tirsdag 10.03-11.30 og igen 20.00-21.30.
- Det kan efterfølgende høres på nettet og findes også som podcast.
- Man kan endelig også deltage i diskussionen på Kaffeklubbens blog.

Se også
Kaffeklubben 1 - Hilsener, café latte, Krak-sagen og sekularisme.
Kaffeklubben 2 - P3s musikprofil, trafikkultur og trangen til at definere kunst.
Michael Aastrups overrevne avis - et værk som kunstneren ikke vil kendes ved.
Kaffeklubben 3 - Ørestad, klassisk musik og forargelse og indignation i politik.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:27 | Kommentarer (5)
Kategorier: Medier

På tirsdag er der verdenspremiere på filmen Good Copy Bad Copy på DR2. Man bør unde sig selv at se denne fremragende film hvis man interesserer sig bare en smule for musik, sampling og copyright.

I filmen møder vi bl.a. kendte samplere som Girl Talk og Danger Mouse - samtidig med at pladeselskabernes talsmænd får lov at udtrykke deres mening. Vi kommer også nærmest jorden rundt - eller rettere: til både Nigeria, Brasilien og Rusland, der alle har alternative måder at opfatte copyright på. Vi møder også folk som Lawrence Lessig (manden bag creative commons). Det hele er klippet flot og meningsfuldt sammen uden voice-over, ud fra ideen om at det vi ser taler for sig selv, hvad det også i reglen gør - især hvis man er lidt inde i sagerne på forhånd.

Selv om man får alles vinkel på sagen skinner det igennem at tilrettelæggernes sympati ligger i ønsket om en friere copyright-lovgivning, hvor det er muligt fx at sample fra andre uden at få uhyrlige million-sagsanlæg på halsen. Og det kan jeg kun tilslutte mig.

Filmen er lavet af Andreas Johnsen (fra Rosforth), Ralf Christensen og Henrik Moltke. Den sendes på tirsdag 29/5 kl. 20.30 på DR2 og varer en time.

Apropos dette vil jeg også lige nævne at Lyt til nyt-udsendelsen om musik på internettet genudsendes samme aften, altså 29/5 kl. 21.30. Her er jeg gæst og taler om de positive ting som internettet har gjort for musikken. Se mere her.
Hør evt. udsendelsen online her.
Eller læs min lille artikel om samme emne her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:17 | Kommentarer (2)
Kategorier: Film | Medier | Musik

På opfordring skal jeg hermed kort kommentere Bjarne Riis' offentlige indrømmelse af doping, selv om aviserne og diverse blogs sikkert flyder over med den slags. Jeg har ikke set nyheder eller læst nogle af dahgens aviser i skrivende stund. Jeg vil blot slå nogle simple ting fast inden jeg eventuelt diskuterer andres kommentarer:

1. Man har vel aldrig været i tvivl om at Bjarne Riis var på EPO - det har jeg i hvert fald ikke. Derfor er det ikke nogen nyhed i sig selv. Nyheden er at han står frem. Attraktionen er at se manden bekende sin synd efter 10 års løgne.

2. Da Tour de France 1998 åbnede i Irland med Festina-skandalen så jeg prologen med nogle venner som var meget chokerede, og som mente at det måtte forklare Festinas utrolige resultater de sidste par år. Jeg svarede at de jo allesammen var på EPO, så det gjorde nok ikke den store forskel, og nu ville jeg bare se noget cykelløb. Det chokerede dem og blev udlagt som værende ualmindeligt kynisk. I dag ville ingen løfte et øjenbryn over en sådan bemærkning. Og det som den peger på er følgende: Bjarne Riis har ikke dopet sig i modsætning til sine konkurrenter og derfor vundet Touren. Formentlig ville han have vundet den alligevel hvis ingen var dopede. Altså: alle dem som nu siger og tænker at han vandt på grund af doping bør lige tænke sig om.

3. Det gælder også dem som siger at hans "nærmeste konkurrenter" nok var dopede. Nej, stort set alle var dopede, ned til lavest placerede hjælperytter. Kigger man på hvem der er blevet taget for doping gennem årene viser der sig ikke en perlerække af stjerner, men ryttere på alle niveauer af det professionelle felt, og heriblandt en lang række ryttere som på doping formåede en placerinng som nummer 153. Se også mit tidligere indlæg om dette.

4. Professionel sport er et storstilet medieshow, og ideen om en "lige kamp" er meget svær at formulere nogle rationelle kriterier for. Sport handler om myter, og kun på mytens niveau giver det mening at se dyderne udfolde sig. Samtidig er EPO usundt og farligt, og hele den mafia-stemning der har været i cykelsporten har været ubehagelig at være vidne til. Det er virkeligheden bag myten.

(jeg har tilføjet nogle kommentarer til Politikens artikler nedenfor)

Læs videre: "Bjarne Riis og doping" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:57 | Kommentarer (29)
Kategorier: Cykelsport | Medier

Jeg fik et tip om at Det spekulative øre var anmeldt i Politiken i onsdags. Jeg har nu fundet artiklen, som er en anbefaling af 5 kunstrelaterede steder på nettet af kunstanmelderen Kristine Kern, og altså heriblandt Det spekulative øre. Hun skriver:

Spekulativ weblog
En såkaldt intellektuel weblog med tænksomme, men sjove indlæg om interessante finurligheder er ’Det spekulative øre’. Et af de nyeste indlæg handler om klichéer inden for kunstkritik og er som de fleste andre skrevet af redaktør Torben Sangild selv. Det er en kliché at skrive, at »beskueren tvinges« til et eller andet, beskueren kan anspores, mener Sangild – og det kan det måske være noget om. Et andet indlæg handler om ’Platon og støjrock’ – redaktøren er ekspert på sidstnævnte, og bloggen spænder i det hele taget vidt, hvad emner angår. I modsætning til den almindelige weblogs korte, dagbogsagtige form, åbner ’Det spekulative øre’ rum for længere indlæg, som der så til gengæld kan gå måneder imellem. Sin anderledeshed til trods har bloggen dog en snært af den megalomi, som jeg synes kendetegner rigtig mange oneman weblogs.

Den lettere "megalomane" redaktør er stolt og takker ganske ydmygt...

De andre anbefalinger gik til:
* Kopenhagen og Aarhus.nu
* Det fri Universitet
* Dominique Gonzalez-Foerster
* Øjeblikket

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:24 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier | Om denne weblog

I dag var jeg igen gæst i Kaffeklubben på P1.

Emnerne denne gang er:
1. Ørestaden og Field's (jvf. den tåbelige cykelkælder og de manglende butikker).
2. Forargelse og indignation i politik. Er det feminint at være venstreorienteret og maskulint at være højreorienteret?
3. Den klassiske musiks særstatus som seriøs musik.*

Politikerne i studiet er denne gang Mette Frederiksen (S), Helle Sjelle (K) og Michael Aastrup Jensen (V).

*Inden jeg bliver klynget op i den nærmeste lygtepæl skal jeg understrege at jeg altså på ingen måde foreslår at fjerne støtten til klassisk musik! Det ville være fatalt, og det kunne jeg aldrig finde på.
Grunden til at jeg nævner dette er at værten i begyndelsen af programmet præsenterer mit indlæg som at man kunne prøve at fjerne støtten og bruge den på andre former for musik. Lytter man i stedet til hvad jeg selv siger skulle det være klart at der er tale om en misforståelse. Værten har ikke set mine indlæg på forhånd, og derfor kan emnet hurtigt misforstås.
Min pointe er altså ikke at den klassiske musik skal have fjernet støtten, men er derimod en kritik af dens selvtilstrækkelighed som den eneste seriøse musikform. Derfor leger jeg bl.a. med nogle tankeeksperimenter om hvordan man fx også kunne have statsstøttede avantgardejazz-orkestre eller verdensmusik-orkestre.

Læs mere og hør udsendelsen her

Kaffeklubben bliver sendt tirsdag 10.03-11.30 og genudsendt 20.00-21.30 på P1. Programmet kan også høres på nettet og hentes som podcast. Endelig har programmet sin egen blog, hvor man kan diskutere videre.

Links til min tidligere medvirken i Kaffeklubben
Kaffeklubben 1
Kaffeklubben 2
Michael Aastrups overrevne avis

Skrevet af Torben Sangild kl. 08:01 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier

Nogle gange kan det være svært at finde på en journalistisk vinkel og en overskrift på en begivenhed, og tit skal det sikkert gå hurtigt når nyhederne skrives. Det må være forklaringen på den sensationelle overskrift og første sætning i DR Københavns nyhed 10/4 kl. 15:42 - Bankrøveri ved højlys dag.

