Kategori-arkiv: Musik

Forsiden

06.01.2011

En udgivelse, der giver ordet 'lydbog' en ny betydning

"Påvirket som kun et menneske kan være," hedder den. Det er en håndlavet "bog" med indbygget lyd og mærkelige billeder i mange materialer og små unikke indlæg.

Jeg har anmeldt den i Politiken.
.
.
.

Den ser sådan her ud:

Den koster så også lige 2000 kr.

28.05.2010

Mit møde med Diamanda Galás

I aften optræder Diamanda Galás i Marmorkirken, og det giver mig anledning til at støve mit gamle interview med hende frem fra gemmerne og fortælle historien om et møde, der gjorde stort indtryk på mig.

diamanda.jpg

Det var i 1996, og hun skulle optræde i Vega. Jeg havde været en beundrer af hende siden 1987, hvor jeg så hende optræde på Roskilde Festival, og nu sendte Information mig ud for at lave et af mine første interviews med en udenlandsk stjerne. Jeg var en ung studerende og en slags fan, og jeg var hamrende nervøs for at møde denne stærke og lidt skræmmende personlighed.

Det var der ingen grund til, for hun var noget så sød, og kunne tydeligvis godt lide denne unge, mandlige beundrer, som ikke lagde skjul på, hvor godt jeg kendte hendes værker. Hun kaldte mig 'cute' og synes at min sølvjakke var flot.

Men vigtigst af alt: Da jeg fortalte hende, at jeg syntes at 'Last Man Down' var det bedste nummer på The Sporting Life og spurgte hvorfor det ikke var på aftenens sætliste, ændrede hun den på stedet, og sagde "I'll play it for you". Det er ikke noget, jeg bilder mig ind, jeg har det på kassettebånd. Hun åbnede med netop dette nummer, og fik mig på den måde til at føle mig udvalgt. Jeg vil ikke direkte sige at hun flirtede med mig, men hun nød i hvert fald at blive beundret.

Og så havde hun så meget tillid til mig, at hun betroede mig ting, som jeg lovede ikke at skrive, og det løfte holder jeg fast i. Det handlede om relationer til og meninger om visse samarbejdspartnere.

Selve interviewet blev fint. Jeg ville nok have gjort det noget anderledes i dag, men det skulle også næsten være mærkeligt andet. Det samme gælder min anmeldelse fra to år tidligere af The Sporting Life. Jeg supplerer med lidt flere uddrag fra interviewet nedenfor.

Link til interview-artiklen fra Information
Link til 1994-anmeldelse af The Sporting Life + Laurie Anderson: Bright Red

Nedenfor som sagt nogle supplerende citater fra interviewet:

Læs videre: "Mit møde med Diamanda Galás" »

10.04.2010

Martin Gore spiser fisk

Det er ikke nogen nyhed at musikprogrammer på DR TV lader meget tilbage at ønske. At det ikke bare er et spørgsmål om ressoucer, men også om at man decideret ikke gider at forholde sig til musik, er efterårets portrætprogram om Depeche Mode et godt eksempel på. Camilla Jane Lea har Martin Gore i sofaen, og hun formår næsten ikke at stille ham et interessant spørgsmål. Det brokkede jeg mig over i en tv-anmeldelse. Læs den her.

15.03.2010

Tindersticks i Vega

Jeg hører til de Tindersticks-fans, der elskede de tre første albums, men stod helt af med det fjerde udspil, Simple Pleasure (1999).

Tindersticks.jpg

Jeg har været til fem Tindersticks-koncerter gennem tiderne. Den bedste for mig var ikke den første, men derimod Amager Bio i 1997, hvor jeg var salig fra først til sidst.

Så sublim var koncerten i torsdags ikke, men den overgik alligevel mine forventninger og var den bedste koncert siden Sunn O))) i januar. Jeg var der i embeds medfør, så Politiken fik en meget positiv anmeldelse, der næsten ender i det rørstrømske. Men hvis ikke man må være patetisk når det gælder Tindersticks, hvornår må man så?

Læs min anmeldelse her.

09.03.2010

Tekster om Stockhausen

Jeg har efterhånden skrevet om Karlheinz Stockhausen i mange forskellige sammenhænge, og nu fik jeg taget mig sammen og lagt nogle af teksterne ud på wikien.

Stockhausen.jpg

Stockhausen var en fantastisk komponist, og så må man tage med at han led af storhedsvanvid og var uhyggeligt selvoptaget. Jeg forholder mig kun til hans værker, ikke til hans person, og jeg tillader mig at sige ting om hans værker, som han ikke selv mener - hvilket Stockhausen-forskningen ellers har meget svært ved. Det er i regelen disciplene der udlægger mesterens værk ud fra den fortolkning, mesteren selv har givet, og det er ret trættende.

- Min introduktion til Stockhausen i Politiken
- Min programtekst om værket Stimmung
- Oversigt over mine øvrige skriverier om Stockhausen

14.09.2009

Popmusik med gode tekster (Mouritz/Hørslev)

Jeg har fået lov at anmelde lidt pop/rock-musik på Politiken i øjeblikket, hvilket passer mig glimrende. Det var jo egentlig som rockanmelder jeg begyndte at skrive offentligt tilbage i 90'erne.

Første anmeldelse er den nye med popsanger Mads Mouritz og digter Lone Hørslev. Den er god, og især teksterne har et højt niveau.

Læs min anmeldelse her.
.
.

Mouritz-Hørslev.jpg

Nedenfor et par supplerende kommentarer:

Læs videre: "Popmusik med gode tekster (Mouritz/Hørslev)" »

18.07.2009

DR2s Roskilde Festival 2009

DR2 sendte to opg en halv times sammendrag og reportage fra årets Roskilde Festival. Det var bedre end jeg havde forventet.

Roskilde.jpg

Jeg har anmeldt udsendelsen i Politiken, og det er jo en kort tekst, så der blev plads til ganske få iagttagelser om synsvinklen om spontaneitetsmyter og det modsatte og om Rasmus Nøhrs kåde fuldemandssnak.

Læs min anmeldelse her

Jeg vil lige fyre et par ekstra kommentarer af nedenfor:

Læs videre: "DR2s Roskilde Festival 2009" »

17.07.2009

Koncertkoder

En Facebook-ven stillede mig det gode spørgsmål hvorfor man taler om at tage ind og "se" en koncert med rockmusik, men at "høre" en koncert med klassisk musik. Det er der en del grunde til, som man kan overveje: Lyden af klassisk musik er optimal i en god koncertsal, mens selve lyden af rockmusik (og lignende genrer) er bedre på plade. Så når man går til en rockkoncert, er det en særlig intensitet, man søger, hvor lyden kun er en del af det. Og så dét at komme tæt på stjerne, hvis optræden er en vigtig del af oplevelsen. Der tales noget mere om hvordan rockmusikere så ud og opførte sig ved koncerten end ved en tilsvarende klassisk koncert. Det må jeg erkende, selv om jeg er en af dem, der så afgjort går mest op i musikken, uanset genre.

Koncert.jpg Den ideelle koncertsituation?

Og så er der alle mellemformerne. Her viser de forskellige genrers koder sig tydeligt. En koncert med klassisk musik, en med jazzmusik, en med rockmusik og en med electronica har vidt forskellige adfærdskoder for publikum knyttet til sig, Hvornår skal man møde op hvis koncerten er annonceret til kl. 20? Må man gå i baren under koncerten? Må man småsnakke med sidemanden? Hvornår klapper man? Disse og mange andre koder ligger helt fast så snart genrerne ligger fast. Men når de blandes opstår forvirringen.

Det har jeg skrevet et lille debatindlæg om i 2007, som jeg nu har lagt ud på wikien.

27.05.2009

Støjrock live - Sonic Youth, My Bloody Valentine, Sunn O)))

Som optakt til årets festivaler fik jeg til opgave at skrive en Politiken-artikel om Sonic Youth, My Bloody Valentine og Sunn O))) med særligt henblik på deres live-optrædener.

Resultatet kan læses her.

---
Se også
Støjens æstetik
Noise - Three Musical gestures
Beretninger fra My Bloody Valentine på Roskilde 2008

19.04.2009

Lidt om hvad elektronisk musik er og kan

Jeg blev for nylig bedt af Spot Festivalen om kort at forklare hvad elektronisk musik er og hvad det kan. Det gjorde jeg så ganske kort, og man kan læse mine svar og Torben Eiks supplerende kommentarer både her og her.

Hvad angår selve min definition af elektronisk musik, så er den vist nogenlunde traditionel, mens mit bud på hvad den elektroniske musik kan er en mere speciel formulering, der trækker på min egen forskning og æstetiske kæphest.

Til Torben Eiks egen kommentar vil jeg sige at musikken efter min mening ikke behøver en musiker for at have det, han kalder "sjæl". Jeg hellere vil tale om intensitet, idet jeg ikke mener at "sjæl" giver mening. En musiker på scenen er en performance. Og selv om der er mange spændende blandinger mellem det elektroniske og det spillede, så er det ikke nogen nødvendighed for intensitet at man kan se nogen der spiller. Ellers ville det også være dødssygt at høre CD'er.

13.04.2009

P.J. Harvey-rangliste

Jeg har været vild med P.J. Harvey siden hendes debut-album Dry (1992), og jeg er forundret over at hun stadig kan blive ved med at lave fantastiske sange. Især 2007-albummet White Chalk var så chokerende smukt, at enhver tanke om at hun skulle være falmet kunne begraves på stedet. Jeg har altid ment at Dry var hendes bedste album, og det har da også en helt særlig status, men på det seneste er jeg begyndt at tvivle? Er de mere modne White Chalk og Is This Desire? faktisk lige så gode? Det kan man naturligvis ikke svare på, for stor kunst kan ikke måles, men man kan på den anden side heller ikke helt lade være. Så med risiko for at Dry snart vil befinde sig på en anden- eller tredjeplads kommer her min aktuelle hitliste:

Dry.jpgWhite Chalk.jpg

1. Dry
2. White Chalk
3. Is This Desire?
4. Dance Hall at Louse Point
5. Stories From the City, Stories From the Sea
6. To Bring You My Love
7. Rid of Me
8. Uh Huh Her

Nej, det nye album er ikke med, for det har jeg ikke hørt nok gange til at kunne indplacere det. Mit umiddelbare indtryk er at det ligger i midten. Jeg er ret vild med det rasende nummer "Pig Will Not".

Nej, 4-track Demos er ikke med, for jeg kan ikke forholde mig til det som et album.

Nej, jeg mener faktisk ikke at To Bring You My Love er hovedværket, selv om titelnummeret er et af hendes allerbedste.

Jo, jeg anerkender John Parish's afgørende rolle på Dance Hall at Louse Point og A Woman A Man Walked By, men vælger i denne sammenhæng at behandle dem som P.J. Harvey-albums.

Ja, du er sikkert uenig i min liste, så lad mig høre hvorfor.

Se også
PJ Harvey synger Adorno
PJ Harvey live i norsk tv (med link til Björk-duetten)

12.04.2009

Symfoniens krampetrækninger

Man skal passe på med at erklære symfonien for død, men når nu komponisten selv har gjort det og så alligevel er faldet til patten med nogle voldsomt patetiske symfonier fulde af Hollywood-manerer, ja, så er det altså fristende at se det som en bekræftelse på selve denne dom. Det har jeg i hvert fald gjort i min anmeldelse Hans Werner Henzes 7. og 8. symfoni i Politiken, og det kan man så være enig eller uenig i:

Læs min anmeldelse her

30.03.2009

Blixa Bargeld i Gasværket

En af mine gamle helte, Blixa Bargeld, optrådte i lørdags med sit Rede/Speech-show på Gasværket.

Blixa Bargeld.jpg

Jeg havde ret høje forventninger i lyset af de rygter der var om hvor fantastisk det var. De blev ikke helt indfriet, og der gik ind imellem musikhøjskole i den, men der var bestemt gode og især sjove ting imellem.

Jeg har anmeldt koncerten i Politiken

Nedenfor et par supplerende kommentarer

Læs videre: "Blixa Bargeld i Gasværket" »

11.03.2009

Oppens plays Carter, ungdomsdyrkelse og ambient atonalitet

Den amerikanske komponist Elliott Carter er 100 år gammel og stadig aktiv. I den anledning er der kommet en ny plade med hans klaverværker, spillet af en af hans trofaste samarbejdspartnere, den virtuose Ursula Oppens. Carters musik er atonal med et twist og uhyre kompliceret og krævende at spille.

Jeg har anmeldt albummet i Politiken

Husk at overskrifter og manchetter på iByen.dk ikke er mine. I dette tilfælde må jeg understrege at jeg aldrig har kaldt Carters klaverstykker for "mesterlige", som de påstår i overskriften. Jeg kalder endda hovedværket for lidt kedeligt. Men roser til gengæld de nyere, mindre stykker.

Oppens cd.jpg

Nedenfor har jeg to supplerende kommentarer. Den ene er en kritik af coverfotoet af en meget yngre Oppens, den anden handler om hvordan atonal musik kan have et næsten ambient præg, hvis man lytter til den på en bestemt måde.

Læs videre: "Oppens plays Carter, ungdomsdyrkelse og ambient atonalitet" »

24.01.2009

Årets musikoplevelser 2008

Musikbladet Geiger bad i december mig og en række andre om at fortælle om vores bedste musikoplevelser i 2008. Blandt de musikalske højdepunkter er min datter, en koncert jeg ikke var til, et manifest og så en række nye plader af gamle kendinge (P.J. Harvey, Radiohead, Portishead) og nogle nye plader jeg har anmeldt (Maja Ratkje, Helena Tulve og Giger/Dähler).

Det er nu kommet ud på Geigers hjemmeside

De andre bidragydere er primært musikere og pladeselskabsfolk. Og så Peter Laugesen og Martin Hall. Den er inddelt i to. Se anden halvdel her.

Nedenfor vil jeg komme med nogle supplerende kommentarer, både ting der ikke var plads til og så det som er sket efter deadline 15. december:

Læs videre: "Årets musikoplevelser 2008" »

18.12.2008

Headbanging er skadeligt

Mange af livets største fornøjelser er desværre usunde, og det gælder også headbanging. Det er måske ikke så overraskende igen for os der har prøvet at vågne op med en meget stiv nakke efter en koncert med Dinosaur Jr. eller Opeth eller Ramones, men nu er det altså påvist af forskere fra AC/DCs land, Australien.

Læs mere på videnskab.dk

12.10.2008

iTunes Genius er dum som et bræt

Der er kommet en ny funktion i iTunes. Som der står: ”Vælg en sang i dit bibliotek. Klik på Genius-knappen. Voila! Genius skaber en spilleliste af sange der passer godt sammen”.

Not!

Genius er dum som et bræt og fuldstændig værdiløs. Man hører et nummer, klikker på Genius, og frem kommer enten en besked om at Genius ikke ”findes” til denne sang eller også kommer en blandet landhandel af numre som hører til samme brede genre i den almindelige tåbelige genrekategorisering. Det er på ingen måde gennemskueligt hvorfor det lige netop er de numre frem for utallige andre, for de minder ikke engang om det oprindelige nummer. Måske er det simpelthen de mest populære numre med såkaldt beslægtede kunstnere, dvs. numre som mange der har det oprindelige nummer også har i deres bibliotek. Altså en simpel og dum algoritme, der intet har med musikken at gøre.