Nu har jeg aldrig hørt noget lignende - at røve en bank ved højlys dag? Nogen kunne jo se at det skete? For eksempel de ansatte i banken. Mage til frækhed. Næ, i de gode gamle dage, der lavede man altid sine bankrøverier i nattens mulm og mørke. At banken så havde lukket, så der ikke var nogen mulighed for et røveri tog man ikke så tungt.

Det næste bliver vel at spritbilisterne begynder at drikke eller at morderne begynder at bruge våben.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:40 | Kommentarer (4)
Kategorier: Medier

Jeg får jævnligt emails gennem diverse networking-bureauer (Tagged, LinkedIn og hvad de ellers hedder) hvor folk jeg kender ønsker at oprette mig som ven/kontakt. Det er åbenbart noget der breder sig voldsomt i øjeblikket, for jeg får ca. en invitation om dagen fra forskellige bekendte og tidligere studerende. Tagged er endda så insisterende at de siger at hvis ikke man opretter sig vil den anden måske tro at man afviser dem! Nu siger jeg det så én gang for alle:

Jeg ønsker ikke at benytte nogle af disse tjenester, så når jeg ikke opretter mig som kontakt skal det på ingen måde tages personligt.

Skrevet af Torben Sangild kl. 06:38 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

Hvis du er hurtig kan du nå at snappe Herman Bangs roman Ludvigsbakke, der sendes i DR som podcast i 14 afsnit. Den ligger der kun april ud, så skynd dig!

Link til Ludvigsbakke podcast (DR)

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:47 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier | Podcast

Jeg kan godt lide mediernes asprilsnar, som leger med vores autoritetstro, og som er uhyre morsomme når de er bedst. Sidste år oprettede jeg Wikipedia-artiklen Apilsnar i danske medier, der skal samle op på dem allesammen hvert år.

I dag gik jeg ind for at tjekke om der var liv i artiklen, og det var der - folk havde registeret 13 aprilsnarre i de danske medier, og det er vældig fint. Men der må mangle nogen. Hvor er fx TV-Avisen, Radioavisen og Nyhederne på TV2? Hvis du har set nogle af disse eller har andre mediers aprilsnar at tilføje, må du endelig træde til. Hvis du er usikker på hvordan man skriver på Wikipedia kan læse, kan du enten se en kort introduktion her (det er let!) - eller, hvis du har total berøringsangst over for den slags, kan du sende en beskrivelse af aprilsnarren til mig. Endvidere ville jeg ønske at man ville følge mit eksempel fra 2006 og skrive journalisternes navne i parentes.

I år har jeg besluttet at kåre den bedste aprilsnar - og det bliver så blandt dem som er registreret nu. Vinderen af Sangilds aprilsnar-pris bliver... Politiken med deres afsløring af morderen i TV-serien forbrydelsen. De får den for udførelsen snarere end ideen.

Hædrende omtale fortjener:
- Ekstra Bladet for at have dobbelt aprilsnar, hvilket må have forvirret de læsere der diskuterede hvilken historie der var aprilsnarren. Særligt den med Don Ø var god, fordi Brian Mikkelsens reaktion mimer læserens.
- Berlingske Tidende fordi en af mine venner (som endda er ansat i DRs Big Band) hoppede på historien om at DR-byen skale flyttes til Malmö. Men han var også alene hjemme med to børn, og lettere forvirret i hovedet.
- Bornholms Politi for at have snøret både Ritzau og Jyllands-Posten
- B.T. for at opfylde mange danskeres største længsel - Gasolins genforening.

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:36 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier

I forlængelse af det LydRum-seminar jeg var med til at arrangere (og som i øvrigt gik godt!) har der været en del omtale i radioen, som jeg her vil samle op på:

I P1-programmet Vita interviewes jeg om lyd og arkitektur; lyddesign; lydkunst; ambient, lydfredning, støj og fremtidsudsigterne for vores forhold til lyd. Læs mere og hør programmet her.

I P2-programmet Bolero interviewes Carsten Thau i Frederiksberg-centeret om lyd og arkitektur og Fuzzy taler om sin musik. Læs mere og hør programmet her.

I en anden Vita-udsendelse interviewes Fuzzy (om installationen i Den sorte diamant) og Jacob Kirkegaard (om Tjernobyl-værket Aïon). Læs mere og hør prorammet her.

Senere vil der forhåbentlig komme en podcast med udvalgte foredrag fra seminaret, redigeret af Jacob Kreutzfeldt, og så smider jeg naturligvis et link.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:14 | Kommentarer (0)
Kategorier: Arkitektur og byplanlægning | Kunst | Lyd | Medier | Musik

Jeg har lige læst en ny Anders And-historie for første gang i mange år. Jeg er rystet - på den positive måde. Nu med Marx, fagforeninger og voldelige demonstrationer.

Da jeg var barn var Andeby-universet renset for alt der kunne være det mindste kontroversielt, ikke mindst politik. Onkel Joakims forhold til penge var nok kynisk og gnier-agtigt, men samtidig naivt og barnligt. Rip, Rap og Rup var ikke individer, men tre udspaltninger af en mental enhed, hvilket altid har irriteret mig - også som helt lille. Og Andeby var en ubestemt udgave af 50'ernes midtvest-forstadsmiljø. I hver historie gik noget galt, men den faste orden blev genoprettet. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og dengang fik man ikke at vide hvem der havde skrevet og tegnet historierne, for børn skulle åbenbart have det løgnagtige indtryk at de var skrevet og tegnet af Walt Disney selv.

Der var for nylig opmærksomhed om grænserne for Anders And, idet der var en historie (i øvrigt skrevet af en af mine tidligere studerende) hvor det blev antydet at Anders And gik i selvmordstanker.

Men den Anders And-historie jeg skal fortælle om her, har tilsyneladende ikke vakt nogen kontroverser, og er skrevet af en amerikaner, Geoffrey Blum, der er en kendt Carl Barks-ekspert, og som vistnok er ansvarlig for at selv internettet er kommet til Andeby.

Den står i Anders And & Co. fra 1. marts 2007 (altså et ganske nyligt nummer, som min kære 5-årige nevø glemte hos os) og hedder "Helt i hundene". Det er den første historie (14 sider), og jeg tror nok at det betyder at den regnes for den vigtigste. I hvert fald var jeg (positivt) overrasket over hvad den kunne indeholde af emner, personager og avanceret ordvalg - heriblandt rockere, kapitalisme, korruption, nepotisme, voldelige miljødemonstrationer, fagforeningspolitik, arbejdsløshed, kommunale miljøvurderinger og Karl Marx-bøger på originalsproget.

Læs videre: "Anders And opdateret" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:05 | Kommentarer (19)
Kategorier: Medier | Skønlitteratur

Min debatartikel "Ny musik og internettet - noter om de digitale potentialer" er kommet i det nye nummer af Autograf, og kan læses her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:42 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier | Musik

Næsten hver dag sker det: man skriver på sin computer OG PLUDSELIG BEGYNDER DEN AT SKRIVE SMÅ BOGSTAVER MED STORT. oG OMVENDT. Man er endnu en gang kommet til at strejfe Caps Lock-tasten på sit keyboard.

Caps Lock er placeret centralt på keyboardet på trods af at ingen har brug for den. Det skyldes at man bibeholder designet fra skrivemaskinen, og at producenterne åbenbart er bange for at opdatere keyboardet så det bliver indrettet på nutidige behov. Da man skrev på maskine havde man ikke fed, kursiv og et væld af andre typografiske muligheder. Man havde store bogstaver og understregning. Derfor brugte man tit store bogstaver til OVERSKRIFTER, og derfor havde sekretærer og andre en vis nytte af tasten. Men hvor mange bruger den i dag? Mit gæt er at det er meget få. Mit gæt er også at en milliard mennesker irriteres over denne tast.

Jeg vil mene at den er så overflødig at man kunne fjerne den helt. Jeg bruger den aldrig. Men hvis man er bange for at savne den kunne man eventuelt nøjes med at placere den i periferien af keyboardet sammen med specialtaster som Prt Scr, Sys Rq, Scr Lk, Nm Lk og andre slægtninge. Så det vil jeg opfordre alle computerproducenter til.

Heldigvis er der andre der har gjort noget ved sagen. En belgier har søsat en Caps Off-kampagne. Må den få indflydelse overalt.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:54 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned | Medier

Det var interessant at overvære politikeren Michael Aastrup Jensen som skabende kunstner i Kaffeklubben på P1. Jeg havde bedt om at være til stede for at dokumentere skabelsen af værket, der jo selv er en happening.

---

Baggrund
For dem der ikke aner hvad det handler om er baggrunden som følger:

Jeg var gæst i Kaffeklubben på P1 og havde et indlæg om at jeg var træt af at man altid spørger om noget er kunst før man spørger hvad det udtrykker eller om det er interessant. (Hør udsendelsen her).

Michael Aastrup gav udtryk for at der må være grænser for kunsten (grænser som sættes af sund fornuft), ellers kunne alt jo være kunst, og påpegede at hvis han rev den avis over som lå foran ham på bordet, så ville det jo ikke være kunst.

Efter udsendelsen ringede en vis Knud Frøslev ind og bød 100 kr. for den avis som Aastrup ville rive over. Jeg bød over og betingede mig:
1. At den skulle signeres
2. At jeg fik lov at overvære og dokumentere seancen.

Jeg begrundede punkt 2 på følgende måde:
"Det er en integreret del af Aastrups æstetik at det performative (altså selve handlingen) er lige så vigtig som resultatet. Værket har altså en stor del af sin værdi i den offentlig eller halv-offentlige happening at Aastrup river avisen over. På den måde er han også nødt til at forholde sig til hvordan han vil gøre det, og dermed understrege sine selviscenesættelsesteknikker, hvilket igen giver værket dets politiske dimension."

Skabelsen
Aastrup slog til og ville gerne skabe værket, selv om han understregede at han ikke selv synes det er kunst. Allerede her er det interessant: vi har en kunstner der ikke selv synes han er kunstner og et værk som han ikke selv synes er kunst, men markedet og kunstkritikken (repræsenteret af mig) blåstempler det alligevel som kunst. Ganske vist med et glimt i øjet, men det gør ikke noget.

I slutningen af denne udsendelse skete det så og blev dokumenteret. Aastrup gik med på spøgen, men understregede at pengene fra auktionen (der nærmer sig sin afslutning i skrivende stund) vil gå til Kræftens Bekæmpelse.

Under almindelig munterhed blev baggrunden forklaret, heriblandt mine overvejelser over det performative aspekt. Aastrup rev så avisen (præcis den udgave af Nyhedsavisen som han pegede på i forrige udsendelse) over.

Men lad os lige opholde os lidt ved avisen. Jeg har ikke haft mulighed for at kigge nærmere på den (så der er masser af stof til de fremtidige analyser af værket), men det er markant at forsiden prydes af Ulrik Wilbek under overskriften "Øv - Nu kan det kun blive bronze". Lige inden Aastrup rev avisen over gav han udtryk for sine følelser omkring det at overrive billedet af en partifælle (Wilbek er jo også venstremand).

Aastrup understregede også at hans metode var den lette måde, som er typisk for politikere. Her er det lidt uklart for mig hvad denne bemærkning præcis betyder, men det er jo også vigtigt at holde værket åbent for fortolkning. Jeg vil dog tillade mig følgende bud: Aastrup hentydede til at han rev den over på den korte led, og gav udtryk for en selvironi i forhold til det at være politiker. Men her er der virkelig stof til eftertanke: tager politkere altid den korteste vej?

Vi skal også kigge på den kropslige del af performancen: Dette aspekt lagde et vist pres på Aastrup. Både fordi jeg havde udnævnt det til afgørende for værkets politiske dimension og fordi Margrethe Vestager lige inden udførelsen sagde at hun havde tænkt meget over hvordan han mon ville gøre det.

Aastrup blev siddende på sin stol (han kunne have rejst sig op og gjort det mere ceremonielt). Han holdt avisen op foran sig og rev den over med et stort, for ham karakteristisk smil, der i øvrigt afspejlede den generelle munterhed i DR-studiet, hvor politikerne Margrethe Vestager, og Pernille Vigsø Bagge, blog-gæsten Christian Bjørnskov, værten Irene Manteufel, tekniker/webmaster/producer Anders Kjærulff Christensen og altså jeg selv, Torben Sangild (som garant for kunstvidenskaben og kunstkritikken) var samlet. Ude i teknikerrummet sad i øvrigt tekniker/producer Jesper Tholl og var et ekstra vidne.

Aastrup rev altså avisen over på den korte led med et stort (og måske en smule forlegent?) smil, og bagefter var der klapsalver og latter mens han signerede værket. Jeg foreslog at han signerede begge halvdele, hvilket han gjorde, med bemærkingen om at han signerede Wilbeks arm på den ene af halvdelene. Jeg har som sagt ikke nærstuderet det endelige værk, så jeg ved ikke hvor han signerede den anden halvdel, men det skal nok blive opklaret. Hvis ikke jeg ender med højeste bud på værket vil jeg kontakte ejermanden for en nærmere beskrivelse.

Opdatering: Imens jeg skrev dette gik en vis Knud Frøslev (som også var den første byder og dermed satte det hele i gang) af med højeste bud på 325 kr., så jeg må høre om mulighederne for at tage værket i nærmere øjensyn. Knud Frøslev, hvis du læser dette, så vil jeg gerne i kontakt med dig.

Efter at udsendelsen stoppede blev der spøgt med konserveringsproblemerne, værkets potentielle værdistigning hvis Aastrup en dag bliver minister og andet. Alle gav hånd på vej ud.

Se flere billeder fra seancen her:

Læs videre: "Michael Aastrup Jensen: Uden titel (Overrevet avis)" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:37 | Kommentarer (32)
Kategorier: Billeder (andre) | Kunst | Medier

I denne uge var jeg igen dagens gæst i Kaffeklubben på P1.

De tre folketingspolitikere i studiet er Margrethe Vestager (Rad.), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Michael Aastrup Jensen (V).

Emnerne for mine oplæg til politikerne er denne gang er:

1. Ole Hyltoft og P3s musikprofil (jvf. dette)
2. Trafikkultur - hvorfor er folk så egoistiske i trafikken?
3. "Sku' det nu være kunst?" - hvorfor har folk dog så travlt med at spørge om dette eller hint er kunst? Er det ikke vigtigere om det siger noget interessant? Diskussionen kommer til at centrere sig en del om Manzonis lort på dåse, idet Michael Aastrup er meget fokuseret på netop dette eksempel.

Opdatering: i kølvandet på dette program tages Aastrup på ordet (eller rettere: mod ordet), idet han argumenterede med at hvis han rev avisen foran sig over ville det ikke være kunst. Der er nu budt på dette værk, og det vil blive udført i næste program med mig som vidne.

(Desuden kommer der et kort intermezzo om lydkunst.)

Der bliver spillet musik af Kim Larsen, Einstürzende Neubauten, Jacob Kirkegaard, Liva Weel og Else Marie Pade.

Desuden kan jeg for fans af Hans Perstrup røbe at Pernille Vigsø Bagge læser højt fra et brev hun fik af ham. Det viser sig nemlig at også folketingspolitikere bliver bombarderet med denne galnings "påvisning" af at rytmisk musik er skadeligt. Hun vidste ikke at jeg havde skrevet om ham, så det var et rent sammentræf.

Hør udsendelsen her

Kaffeklubben på P1 sendes tirsdage kl. 10.03-11.30 og igen 20.00-21.30.
Man kan abonnere på deres podcast,
kommentere på deres blog
og høre udsendelsen online her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:09 | Kommentarer (8)
Kategorier: Medier

Jeg har fået den ære at være blevet udvalgt som gæst i et af mine yndlingsradioprogrammer - Kaffeklubben på P1 - både i denne uge og i næste uge.

Programmet varer halvanden time, og jeg sætter dagsordenen med emner her fra bloggen, som så diskuteres med de tre folketingspolitikere (Margrethe Vestager, Ellen Trane Nørby og Pernille Vigsø Bagge). I denne uges program var emnerne:
1. Hilsener og omgangsformer
2. Café latte som skældsord
3. Krak-sagen, ophavsret og den ændrede medievirkelighed
4. Sekularisme

Jeg synes selv det gik godt (trods en enkelt tvivlsom formulering, se kommentar nedenfor), og de inviterede mig altså også til at være blog-gæst i næste uge.

Kaffeklubben sendes tirsdag 10.03-11.30 og genudsendes tirsdag 20.00-21.30. Programmet sendes også som podcast.

Lyt til denne uges udsendelse og læs mere her.

Diskutér emnerne på Kaffeklubbens blog.