Listerne skal vel at mærke skal ses i lyset af at jeg har rigtig meget musik liggende (ca. 1000 albums), så det er ikke fordi der mangler muligheder. Jeg kunne give mange eksempler på de tåbelige lister, men lad os tage et enkelt eksempel som alle burde kunne forstå. Jeg hører et af Jimi Hendrix’ bedste numre og trykker på Genius-knappen. Begyndelsen af den ”geniale” spilleliste med musik der ”passer godt” sammen med dette nummer ser sådan ud:

Genius Hendrix.jpg

Hvorfor hele to Arcade Fire-numre, og hvorfor netop disse? Hvorfor Depeche Mode og hvorfor Bob Dylan? Og mærkeligst af alt: Hvorfor i alverden Visage? Og så videre. Det giver absolut ingen mening, og jeg vil hellere trykke på random-knappen "Bland sange" hvis jeg vil høre tilfældig musik. Det eneste der binder disse numre sammen er at de befinder sig inden for det brede felt som på i mange år på bibliotekerne hed "Beat/Folk". Der er altså ingen klassisk musik, ingen jazz, ingen avantgarde og ingen electronia.

I en tid hvor der faktisk er ved at udvikles værktøjer til at identificere og sammenligne musik er det hybris ud over alle grænser at kalde noget så tåbeligt for ”Genius”.

25.09.2008

Epi-Txture: Vellykket visualisering af elektronisk musik

Ved koncerter med elektronisk musik er der ofte tilknyttet VJs - altså nogle der laver noget visuelt på en skærm til at akkompagnere musikken. Ofte har man på fornemmelsen at mange af disse VJs ikke har lavet deres levende billeder til musikken, men blot henter noget de har liggende og sætter det i spil. Det kan der så komme noget mere eller mindre interessant ud af.

Så er der de gange hvor det er tydeligt at det visuelle er lavet til musikken og næsten er en præcis og synkron visuel ækvivalent til musikkens bevægelser og materialitet. Det sker som regel når musikeren selv har lavet det, såsom Alva Noto/Carsten Nicolai og Frank Bretschneider. Især Bretschneider har lavet en fremragende 3D-visualisering af sin musik, der netop gør dette, og det får mig helt op at køre fordi det er så fedt når det lykkes.

Og så er der endelig den tredje mulighed, der kræver en hel del. Det er at få nogle andre til at lave en video til sin elektroniske musik. De fleste af disse videoer vil hellere skabe en fortælling end at mime musikkens gestus. Det har sin egen berettigelse, og de kan være rigtigt gode (som fx mange af Chris Cunninghams videoer, "Come To Daddy" etc.)

Men ind imellem finder man ambitionen om at bruge VJ-mediets erfaringer og musikalitet i en musikvideo, og ind imellem lykkes det. Et eksempel på en sådan vellykket video er lavet af kunstnerduoen Epi til Opus 1 af Txture, som er i tre satser. Den ligger nu på YouTube, og derfor kan jeg linke til den, men den tekniske kvalitet er derefter, og man bør ikke snyde sig selv for Hifi-oplevelsen på det store lærred til en koncert med god lyd, hvis man får muligheden. Det er overvældende.

Her kommer de tre satser:

1. sats

2. sats

3. sats

29.08.2008

Viola d'amore

Viola d'amore er et instrument, som var meget populært i 1700-tallet, men som i dag lever en marginal tilværelse, omend de senere år har set et forsøg på at revitalisere instrumentet. Det er opbygget som en gambe, men man holder det under hagen som en violin. Det specielle ved viola d'amore er at det har et sæt "resonansstrenge" nedenunder de strenge, man spiller på. Disse strenge klinger diskret med når man spiller, og det betyder samtidig at ikke alle tonearter er lige velegnede til instrumentet, og at det derfor lægger op til droner og modale kompositioner - altså kompositioner, der holder sig inden for den samme, udvalgte skala. Måske er netop dette grunden til at man her omkring år 2000 genopdager instrumentet, da det passer godt ind i en post-minimalistisk tidsånd.

Garth Knox.jpg

Hvorom alting er: Den kendte bratschist Garth Knox har lavet en fremragende plade med viola d'amore og cello. Han spiller selv instrumentet, har arrangeret en række af værkerne og har selv lavet den måske bedste komposition. Der er både gamle ting fra 1600- og 1700-tallet og nye kompositioner fra efter 1990. Den kan anbefales, og det har jeg gjort i min anmeldelse i Politiken..

Læs min anmeldelse her

09.08.2008

Melodisøgning: Musipedia

Kender du det? Man har har en melodi i hovedet, ofte en eller anden tåbelig slager fra en fjern fortid eller et pophit fra ens ungdom, men enten ved man ikke hvem og hvad det er, eller også har man glemt det. Hvad kan man gøre? Søge på internettet - næ, for så skal man jo netop kende titlen.

Troede jeg. Men der er håb. For der findes simpelthen en genial melodisøgemaskine på internettet, som kan bruges af enhver. Man kan søge på forskellige måder, alt efter ens musikalske kapaciteter eller mangel på samme. Man kan spille et fragment af melodien på et virtuelt klaviatur, man kan tegne noderne. Men hvis ikke man synes man kan det, er der også to andre muligheder, som enhver vil kunne bruge. Man kan tegne melodikonturen ved kun at angive om melodien går op eller ned eller bliver på samme tone (men ikke med hvilket interval og hvilken rytme). Her skal man holde tungen lige i munden, idet man jo skal skifte tast når en tone gentages, hvilket er kontraintuitivt. Eller man kan banke melodirytmen på tastaturet uden hensyntagen til toner. Der kommer så et søgeresultat frem med som regel ganske få muligheder, og den man leder efter skulle gerne være iblandt.

Virker det så? spørger du måske. Ja, svarer jeg, for jeg har lige testet det, og var ganske positivt overrasket. Min test var som følger: Jeg har i den sidste tid (som så mange gange før) spekuleret på hvad de dér to can can-melodier, som man altid hører når der danses can can på de franske klubber i 1800-tallet på film, er for nogle. Du ved, de dér "dadadadadadadadadada" osv. Nej, vel, det fungerer ikke rigtigt at notere dem med bogstaver. Så jeg testede Musipedia, og fik samtidig svarene på mit påtrængende spørgsmål. Jeg prøvede alle søgningerne, og de var alle lige gode til at give mig det rette svar: Første del er Rossinis Wilhelm Tell-ouverture og anden del er Offenbachs "galop" fra Orfeus i Underverdenen. Bonus-info: Sidstnævnte citeres i Saint-Saëns' Dyrenes karneval. Således oplyst om en central del af 1800-tallets popmusik, er programmet foreløbigt bestået til UG. Jeg skal selvfølgelig prøve det noget mere, men jeg skal lige komme i tanker om flere melodier, jeg ikke ved hvor stammer fra....

Prøv selv Musipedia her og kom gerne med resultaterne i en kommentar herunder.

Jeg elsker internettet. Det gør jeg sgu. Jeg tror det er kommet for at blive.

07.08.2008

Sensommerquiz: Gæt et album

Nu da folk er ved at være tilbage fra ferie, kunne det måske være på plads med en rask lille sensommerquiz. Denne gang skal man gætte titlen på et album, som har betydet meget for mig i min gymnasietid, selv om jeg aldrig har mødt andre mennesker, der havde pladen. Det er virkelig god og original musik, og jeg bliver stadig grebet hver gang jeg hører den.

Belært af de tidligere quizzer her på bloggen, som alle er blevet besvaret i løbet af få timer, sætter jeg nu sværhedsgraden yderligere i vejret. Den som kender og kan gætte denne plade har så sandelig fortjent præmien - og min respekt. Præmien er – som altid – at man må udstikke et emne, som jeg er tvunget til at skrive et indlæg om. Jeg bestemmer til gengæld længden og vinklen på indlægget. Og ja, jeg har stadig et hængeparti med præmien fra forrige quiz – jeg skal nok se at få skrevet det essayfragment om et dyr hos Adorno; jeg lover. Men nu til de spor, som måske kan hjælpe dig til at komme med det rigtige svar:

1. Der er tale om en mini-LP med seks numre fra midten af 1980’erne. Bandet er britisk, og dette er efter min mening deres kunstneriske højdepunkt.

2. Før udgav de en EP med 4 numre, som det aldrig er lykkedes mig at få fat i (og derfor kan jeg så ikke med sikkerhed udtale mig om det kunstneriske højdepunkt alligevel). Senere udgav de et album, som fik større opmærksomhed, men som bare ikke rummede samme galskab som dette.

3. Stilen er gakket i både tekst og musik. Det er en slags popmusik, men meget skæv og eksperimenterende, fuld af dissonanser, især i bassen, som faktisk næsten er det bærende instrument. Jeg kender ingen andre der laver basfigurer af denne type uden for impro-avantgarde-sammenhænge. Desværre. For det er sublimt når det kombineres med poppede sangstrukturer. Teksterne er satiriske, fulde af ordspil og meget britiske.

4. Selv om ingen kender bandet i Danmark, var det stort i Storbritannien, og albummet har faktisk været placeret meget højt på de britiske hitlister (mod alle odds), ligesom bandet har været på forsiden af de store engelske musikmagasiner. Singlen fra albummet har en titel, der er et dyr, men dette dyr nævnes ikke i teksten, der blandt andet består af en lang række paradokser. Et af de andre numre blev endnu mere kendt, på grund af en live-optræden på TV.

5. Skæbnen ville at et galleri i det indre København i år har udstillet et britisk maleri, der citerer både to linjer fra singlehittets tekst og selve albummets titel. Billedets titel er bandets navn.

Nå, det er nok så svært at du må give op og vente til der kommer flere hints. Jeg skulle mene at en blind Google-søgning ikke rækker. Jeg vil give cirka et nyt hint i døgnet fra nu af, så længe pladen ikke er gættet. Og disse hints vil gøre det lettere end det er nu. Men det bedste ville være hvis en af denne blogs læsere simpelthen kender albummet og derfor kan gætte det uden videre hjælp. I så fald vil jeg insistere på at vi mødes, sætter pladen på og flipper ud.

22.07.2008

Koppels kitsch

Jeg ville ønske at jeg havde en masse gode ting at sige om Anders Koppels musik, men det har jeg ikke. Den nye cd, Double Concertos, er som en blanding af Beethoven, Moonjam, Piazolla, cocktail-musik, Irving Berlin og Prokofjev. Det er en Hollywood-agtig sødsuppe, der måske kan gå an som baggrundsmusik, men ikke som orkesterværker i deres egen ret. Det er den hårde dom i min anmeldelse.
Læs den her.

Nedenfor kommer et par supplerende bemærkninger til anmeldelsen:

Læs videre: "Koppels kitsch" »

20.07.2008

Tüür og Tulve: To estiske komponister

På det seneste har jeg anmeldt cd'er med to estistiske komponister, Erkki-Sven Tüür og Helena Tulve.

Når man siger estisk musik siger alle Arvo Pärt, der ikke blot er Estlands store musikalske superstar, men vel også den mest berømte estiske person overhovedet. Og det er lidt ironisk i lyset af at han har boet i Wien og Berlin al den tid han har været en kendt komponist, nemlig de sidste 28 år. Alene i dette kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved hele ideen om national musik. Er Pärt en estisk komponist, er hans musik estisk, og i hvilken forstand skulle den være det?

Så det at putte de to komponister sammen i et blogindlæg under en overskrift med estiske komponister er i sig selv en tvivlsom handling, der kun kan retfærdiggøres ved at Tüür er elev af Pärt og at Tulve igen er elev af Tüür, så der er en slags forbindelse, selv om den kan være svær at høre i musikken.

Erkki-Sven Tüürs Magma er ekspressiv og muskelspillende musik langt fra faderfiguren Pärts meditative minimalisme. Det bliver hurtigt for meget, og det bedste værk er desværre hommagen til Pärt, der netop trækker på hans stil.
Læs min anmeldelse her.

Helena Tulve har en helt tredje stil, der hverken minder om Pârt eller om Tüür, men som udforsker enkelte toner og instrumentklange omgivet af dissonanser. Hun er skidegod!
Læs min anmeldelse her.

Nedenfor vil jeg give nogle supplerende kommentarer til anmeldelserne:

Læs videre: "Tüür og Tulve: To estiske komponister" »

30.06.2008

My Bloody Valentine i 2008

Få bands har betydet så meget for mig som My Bloody Valentine, og jeg har da også skrevet et helt kapitel om dem i Støjens æstetik. Efter utallige år med rygter efterfulgt af skuffelser, er de nu tilbage, og de spiller på Roskilde Festival i weekenden. Jeg skal faktisk ikke på Roskilde, men jeg kan godt mærke at det kribler i mig nu hvor det nærmer sig. Men jeg har været til fire koncerter med dem i 'gamle dage' (1989-92), og den slags genforeninger har det med at skuffe. Under alle omstændigheder er der udsolgt og jeg vil ikke undvære min lille datter i 4 dage.

I forbindelse med genforeningen og koncerten er jeg blevet interviewet til både Soundvenue (papirudgaven) og Information om My Bloody Valentine.

Nedenfor vil jeg give en kombination af mine svar i min egen redigering, så her er kort hvad jeg mener om My Bloody Valentines status og gendannelse.

Opdatering: Desuden bliver der i kommentarerne forsøgt en rekonstruktion og diskussion af selve koncerten på Roskilde festival 2008 med hjælp fra dem der var til stede:

Læs videre: "My Bloody Valentine i 2008" »

24.06.2008

Rock og TV

"Afhandlingen gør op med myten om at rock og tv er to uforenelige størrelser."

Ja, sådan står der i anonceringen af Anja Mølle Lindelofs ph.d-forsvar. Om hun selv står bag formuleringen ved jeg ikke, men den er mig besynderlig. Jeg anede ikke at der var en udbredt myte om at rock og tv er uforenelige størrelser - tværtimod ligger jeg under for den tilsyneladende langt mere udbredte modsatte myte, at tv fra begyndelsen har været afgørende i udbredelsen af rockmusik (tænk bare på Elvis - og på MTV).

Der står ikke noget om hvor myten hersker henne - hvor den er så omfattende, at det er nødvendigt at gøre op med den. Man kunne derfor få den tanke at der er tale om en "negativ opbyggelighed", som det hedder hos Stjernfelt/Thomsen - altså at man ikke synes at man bare kan undersøge forholdet mellem tv og rock, men man skal have noget man kan angribe, så ens standpunkt lyder mere kontroversielt end det er.

(Jeg ved intet om afhandlingen ud over pressemeddelelsen, og jeg hilser til enhver tid en sådan undersøgelse af rock i tv velkommen. Måske er det glimrende forskning. Det er udelukkende pressemeddelelsens formulering, jeg studser over).

23.06.2008

Dream Baby Dream

Da jeg hørte et brudstykke af Suicide-nummeret "Dream Baby Dream" i radioen/podcast for nylig var jeg igen 16 år gammel og sad og opdagede en ny verden af mærkelig musik, der strømmede ud af radioen fra Jan Laursen og Peter Genild i "Studie 85". (Det var dengang P3 ikke bare var en kommerciel hitkanal, men også havde programmer drevet af musikalsk viden og nysgerrighed).