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:54 | Kommentarer (11)
Kategorier: Medier

Ifølge Podheads nye undersøgelse er den gennemsnitlige podcast-lytter en mand, der er 37 år gammel og har en Apple iPod med mere end 10 GB. Det er med andre ord mig! Jeg har aldrig prøvet at være den typiske noget som helst før, så det er et stort øjeblik, og bekræfter mig kun i at det ikke er tilfældigt at jeg er blevet podcastoman.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:16 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier | Podcast

Krak har fået international opmærksomhed i dag på sit sagsanlæg mod en blogger der linkede til et krak-kort. Opmærksomheden er forståeligt nok ikke positivt stemt, og Krak er godt i gang med at skyde sig selv i foden. Andre firmaer er glade når man linker til dem. Læs om sagen og om hvorfor Krak er dybt urimelige her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:26 | Kommentarer (4)
Kategorier: Medier

Der skyder nye podcasts op hele tiden, og enkelte er så interessante at de bliver præsenteret her (og her). I denne omgang hyper jeg tre spændende nytiltag:

Kaffeklubben på P1
Dette er intet mindre end den første DR-udsendelse der tager weblog-mediet alvorligt. Her diskuterer tre yngre folketingspolitikere emner som diskuteres i blogosfæren, og får polemiske indspark af en udvalgt weblog-debattør. I de første programmer er politikerne Margrethe Vestager (Rad.), Pernille Rosenkrantz-Theil (Enh.) og Ellen Trane Nørby (V). Den ekstra gæst er Claus Buhl. Lytterne kan kommentere på programmets egen blog. Efter at have hørt den første podcastede udsendelse er jeg meget begejstret: der diskuteres store og små emner mellem hinanden, men for en gangs skyld på et niveau hvor værten lader gæsterne udfolde deres intelligens, hvilket debatten kun bliver mere spændende af. I den første podcastede udsendelse var emnerne: bandeord, politikere der blogger, kreativitetens kvælning i uddannelse og forskning og endelig TV-mediets rolle i en multimedie-kultur.
Programmets hjemmeside forsøger DRs webmastere at holde hemmelig, men her er den. Og podcast-feedet ligger her.

Iliaden
Et fantastisk tilbud fra DR: hele Iliaden læst op af mesteren selv - altså ikke Homer, men gendigteren Otto Steen Due. Fuzzy har lavet musik til. Man kan spørge sig om Due er den bedste til at læse op. Han gør det OK, men jeg tror at en professionel skuespiller (fx Jesper Christensen eller Henning Jensen) ville kunne bringe en større energi ind i teksten. Under alle omstændigheder er det et fantastisk tilbud for licensen. Og lad os håbe der kommer mere i samme stil. Podcastmediet er som skabt til oplæsning og historiefortælling. Iliaden ligger her.

Ultra_FM
Med den entusiatiske og kyndige Niels Mark i spidsen har Herlev-bibliotekerne længe været Danmarks førende folkemusikbibliotek - i hvert fald hvad angår formidlingen af musik uden for mainstream til hele landet. Nu har Niels Mark fået den fremragende ide at lave en podcast der introducerer nogle af de mindre kendte navne inden for electronica, noise og gråzonemusik. Han har en god næse for at opspore interessant musik, og denne podcast kan ikke påskønnes nok. Eneste anke er teknisk: når de forskellige numre præsenteres taler Mark efter alt at dømme gennem en for dårlig mikrofon, ligesom hans tale er skruet for langt ned (og måske kunne peppes lidt op i det hele taget). Men det væsentlige i denne podcast er musikken, og den er god! Lyt selv.

Til sidst er der kun at henvise til min altid opdaterede liste over podcasts jeg lytter til.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:30 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Podcast

I dagens Berlingske Tidende er der en artikel om Gus Jensens blog under overskriften "Profeten med de røgfarvede briller". Det er en blog hvor man hurtigt bliver i tvivl om hvorvidt bloggeren Gus er autentisk eller satire. Og det er Nyhedsvisen der er vært for den.

Under Berlingskes research interviewede de også mig, og som sædvanlig bliver der kun et par sætninger tilbage af den lange samtale, formuleret af journalisten selv - det er mediets vilkår. Her er uddraget hvor jeg citeres:

Spekulationerne har fået Nyhedsavisens journalist Stine Bjerre Herdel til at sværge »på spejderære« på, at ingen på redaktionen aner, hvem Gus Jensen er. Og jourhavende Anders Gylling Trier har på sin blog proklameret, at avisen nu vil forsøge at finde Gus Jensen eller personen bag.

Spørgsmålet er, om Nyhedsavisen har nogen som helst interesse i at afsløre den mystiske gæst. Flere af bloggerne fra avisens netforum skriver direkte, at de er ligeglade med om Gus Jensen er fiktion eller ej, så længe han er sjov. Og måske virker han blot som en ganske pirrende udfordring for en ungdom, der har høje kompetencer i afkodning af medier.

Det mener Torben Sangild. Han er Ph.D i moderne kultur og aktiv blogger siden 2003.
»Det kunne godt tyde på, at Gus Jensen allerede er ved at være en kultfigur i visse kredse. Ved at have ham som blogger kan Nyhedsavisen fange en målgruppe, som er kritiske og postmodernistiske i deres tilgang til nettet. Og så længe man ikke skriver noget forkert om navngivne personer, er der intet problem ved en weblog, der leger med troværdigheden,« siger han.

Fiktivt er okay
Torben Sangild peger desuden på, at der hersker en enorm justits i cyberworld. En skribent, der lyver, bliver opdaget. Derfor udgør fiktive skribenter ikke nogen større fare:
»Alle holder jo øje med alle. Og i modsætning til aviserne, der kun slipper udvalgte læserbreve igennem, så kan alle indvendinger og kritikpunkter lægges på nettet,« siger Torben Sangild, der betragter Gus Jensen som satire.

Hele artiklen ligger (foreløbigt?) her.

De første af mine udtalelser udtalelser bygger som det fremgår på den antagelse at det er Nyhedsavisen selv der har skabt Gus Jensen. Det er indtil videre kun gætteri.

Hvad angår ordet "postmodernistiske" så er det journalistens eget. (Tro aldrig at folk har sagt det som står i anførselstegn. Journalister har ikke tid til at optage og citere ordret, så de formulerer selv hvad de synes man sagde).

Hvad angår at der ikke er noget problematisk ved at lege med troværdigheden, så er det en lidt firkantet sætning. Det jeg sagde var at inden for visse genrer af weblogs er troværdighed vigtigt (det understregede jeg endda), men at der findes satiriske former hvor det er helt på sin plads at lege med troværdigheden, fordi den umiddelbare usikkerhed om hvorvidt det er sandt eller ej er en del af oplevelsen.

Men ellers kan jeg vist godt stå inde for det jeg citeres for.

Tjek Gus Jensens blog ud. Han minder om typer som Dolph, Erling Brokkendorf fra ATS og 37 grader og Kimporator og den slags. (Desværre er de to sidstnævnte ikke fake/satire).

Spørgsmålet er om Gus kan fortsætte med at ignorere spørgsmålet om hvorvidt han eksisterer i virkeligheden. Der er i hvert fald nogen der har undersøgt sagen og konfronteret avisen og Gus selv med spørgsmålet. Hvis nogen satte spørgsmålstegn ved om jeg eksisterede i virkeligheden, så ville jeg svare prompte.

Indicier på at Gus er en opfundet person:
- Gus findes ikke i telefonbogen.
- Hans sprog har et noget højere lixtal end hans identitet lægger op til (omend han konsekvent og ofte skriver "metru-seksuel").
- Hans idiosynkrasier er lige en tand mere hysteriske end de virkelige forbilleder.
- Han reagerer ikke på beskyldningerne om at han er fake, men ignorerer dem konsekevent (ikke så smart et træk).
- Han poster sine indlæg hver dag før kl. 10
- Billedet af ham ser noget bedaget ud.

Yderligere links til debatten om Gus Jensens blog
- Nyhedsavisens redaktionschef kommenterer Berlingskes artikel
- Kasper Haugård er afhængig af sit had til Gus' weblog
- Tveskov har et bud på hvem der står bag

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:38 | Kommentarer (9)
Kategorier: Medier

Danmarks Radio har på mange måder en fin hjemmeside med mange tilbud, men nu oplever jeg for 107. gang at der er tekniske problemer, og at jeg ikke har mulighed for at rapportere dem. Hvorfor ikke? Fordi DRs webmaster i sin visdom har valgt ikke at angive nogen email-adresser eller formularer hvor man kan rapportere fejl på hjemmesiden eller tekniske problemer. Det er meget frustrerende. Hvad ligner det? (Det ligner et forsøg på at undgå henvendelser, gør det)

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:08 | Kommentarer (0)
Kategorier: Bureaukrati og catch 22 | Medier

I forgårs blev jeg interviewet til programmet Lyt til Nyt på P2 om nichemusik på internettet og fremtiden for eksperimenterende musik i digitalt regi. Interviewet foregik i flere bidder mellem de båndede indslag.

Blandt de emner vi kom ind på var Under Byen, MySpace og kategorien "Experimental", selvmarkedsføring, the long tail-princippet, musikbranchens fremtid, Open Space og fremtidens musikportaler og endelig netværker for mærkelige undergenrer af musik.

De forskellige bidder af interviewet ligger på Lyt til nyts hjemmeside. (Den vigtigste del er nok den som hedder "Hvordan navigerer man rundt, og hvad sker der i fremtiden?", men også "Under Byen på MySpace" og "Torben Sangild om genren Experimental på myspace" rummer dele af interviewet.)

Hvad angår Under Byen, så har jeg udnævnt deres album Samme stof stom stof som årets plade (ikke bare danske plade, men overhovedet), og i den anledning blev den også ugen CD i Lyt til nyt. Jeg skulle så redegøre for hvad det fantastiske ved Under Byen er, og det har jeg jo allerede gjort på skrift her. I programmet blev spillet de to bedste numre, "Den her sang handler om at få det bedste ud af det" og "Tindrer".

Resten af pointerne er nu formuleret i en artikel i tidsskriftet Autograf. Læs den her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:00 | Kommentarer (8)
Kategorier: Medier | Musik

I dag er jeg direkte i radioen to gange på to forskellige kanaler på to forskellige måder om to vidt forskellige emner.

Den første gang har allerede været, og er det var så absolut i den lette ende. Der er et program på P3 som hedder "Verdens bedste formiddag", hvor de to værter i indslaget "Gæt en stilling" skal gætte en persons job ud fra 2 minutters spørgsmål over telefonen om vedkommendes livsstil. De ringede mig op for halvanden time siden, og det hele gik meget hurtigt. De nåede kun at stille mig ganske få, lidt tilfældige spørgsmål, og alligevel kom de meget tæt på. Blandt de fem jobtyper som de vaklede mellem var faktisk humanistisk akademiker, men de endte dog med at gætte på læge. Og hvad var det så de hængte sig i?

- at det første jeg gør når jeg kommer hjem er at kysse min hustru
- at min yndlingspodcast er This American Life (jeg kunne også have sagt In Our Time, men så ville det næsten være for let).
- at jeg ikke går op i mærkevaretøj, men dog kunne sige at jeg vistnok har noget af mærket Select.
- at jeg læser Weekendavisen og Politiken
- at jeg køber ind på vej hjem fra arbejde, hvilket som regel er ved 19-tiden
- at jeg er 37 år gammel

Hvordan i alverden er det nok til at de kan gætte at jeg må være akademiker og endda være tæt på at gætte at jeg er ansat på Humaniora? Så vidt jeg ved er der mange andre der læser disse aviser, kysser deres koner og lytter til amerikanske podcast. Der var så en lytter der hed Bjørn som havde gættet det, men jeg blev stillet om til teknikeren mens han blev interviewet, så jeg hørte aldrig svaret. Men det var måske noget med det dér Select, som ved gud ikke er et mærke jeg har et specielt forhold til, men som jeg dog alligevel kunne komme i tanker om. Det var ikke min arbejdstid der røbede mig, i hvert fald, den skabte tværtimod forvirring (folk ved ikke at vi i realiteten har en 60 timers arbejdsuge meget af tiden).

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:14 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier

Hvis du hører til blandt de millioner af iTunes-brugere der har undret sig over hvorfor Beatles og Radiohead - to af de største rockbands nogensinde - ikke kan købes gennem iTunes Store, så kommer der et bud her.

Du husker nok hvad Beatles' eget pladeselskab hed ikke? Apple. Hvem ejer iTunes? Apple. To forskellige firmaer med samme navn, der flere gange har været i retten - oprindeligt for at bilægge navnestriden (1978), og i nyere tid fordi den oprindelige aftale var at Apple Records ville undlade at fremstille computerudstyr og Apple Computer til gengæld ville undlade at gå ind i musikbranchen. Og netop med iTunes Store har Apple Computers jo på sin vis brudt denne aftale og gået ind i musikbranchen, men i maj i år blev Apple Computer frikendt. Ikke desto mindre byder Apple Records dem altså det irritationsmoment at de ikke vil lade iTunes distribuere Beatles' musik.

Hvad Radiohead angår er der andre ting på spil, nemlig at de betragter deres albums som helheder, og selv om denne album-holisme jo ikke gælder deres mange single- og ep-udgivelser, så betyder det altså at de ikke vil sælge sange enkeltvis.

(Om det sidste også gælder for bands som AC/DC og Led Zeppelin, der også mangler, skal jeg ikke turde sige)

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:57 | Kommentarer (5)
Kategorier: Medier | Musik

Det er helt oplagt at sende højtlæsning af noveller som podcast, og nu gør DR det endelig. under overskriften "Dagens klassiker". Hver dag frem til 31. oktober får man en klassiek novelle (både danske og udenlandske) læst op af en skuespiller fra DRs arkiver. Der er kun noveller skrevet før 1. verdenskrig, formentlig af copyright-grunde. Men der er jo også mange gode imellem: for eksempel kan man nævne Herman Bang, HC Andersen, Strindberg, Holberg, Maupasant, Gustav Wied, Swift, Turgenjev, Pusjkin, Gogol, Ibsen, Tjekhov, Poe og Homer.

Dagens klassiker på P1

Min liste over gode podcast

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:40 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Podcast | Skønlitteratur

Jeg har altid hadet den lille, gratis tryksag som man er tvunget til at få ind ad sin brevsprække, der går under navnet Søndagsavisen. Jeg har overvejet adskillige modstrategier for at chikanere bladet, men det er blevet ved hævngerrige fantasier. Hvorfor i alverden skal jeg modtage en avis som jeg ikke vil have? Jeg skal oven i købet selv slæbe den ned i papircontaineren. "Reklamer nej tak"-skiltet har ingen effekt på det de kalder Søndagsavisen.

Så kom Urban og MetroExpress. Her kan man faktisk sige nej på vej til arbejde når de ivrige omdelere står på Nørreport station. Ind imellem snupper jeg faktisk Urban når jeg tager metroen, og i hvert fald bagsiden er læsværdig. MetroExpress har jeg aldrig gidet. Min frygt har været at de store morgenaviser skulle blive truet af disse discountaviser fordi folk er ligeglade, bare de får et par nyheder på vej til arbejde. Så galt er det heldigvis ikke gået. Endnu.

Nu er avisverdenen så gået i selvsving, og det er meningen at vi ud over alle disse gratisaviser skal tvangsfordres med 3-4 gratisaviser mere. Jeg har rigeligt stress over at jeg ikke har tid til at læse mine betalingsaviser (Politiken og Weekendavisen), jeg vil ikke have flere. Det får vi så heldigvis heller ikke hos os - guderne må vide hvorfor. Vi har ikke modtaget én eneste af de nye gratisaviser.

Men lad os nu lige kigge lidt på hvad det er der foregår. Altså: nogle islændinge påstår at de vil lave en husstandsomdelt avis. Det får de andre store bladhuse til at tænke kreativt: "Vi gør præcis det samme!" tænker de kreativt. Det har de lært på nogle meget dyre creative management-kurser.

Det gør de så, men den fjende som de ville konkurrere med har indtil videre ikke lavet nogen avis. Vi står altså med to nye gratisaviser som blot er en defensiv efterligning af noget der ikke eksisterer! Og som ingen ønsker, heller ikke udgiverne selv, som indrømmer at de kun gør det af frygt for at miste annoncører. Sagt med andre ord:

En avis for folk der ikke vil have den. Fra bladhuse der ikke vil lave den.

Således lyder den rammende overskrift på Politikens anmeldelse af de ny aviser i dag. Gæsteanmelderen Troels Mylenberg skriver veloplagt og morsomt om absurditeterne. Begge aviser får karakteren: to hjerter. Det svarer vist til "dårlig".

(Samtidig var der i øvrigt blæst om at bladuddeleren havde hyret en række polakker som bladbude. Hvad de forargrede åbenbart ikke vidste er at de intensivt havde annonceret efter medarbejdere, men næsten ikke fået nogen henvendelser. Men efter at medierne hev fat i sagen var der lige pludselig en masse der gerne ville dele aviser ud. AF/Jobnet kan ikke have gjort deres arbejde ordentligt. Eller også vil arbejdsløse kun have jobs hvis de kan forhindre nogle polakker i at få dem?)

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:26 | Kommentarer (13)
Kategorier: Medier

Jeg har just haft følgende SMS-korrespondance.

Nogen: Hej kan du huske mig ? Vi var sammen i 2001 hvordan har du det

Jeg: Jeg antager at dette er spam eller chikane, hvilket er ulovligt. Du opgiver ikke en gang et navn.

Nogen: Det må du undskylde det er mig leif du var så sur på håber da ikke at du stadig er sur

Jeg: Jeg kender ikke nogen Leif. Hvem tror du jeg er? Enten er dette en dårlig joke, eller også har du skrevet til det forkerte nummer.

Nogen: Undskyld tror også at det er en fejl for du hedder vel ikke lisbet ? Hvis du ikke gør det så må du meget undskylde

Jeg: Jeg er en mand og hedder bestemt ikke Lisbeth.