Jeg optog dette nummer på kasettebånd sammen med lige så mærkelige numre af Pere Ubu, Public Image Ltd., Violent Femmes, Tuxedomoon, Einstürzende Neubauten og mange andre. Den intensitet med hvilken jeg skamlyttede båndet hver eneste dag for at trænge ind i denne verden af musik, som ingen andre omkring mig kendte, kan jeg godt ind imellem savne. Man bliver en smule blasert med årene.

Da jeg i morges genhørte "Dream Baby Dream" på vej på arbejde var jeg ikke spor blasert. Tårerne strømmede ned af kinderne på vej ned ad Sjællandsgade, Guldbergsgade, Fælledvej, Nørrebrogade.

Dream baby dream.jpg

"Dream baby dream/ Forever / Keep them dreams burning, baby/ Forever". Det er på sin vis en kitschet tekst, og dertil kommer Suicides vanlige supercorny blanding af Martin Revs snøftende enkle keyboard/rytmebox-figurer og Alan Vegas croon med overdrevent snerrende rock'n'roll-manerer. Han rammer tit ved siden af tonerne, og det hele er...magisk!

Jeg elsker Suicide fordi der ud af det corny udtryk kommer noget som er så intenst og særegent at det meste andet musik fra 1970'erne virker håbløst prætentiøst og tomt til sammenligning. I "Dream Baby Dream" giver Vega sin stemme et anstrøg af desperation, som sammen med gentagelserne kan give en fornemmelse som sang han dette til en kæreste som var ved at dø af en overdosis og lå og rystede over hele kroppen med det hvide vendende ud af øjnene. "Keep them dreams burning, baby. Come on! Dream baby dream". Der er ikke nogen skrig, ikke nogen guitarflader, ingen effekter til at understøtte dette drama. Blot en mekanisk rytmebox og en corny/cool crooner. "Forever".

Nåja, for dem der ikke aner hvad jeg taler om: Suicide er en legendarisk duo fra 1970'erne, et sted mellem Stooges, Buddy Holly og Kraftwerk. "Dream Baby Dream" udkom som single i 1979. Deres to første albums er fantastisk gode. Man skal som sagt lige vænne sig til stilen.

Jeg er ikke meget for at linke til videoen, men det er nu en gang det letteste. Prøv at lytte til musikken og glemme videoen. Den er her (i den korte version). Og få så fat i nummeret - helst i den lange version på over 6 minutter. Den kan købes i iTunes og sikkert mange andre steder. Og så fold drømmens faner ud!

08.06.2008

Beatlemania og de skrigende piger

Man har set dem utallige gange, og hver gang jegser/hører et arkivklip undrer jeg mig over dem: de ekstatisk skrigende teenagepiger ved Beatles' koncerter, der overdøver musikken med deres hysteri. Jeg undrer mig ikke kun over fænomenet som sådan, men også over at de andre koncertgængere og Beatles selv fandt sig i det. Jeg ved godt at det også fandt sted ved andre koncerter, men det eksploderede med Beatles.

Beatlemania.jpg

Det kom til mig igen nu da jeg kiggede i Torben Bille & Jan Perssons nye, flotte bog, Midt i en beattid, med fotografier og beretninger fra de store rockstjerners koncerter i Danmark 1964-74. Om The Beatles' koncert(er) i København 1964 skriver Torben Bille:
Hvis man kan huske hvordan det lød, var man der ikke. De to Beatles-koncerter i K.B. Hallen [...] var nemlig mest for mundaflæsere. Støjen var infernalsk eller himmelsk, alt efter temperament, men sandelig også efter køn eller alder. Det var Store Pigeaften. Dels var det dem, dervar de langhårede [...], og dels udløste synet af The Fab Three (Ringo blev hjemme[...]) en tsunami af undertrykt seksualitet. Sådan formulerede vi andre det selvfølgelig ikke, vi syntes bare de skabte sig.
Bille fortæller også at Beatles selv gik så meget op i deres koncertprogram at de strøg "Long Tall Sally" ved den første koncert fordi opvarmningsbandet, The Hitmakers, havde spillet det. Og han beretter hvordan koncerten begyndte med "den legendariske 'one-two-three-four-nedtælling til 'I Saw Her Standing There'". Han fortæller også at særligt "Till There Was You" vakte pigernes begejstring. Og fremviser et klenodie: nemlig John Lennons håndskrevne sætliste, opsamlet af Torben Sardorf fra Hitmakers.

Jeg kan ikke få dettil at passe oppe i mit lille hoved, så af nysgerrighed efter opklaring må jeg stille en masse spørgsmål til hvad der egentlig foregik. Jeg vil meget gerne høre fra folk som var med dengang, for jeg forstår ingenting:

Læs videre: "Beatlemania og de skrigende piger" »

John Lennon podcast

I december 1970, da John Lennon netop havde udgivet sit legendariske album John Lennon/Plastic Ono Band, fik han besøg af magasinet Rolling Stones grundlægger Jann S. Wenner til et langt interview om den nye plade såvel som om Beatles-årene.

Hele interviewet er kommet som podcast i 5 afsnit

Nedenfor et par iagttagelser til intervewet (efter at have hørt del 1-3):

Læs videre: "John Lennon podcast" »

30.05.2008

Do you believe in Vocoder or Auto-Tune?

På nummeret 'Believe' af Cher, er der en velkendt elektronisk effekt på stemmen. Men hvordan er den lavet? Det er stadig et mysterium - eller rettere: der er to forskellige forklaringer - producerens egen og så de fleste andres.

Cher.jpg

Jeg fortæller mere nedenfor:

Læs videre: "Do you believe in Vocoder or Auto-Tune?" »

28.05.2008

Maja Ratkje: River Mouth Echoes

Maja Ratkje har i en årrække stået som en af de mest spændende norske komponister og musikere, der bevæger sig på tværs af genreskellene. Hendes nye cd samler en del af hendes kompositionsmusik-værker, og den kan anbefales.

Jeg har anmeldt den i Politiken.

Nedenfor har jeg et par supplerende kommentarer til anmeldelsen:

Læs videre: "Maja Ratkje: River Mouth Echoes" »

10.05.2008

Musical-fremskrivning

Alt er blevet til musicals. Poul & Nulle, Olsen-Banden, Matador. Og man kan lave spillefilm ud af Polle fra Snave og computerspil som Lara Croft. Det er et tegn på at kulturen er sprællevende og at man kan tjene mange penge på en god ide. Jeg har forlængst fundet ud af at det ikke er elektronisk musik og avantgardekunst man tjener penge ved, så derfor har jeg besluttet at sadle om. Jeg vil nu producere musicals ud fra egne ideer. Her er nogle af de kommende projekter:

Ud & se med Harry & Bahnsen: Storslået musical baseret på de populære reklamer med en lilla tøjdukke og Søren Pilmark. Phillip Glass komponerer en togrytmebaseret musik, hvorover der ligger glansnumre som Harrys frække sang "Mig og min Corolla" og ikke mindst Bahnsens smukke "Ode til togrejsen", der ikke efterlader et øje tørt. Bahnsen spilles af Stig Rossen og Harry af Peter Belli. Instruktør: En entusiastisk Peter Langdal.

TV Shop - The Musical: De folkekære produkter fra TV Shop får nu endelig deres egen forestilling i højt humør og med mulighed for at købe alle produkterne i pausen. Mød den techno-energiske Thigh Trainer (sunget af en stadigt slankere Stig Rossen), den skarpe ledningsfri elektriske kniv, Sonic Blade (sunget af Jimmy Jørgensen), og ikke mindst de smarte Super Pack opbevaringsposer (sunget af en farverig Peter Frødin). Instruktør: En euforisk Peter Langdal

FunWall - en Facebook musical. En kædedans med de altid sjove rundsendte gækkerier fra Facebooks populære FunWall. Gør brug af den nyeste teknologi - et sansebombardement af tekst, billeder og video. Alle tekster synges af Stig Rossen - din egen Facebook-ven. Instruktør: En hypermoderne Peter langdal med fingeren på pulsen.

Tetris: Det midaldrende publikum vil sikkert huske det tidlige computerspil tetris, men også de unge og de ældre kan være med, for nu bliver det udødelige spil omsat til action-musical! For at få brikkerne til at falde på plads har Nørrebro Teater hyret de bedste sangere og artister. Ikke alle roller er på plads endnu, men i rollen som den sværeste brik har vi allerede fået tilsagn fra Stig Rossen, der således vil synge det kommende hit med omkvædet "Åh, jeg falder / Jeg har to arme og to ben / Mon jeg passer ned i bunken under mig?". Instruktør: En kamikaze-kåd Peter Langdal.

Så er pensionen sikret.

01.05.2008

God og dårlig crossover-musik

Når jeg i øjeblikket bliver sat til at anmelde musik på Politiken er det ofte CD'er, der ikke lige kan rubriceres genremæssigt, men som er havnet hos det, de kalder for "klassisk musik". Og de seneste to plader jeg har anmeldt er netop præget af det, som i 90'erne hed "crossover", altså en blanding af genrer, der ellers holder til hver for sig, musikalsk såvel som institutionelt. Det er nu ikke fordi jeg selv dyrker crossover mere end det stilrene, men dér er der åbenbart brug for mig lige nu.

De to plader, jeg har anmeldt i april, kan tjene som eksempler på god og dårlig crossover. Den gode crossover er den man finder hos Paul Giger og Marie-Louise Dähler; den dårlige er den man finder hos den ellers så feterede komponist Heiner Goebbels.
Læs min anmeldelse af Giger/Dähler
Læs min anmeldelse af Heiner Goebbels
Og nej, jeg har hverken skrevet overskrifter eller manchetter til web-versionerne, så lad være med at hænge jer i dem. Endelig er det også en fejl at Thomas Michelsen er krediteret for Goebbels-anmeldelsen; det er altså mig der har skrevet den. Michelsen har forgæves forsøgt at få det rettet. Det går hurtigt på aviser, og man kan åbenbart ikke tage sig af den slags detaljer.

Man kan naturligvis være uenig i min smagsdom, men jeg står ved den og jeg vil benytte lejligheden til at sammenligne de to CD'er og efteranalysere hvad kriterierne egentlig er når vi taler om crossover. Desuden har jeg et par supplerende bemærkninger nedenfor

Læs videre: "God og dårlig crossover-musik" »

17.04.2008

Trommeslager stjæler opmærksomheden

Det er en næsten ufravigelig regel i popmusik at det er sangeren der er centrum - ikke blot i lydproduktionen, men også i sceneoptræden. Her er et morsomt eksempel på en koreansk trommeslager, der ikke accepterer sin tildelte rolle som tilbagetrukken baggrund. Eller også bliver han bare ekstatisk grebet af musikken. På en måde virker det bare som om sangen er for lille til at rumme hans ambitioner. Og det er svært ikke at holde af ham. (Tak til Jacob Lillemose for link).

08.04.2008

Verdens dårligste musiknummer

Hvordan lyder verdens dårligste musik? Eller rettere: det musiknummer som rammer flest menneskers musikalske aversioner. Læs mere og hør resultatet her. Det er så dårligt at det næsten er godt...

27.03.2008

Sunleif Rasmussen: String Against String

Ud over at anmelde kunst i Politiken, er det nu også meningen at jeg skal anmelde musik ind imellem, når jeg har tid.

Som det første har jeg anmeldt den færøske komponist Sunleif Rasmussens CD String Against String. Anmeldelsen kan læses her.

Den skulle være meget kort, og jeg var da også nødt til at skære i den til sidst. Nedenfor kommer et fraklip, hvor jeg beskriver endnu et værk fra cd'en og en yderligere kommentar:

Læs videre: "Sunleif Rasmussen: String Against String" »

08.03.2008

Camilla: 24 plader på 24 timer

Et af de mere mærkværdige musikalske eksperimenter finder sted i dette døgn: de næste 24 timer indspiller bandet Camille 24 plader, som løbende publiceres online til download. Så vidt jeg kan forstå er der tale om støjimprovisationer, og bl.a. Per Gøtz (kendt fra Frodegruppen 40) og Nikolaj Zeuthen (kendt fra Skammens vogn og bidragyder på Det spekulative øre) vil kigge forbi og optræde som gæstemusikere. Det samme vil ifølge pressemeddelelsen bandet The Floor Is Made Of Lava og brødrende Woetman.

Se hjemmesiden her og læs pressemeddelelsen nedenfor:

Læs videre: "Camilla: 24 plader på 24 timer" »

22.02.2008

Det snurrar i min skalle

Jeg ved godt det er sent at omtale den, men hvis nogen endnu ikke har set den bedste musikvideo i 2007, nemlig Familjen: "Det snurrar i min skalle", så er den her. Den er lavet af Johan Söderberg, og sjældent har musik, billeder og et interessant indhold gået op i en højere enhed. Det er religionskritik med et twist, det er sjovt og skræmmende og helt vildt funky.

Jeg har set den igen og igen med jævne mellemrum i de sidste par måneder, og den bliver bare ved med at være god. Her er den:

17.02.2008

Control og Joy Division

Jeg var inde at se filmen Control i går – den der handler om Ian Curtis fra Joy Division, set gennem hans kones øjne. Jeg var på forhånd lettere skeptisk, men jeg blev virkelig positivt overrasket. Det handler ikke mindst om de musikalske passager med bandet, der virkelig fremstår som band. Det skriver jeg lidt om her:

Læs videre: "Control og Joy Division" »

14.02.2008

Bliven-dyr, grynt og sprogets grænse i rockmusikken

Jeg elsker når Nick Cave bliver et dyr, når hans stemme efterhånden slipper sproget og eksalterer i dyriske grynt. Det er især i de gamle Birthday Party-numre, man hører det: fx "Happy Birthday" og "King Ink".

Som ung elskede jeg også når Peter A.G. fra Gnags råbte ekstatiske vrøvleord som "hulled" ved live-koncerter når det gik højt. (Efterhånden blev det dog manér og Gnags blev kedeligere og kedeligere).

Det er et par dyriske eksempler på hvordan sangeren kan udtrykke en frustration over at sproget ikke slår til. Kom gerne med flere - helst nogen hvor sproget glider ud i det dyriske. Og jeg tænker ikke på be-bop-a-lula her; man skal have en fornemmelse af at der er tale om spontane grynt (uanset hvor iscenesatte de så end er).

Den amerikanske rockskribent Greil Marcus går så vidt som til at sige at rockmusik er bedst når man fornemmer en frustration hos sangeren over at ord ikke slår til. Det er en typisk bombastisk generalisering af et enkelt virkemiddel, men man må da give ham at det har noget. Han taler ikke om det dyriske, og der er jo netop også mange andre måder man kan udtrykke sprogets begrænsning. Ikke mindst ved at skrige, som mange rocksangere jo gerne gør.

06.12.2007

Hjertets abe sparker sig fri

En af de bedste danske plader i 2007 har ikke fået den opmærksomhed den fortjener. Det er den elektroniske duo Schweppenhäuser/Thomsen, der sammen med digteren Morten Søndergaard har lavet Hjertets abe sparker sig fri, der i sjælden grad viser hvordan ord og elektronisk musik kan integreres på en måde så de gensidigt beriger hinanden.