Nogen: Ok undskyld så var det en fejl ses

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:20 | Kommentarer (11)
Kategorier: Levned | Medier

Den hidtil bedste artikel jeg har set om sagen om de 12 satiretegninger findes i Politiken i dag (2. sektion). Det er den amerikanske tegner Art Spiegelman, der over tre helsider (!) gennemgår sagen og de tolv tegninger én for én. Tegningerne er således bragt i Politiken endnu en gang - i den avis som nogen med urette har beskyldt for at gå fundamentalisternes ærinde. Artiklen er et forsvar for religiøse karikaturer, uden dermed at forherlige JPs umotiverede idé om at sætte folk til at tegne profeten. Spiegelman vurderer tegningerne med en fagmands blik og kommenterer også de æstetiske virkemidler.

Artiklen diskuterer ikke ytringsfriheden, den forudsætter den. Og det er herligt befriende, da denne sag aldrig burde have handlet om ytringsfrihed. Ud over de tolv tegninger er der 8 andre satiretegninger - fire historiske og fire nutidige som angår holocaust (hhv. iranske og israelske). Med rette anfører Spiegelman det forvredne i at sammenligne karikaturer af et religiøst symbol med karikaturer af et folkemord. Men selv det sidste mener han - som jøde, hvis forældre var i KZ-lejr, men overlevede - at der principielt skal være plads til, og den sidste tegning er lavet af ham selv og finder sted i en KZ-lejr. Det har ikke været let.

Hvis man skal læse én artikel om denne sag bør det være Spiegelmans!

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:21 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier

Jeg har efterhånden vænnet mig til at når jeg bliver interviewet til aviser om et eller andet emne, så kan det godt være jeg snakker i timevis med journalisten, men der kommer som regel kun en lillebitte brøkdel ud i artiklen. Det er der alle mulige grunde til, men nogle gange er det næsten komisk. Således blev jeg for nogle uger siden ringet op af Roskilde Dagblad og havde en lang snak med journalisten om det ambivalente forhold til gamle rockbands der bliver gendannet - på den ene side ønsker man, på den anden side kan man næsten kun blive skuffet. Nå men det viste sig at hele artiklen kun kunne blive til et par få linier, og jeg citerer den her i sin helhed:

En rollator eller en stok på scenen kan være det næste rockmusikkens fans oplever, når de skal høre nogle af de gamle bands fra 60 og 70`erne, som i stigende grad bliver gendannet og drager afsted på turne i Europa. Det er en dårlig ide, mener forsker i rockmusik ved Københavns Universitet, Torben Sangild:

- Jeg forstår godt længslen, og at det er svært at acceptere, at det er slut, men det er generelt en dårlig ide at blive gendannet og ikke lade minderne om bandet være i fred, siger Torben Sangild.

Procol Harum, Sweet, Slade, Greatful Dead, , Uriah Heep og senest The Animals og Yarbirds, som spillede i Portalen i Greve i fredags, er nogle af de bands, der fortsat optræder og turnerer i Europa. ota
(Roskilde Dagblad, 1. maj, Forsiden)

Sådan. Én sætning. Kogt ind til essensen. Ikke så meget pjat. Godt de fandt en universitetsforsker...;-)

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:48 | Kommentarer (4)
Kategorier: Medier | Musik

Er Radiolab verdens bedste radio/podcast? Lige nu er jeg så begejstret så jeg vil svare ja. En af mine studerende (tak, Carl) tippede mig om Radiolab for et par uger siden og lige siden har jeg lyttet til disse programmer om alt fra geder der står på ryggen af køer til hvordan hjernen vænner sig til musikalske dissonanser og støj.

Radiolab er undersøgende, underholdende, populærvidenskabelig radio, der leger med lydmediet og fortæller gode historier man bliver klog af. De fem udsendelser som indtil videre udgør sæson 2006 består af flere forskellige indslag under samme tema (se mere her).

De er alle sammen meget spændende, men for mig er den mest interessante naturligvis udsendelsen under temaet "Musical Language". Selv om jeg godt vidste noget af det i forvejen sker der altid det at der kommer en ny vinkel eller en overraskende oplysning netop som man begynder at synes at man har hørt det før. Tænk at de sprog som har fikserede tonehøjder (fx mandarinkinesisk og vietnamesisk) faktisk giver mange af deres brugere absolut gehør. Eller at der er universelle træk i de sprogmelodier vi taler til babyer på overalt i verden. Mest interessant er dog for det første den neurologiske forklaring på at vi vænner os til dissonanser og støj og for det andet interviewet med komponisten David Cope, som har lavet et computerprogram der kan skabe musik i stilen fra fx Mozart eller Bach på baggrund af en analyse af deres "musikalske DNA". Med et trylleslag bliver genitanken måske manet godt og grundigt i jorden! Jeg vil måske skrive mere om disse ting ved lejlighed.

Radiolab er lavet af New York Public Radio/WNYC, og får mig til igen at savne New York. Hvis ikke du podcaster kan det også høres direkte fra deres hjemmeside.

Se også min opdaterede liste over podcasts jeg lytter til.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:21 | Kommentarer (1)
Kategorier: Lyd | Medier | Podcast

En af de ting jeg altid har frygtet mest er at blive døv. Langt mere end at miste en arm eller et ben. Endda måske mere end at blive blind. Ikke fordi man ikke kan klare sig fint som døv og man vil stadig kunne kommunikere med omverdenen (dog især andre døve). Men det som for alvor skræmmer mig ved tanken om døvhed er at miste musikken. At lytte til musik er en så vigtig del af min tilværelse at jeg ikke kan forestille mig et liv uden.

Derfor var det så meget desto mere gribende da jeg i min iPod hørte englænderen Mike Chorost fortælle om sin kærlighed og intime kendskab til Ravels Bolero; om hvordan han en morgen vågnede op og var gået fra døv på det ene øre til døv på begge ører; hvordan han fik indopereret en Cochlear-implantat, der gjorde ham i stand til at genkende lyde igen, men som var så klangmæssigt fattig at Bolero (som jo primært udvikler sig klangligt-instrumentelt) og anden musik havde mistet sin værdi; om hvordan han kontaktede firmaer der udvikler kompenserende lydsoftware og meldte sig frivilligt som forsøgsperson hvis de kunne udvikle en teknologi der kunne give ham musikken tilbage; om hvordan han nu igen kan høre Bolero.

Det gør han på denne uges udgave af en af de podcasts som jeg for nylig er begyndt at abonnere på, nemlig BBC3 Arts Talk. (Indslaget varer ca. 10 minutter).

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:52 | Kommentarer (0)
Kategorier: Links | Medier | Musik | Podcast

Jeg har før skrevet lidt om podcast i forskellige sammenhænge, og det er i øjeblikket mit foretrukne medium (hvis man da kan kalde det et medium), eftersom vi stadig ikke har noget TV-signal (hrmpf!).

Jeg har lavet en liste på wikien over de podcasts jeg p.t. abonnerer på - og det er efterhånden en hel del. Her vil jeg lige nævne de to bedste:

In Our Time har jeg skrevet om før, og det er stadig verdens bedste radioprogram. Til gengæld er det det eneste udenlandske program jeg lytter til. Jeg kan simpelthen ikke overskue det internationale podcast-udbud, men hvis du har nogle tips vil jeg gerne have dem.

Løgnehistorier er en meget sjov og original udsendelse med historier af forfatteren Boris Boll-Johansen tilsat herlige lydeffekter og andet spas. Her kan man få den helt uaftoriserede forklaring på hvorfor motorvejene hedder som de gør (E14 etc.) og om hvordan mp3-afspilleren blev opfundet. Nu håber jeg at programmet fortsætter, men det burde det eftersom det er den mest populære podcast uden for DR.

Resten kan man altså se her.

Se også
Djævelens Advokat
Guld fra arkivet - Karl Bjarnhoff
Diskussion af ordet "podcasting"

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:15 | Kommentarer (2)
Kategorier: Medier | Podcast

I forbindelse med den her sag om de-hersens-tegninger-I-ved-nok, kunne det være interessant at kigge lidt på hvordan Wikipedia klarer den. Altså ikke blot de europæiske, men hvad med den indonesiske, den arabiske og den tyrkiske Wikipedia? Hvad står der om sagen dér?

Jeg kan ikke forstå de tre sprog, så jeg ved det ikke, men man kan alligevel få en fornemmelse, alene ved at kigge på billeder og tal og den slags.

Den tyrkiske er kortfattet, og forekommer saglig.

Den indonesiske viser en karikaturtegning af en mand som vist enten skal forestille at være chef- eller kulturredaktør på JP (men som snarere ligner Helmuth Lotti) sige nej til racistiske tegninger og tegninger om holocaust, men som hejser det danske flag ved synet af tegningerne af profeten. Næppe noget neutralt udsagn, men teksten ved siden af afgør jo hvilken status en sådan tegning har.

På den arabiske (som er klart den længste af de tre) er denne tegning der også, men suppleret af flere dokumentariske billeder. Et foto af Kåre Bluitgen, et foto af nogle vrede demonstranter, en avisforside som kunne være den jordanske avis der bragte tegningerne, et billede af nogle skarpt bevæbede oprørere foran en EU-relateret bygning, et billede af en ambassade der er i flammer; et billede af en ostedisk i et supermarked med en seddel der formentlig fortæller at de ikke sælger danske oste; et billede fra et andet supermarked hvor en mand kaster nogle varer på gulvet; og endelig et billede af det danske flag overskrevet med arabiske skrifttegn.

Det er mærkeligt at skulle afkode sådanne sider når man ikke fatter et ord af hvad der står. Hvis du kan indonesisk, tyrkisk eller arabisk må du meget gerne give et resumé eller en analyse af hvad der foregår.

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:37 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Politik

Den nyeste podcast fra DR hedder Guld fra arkivet, og bringer løbende gamle radioprogrammer fra DRs fortid. Indtil videre har de søsat en serie med forfatteren og journalisten Karl Bjarnhof, der interviewer (eller "passiarer" med) store personligheder, særligt forfattere, i 1950erne. Og det er bestemt lytteværdigt.

Indtil videre har jeg hørt tre af programmerne, nemlig Jens Otto Kragh, Karen Blixen og Thit Jensen, som jeg kommenterer her:

Læs videre: "Podcast: Guld fra arkivet - Karl Bjarnhof" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:43 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Podcast

Der er kommet en ny podcast lavet af Lars Hvidberg og Jacob Mchangama. De kalder sig Djævelens Advokat, og bortset fra en lidt højstemt retorik om a "modspil til monopolet" er det et interessant interviewbaseret program om politiske ideologier. De to værter er begge liberalister, hvilket de ikke lægger skjul på. Det præger naturligvis deres dagsorden og deres måde at spørge på, men det virker som om de er gode til at lade modparten tale ud og give udtryk for sit standpunkt. Blandt de kommende gæster er Christopher Arzrouni, Preben Vilhjelm og Jesper Langballe - en liberalist, en socialist og en nationalkonservativ. Det skal siges at liberalisten Arzrouni ikke interviewes alene, men at han sættes op over for den konservative Kasper Støvring.

Hvad kan Djævelens Advokat så som de etablerede medier ikke kan? De kan give sig god tid til at bore sig ned i de principielle diskussioner frem for at lade sig styre af ofte overfladiske, journalistiske kriterier. Og de er kloge. De gør en dyd ud af at give et reelt modspil til den de interviewer på baggrund af grundlæggende refleksioner og begreber. Desværre er lydforholdene ikke de bedste, og man kunne opfordre værterne til at investere i et par gode knaphulsmikrofoner. Men man vænner sig hurtigt til det, for diskussionerne er interessante. Jeg er (som det vil være de faste læsere af denne weblog bekendt) ikke spor enig med Lars Hvidberg i hans liberalistiske udgangspunkt, men det forhindrer mig ikke i at have sat min ipodder til at hente Djævelens Advokat som fast feed.

Læs mere om Djævelens Advokat
Podcast Djævelens Advokat
Podcasts jeg lytter til

Nedenfor en hurtig anmeldelse af det første program, hvor gæsten er Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder:

Læs videre: "Djævelens advokat - en podcast om politiske ideologier" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:22 | Kommentarer (3)
Kategorier: Links | Medier | Podcast | Politik

Weblogs kan være med til at give borgere lidt ytringsfrihed i lande hvor den ellers er sat ud af kraft . Når man i en samtale argumenterer for at weblogs har et demokratisk, mediekorrigerende og systemkritisk potentiale bliver man tit betragtet som lidt naiv - mest fordi folk har kategoriseret weblogs som navlebeskuende dagbøger og i øvrigt én gang for alle har besluttet sig for den alt for bekvemme holdning at internettet i det hele taget er overvurderet og blot afspejler det øvrige samfund.

Men vi har set mange eksempler på at weblogformatet kan være en mulighed for effektivt og globalt at fortælle historier som ellers ikke ville blive fortalt - historier om hvordan det er at leve i Bagdad eller Afghanistan, historier om myndighedernes censur, korrektioner til den officielle nyhedsstrøm.

Internettet forsøges censureret i lande som ikke har ytringsfrihed - fx Kina, Iran og Cuba. Og dér har webloggen vist sig som en mulighed for at berette journalistisk og politisk uden om censuren. Det er efterhånden et så vigtigt medium at det har fået journalisternes bevågenhed, og nu har Journalister uden grænser skabt en "Håndbog til bloggere og cyber-dissidenter", hvor man kan læse om hvordan man kan blogge uden at myndighederne kan spore hvem man er. Og den har allerede haft stor indflydelse. Så hvis du stadig mener at weblogmediet er noget pjat uden samfundsmæssig relevans skulle du måske tænke dig om en ekstra gang. Og så ellers høre Harddiskens indslag om håndbogen.

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:01 | Kommentarer (1)
Kategorier: Links | Medier | Politik

Dagbladet B.T. har på det seneste endnu en gang markedsført sig som et pænere blad end Ekstra Bladet – mindre sensationslystent og mere lødigt. Der er måske noget om det, men på flere punkter er alt ved den gode, gamle, vulgære tabloidform. Jeg vil blot tage fat i én ting her: spisesedlerne og deres brug af andenpersons-henvendelsen, altså "du/dig".

Læs videre: "B.T. taler til DIT ego" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:59 | Kommentarer (10)
Kategorier: Medier

Jeg har længe kendt til Wikipedia, og har hele tiden syntes det var en virkelig god ide, men det er først nu jeg er blevet engageret i at bidrage til den danske udgave. Jeg har ikke skrevet så meget substantielt endnu, men har bidraget med småting og diskussioner til bl.a. Adorno, Foucault, Hemingway, Cykelryttere og Slik. Det er min plan at bidrage seriøst til Adorno-artiklen (som stadig kun er et ubrugeligt fragment) og at oprette artiklerne Støj og Støjrock. Man kan følge mine bidrag her.

I forhold til fx den engelske Wikipedia er den danske stadig mangelfuld på mange områder. Jeg vil derfor opfordre dig til at overveje om ikke du har en viden på nogle områder som du kan bidrage med. Det er ikke så svært som det lyder. Følg vejledningen - efter 5 minutter er du i fuld gang med at formidle open source-viden på dansk. Man behøver ikke at forfatte hele artikler på én gang - rettelser og enkelte afsnit eller sætninger er også velkomne. For at få inspiration kan du benytte knappen "Tilfældigt opslag". Der er opslag om ting du ikke havde drømt om at slå op. Og sådan bør det være.

Hvis du er skeptisk: Før du afviser konceptet som urealistisk og utroværdigt, så kig her, og husk at der er lavet en sammenlignende analyse af troværdigheden mellem Encyclopedia Britannica og den engelske Wikipedia, som viste at der ikke var den store forskel. Hvis den danske version skal leve op til det må vi alle bidrage med hver vores lille hjørne.

Et par gode råd til begyndere:
- Kig i fanebladene Historik og Diskussion for at se hvad de andre brugere har rettet og diskuteret.
- Hvis du er usikker i begyndelsen, så brug sandkassen.
- Husk at angive en kort beskrivelse af din ændring i det dertil indrettede felt før du gemmer ændringen. Det gør det lettere for andre at overskue historikken.
- Brug muligheden for [[interne links]], så hyperlink-mediet kommer til sin ret.
- Læg mærke til hvordan andre gør. Stik en finger i jorden.
- Skriv neutralt og sagligt.
- Begynd fx her eller her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:33 | Kommentarer (12)
| TrackBacks (1) Kategorier: Medier

Jeg har nu oprettet mine egne radiostationer. Jeg vælger ikke selv de enkelte numre, men mine stationer spiller i udgangspunktet musik efter min smag - ud fra mine anvisninger og namedrops. Det er det nye hotte på nettet, og det hedder Pandora - måske fordi man ikke selv styrer hvad der kommer ud af æsken når man åbner den?

Den første af mine stationer hedder Sangild mix, og spiller forskelligt blandet efter min smag. (Man kan dog ikke spille kompositionsmusik på Pandora, så det er ikke med).

Den anden går målrettet efter electronica, og hedder derfor Electronica Sangild.

Og nu en tredje med jazz i området omkring Coltrane, Davis, Mingus, Dolphy etc. - den hedder naturligvis Jazz Sangild

Opdatering 30/11: jeg har også lavet en rock-kanal, en støjmusik-kanal og en amibent-kanal og en kanal med alternativ hip hop. Sikke det går!

Lyt til mine kanaler og rapportér gerne her hvad der sker på dem og hvad du synes om det.

Jeg kunne forestille mig at tilføje flere specialkanaler, men nu skal jeg lige prøve det af. Eneste minus indtil videre er at man skal leve med reklamebannere (eller også betale). Men det er sådan set fair nok. Jeg betaler ikke indtil videre - jeg skal lige se hvor meget jeg bruger det.