Hjertets abe.jpg

Stilen er ovre i den eksperimenterende ende af det ambiente med en kreativ brug af beats. Allerede åbningsnummeret "Senere" er så gribende i sin harmoniske enkelhed kombineret med klanglig kompleksitet at man helt glemmer at der skal komme ord på. De kommer langt inde i nummeret, først i baggrunden, senere som klar forgrund. Selv om Søndergaards vers ikke er metrisk regelmæssige formår musikken at bruge hans ord som rytmisk element, hvilket er karakteristisk for pladen som helhed.

Jeg ville egentlig gerne gennemgå hele pladen og komme med en egentlig anmeldelse, men det har jeg desværre ikke tid til. Man kan læse uddrag af anmeldelser på deres MySpace-side (hvor man også kan lytte til smagsprøver). Lad mig blot sige at jeg har hørt pladen tre gange og synes den er fantastisk. Eneste lille kritikpunkt er at nummeret "Et menneske blev spist af det kødædende landskab" måske er lidt for langt - men det er der andre som er uenige i.

Schweppenhäuser/Thomsen og Morten Søndergaard giver koncert på søndag 9. december kl. 15 på Statens Museum for Kunst. Det er gratis!

27.10.2007

Lydstyrke i MP3-afspillere

Jeg er efterhånden træt af at høre Forbrugerrådet klage over at diverse MP3-afspillere spiller for højt - uden at forklare sig nærmere. Det giver simpelthen ikke mening sådan som de fremlægger det.

(Jeg skal straks understrege at jeg i øvrigt er glad for Forbrugerrådets arbejde og er en tilfreds abonnent af Tænk. Jeg må også hellere understrege at jeg er helt med på at tinnitus er et problem og at man skal passe på sine ører og i øvrigt på trafikken når man kører gennem byen med sin iPod, hvilket jeg gør hver dag).

Hver gang der er test af MP3-afspillere får vi sangen endnu en gang: der skal en spærring på MP3-afspilleren, så den ikke kan spille over 100 dB, og hvis der ikke er det er det et stort problem, for så kan man skrue meget højt op. Og det gælder også den seneste MP3-afspiller-test, hvor lydstyrken tæller med i bedømmelsen.

Jeg forstår simpelthen ikke logikken. Og det skyldes at min praktiske erfaring siger mig to afgørende ting:
1. Problemet er ofte snarere et for lavt lydniveau snarere end for højt.
2. Lydstyrke er yderst relativt, og derfor giver det ikke mening at tale om lydstyrken af en MP3-afspiller.

ad 1) Jeg er nødt til at skrue samtlige podcast-filer (undtagen The Onion) op i lydniveau inde i iTunes før jeg overfører dem for overhovedet at være i stand til at høre dem med mine iPod-hovedtelefoner. Og megen musik fungerer på samme måde: det overdøves fuldstændig af de lyde der omgiver én i byen. Hvis trafikken fuldstændig kan overdøve en iPod der er skruet helt op, hvad er så problemet: MP3-afspilleren eller trafikken?

Det er ganske vist ikke Apples iPod der anklages denne gang, men det er måske fordi den simpelthen i udgangspunktet er ubrugeligt lav.

ad 2) Jeg har to sæt hovedtelefoner som jeg bruger. Ovennævnte problem har jeg kun når jeg benytter Apples egne medfølgende hovedtelefoner. (Det gør jeg som regel fordi jeg kører med cykelhjelm, og der er "rigtige" hovedtelefoner ikke kompatible). Når jeg skifter til mine dejlige Sennheiser bliver lyden markant kraftigere, sådan at jeg ofte har den samme iPod skruet ned på halv styrke. Lydstyrken er altså afgørende afhængig af ens hovedtelefoner og ikke primært af MP3-afspilleren. Det er den ene relativitet.

Den anden relativitet er jo lydfilerne: de har vidt forskelligt niveau. Det gælder både musik og podcast. Der er altså visse ting som ikke tager skade af at man skruer højt op, netop fordi de er lavt indspillet. Og omvendt.

Nu spørger jeg så hvordan Forbrugerrådet måler hvor højt en MP3-afspiller kan spille? Jeg forstår det simpelthen ikke. Jeg forstår måske at der kan laves en elektronisk sikring sådan at udgangssignalet bremses hvis en bestemt lyd når over et vist lydniveau, men det synes ikke at være det der tale om i Tænk. De skriver nemlig at en af Mp3-afspillerne kan spille 125 dB og en anden 106 dB. Hverken mere eller mindre. Og det er jo farligt. Men hvordan er de kommet frem til det tal? Og hvad betyder det? Det forklares ikke.

Er det mig der har misforstået noget eller er forbrugerrådet ude på et skråplan?

05.10.2007

PJ Harvey live i norsk TV

Jeg har elsket P.J. Harveys musik siden hendes første plade tilbage i 1992. Jeg har drømt om PJ Harvey. Jeg har fulgt hende plade for plade og haft adskillige sindsoprivende stunder i selskab med hendes musik.

Selv da hun fremførte "Satisfaction" sammen med Björk kunne man genkende hendes stil fra allerførste tunge anslag på guitarens øverste strenge. En af de største (og mest oversete) duetter nogensinde.

Nu har P.J. Harvey udgivet en ny plade. Jeg har ikke fået købt den endnu, men hvis den bare tilnærmelsesvis lever op til denne live-optagelse fra norsk TV, så er jeg ikke skuffet. Nei fan, dette er kjempegott!

(tak til Erik Steinskog for tippet)

23.08.2007

Pierrot Lunaire i Diamanten

Fredag aften opføres komponisten Arnold Schönbergs hovedværk Pierrot Lunaire i Den sorte diamant med Secession Players Wien og Akiko Nakajima, og det bliver efter alt at dømme forrygende. Læs mere om koncerten her.

I programnoterne er der nogle ret poppede udtalelser fra min mund som udgangspunkt for artiklen. De er bittesmå uddrag af et langt interview over telefonen og er i øvrigt underkastet de sædvanlige interview-betingelser. Ideen er nok at gøre Schönberg spiselig for det brede publikum. Hvis man skulle være interesseret kan man læse teksten her:

Læs videre: "Pierrot Lunaire i Diamanten" »

15.08.2007

Strøm-festival åbner med en afvisning

Strøm-festivalen åbnede i går med en koncert med Else Marie Pade og Bjørn Svin. Den var annonceret i programmet, men publikum fik bare ikke lov at være med. Efter sigende blev der kun solgt 20 billetter ud over dem der var skrevet i døren, og der stod flere hundrede mennesker som var gået forgæves fordi de selvfølgelig gerne ville til denne annoncerede koncert og havde glædet sig til det. Det er rigtig dårlig stil at annoncere en lukket begivenhed som om den var åben. Om igen!

12.08.2007

Hitlers musik

Nu har man fundet Adolf Hitlers pladesamling. Det er måske ikke så overraskende når man kender dobbeltmoralen hvad kunst blandt de nazistiske ledere angår, men pladesamligen består ikke kun af de arisk-tyske komponister og musikere han hyldede, men såmænd også russiske komponister og jødiske musikere (Tchaikovsky, Borodin, Rachmaninov etc.). Se mere her.

03.07.2007

New romatics

Christian Stokbro har råbt på mig på sin blog så det kunne høres helt herover. Han er tilsyneladende blevet nostalgisk efter at have set 80er-tema på DR2, og vil gerne have mig til at skrive om New Romantics. Det er jeg naturligvis beæret over, og hans bønner er blevet hørt, men om jeg lige får det gjort med det første kan jeg ikke love. Indtil videre må han nøjes med dette:

Jeg så ikke udsendelsen i lørdags, men optager genudsendelsen.

Jeg hørte - som det også fremgår af min liste over verdens bedste popsange - en del new romantics i begyndelsen af 80erne, da jeg var en ung teenager. Jeg var forført af den bittersødme eller melankoli som var i musikken, og jeg mener stadig at Visage: "Fade To Grey" er noget af det smukkeste popmusik der er skrevet.

Og for et par måneder siden havde jeg besøg af Henrik Marstal til en dogme-temaaften hvor vi kun måtte høre vinylplader med electropop/synthpop 1979-1984 (en lidt snævrere genre, men med mange overlapninger). Her kom en del perler frem, og det viste sig at vi ikke havde hørt præcist det samme, men at der var mange musikalske træk der gik igen, som vi straks satte ord på mens rødvinen gik i blodet, og nu har jeg glemt de fleste af vores skarpe, analytiske iagttagelser. Jo, der var vistnok noget med bassens fremtrædende rolle som ostinat-instrument og noget med generelt dårligt intonerede vokaler.

Jeg husker at Henrik havde taget i hvert fald Human League, Ultravox og Orchestral Manouvres in the Dark med. Måske også Soft Cell? Henrik? Jeg spillede i hvert fald Visage, Bronski Beat, Kajagoogoo, tidligt Simple Minds, tidligt Eurythmics og tidligt Talk Talk. Resten husker jeg ikke lige nu, men det dukker nok op.

New Romantics-begrebet ville nok udelukke Bronski Beat, men til gengæld inkludere navne som Spandau Ballet, Adam Ant, Culture Club og Duran Duran, der benytter sig af mere traditionelle rockinstrumenter sammen med de elektroniske, omend synthesizeren er uomgængelig. Som genre er new romantics derfor også lidt vag - den betegner det meste af dén britiske popmusik i begyndelsen af 80erne som trak mere på Roxy Music end på Sex Pistols - men måske er der nogle fælles musikalske tendenser som er typiske og som man kunne beskrive nærmere. Det ville kræve en nærmere analyse, som jeg desværre ikke har tid til, idet min sparsomme nuværende forskningstid bruges på electronica og teoretiske problemstillinger om lydlig betydningsdannelse.

En ting som er slående er hvor tidstypisk denne musik er. Derfor er det også svært at overbevise folk som ikke hørte det dengang om musikkens kvaliteter. Der er en god portion nostalgi i det for folk som Henrik og jeg.

Men opfordringen er hermed givet videre: lav en analyse af new romantics-bevægelsen som musikalsk genre og kulturelt fænomen. Du skal være velkommen til fx at sende det til Det spekulative øre, hvor jeg jo også modtager gæste-essays i rollen som redaktør.

12.06.2007

Koncertvaner (3mandsudvalget)

I denne måned sidder jeg i 3mandsudvalget hos musiktidsskriftet Autograf sammen med komponist og skribent Karl Aage Rasmussen og musikkritiker Søren Schauser. Mit første indlæg hedder "Koncertvaner", og tager udgangspunkt i en ganske særlig koncertoplevelse, hvor både tidspunkt, opførsel blandt publikum og muligheden for at gå i baren var usikkert spændt ud mellem to institutionelle traditioner.

Læs indlægget her.

27.05.2007

Good Copy Bad Copy

På tirsdag er der verdenspremiere på filmen Good Copy Bad CopyDR2. Man bør unde sig selv at se denne fremragende film hvis man interesserer sig bare en smule for musik, sampling og copyright.

I filmen møder vi bl.a. kendte samplere som Girl Talk og Danger Mouse - samtidig med at pladeselskabernes talsmænd får lov at udtrykke deres mening. Vi kommer også nærmest jorden rundt - eller rettere: til både Nigeria, Brasilien og Rusland, der alle har alternative måder at opfatte copyright på. Vi møder også folk som Lawrence Lessig (manden bag creative commons). Det hele er klippet flot og meningsfuldt sammen uden voice-over, ud fra ideen om at det vi ser taler for sig selv, hvad det også i reglen gør - især hvis man er lidt inde i sagerne på forhånd.

Selv om man får alles vinkel på sagen skinner det igennem at tilrettelæggernes sympati ligger i ønsket om en friere copyright-lovgivning, hvor det er muligt fx at sample fra andre uden at få uhyrlige million-sagsanlæg på halsen. Og det kan jeg kun tilslutte mig.

Filmen er lavet af Andreas Johnsen (fra Rosforth), Ralf Christensen og Henrik Moltke. Den sendes på tirsdag 29/5 kl. 20.30 på DR2 og varer en time.

Apropos dette vil jeg også lige nævne at Lyt til nyt-udsendelsen om musik på internettet genudsendes samme aften, altså 29/5 kl. 21.30. Her er jeg gæst og taler om de positive ting som internettet har gjort for musikken. Se mere her.
Hør evt. udsendelsen online her.
Eller læs min lille artikel om samme emne her.

21.04.2007

Rock og fotografi

Musik er næsten altid ledsaget af billeder på den ene eller anden måde: coverbilleder, pressebilleder, koncertfotos, idolplakater osv. Men hvordan kan et fotografi formidle et musikalsk udtryk?

Jeg er netop blevet bedt om at lede og indlede en paneldebat om rockfotografi på DRs arrangement "Radiohuset Rocker" 28/4. Fotograferne i panelet er Søren Solkær Starbird, Lars Schwander, Peder Bundgaard og Jacob Dinesen.

Nu vil jeg så spørge dig, kære læser, som en del af opvarmningen:
- Kan du nævne et eller flere rockfotografier som har gjort særligt indtryk på dig? Smid gerne et link til et sted på nettet hvor billedet ligger.
- Forklar hvad det gode ved billedet er. Hvad kan det?
- Kom gerne med mere principielle overvejelser over hvad et godt rockfotografi er.
- Kom gerne med overvejelser over forholdet mellem musik og fotografi.

Jeg skal gerne begynde:
---

Læs videre: "Rock og fotografi" »

30.03.2007

LydRum i radioen

I forlængelse af det LydRum-seminar jeg var med til at arrangere (og som i øvrigt gik godt!) har der været en del omtale i radioen, som jeg her vil samle op på:

I P1-programmet Vita interviewes jeg om lyd og arkitektur; lyddesign; lydkunst; ambient, lydfredning, støj og fremtidsudsigterne for vores forhold til lyd. Læs mere og hør programmet her.

I P2-programmet Bolero interviewes Carsten Thau i Frederiksberg-centeret om lyd og arkitektur og Fuzzy taler om sin musik. Læs mere og hør programmet her.

I en anden Vita-udsendelse interviewes Fuzzy (om installationen i Den sorte diamant) og Jacob Kirkegaard (om Tjernobyl-værket Aïon). Læs mere og hør prorammet her.

Senere vil der forhåbentlig komme en podcast med udvalgte foredrag fra seminaret, redigeret af Jacob Kreutzfeldt, og så smider jeg naturligvis et link.

20.03.2007

Kanon-debat: Populærmusik

Jeg blev interviewet til Weekendavisen i fredags (16/3) om populærmusik-delen af kulturkanonen. Det bringes sammen med et tilsvarende interview med T.S. Høegh. Journalisten er Morten Ebbe Juul Nielsen, som jeg generelt har stor respekt for, også som debattør.

Udgangspunktet er at kigge nærmere på de konkrete kanon-lister her et år efter udgivelsen og debattere deres indhold. Desuden giver vi hver et bud på vores egen "kanon" (liste) med 5 internationale værker. Jeg er kritisk over for såvel den overordnede kanon-ideologi som det konkrete liste, og ikke mindst konkrete formuleringer i præsentationerne. Men i interviewet fremstår jeg nok lidt mere sur end jeg egentlig var i løbet af den lange samtale, ligesom sproget heller ikke er mit. Det skyldes de sædvanlige interview-betingelser.

Jeg vil nedenfor gengive interviewet med mig i modificeret form og med uddybbende kommentarer
[Opdatering: se også kommentarerne fra kanonmedlemmer Henrik Marstal og Torben Bille]

Læs videre: "Kanon-debat: Populærmusik" »

04.03.2007

Ny musik og internettet

Min debatartikel "Ny musik og internettet - noter om de digitale potentialer" er kommet i det nye nummer af Autograf, og kan læses her.

02.03.2007

Koncert-tip: Bretschneider, Kanding, Elberling

Den kendte tyske electronica-komponist Frank Bretschneider spiller koncert i Plex i København i et samarbejde med den danske komponist Ejnar Kanding og ensemblet Contemporánea. VJ-kunstneren Anders Eleberling har lavet det visuelle. Det ser lovende ud!

Læs videre: "Koncert-tip: Bretschneider, Kanding, Elberling" »

21.02.2007

Nick Cave & Grinderman

Der er gode nyheder for dem der har det med Nick Cave ligesom jeg; dem der synes at han er faldet af på den de sidste 12-13 år; som bedst kan lide ham når han er i sit dystre og larmende hjørne; som synes at Birthday Party var fantastiske.

Om et par uger udkommer pladen Grinderman med bandet af samme navn, der har Nick Cave som ikke blot sanger, men også guitarist. Og han fyrer den ondeste, overstyrede støjguitar af!

Man kan høre to numre på MySpace, og de lover rigtig godt!

08.02.2007

Jens Vejmand - Musikalske visioner for P3

Ole Hyltoft er valgt ind i bestyrelsen for Danmarks Radio som respræsentant for Dansk Folkeparti. Han er en mand med fingeren på pulsen og visioner for fremtiden. Han leverer følgende kritik af P3s musikprofil:

Ud af P3 hviner et samlebånd af engelsksproget pigtråd. Jeg sad i sin tid i det DR-udvalg, der gav grønt lys for DR’s musikprogram. Vi forestillede os et alsidigt musikprogram. PH kaldte Aakjærs og Carl Nielsens ”Jens Vejmand” for en schlager. Den slags schlagere mente vi også, der skulle være plads til i P3. Men det blev pladeselskabernes kommercielle og overvejende udenlandske linie, der blev ledetråden i P3. P3 er ikke gået den vej, kanalen blev født til.

De danske populærmusikere – med Kim Larsen i spidsen - må have førsteret til DR’s musikradio. Den danske sangs sokkel er højskolesangen. Fin lyrik, fine melodier. ”Den sømand han må lide”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Om lidt bliver her stille”. Fest, vemod, højtid.

At sangene er populære, viser den fantastiske efterspørgsel, der har været på den nye udgave af Højskolesangbogen. 100.000 eksemplarer solgt på et par måneder. At kunne synge bare 100 af bogens 572 sange er at have en rigdom inde i sig. Så har man et smukt udtryk at kunne bryde ud i til enhver sindsstemning, fra sorg til glæde. Vores skole har forputtet dette sangenes skatkammer. Nu må DR genfinde det, spille disse små og større genialiteter dagligt på P3 og på de andre kanaler.

Vi skal leve i vores egen tid. Men hvorfor ikke forlænge vores korte livstid ved ind imellem at indleve os i andre tidsaldre. Revyvisen er en uforlignelig indgang til den tid, den er skabt i. ”Tre raske prinser” – og vi er i 1920’erne. ”Man bliver så glad, når solen skinner” – 1930’erne dukker op for vores indre blik. Livas ”Man binder os på mund og hånd” eller Neumænnenes ”Den lille lysegrønne sang” – og vi befinder sig øjeblikkelig i Besættelsens dobbelte stemning af pullimut-nattefest og modstandskamp.

Så, DR’s musikdrenge og – piger! Brug striben af revyviser fra Erik Bøgh til vore dage. Ikke i et enkeltprogram hvert halve år. Men lad os høre viserne, dagligt, tilfældigt, i musikprogrammerne. De knytter os til vore rødder på en festlig måde med Osvald Helmuths, Poul Reichhardts, Birgitte Reimers stemmer.
(fra Ole Hyltofts kronik i Jyllands-Posten. Læs hele teksten her).

Ja, hvor skal man begynde? Når først latteren over mandens generelle dumhed har lagt sig kunne man blive trist over at det er den type udspil der kommer fra DRs bestyrelse. Ikke at jeg tror han får indført flere revyviser fra 30erne i P3, men fordi den er så utidssvarende at den ikke kan tages alvorligt ("pigtråd"?). Alene det at manden ikke har opdaget eksistensen af P4 (med Giro 413 og Eldorado og Dansktoppen) er næsten i sig selv en diskvalifikation, og gør kronikken til en kamp mod møllevinger.

Men værre er det at P3s kommercielle musikprofil faktisk trænger til en kritik af langt mere indsigtsfuld karakter.

05.02.2007

Bonnie 'Prince' Billy kommer

Den 23. marts spiller Bonnie 'Prince' Billy i Store Vega. Det er af en eller anden grund NatFilm-festivalen der har arrangeret det. Skynd dig mens der stadig er billetter.

Bonnie.jpg

Til dem der ikke kender musikken vil jeg anbefale albummene I See A Darkness (1999) og Superwolf (2005). Ellers må man nyde det flotte portræt af ham ovenfor indtil han kommer in persona. Man kan også se en fin video til nummeret "I Gave You" her. Den skal ses til ende.

16.01.2007

Årets plader 2006

Musikmagasinet Undertoner bad mig lave en kommenteret Top 5 over årets plader i 2006. Jeg valgte Under Byen, Thom Yorke, Sunn O))), Scott Walker og Tom Waits. De andre lister er lavet af Leonora Christina Skov, Kristian Leth, Lars Krogh og Martin de Thurah. Listerne er ganske forskellige, og den eneste genganger er vist The Knife. Mine kommentarer er lidt kortfattede på grund af tidspres, og af samme grund kom der ikke coverbilleder på.

Se listerne over årets bedste plader her.

(Hvis din yndlingsplade fra 2006 ikke er med på nogen af listerne skal du være velkommen til at tilføje den i en kommentar. Men begrund lige kort hvorfor netop den plade er fantastisk).

Vinyl-nostalgi (interview)

I sidste uge blev der sendt et interview med mig om musik og nostalgi i programmet Apropos på P1. Jeg taler primært om vinyl-nostalgi, om længslen efter de gamle vinylplader, og ikke mindst om hvordan dette viser sig i kunstigt produceret vinylstøj i 1990'erne. Her inddrager jeg bl.a. mine pointer fra dette essay.

Efter interviewet med mig er der en samtale med sangerinden Ann Mette Elten, der laver nyindspilninger af gamle popsange. Hendes vinkel er selvsagt en noget anden end min - det er egentlig kun temaet musik og nostalgi der binder de to ting sammen. Så heldigvis blev de ikke krydsklippet, men holdes adskilt i udsendelsen.

Læs mere og hør programmet her.

15.12.2006

Merzbow i København

På mandag kommer den japanske støjkonge Merzbow til København og spiller i Plex. Det har jeg ventet på skulle ske i mange år - af en eller anden grund har han vist kun spillet i Jylland tidligere. Merzbow laver ren støjmusik, og har gjort det på flere hundrede cd'er. Koncerten er forlængst udsolgt, men heldigvis har jeg billet. Det bliver stort!

Politiken har en formtale i dagens iByen-tillæg, hvor jeg og Jørgen Teller bliver interviewet. Indtil videre kan artiklen læses her. Det er en fin artikel af Rasmus Strøyer med en flot collage som illustration.

Jeg har fået artiklen at se før den blev trykt og haft mulighed for at korrigere fejl i det jeg bliver citeret for - det er god journalistisk skik (man citeres jo aldrig ordret), og jeg kan derfor stå inde for mine udgydelser. Der er dog tale om ganske få uddrag af en samtale på 45 min., så jeg havde mildt sagt mere på hjerte, men det er mediets vilkår.

Mine skriverier om Merzbow

29.11.2006

Ny musik og nichemusik på internettet

I forgårs blev jeg interviewet til programmet Lyt til Nyt på P2 om nichemusik på internettet og fremtiden for eksperimenterende musik i digitalt regi. Interviewet foregik i flere bidder mellem de båndede indslag.

Blandt de emner vi kom ind på var Under Byen, MySpace og kategorien "Experimental", selvmarkedsføring, the long tail-princippet, musikbranchens fremtid, Open Space og fremtidens musikportaler og endelig netværker for mærkelige undergenrer af musik.

De forskellige bidder af interviewet ligger på Lyt til nyts hjemmeside. (Den vigtigste del er nok den som hedder "Hvordan navigerer man rundt, og hvad sker der i fremtiden?", men også "Under Byen på MySpace" og "Torben Sangild om genren Experimental på myspace" rummer dele af interviewet.)

Hvad angår Under Byen, så har jeg udnævnt deres album Samme stof stom stof som årets plade (ikke bare danske plade, men overhovedet), og i den anledning blev den også ugen CD i Lyt til nyt. Jeg skulle så redegøre for hvad det fantastiske ved Under Byen er, og det har jeg jo allerede gjort på skrift her. I programmet blev spillet de to bedste numre, "Den her sang handler om at få det bedste ud af det" og "Tindrer".

Resten af pointerne er nu formuleret i en artikel i tidsskriftet Autograf. Læs den her.

12.11.2006

Hvorfor Beatles og Radiohead mangler i iTunes Store

Hvis du hører til blandt de millioner af iTunes-brugere der har undret sig over hvorfor Beatles og Radiohead - to af de største rockbands nogensinde - ikke kan købes gennem iTunes Store, så kommer der et bud her.

Du husker nok hvad Beatles' eget pladeselskab hed ikke? Apple. Hvem ejer iTunes? Apple. To forskellige firmaer med samme navn, der flere gange har været i retten - oprindeligt for at bilægge navnestriden (1978), og i nyere tid fordi den oprindelige aftale var at Apple Records ville undlade at fremstille computerudstyr og Apple Computer til gengæld ville undlade at gå ind i musikbranchen. Og netop med iTunes Store har Apple Computers jo på sin vis brudt denne aftale og gået ind i musikbranchen, men i maj i år blev Apple Computer frikendt. Ikke desto mindre byder Apple Records dem altså det irritationsmoment at de ikke vil lade iTunes distribuere Beatles' musik.

Hvad Radiohead angår er der andre ting på spil, nemlig at de betragter deres albums som helheder, og selv om denne album-holisme jo ikke gælder deres mange single- og ep-udgivelser, så betyder det altså at de ikke vil sælge sange enkeltvis.

(Om det sidste også gælder for bands som AC/DC og Led Zeppelin, der også mangler, skal jeg ikke turde sige)

07.11.2006

Det æstetiskes aktualitet

Så er bogen Det æstetiskes aktualitet kommet på gaden. Antologien handler om den øgede æstetisering af vores omgivelser i de senere årtier - fra turisme til mad, fra musik til økonomi - med en række mere principielle filosofiske overvejelser over æstetiseringens rolle, muligheder og problemer. Ud over en lang række danske bidrag rummer bogen en diskussion mellem fire af de mest interessante nutidige æstetik-teoretikere: Gernot Böhme, Mario Perniola, Martin Seel og Richard Shusterman.

Det handler altså om hvordan formgivning, atmosfære, branding, design mv. vinder indpas som bevidst strategi inden for områder hvor man før ikke gjorde så meget ud af den æstetiske oplevelse. På godt og ondt.

Aestetisering.jpg

Min egen artikel handler om glitch-musik i lyset af teknologi og lyddesign. Den har den mundrette titel "Klik, tik, bip, sssss, fffff - Glitchmusik og æstetiseringen af det teknologiske lydmiljø". Den adskiller sig fra de fleste andre ved ikke at omhandle et allerede æstetiseret ikke-kunstnerisk fænomen, men snarere omvendt: at behandle et ellers ikke-æstetiseret fænomen for så vidt som det behandles af kunsten. Dette fænomen er teknologiens fejl- og bilyde. CD'en der går i hak, computerens små driftslyde etc.

Læs mere om min artikel her.
Læs mere om bogen her.

17.10.2006

De bedste popsange

Her den så, listen over de bedste popsange nogensinde overhovedet! Ifølge mig, altså. Den har været undervejs længe, og er egentlig ikke færdig endnu, men jeg vil bare hælde på efterhånden som jeg kommer i tanker om flere hits. Den øvre grænse ligger på 200 numre.

Hermed kan jeg også gøre op med det image jeg har i visse kredse som én der kun hører støj og avantgardemusik. Som de fleste andre kan jeg naturligvis ikke stå for et godt popnummer. Men som det fremgår af listen har jeg naturligvis min egen mening om hvad der er et godt popnummer, og det adskiller sig sandsynligvis fra din.

Du skal være velkommen til at kommentere listen og ikke mindst at supplere med dine egne bidrag i kommentarfeltet herunder. Hvem ved, det kan være du rammer et af de numre jeg har glemt. I så fald føjer jeg det til listen.

Men før du brokker dig over listen eller popbegrebet eller min musiksmag, så læs lige kommentarerne over listen. Den er og bliver subjektiv, og derfor er den suveræne dommer mig. Det er kun mig der ved hvad der skal på min liste.

Listen over de bedste popsange

13.10.2006

Vinyl-terror

Et lille tip til kulturnatten i København i aften: tag ind og oplev Vinyl-Terror-Soundsystem i kunstakademiets gård, kl. 20-24. Det er to kunstakademistuderende (Camilla Tygstrup Sørensen og Greta Dahl Christensen) som har lavet en sindrig installation med vinylplader. De har ødelagt vinylplader og ombygget pick-up'er, pladespillere og højttalere til nogle fascinerende gør-det-selv-maskiner, der udsender lyd de selv har komponeret. Musikken/lyden spænder fra støj til ambiente soundscapes. Man kan komme og gå som man vil til aftenens performance i Charlottenborg kl. 20-24.

Vinylterror.jpg

14.08.2006

Musikalsk ligestilling som metafor

Frederik Stjernfelt har anmeldt antologien En tradition af opbud - Avantgardernes tradition og politik i Weekendavisen i fredags. Jeg har selv bidraget til antologien, og min artikel får et par rosende ord med på vejen, men indgår i øvrigt i en række eksempler på hvad han ser som en ukritisk overtagelse af kunstnernes egne forestillinger - noget som jeg selv er meget overfølsom overfor, og derfor gerne vil diskutere. Jeg mener dog heller ikke at hans anklage er retfærdig i mit tilfælde, så derfor tillader jeg mig her på bloggen at svare igen:

Læs videre: "Musikalsk ligestilling som metafor" »

07.08.2006

Under byen mm. (Open Space)

Jeg er månedens gæsteredaktør på musiksitet Open Space, som streamer og formidler ny dansk musik i den mere eksperimenterende ende af det professionelle musikliv. Her fik jeg til opgave at levere tre ting:
1. Nogle korte anbefalinger af musiknumre på sitet (ude i højre side)
2. Tre kommenterede links til spændende musikrelaterede websites (i bunden)
3. En artikel om ny musik (klik på "Læs mere her" under billedet (som i øvrigt er gammelt...))