Lidt mere om hvordan det virker: så vidt jeg har forstået konceptet har nogen (?) siddet og beskrevet de enkelte numre, og der spilles således musik der har rent musikalske fællestræk med det man selv har foreslået som sit yndlingsmusik - uden hensyntagen til ophav, salgstal og ekstramusikalske grupperinger. Det skal vise sig hvor langt den metode holder, men indtil videre er jeg ganske imponeret. Pointen er jo bl.a. at man kan opdage musik man ikke kendte i forvejen. Og jeg har allerede købt en CD med Twine efter at have hørt dem på min egen radiostation.

Og så interesserer det mig også rent fagligt hvordan de har gjort det, da det at sætte præcise ord på musikken er noget jeg snart skal til at arbejde med rent teoretisk - at opsætte en model for betydningsdannelse i og beskrivelse af elektronisk musik.

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:40 | Kommentarer (26)
Kategorier: Medier | Musik

Jeg har først nu opdaget at der findes et dansk, intellektuelt internettidsskrift af høj kvalitet. Det hedder Turbulens, og udgiver temanumre med essays og debatter som ligger online. Panelet af skribenter dækker over en stor bredde i såvel faglig baggrund som politisk holdning. Blandt skribenterne er så forskellige folk som Hans Hauge, Frederik Stjernfelt, Peter Laugesen, Poul Nyrup Rasmussen, Ditlev Tamm og Mikkel Bogh og mange andre. De hidtidige temaer har været: Dannelse, terrorisme, arbejdsliv, de intellektuelle, internettet og kritik.

Da jeg først har opdaget det nu, har jeg på fornemmelsen at mange andre potentielle læsere ikke aner til dets eksistens, så derfor vil jeg gerne reklamere for det her.

Klik ind på Turbulens her, og kig dig omkring i de mange tekster.

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:23 | Kommentarer (3)
Kategorier: Links | Medier

Jeg har lige haft besøg af en journalist (Birgitte Hanne Hougaard) og en fotograf fra TV-Avisen, som skulle lave et indslag om weblogs til aftenens nyhedsudsendelse. De var her i en time for at interviewe og filme mig, og det bliver sikkert barberet ned til 20 sekunder i aften. De interviewer også Lars Hvidberg og Keld Bach.

Jeg fortalte om min weblog, om at debattere og få respons og lidt generelt om hvilken rolle weblogs har. Jeg er spændt på at se hvordan det bliver klippet, og om de formår at formidle det komplekse fænomen som weblogs er. For vistnok første gang nogensinde i de store danske medier fokuseres der ikke på dagbogs-weblogs, og det er der hårdt brug for. Mange har en ide om at en weblog er defineret ved at folk skriver små ting om deres eget liv. Det er der også nogen der gør, men der findes nu en gang andre og måske vigtigere muligheder i weblog-formatet. Det håber jeg at indslaget får udtrykt. Jeg vil opdatere og linke efter at indslaget er blevet sendt.

Opdatering søndag aften
Nu har jeg set indslaget. Jeg fik det ikke rigtig med i første omgang, men nu ligger det her på nettet i en måned frem.

Det var som jeg havde ventet ca. 20 sekunder i alt jeg fik, og Lars Hvidberg noget tilsvarende. Keld Bach valgte de åbenbart fra. Det er svært for journalisten at få mere tid til et ikke-dagsaktuelt emne som dette. Jeg synes at både Lars Hvidberg og jeg fremstår nogenlunde velformulerede (omend jeg kom til at sige at "det breder om sig"), men det var naturligvis ikke meget der var tilbage af den time hun interviewede mig. Indslaget valgte at modsige sig selv, idet overskriften på skærmen var "Dagbøger på nettet", mens vinklen i selve indslaget var nærmest det modsatte. Det bekræfter mit indtryk af at medierne opfatter weblogs som lig med dagbøger. Måske vil jeg snarligst skrive lidt om de overvejelser over weblogs jeg kom med i interviewet. Det er første gang jeg for alvor har tænkt over præcis hvad det er weblogs kan og også hvad jeg selv vil med mine egne.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:44 | Kommentarer (26)
| TrackBacks (1) Kategorier: Medier | TV

Her kommenterer jeg sagen om Jørgen Leths bog og de reaktioner den har afstedkommet. Det er et forsvar - ikke for Jørgen Leths seksuelle praksis, men for hans ret til at berette om den uden at miste alle sine jobs og blive lagt for had af folk som ikke har læst bogen. Det er også en henvisning til argumentet at bogen som beretning og iscenesættelse overskrider det faktiske og udgør rammen for et selvkritisk blik.

Desuden bringer jeg med tilladelse fra forfatterne Tania Ørum og Laura Luise Schultz deres kronik fra Information, "At læse Leth".

Læs videre: "Hetzen mod Jørgen Leth" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:09 | Kommentarer (20)
Kategorier: Medier

Jeg har skrevet en del om nye radiomedier på det seneste, for der sker virkelig meget i øjeblikket med podcasting, DAB osv., og nu er der kommet en kanal på DR Netradio som kun spiller electronica døgnet rundt! Det lyder for godt til at være sandt, men se mere her og lyt til kanalen via vælgeren i bunden af dette indlæg.

Jeg har ikke lyttet så meget til den endnu, men er meget positivt indstillet. Da jeg gik ind på den første gang spillede den Autechre, og lige nu er det Pedro der kører. Der er heldigvis ikke noget dance og house og den slags, men rendyrket electronica (elektronisk lyttemusik). Hovedvægten ligger nok på det melodiøse, men de spiller også fra den mere eksperimenterende ende ind imellem.

Man kunne godt savne at playlisterne lå på hjemmesiden, men ellers har jeg ikke umiddelbart noget at indvende. Jeg nyder det bare!

For folk med andre musikalske interesser er der også en country-kanal, en folk-kanal, en "modern rock"-kanal, en hip hop-kanal osv. osv. - ligesom alle DAB-kanalerne også ligger her. Tjek det ud:

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:37 | Kommentarer (1)
Kategorier: Medier | Musik

Vi har fået en DAB-radio i bryllupsgave af vennerne. En DAB-radio modtager et digitalt signal, og har derfor langt bedre lyd end en normal transistorradio. Og så sender DR altså på ikke færre end 16 forskellige kanaler – heriblandt en litteraturkanal, en kulturkanal, en rock-kanal og en ren nyhedskanal 24 timer i døgnet. Jeg anmelder DAB-radioen og de forskellige kanaler her:

Læs videre: "DAB-radio" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:57 | Kommentarer (5)
Kategorier: Forbrugerstof | Medier

"Min families forbandelse" er lavet af Mike Lippert og Svante Lindenburg, og har Mike som hovedperson, idet han undersøger sin ghanesiske families forbandelse, der fik hans far til at forlade landet og slå sig ned i Danmark.

Nedenfor og er nogle kommentarer til filmen af mig selv og Lars Hvidberg, hvorefter Mike Lippert svarer på dem.

Læs videre: "Min families forbandelse" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:32 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier

Så er DR endelig gået i gang med at podcaste

Se også:
Podcasting - nogen forslag?
Til kritikken af ordet "podcasting"

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:08 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Podcast

I de sidste par dage har jeg fået to kommentarer der kritiserer ordet "podcasting" (her og her).

(For dem som ikke ved hvad Podcasting er, så er det i al sin enkelhed radio der ligger som MP3-filer på nettet, lige til at downloade til sin iPod eller anden MP3-afspiller)

Jeg forstår kritikken (omend jeg ikke forstår denne Willams øvrige udgydelser i sin kommentar), og jeg har skam selv tænkt det samme da jeg første gang hørte ordet i efteråret. Hvorfor skal det nu have navn efter et bestemt produkt på markedet? Men nu har jeg altså taget det til mig, for der er ikke andre.

Så jeg er enig i at ordet "podcasting" lyder unødigt Apple-promoverende, men det skal i øvrigt ikke forhindre mig i at nyde min iPod, som er et glimrende produkt der er alle pengene værd.

Jeg vil gætte på at ordet er opstået lige så meget på grund af at det (næsten) rimer på "broadcasting" som det er en hyldest til iPoden. Hvis man skal forhindre at det bider sig fast, så skal man skynde sig at finde på et bedre ord.

[Opdatering: der kommer mere om ordet "pod" i kommentarerne]

På den anden side: ord som "Walkman" og "Mærkat" (og hundredevis andre) er oprindeligt varemærker, men er gledet over i almindelig sprogbrug, uden at det længere associseres med firmaet (mange folk ved ikke engang at det er varemærker), så mon ikke det også kan ske med "podcasting"?

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:16 | Kommentarer (10)
Kategorier: Medier | Musik | Podcast