Artiklen er det vigtigste og mest gennemarbejdede bidrag (selv om den er gemt lidt væk på sitet). Her skriver jeg om Under Byens plade Samme stof som stof, som jeg tidligere har anbefalet i stikordsform på denne weblog. Det er et musikalsk mesterværk, og artiklen er et indledende forsøg på at formulere hvad det er der foregår i deres musik. Jeg mener stadig at du bør gå ud og skaffe denne plade hvis du ikke allerede har gjort det! Jeg skriver også om koncerten i Vega.

Læs artiklen om Under Byen her

02.08.2006

Det danske geni og myten om samme

I Folkeuniversitetets efterårsprogram er der to kurser der zoomer ind på Carl Nielsen.

Det ene kursus hedder "Carl Nielsen: Portæt af en original dansk komponist", og præsenteres bl.a. således:

"Carl Nielsen er uomtvisteligt den mest berømte danske komponist...Han voksede op under fattige kår på Fyn og endte som højt anset komponist og direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium...Med en unik evne favnede Carl Nielsen både den folkelige musik og den ambitiøse kunstmusik. Hans hundredevis af sange og salmer er i dag blevet folkeeje...hans symfoniske musik er præget af modernistiske træk med et dybt originalt udtryk: og man taler ligefrem om 'den nielsenske tone'."

Det andet kursus hedder "Musik og national identitet" og præsenteres bl.a. således:

"Særligt vil billedet af Carl Nielsen som Danmarks nationalkomponist blive belyst. Myten om ham som komponisten, der i kraft af sin opvækst på landet netop kan udtrykke det specifikt danske, er udbredt, men der findes også andre myter om ham, som som danner argumentation for en national tolkning."

Altså et kursus der kører myten om den særligt danske grimme ælling igennem igen-igen og et kursus der analyserer og kritiserer netop den myte. Jeg er bange for at de fleste vil melde sig til det første...

07.07.2006

Støjtema - tre100tresgrader

Magasinet som hedder tre100tresgrader har lavet et temanummer om støj. Ud over et kort interview med mig om støjrock, er der artikler om en foley artist, om uforklarlige stemmer på båndoptagelser, om hifi-entusiasme, om skizofrene der hører stemmer og om blindes og døves forhold til lyde. Altsammen spændende emner som behandles af journalistspirer fra journalisthøjskolen i ret korte artikler.

Jeg har ikke fået læst nummeret endnu - bortset fra en hurtig gennemlæsning af interviewet med mig selv. Jeg synes selv at jeg kommer til at lyde lovligt kategorisk i forhold til hvad jeg egentlig mener, men som bekendt er det jo præmissen når man bliver interviewet.

Magasinet kan læses online eller printes ud (pdf) her.

13.06.2006

Nekrolog: György Ligeti

Ligeti døde i går.

Det har altid været 60er-værkerne som har betydet mest for mig. Her skabte han en kompleks, men iørefaldende musik, der var sanseligt fascinerende i sine klangmasser. Han udforskede instrumenterne. Fx i Continuum, hvor cembaloet spilles så sindssygt hurtigt at dette knipseinstrument nærmer sig det umulige: kontinuummet. Eller i orgel-etuderne, hvor kirkeorglet nærmest får en psykedelisk glissandoklang meget langt fra intrumentets norm. Korværkerne (især det forunderlige Lux Aeterna og det dystre Requiem) er et kapitel for sig. Her bevæger stemmerne sig i tætte dissonanser, myldrende ind og ud imellem hinanden, og det er gribende og uhåndgribeligt på én gang. Endelig den elektroniske musik, hvor Artikulation har en særstatus hos mig: en helt anden vinkel end den sædvanlige på forholdet mellem musik og sprog, idet Ligeti lader musikken mime snakkeslighed uden et ord og uden at mime nogen bestemt samtale.

I de senere år har Sony været i gang med Ligeti Edition - en udgivelsesserie med flotte nyindspilninger af samtlige hans værker.

Ligetis musik formåede at være fornyende, kompleks og tidssvarende og samtidig knytte an til en skønhed som verden ikke havde hørt før. Der er kun få komponister man kan sige det om.

25.05.2006

Interview kogt ind til essensen

Jeg har efterhånden vænnet mig til at når jeg bliver interviewet til aviser om et eller andet emne, så kan det godt være jeg snakker i timevis med journalisten, men der kommer som regel kun en lillebitte brøkdel ud i artiklen. Det er der alle mulige grunde til, men nogle gange er det næsten komisk. Således blev jeg for nogle uger siden ringet op af Roskilde Dagblad og havde en lang snak med journalisten om det ambivalente forhold til gamle rockbands der bliver gendannet - på den ene side ønsker man, på den anden side kan man næsten kun blive skuffet. Nå men det viste sig at hele artiklen kun kunne blive til et par få linier, og jeg citerer den her i sin helhed:

En rollator eller en stok på scenen kan være det næste rockmusikkens fans oplever, når de skal høre nogle af de gamle bands fra 60 og 70`erne, som i stigende grad bliver gendannet og drager afsted på turne i Europa. Det er en dårlig ide, mener forsker i rockmusik ved Københavns Universitet, Torben Sangild:

- Jeg forstår godt længslen, og at det er svært at acceptere, at det er slut, men det er generelt en dårlig ide at blive gendannet og ikke lade minderne om bandet være i fred, siger Torben Sangild.

Procol Harum, Sweet, Slade, Greatful Dead, , Uriah Heep og senest The Animals og Yarbirds, som spillede i Portalen i Greve i fredags, er nogle af de bands, der fortsat optræder og turnerer i Europa. ota
(Roskilde Dagblad, 1. maj, Forsiden)

Sådan. Én sætning. Kogt ind til essensen. Ikke så meget pjat. Godt de fandt en universitetsforsker...;-)

12.05.2006

At miste musikken

En af de ting jeg altid har frygtet mest er at blive døv. Langt mere end at miste en arm eller et ben. Endda måske mere end at blive blind. Ikke fordi man ikke kan klare sig fint som døv og man vil stadig kunne kommunikere med omverdenen (dog især andre døve). Men det som for alvor skræmmer mig ved tanken om døvhed er at miste musikken. At lytte til musik er en så vigtig del af min tilværelse at jeg ikke kan forestille mig et liv uden.

Derfor var det så meget desto mere gribende da jeg i min iPod hørte englænderen Mike Chorost fortælle om sin kærlighed og intime kendskab til Ravels Bolero; om hvordan han en morgen vågnede op og var gået fra døv på det ene øre til døv på begge ører; hvordan han fik indopereret en Cochlear-implantat, der gjorde ham i stand til at genkende lyde igen, men som var så klangmæssigt fattig at Bolero (som jo primært udvikler sig klangligt-instrumentelt) og anden musik havde mistet sin værdi; om hvordan han kontaktede firmaer der udvikler kompenserende lydsoftware og meldte sig frivilligt som forsøgsperson hvis de kunne udvikle en teknologi der kunne give ham musikken tilbage; om hvordan han nu igen kan høre Bolero.

Det gør han på denne uges udgave af en af de podcasts som jeg for nylig er begyndt at abonnere på, nemlig BBC3 Arts Talk. (Indslaget varer ca. 10 minutter).

19.04.2006

Radiominder

Vi har allesammen oplevet at musik kan skabe unikke oplevelser eller forstærke allerede intense sansninger. Nogle gange kommer disse oplevelser helt uventet - fra en radio eller et andet sted som spiller musik man ikke kender, men som griber én. Lydkunstneren Brandon LaBelle har samlet en række af folks særlige oplevelser med bestemt musik i det offentlige rum, og de kan ses her. Han har ordnet dem i kategorier baseret på oplevelsen. Det er alt fra Xenakis til Børneradio. Tjek det ud og send ham en email hvis du selv vil bidrage med en sådan oplevelse.

14.04.2006

Girl

Forstår du teksten til "Girl" med The Beatles?

Jeg har for nylig taget guitarspillet op igen efter 15 års pause og sidder og hyggeklimprer. Jeg spiller i første omgang hvad der nu er i mine gamle mapper - ikke mindst Beatles-sange. Som regel tænker jeg ikke så meget over teksterne, har mere en overordnet ide om hvad sangen handler om, selv om jeg kan den udenad. Men så er det ind imellem det sker at en sangtekst trænger igennem i al sin semantiske vælde. Dens udsagn melder sig, enten afklarende ("nå, det er det de mener") eller også slår det mig med undren at en tilsyneladende banal tekst ved nærmere eftersyn viser sig at være meget gådefuld. Således "Girl", som det skal handle om i det følgende:

Læs videre: "Girl" »

04.04.2006

Vinylstøj - støv og nostalgi

Nu har jeg skrevet den klumme om vinylstøj på cd-indspilninger som jeg tidligere har lovet. Min tese er at grundene til at netop vinylstøjen er blevet en så vigtig nostalgisk markør er (mindst) trefold: det handler om vinylpladens gradvise og unikke måde at blive slidt ned på, om støvets forhold til erindring og om en bestemt autenticitetsforestilling.

Essayet kan læses her

Den bygger på midterdelen af et foredrag jeg holdt i Helsinki på et seminar om "Dust and noise". Resten af mit foredrag handlede om støv og støj som gener i arbejdsmiljøforstand, om sprængninger af bygninger der skal destrueres, om støj som visuel metafor for støv i billed- og video-redigeringsprogrammer og endelig om støvsugeren som auditivt fænomen. Til sidst præsenterede jeg Jakob Kirkegaards lydværk Vildspor om en grammofon-pickup, der frigør sig fra pladespilleren og drager ud i verden for at registrere dens lyde.

03.04.2006

Under Byen: Samme stof som stof

Jeg skriver alt for sjældent om musik og nye plader her på bloggen, men nu er der ingen vej uden om:

Jeg sidder og hører Under Byens nye plade, som er noget af det mest gribende jeg har hørt meget længe. Jeg har endnu ikke velformulerede ord at sætte på, og dette er ikke en anmeldelse, men Samme stof som stof er musik som musik skal være. Hvorfor sker det så sjældent at nogen laver sådan en plade?

Okay, så forsøger jeg en lille beskrivelse og støver et par anmeldergloser af, men det er ikke en anmeldelse, det er kun et par stikord:
Pladen er smuk på en krakelerende og drømmende og troldspejlsagtig måde. Det er det vigtigste.
Minder en smule om: Björk, Jomi Massage, Tom Waits, Hanne Hukkelberg, Stina Nordenstam, PJ Harvey.
Teksterne er gode, de er på dansk og heldigvis uden rim. Instrumenteringen er særegen og afvekslende, og kompositionerne melankolske. Sangerinden, Henriette Sennenvaldt, hvisker og stønner og synger og klynker så det er en kildrende fryd.
Du skal ud og købe pladen nu. Ja, nu.

Under Byens officielle hjemmeside
Fansite for Under Byen - mere omfattende.

15.03.2006

Else Marie Pade på nettet

Sandelig om ikke Statbiblioteket har lagt alle Else Marie Pades værker ud på nettet, så enhver kan lytte med!

Hvis ikke du ved hvem Else Marie Pade er, så er den korte version at hun er Danmarks første komponist af elektronisk musik i 1950erne og 60erne, og har et gedigent værk bag sig som nærmest har været holdt hemmeligt af DR og først er blevet udgivet i uddrag i de senere år (på to fine CDer), takket være ihærdige og langt yngre fans' insisterende indsats. Hun er blevet remixet af unge electronicafolk (bl.a. Thomas Knak og Bjørn Svin), og ses stadig jævnligt til koncerter ude i byen som den absolutte alderspræsident (82 år). På den måde har hun (med en kliché) fået status som dansk electronicas bedstemor.

Nu ligger det hele altså tilgængeligt på nettet (i samarbejde med Pade selv), så nu er der virkelig ikke længere nogen undskyldning for ikke at kende hendes musik!

Se også:
CD - Else Marie Pade: Face It
CD - Else Marie Pade: Glasperlespeil

27.02.2006

Vinylstøj på cd

I 1990erne var der en vinyl-nostalgisk trend med at tilføje vinylpladestøj (lyden af støv og små ridser på pladen) til cd-indspilninger for at give dem en særlig atmosfære. Jeg har hørt masser af eksempler, men kan ikke komme i tanker om særligt mange lige nu.

Om et par dage skal jeg holde et foredrag i Helsinki og forholdet mellem støv og støj, og der bliver vinyl-nostalgien et af kernepunkterne. Mit primære eksempel på brugen af vinylstøj bliver Portishead, som næsten konsekvent understøtter den melankolske atmosfære med vinylknitren - især på det andet album.

Men jeg ville gerne (også til en anden gang) have nogle flere gode eksempler på denne trend. Jeg ved at jeg er stødt på en del, men jeg har ikke tid til at lave mere research lige nu, da jeg har uhyggeligt travlt med både foredrag og almindelig undervisning. Så derfor tillader jeg mig at spørge dig, kære læser: kan du komme i tanker om nogle eksempler på numre (cd) der er blevet tilført vinylknitren? Enten som diskret atmosfære eller som direkte reference til vinylplader. I så fald må du meget gerne nævne dem i kommentarerne. På forhånd tak!

06.12.2005

Bad Music opdateret

Da bogen Bad Music udkom fik jeg ikke tid til at præsentere de mange spændende artikler som min egen befandt sig i selskab med. Nu har jeg rådet bod på dette, og skriver ganske kort om alle artiklerne i denne skønne, men særprægede bog om alt fra dårlig verdensmusik og Kenny G. til Pop Stars-konkurrencer, støjpunk og rock-musicals. Se her.

29.11.2005

Mine egne radiostationer

Jeg har nu oprettet mine egne radiostationer. Jeg vælger ikke selv de enkelte numre, men mine stationer spiller i udgangspunktet musik efter min smag - ud fra mine anvisninger og namedrops. Det er det nye hotte på nettet, og det hedder Pandora - måske fordi man ikke selv styrer hvad der kommer ud af æsken når man åbner den?

Den første af mine stationer hedder Sangild mix, og spiller forskelligt blandet efter min smag. (Man kan dog ikke spille kompositionsmusik på Pandora, så det er ikke med).

Den anden går målrettet efter electronica, og hedder derfor Electronica Sangild.

Og nu en tredje med jazz i området omkring Coltrane, Davis, Mingus, Dolphy etc. - den hedder naturligvis Jazz Sangild

Opdatering 30/11: jeg har også lavet en rock-kanal, en støjmusik-kanal og en amibent-kanal og en kanal med alternativ hip hop. Sikke det går!

Lyt til mine kanaler og rapportér gerne her hvad der sker på dem og hvad du synes om det.

Jeg kunne forestille mig at tilføje flere specialkanaler, men nu skal jeg lige prøve det af. Eneste minus indtil videre er at man skal leve med reklamebannere (eller også betale). Men det er sådan set fair nok. Jeg betaler ikke indtil videre - jeg skal lige se hvor meget jeg bruger det.

Lidt mere om hvordan det virker: så vidt jeg har forstået konceptet har nogen (?) siddet og beskrevet de enkelte numre, og der spilles således musik der har rent musikalske fællestræk med det man selv har foreslået som sit yndlingsmusik - uden hensyntagen til ophav, salgstal og ekstramusikalske grupperinger. Det skal vise sig hvor langt den metode holder, men indtil videre er jeg ganske imponeret. Pointen er jo bl.a. at man kan opdage musik man ikke kendte i forvejen. Og jeg har allerede købt en CD med Twine efter at have hørt dem på min egen radiostation.

Og så interesserer det mig også rent fagligt hvordan de har gjort det, da det at sætte præcise ord på musikken er noget jeg snart skal til at arbejde med rent teoretisk - at opsætte en model for betydningsdannelse i og beskrivelse af elektronisk musik.

14.10.2005

Pif Paf Puf

Husker du lyden af den morgenmad som en gang hed Pif Paf Puf? Den skriver jeg om fra et lydperspektiv på AUX, en forening for lydkunst, der har bedt mig være fast klummeskriver på deres weblog. Fremover skriver jeg jævnligt et kort essay om noget der relaterer sig til lyd, musik og lydkunst. Vi er 6 klummeskribenter i alt, der skriver på skift.

Mit Pif Paf Puf-essay kommer hurtigt omkring lyddesign, Iannis Xenakis og Clicks & Cuts.

Se mit Pif Paf Puf-essay her [nu overført til dette permalink på min Wiki, oktober 2006]

Nedenfor er et par supplerende kommentarer som der ikke var plads til i selve essayet (som er underlagt et korthedskrav)

Læs videre: "Pif Paf Puf" »

12.10.2005

Kontur

Der er i al ubemærkethed blevet udgivet tre væsentligste og smukke CDer med ny, dansk electronica på det pladeselskab der hedder Kontur. Det er ikke bare er et pladeselskab, men Kontur arrangerer også koncerter og events der relaterer sig til elektronisk musik, som fx en fantastisk koncert i DGI-byen i september.

Jeg har interviewet de tre komponister: Txture (alias Jakob Weigand Goetz), ir (alias Jonas Olesen) og Rune Søchting. En hel eftermiddags samtale redigerede jeg ned til et koncentrat, som blev til en artikel i Dansk Musik Tidsskrift (DMT).

Artiklen ligger online og kan læses her.

Den kan også downloades i den pænere grafiske version fra tidskriftet som PDF-fil her.

30.09.2005

Avantgarde-antologi: En tradition af opbrud

Endelig er den store danske avantgarde-antologi En tradition af opbrud udkommet. Det er en akademisk bog med artikler om avantgardefænomener i det 20. århundrede. Der er mange interessante artikler i bogen, heriblandt en ny artikel af Peter Bürger. Jeg bidrager selv med en analyse og fortolkning af Stockhausens Gesang der Jünglinge i avantgarde-perspektiv. Læs mere nedenfor:

Læs videre: "Avantgarde-antologi: En tradition af opbrud" »

05.09.2005

Live Contest: Khillcoopa

I lørdags var jeg dommer i Live Contest (det som en gang hed DM i rock). Det var tredje runde på Stengade 30, og niveauet var generelt højt. Jeg og de to andre dommere blev enige om at kåre Khillcoopa som vindere, idet de ikke blot var teknisk meget dygtige og utroligt sammenspillede, men også havde et overskud til at lege med deres udtryk. Læs mere nedenfor:

Læs videre: "Live Contest: Khillcoopa" »

Electronica-weekend - DiGI:Wave + SoundStage

Apropos electronica, så er der hele to spændende arrangmenter i København i næste weekend.

På fredag aften i DGI-byen bliver svømmehallen fortryllet med lys, billeder og ikke mindst noget af det bedste danske electronica.

På lørdag i LitteraturHaus går enkelte navne igen, her sammen med internationale lydkunst-navne.

Se mere om begge arrangementer:

Læs videre: "Electronica-weekend - DiGI:Wave + SoundStage" »

01.09.2005

DR electronica

Jeg har skrevet en del om nye radiomedier på det seneste, for der sker virkelig meget i øjeblikket med podcasting, DAB osv., og nu er der kommet en kanal på DR Netradio som kun spiller electronica døgnet rundt! Det lyder for godt til at være sandt, men se mere her og lyt til kanalen via vælgeren i bunden af dette indlæg.

Jeg har ikke lyttet så meget til den endnu, men er meget positivt indstillet. Da jeg gik ind på den første gang spillede den Autechre, og lige nu er det Pedro der kører. Der er heldigvis ikke noget dance og house og den slags, men rendyrket electronica (elektronisk lyttemusik). Hovedvægten ligger nok på det melodiøse, men de spiller også fra den mere eksperimenterende ende ind imellem.

Man kunne godt savne at playlisterne lå på hjemmesiden, men ellers har jeg ikke umiddelbart noget at indvende. Jeg nyder det bare!

For folk med andre musikalske interesser er der også en country-kanal, en folk-kanal, en "modern rock"-kanal, en hip hop-kanal osv. osv. - ligesom alle DAB-kanalerne også ligger her. Tjek det ud:

05.06.2005

"Lødig" og "negativ" musik

Jeg troede at de mennesker som mente at klassisk musik er objektivt godt og "rytmisk musik" er objektivt dårligt, var en uddød kuriositet. Men de findes skam stadig, og udgiver endda bøger.

Hans Perstrup er et sådant menneske. Han har skrevet bogen Musik er ikke bare musik, hvor han skelner mellem "lødig" og "negativ" musik. Indtil jeg får fat i bogen (som ser vældigt underholdende ud, men som vist faktisk ikke er ment som satire, men som alvor) har jeg kun denne artikel at holde mig til. Der står bl.a:

"Menneskene får det betydeligt bedre, når de lytter til den positive, lødige musik; så blomstrer menneskene op, deres sind bliver lyst, deres karakteregenskaber forbedres, deres bevidsthed højnes, helbredet forbedres og sygdomme kureres, deres indlæringsevne stiger betydeligt og hukommelsen bliver mange grader bedre; dette samt mange andre opløftende virkninger afstedkommer nemlig den harmoniske, livsbekræftende musik."
"Til gengæld bør man være opmærksom på, at menneskene får det dårligt af at lytte til den negative rytmiske musik, samfundets kulturelle udvikling går i stå og bliver endog udsat for alvorlige tilbageslag på vigtige områder. Den negative musik fremkalder uhensigtsmæssige holdninger og reaktioner og ydermere skaber den afhængighed af forskellige stimulanser. Hos børn især søde sager, tidlig rygning og omgang med alkohol. Man har ligeledes konstateret at dyrene flygter og at planterne mistrives og går ud, når de udsættes for negativ musik. Desuden ved man, at tidligere civilisationer er gået ned fortrinsvis på grund af anvendelse af uharmonisk musik."

Jeg tror at Perstrup her taler om ganske almindelig rockmusik og den slags. Og jeg forstår ikke at man kan sige sådan noget og mene det. Jeg har ikke set noget lignende siden jeg var 17 og havde en mindre disput i Jyllandsposten med en vis Ewald Jensen der ville forbyde rockmusik, ligesom i Sovjet (se her).

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Grine over at nogen kan fyre så meget vrøvl af eller græde over at nogen måske tager ham alvorligt og ødelægger deres børns musikalitet ved at forbyde dem at høre og spille andet end "opbyggelige" harmonier.

Som barn legede jeg med nogle Rudolf Steiner-børn som ikke måtte høre ulødig musik for deres forældre. Den ene af dem havde klart rytmesans og en masse energi og ville gerne spille trommer, men det måtte han ikke. Han måtte ikke bruge sin energi på det der rytmiske musik, som stod i ledtog med alle de indbildte kræfter som Perstrup har febervildelser om. Hans musikalitet blev undertrykt. Kun eurytmi-musik og såkaldt folkemusik var lødigt nok til ham.

Så jeg er faktisk tættere på at græde end at grine. Faktisk bliver jeg vred. Meget vred. Jeg har lyst til at høre et beskidt, støjende punknummer og kanalisere denne vrede ud. Jeg har lyst til at skrive en hyldest til den såkaldt "negative" musik! Nåja, det har jeg måske allerede gjort med min bog, Støjens æstetik. Gad vide hvad Hans Perstrup ville sige til den? Jeg burde med den musik jeg hører være gået i stå, have mistet mine intellektuelle evner, være gået under af rygning og hårde stoffer og være moralsk depraveret. Ja, faktisk burde jeg være død nu, med den dosis af musik jeg har hørt gennem tiderne som i Perstrups øjne må være det ultimativt ødelæggende negative musik. Og som i øvrigt ikke forhindrer mig i også at nyde Bach eller Palestrina.

31.05.2005

Helter Skelter vs. Yellow Submarine

På bogudsalget købte jeg den danske oversættelse af Ian MacDonalds berømte Beatlesbog "Revolutionen i hovedet", hvor hvert eneste nummer får ca. en sides kommentar. I stedet for de talløse biografier om hvornår hvem af dem slog hvilken prut som fornærmede en af de andre er det her for en gangs skyld musikken (og teksterne) som er i centrum. Og det er i sig selv anbefaling nok. Men desværre er den ikke helt så god som den kunne være.

Jeg har kun klatlæst i bogen, men jeg er allerede irriteret over hans skråsikre smagsdomme. Fx kaldes Yellow Submarine for "en herlig anderledes sang, som det er umuligt ikke at kunne lide", mens Helter Skelter affejes med at "kun få har beskrevet dette nummer som andet end noget bogstaveligt talt fordrukkent roderi", hvorefter det fremgår af noten at de "få" er Charles Manson, som kunne bruge nummeret som inspiration til sine mord.

Nu er det bare sådan at jeg har det lige omvendt. Jeg trodser det "umulige" i ikke at kunne lide Yellow Submarine, der da for alvor kan beskrives som noget infantilt roderi. Sjældent er et så plat omkvæd blevet gentaget så mange gange til ære for de tonedøve.

Og til gengæld er Helter Skelter blandt mine yndlingsnumre. Jeg har faktisk også beskrevet det som noget ganske andet end fordrukkent roderi, og tildeler det et lille, selvstændigt afsnit i min bog, der ender med ordene "et ofte overset, men vigtigt øjeblik i rockhistorien" (Støjens æstetik s. 23).

Og jeg er næppe den eneste. Når jeg spiller nummeret for medlemmer af det store flertal der kun kender Helter Skelter i U2s skammeligt tamme version, bøjer de sig som regel i støvet og anerkender at her hos Beatles sker der noget, der har senere ekkoer i såvel punk som grunge. Og netop i lyset af rockens udvikling burde det være muligt i dag at høre nummeret som noget andet end fordrukkent roderi. Men det kræver nok at man ikke hænger fast i den tidslomme som Ian MacDonald har bosat sig i.

(Og ja, nu blev jeg selv lige så grov og idiosynkratisk i mælet som MacDonald, men det her er også min weblog og ikke en introducerende bog).

21.05.2005

Til kritikken af ordet "podcasting"

I de sidste par dage har jeg fået to kommentarer der kritiserer ordet "podcasting" (her og her).

(For dem som ikke ved hvad Podcasting er, så er det i al sin enkelhed radio der ligger som MP3-filer på nettet, lige til at downloade til sin iPod eller anden MP3-afspiller)

Jeg forstår kritikken (omend jeg ikke forstår denne Willams øvrige udgydelser i sin kommentar), og jeg har skam selv tænkt det samme da jeg første gang hørte ordet i efteråret. Hvorfor skal det nu have navn efter et bestemt produkt på markedet? Men nu har jeg altså taget det til mig, for der er ikke andre.

Så jeg er enig i at ordet "podcasting" lyder unødigt Apple-promoverende, men det skal i øvrigt ikke forhindre mig i at nyde min iPod, som er et glimrende produkt der er alle pengene værd.

Jeg vil gætte på at ordet er opstået lige så meget på grund af at det (næsten) rimer på "broadcasting" som det er en hyldest til iPoden. Hvis man skal forhindre at det bider sig fast, så skal man skynde sig at finde på et bedre ord.

[Opdatering: der kommer mere om ordet "pod" i kommentarerne]

På den anden side: ord som "Walkman" og "Mærkat" (og hundredevis andre) er oprindeligt varemærker, men er gledet over i almindelig sprogbrug, uden at det længere associseres med firmaet (mange folk ved ikke engang at det er varemærker), så mon ikke det også kan ske med "podcasting"?

05.05.2005

Sangtitlernes genkomst

Jeg har endelig købt mig en iPod, hvilket jeg kunne skrive meget om, men i første omgang holder jeg mig til én iagttagelse: nemlig at iPoden genopliver den opmærksomhed på sangtitlerne som cd-afspilleren truede med at eliminere.

De fleste cd-afspillere angiver blot et tracknummer, og derfor var der en stigende tendens op gennem 90erne til ikke at bemærke en sangs titel, men snarere dens nummer. ”Nummer 8 er det bedste på pladen”-agtigt. Det er naturligvis dovent, men sådan er vi jo ofte.

Når man spiller et nummer på sin iPod står tracknummeret med ganske småt, mens titlen derimod er fremhævet, og dermed synes proportionerne at være i orden. Jeg har opdaget og genopdaget flere titler som jeg ellers havde glemt eller aldrig været opmærksom på. Det viser sig fx at mit yndlingsnummer fra Miles Smiles hedder ”Footprints”. Jeg bliver konstant konfronteret med Aphex Twins’ radikalt gådefulde titler såsom ”Icct Hedrald”, ”Jynweythek Ylow” og ”Kesson Dalef” – det er som om han har opfundet sit eget sprog (i hvert fald kender jeg ikke disse ord). Jeg havde naturligvis bemærket det, men nu står det på iPoden så længe musikken spiller, og det gør en forskel.

Jeg kender faktisk nogen som ikke bryder sig om titler overhovedet, fordi de mener det tager opmærksomheden væk fra selve musikken. Det er jeg ikke enig i. Og hvis man ikke kan finde på en titel til sin egen musik kan man gøre som fx Oval og Supersilent – blot kalde dem 1, 2, 3 etc.

Jeg ville til gengæld nødigt undvære sangtitler som fx ”There’s Something Inside My Knee” (Düreforsög), ”How To Disappear Completely” (Radiohead), ”Ohm, Sweet Ohm” (Kraftwerk), ”Goodbye Pork Pie Hat” (Charles Mingus), ”Jesus Build My Hotrot” (Ministry) eller ”Croquis et Agaceries d’un Bonhomme en Bois” (Erik Satie).

Lad dette være en hyldest til sangtitlerne – og til iPoden!

26.02.2005

Israelsk-palæstinensisk electronica

Israelske og palæstinensiske musikere kan godt finde ud af at arbejde sammen. I hvert fald de electronica-musikere som sammen har lavet albummet Bizz Circuits Play Intifada Offspring.

Det er i sig selv naturligvis herligt at kunstnere fra begge sider kan finde sammen om at fordømme voldelige og diskriminerende handlinger (ja, endog at ville "dekonstruere den såkaldte mellemøst-konflikt") i et politisk klima som ellers er præget af gensidige blodfejder, men heldigvis virker CDen også musikalsk interessant, og derfor skal den nævnes her. I hvert fald at dømme ud fra de numre som Ralf spillede i P2s Radium 22/2 (spol 11 minutter frem for at høre Intifada-numrene).

I øvrigt er Radium tirsdag aften (P2 kl. 23) det næsten eneste tidspunkt hvor der sendes electronica på DRs musiksendeflade (som domineres i en uhyggelig grad af blot to genrer: hitlistemusik i rotation og klassisk musik i rutinemæssig, museal tomgang). Så fik jeg lige lejlighed til at nævne det...

25.02.2005

Tæsk til komponisterne

Et af P2s bedste programmer, Lyt til nyt, har bedt Jakob Levinsen om at uddele en serie tæsk til det lidt støvede og indelukkede miljø af konservatorieuddannnede komponister, og det gør han frækt og velgørende.

Særligt interessant er tæsk nr. 3, hvor det handler om den elektroniske musik. Her er det slående hvordan de få komponister der har interesseret sig for elektronikken har buret sig inde på DIEM og i øvrigt ikke villet vide af de seneste ti års blomstrende electronica, fordi det foregår i autodidakte, ungdommelige miljøer. Det er groft sagt, og det gør Levinsen gerne.

Han får så svar på tiltale fra komponisten Jens Hørsving, der med rette påpeger at DIEM har åbnet sig lidt efter den har skabt en uddannelse for unge elektroniske komponister på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus - herunder dem som ikke arbejder med noder, og derfor ikke passer ind i det traditionelle konservatoriemiljø.

Hør tæskene og debatten her

Tilbage står så spørgsmålet om det nødvendigvis skal være konservatorierne der uddanner elektroniske komponister. Jeg ville egentlig foretrække en selvstændig institution a la forfatterskolen, som vil betyde at aktiviteterne ikke nødvendigvis knyttes til kompositionsmusikken, men i lige så høj grad kunne forstå sig i forhold til fx lydkunst, lyddesign eller rockmusik. Men når det er sagt er det et utroligt fremskridt at der overhovedet er kommet en sådan uddannelse i Århus, som jeg hilser mere end velkommen.

21.02.2005

Århundredets musikvideo

Tommy Seebach havde i tidernes morgen et hit med sangen "Apache" (der faktisk er komponeret The Shadows - eller er det Jørgen Ingemann?), og til den lavede han en musikvideo der bør gå over i historien som den mest...hvordan skal jeg sige det...prøv selv at se den!

Her er den

13.01.2005

Buñuel og Wagner/Tristan

Er der nogen som kender til nogen der har skrevet om Luis Buñuels forhold til Richard Wagners Tristan og Isolde?

En måske lidt mærkelig forespørgsel, men sagen er som følger: jeg skal undervise i Tristan & Isolde i forårssemestret (sammen med min kollega Jørgen Bruhn) - ikke kun Wagners opera, men også middelaldermyten og dens vandring op gennem litteratur- og filmhistorien, hos fx Thomas Mann, James Joyce og Jean Cocteau).

Og så var det altså at det slog mig at mindst tre af Bunuels film trækker på Tristan & Isolde-temaet: Un Chien Andalou (Den andalusiske hund), L'Age d'Or (Guldalderen) og Tristana. Den sidste af dem mest indlysende, men i de to første mener jeg ikke det er tilfældigt at Bunuel har valgt Tristan & Isolde (ouverturen og Liebestod-temaet) som musik. Begge handler om grænseoverskridende kærlighed (det som hos André Breton hed l'amour fou, den gale kærlighed). Og i Den andalusiske hund dør de elskende oven i købet til sidst.
Bunuel.JPG Nu tænkte jeg så at jeg ikke var den eneste der havde fået øje på denne indlysende sammenhæng, og jeg forestillede mig at der ville være adskillige artikler om Bunuels forhold til Tristan & Isolde. Jeg har imidlertid søgt på diverse internationale filmartikelbaser og har intet fundet! Det giver mig naturligvis muligheden for at være den første der skriver om emnet og dermed for at bidrage til Bunuel-forskningen, men jeg vil næsten ikke tro det kan være rigtigt.

Kender du til noget om dette emne på engelsk eller tysk eller fransk (eller naturligvis skandinavisk), så vil jeg meget gerne vide det. Også hvis du har gode ideer til steder jeg kan søge eller personer jeg kan spørge.

28.12.2004

Eposien - virtuel forskning

Tidsskriftet Hvedekorn er kommet med et nyt temanummer om det fiktive land, Eposien. Her er beretninger om og dokumenter fra en særegen kultur - fx kan man læse om deres gravskikke, deres religion, deres seksualpraksis og deres sprog.

Og så kan man læse om deres musik. Det har jeg skrevet om under pseudonymet Bendt Glirosan (et anagram af Torben Sangild). Jeg har også komponeret en rekonstruktion af deres musik, som på mange måder er unik, ikke mindst deres flyvende og skælvende instrumenter og måden publikum stamper i gulvet på (den ligger som lydfil her).

Der er også nogle flotte farvetegninger af den mærkelige og sensuelle eposiske flora, som en vis Sidsel Sangild har lavet.

Blandt de øvrige bidragydere kan nævnes fx Merete Pryds Helle, Viggo Madsen, Eske Mathiesen, Jens Blendstrup, Thomas Krogsbøl og Sven Holm.

Hvis du vil se alle bidragene samlet kan jeg anbefale at købe Hvedekorn nr. 4/2004 hos boghandleren (98 kr.).

25.11.2004

Politikens Store Rockleksikon

I sidste uge anmeldte jeg Politikens Store Rockleksikon i P1.

Rockleksikon.jpg

En vigtig pointe er at ikke kun rockmusikken, men også electronicaen er repræsenteret - endda vældig fint!

Nedenfor er en skriftlig udgave af anmeldelsen med nogle efterfølgende uddybende kommentarer og eksempler.

Læs videre: "Politikens Store Rockleksikon" »

29.09.2004

Damo Suzuki på Loppen!

Jeg har netop fået denne meddelelse om at Damo Suzuki spiller på Loppen sammen med Peter Peter - et arrangement som jeg desværre ikke kan komme til, men som alle Can-fans bør opsøge:

Læs videre: "Damo Suzuki på Loppen!" »

27.09.2004

Adorno Records

Det kan godt være at min forbindelse mellem PJ Harvey og Adorno er udnævnt til verdens mest prætentiøse drøm, men er Adorno Records så også verdens mest prætentiøse pladeselskab?

23.09.2004

P.J. Harvey synger Adorno

Jeg drømte i nat at teksterne på P.J. Harveys nye plade faktisk bestod af engelske oversættelser og parafraser af Adornos prosadigtsamling "Der junge Mann aus Sachsen". Jeg var i fyr og flamme over denne opdagelse, og lovede straks mig selv (i drømmen) at jeg ville skrive om det på min weblog.

Så nu tænkte jeg at jeg ville skrive det i virkeligheden, selv om jeg jo i den vågne tilstands desillusionerende lys har måttet fortælle mig selv at det naturligvis ikke har noget på sig: at Adorno desværre aldrig har udgivet nogen prosadigte og at teksterne på P.J. Harveys nye plade desværre skæmmes af dårlige rim. Men det var godt mens det stod på!

(Der sker i øvrigt ikke så meget her på bloggen i øjebliket på grund af travlhed. Til gengæld barsler jeg med en ny, supplerende, intellektuel weblog. Mere om det senere)

30.07.2004

Palle og Pind springer ud som musikere

Pelle Voigt (SF) og Søren Pind (V) har indspillet en plade med Charles Aznavour-sange. Jo, det er ganske vist! Og ikke nok med det. Lars Hvidberg giver den en endog meget positiv anmeldelse her.

Sådan mødes de to fløje i dansk politik når nu de ikke kan enes om andet.

10.05.2004

Hvorfor intellektuelle hader musicals

Min kære kollega, Michael Eigtved, skrev 8/12-02 en kronik i Politiken med titlen ”Hvorfor hader intellektuelle musicals?”. Hans svar er at det er fordi musicals indbyder til at man mister kontrollen og slipper intellektet, og det kan intellektuelle ikke lide, for vi er jo kontrolfreaks, der hellere vil høre svært tilgængelig musik.

Jeg kan ikke lide musicals, men jeg tror det er af andre grunde. Nedenfor vil jeg svare på Michael Eigtveds polemiske indlæg.

Læs videre: "Hvorfor intellektuelle hader musicals" »

03.05.2004

Syvende anmeldelse af Loaded

Ud over de tre første og de tre næste anmeldelser af Loaded føjer der sig en syvende til, nemlig i Musikmagasinet Soundvenue. Anmelderen er glad for bogen, men finder (i lighed med mange andre) at der er for mange anekdotiske artikler. Min egen artikel bliver til gengæld nævnt blandt de gode. Læs anmeldelsen her.

27.03.2004

Flere anmeldelser af Loaded

Ud over de tre første anmeldelser af Velvet Underground-bogen Loaded er der kommet i hvert fald tre yderligere (Jyllandsposten, P2s Kulturnyt og tidsskriftet Sentura), som jeg nedenfor linker til og kommenterer.

Læs videre: "Flere anmeldelser af Loaded" »

26.03.2004

My Bloody Valentine-udgivelse

My Bloody Valentine kommer med en ny plade her i foråret! Det skulle være ganske vist. Men der er ikke tale om den i 13 år ventede opfølger til mesterværket Loveless.

Der er i stedet tale om en dobbelt-CD hvor den første rummer nye mixninger af samtlige tracks fra de tre EP'er You Made Me Realize, Glider og Tremolo. Der er tale om genial musik, men jo altså ikke om noget nyt. Om de nye mixes lægger noget til de oprindelige versioner har jeg svært ved at tro, men det må jo høres når den kommer.

Den anden CD er umiddelbart mere interessant. Her er hidtil uudgivne ting, som kun har floreret i dårlige MP3-piratversioner, men som nu kommer til ære og værdighed.

Her er en komplet trackliste og et link til et interview:

Læs videre: "My Bloody Valentine-udgivelse" »

18.03.2004

Loaded - anmeldelser

Bogen Loaded (om Velvet Underground og dets bandmedlemmer), som jeg har bidraget til, er blevet anmeldt i hvert fald tre steder i sin første uge: Politiken, Information og Gaffa. Nedenfor vil jeg opsummere anmeldelserne og – da det nu engang er min weblog - citere de steder hvor mit eget essay nævnes.

Læs videre: "Loaded - anmeldelser" »

17.03.2004

Gads Musikleksikon

Der er kommet en helt ny kæmpe udgave af Gads Musikleksikon, som jeg har anmeldt i P1.

Den er herlig at bladre rundt i, men har også sine problemer, især i de korte navneopslag. Desuden reklamerer den med at der nu er pop, electronica og underholdningsmusik med, men hvad electronica angår står det meget sløjt til.

[Da radionameldelserne kun ligger 1/2 år på DRs hjemmeside har jeg nu erstattet linket til lydfilen med teksten]

Læs videre: "Gads Musikleksikon" »

04.03.2004

Loaded er udkommet

Så er antologien Loaded (om Velvet Underground, Lou Reed, John Cale, Nico og Moe Tucker) udkommet!

Jeg har selv skrevet et af bidragene til bogen, "Flossede nerver - støj og avantgardisme hos Velvet Underground".

loadedweb.gif

Der er desuden artikler om Velvet Underground af bl.a. Klaus Lynggaard, Lars Movin og Per Reinholdt Nielsen; om Lou Reed af bl.a. Elo Nielsen, Bo Green Jensen og salig Dan Turell; om Moe Tucker af Pia Juul og om Nico af T.S. Høegh og Søren E. Jensen. Til sidst en kommenteret diskografi. Jeg har kun fået skimmet bogen, men den ser generelt ret god ud (selv om enkelte af bidragene måske kunne være undværet).

Min egen artikel er skrevet for to år siden (da det var meningen at bogen skulle være udgivet). Jeg kan naturligvis ikke bringe hele artiklen her, men jeg vil dog citere slutningen.

Læs videre: "Loaded er udkommet" »

19.05.2003

Lou Reed & Antony

Vi havde ikke forventet os noget særligt af koncerten, blot endnu en Lou Reed-koncert, måske centreret omkring den nye plade The Raven. Men det var ikke den gode gamle Lou Reed, det var en ny og bedre Lou Reed, en generøs, veloplagt Lou Reed, der lod sit band få fremtrædende roller undervejs. Repertoiret lagde vægten på Velvet Underground og de første Lou Reed-plader, og det var populært. Og godt!

”Venus In Furs” var mit personlige højdepunkt med cellisten Jane Scarpantoni for fuld forvrænget udblæsning, mere ekspressivt end John Cales bratsch, og nogen vil måske mene at der dermed går noget af VUs kølige tilbageholdthed tabt, men her virkede det bare rigtigt. At Lou Reed så til gengæld ikke kan finde ud af at synge sine egne melodilinjer, men forsøger sig med mislykkede synkoperede fraseringer (som også Velvet Undergrounds koncert på Roskilde i 199?...nå, for mange år siden (det var tider)), det kan man tilgive når resten fungerer. Og man kunne også tilgive Fernando Saunders’ lidt for lange bassoloer og tvivlsomme kærlighedssang (han fik lov at spille en af sine egne sange). Og man kunne – ikke mindst på grund af absurditeten – endda tilgive Lou Reed at slæbe sin Tai Chi-lærer ind på scenen for gentagende gange i sit fineste sæt tøj at udføre et show bestående af bevægelser der absolut intet havde med musikken at gøre – hverken som afspejling eller kontrast.

I højre side sad der en mærkelig, drenget skikkelse, en mandsling kaldet Antony med lyse dun på hovedet og topmavet skjorte som uden forfængelighed sad og rokkede sidelæns med hovedet og knipsede kejtet. Der var intet groovy eller særligt musikalsk over hans bevægelser, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvorfor Lou Reed havde slæbt denne tosse med ind på scenen. Ind imellem sang han kor på et par fraser uden at det gav særlig meget mening. Ellers sad han dér og knipsede og virrede med hovedet. Jeg havde glemt alt om hans bidrag på den nye plade.

Men så skete der noget. To gange rejste Antony sig op og blev forsanger. Det var på ”Candy Says” og ”Perfect Day”. Og dunene på hans hoved var en svanes, for dér udgød den kejtede ælling sin særprægede røst, et sted mellem Tim Buckley og Scott Walker (men lysere), trak tonerne ud med en engletynd, kunstlet vibrato og tilførte disse sange et skær af noget hinsides.

Det kan man også høre på The Raven, hvor ”Perfect Day” aldrig har lydt smukkere end i Antonys version. Jeg kunne ikke slippe Antony i dagene der fulgte, og jeg har lavet research på hvem han er og hvad han går og laver.
Han er med i drag-bandet Antony and the Johnsons, som holder til New York. De har lavet et album og en EP, og jeg bestiller albummet gennem deres lille, uafhængige pladeselskab.

Man kan læse mere om Antony & the Johnsons på http://www.antonyandthejohnsons.com/ - her kan man også høre uddrag af deres musik, som lægger sig i samme spor som Antonys version af ”Perfect Day” med klassiske instrumenter til særprægede popsange.

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2