Kategori-arkiv: Objektiv sensibilitet

Forsiden

02.02.2008

Google-lyrik

Jeg bor i hus. Tyverisikring. Se dit hus med tyvens øjne. Test dit hus. Jeg bygger om. Jeg flytter. Jeg er ikke hjemme. Jeg er hjemme. Mit indbo. Nabohjælp!

Dette prosadigt er ikke skrevet af nogen. Det fremkom som et resultat af Google-søgningen "huset med øjne" (uden anførselstegn). Men det er ikke desto mindre stærkt udtryksfuldt. Endnu et bevis for at den romantiske ide om at et emotionelt stærkt kunstnerisk udtryk kommer fra en kunstner i affekt, er en myte. Død over den romantisk-ekspressionistiske udtryksteori! Længe leve den objektive sensibilitet!

24.08.2007

Bornedals biografistiske patos

Ole Bornedal er endnu en gang på banen med en gang narcissistisk vrøvl om hvad film (og kunst i det hele taget) er for noget:

"Alle mine film handler om mig selv. Kunst må da handle om at tage sin samlede mængde af følelser, og så eksponere dem ind i det værk, som man laver." (Politiken i dag)

Nej, Ole, jeg gider ikke se film der handler om dig, for du er en fuldstændigt ligegyldig person. Hvis dine film virkelig handlede om dig, så ville de have et meget lille publikum.

Da Ole Ornedal lavede filmen Jeg er Dina, udtalte han at han med denne film havde flået alle sine indvolde ud og lagt dem til beskuelse for publikum. Sikke en gang idiotisk vrøvl. Det er en filmatisering af en bog.

Det er meget svært at komme biografismen til livs så længe der stadig er kunstnere der selv tror på den romantisk-ekspressionistiske (og i alle led forfejlede) udtryksteori, der går ud på at en kunstner projicerer sine følelser ind i værket, og at publikum så mærker disse følelser når de forstår værket. Det er samtidig en tro på kunstneren som et særligt væsen, et geni, hvis følelser er mere interessante end alle mulige andres. Alle tre dele (biografismen, udtryksteorien og genitanken) er faktuelt forkerte og desuden ubrugelige som forståelsesmiddel.

En mainstream-film er et virtuelt univers, hvor nogle mennesker kommer ud for noget, som påvirker dem (og hinanden), tilsat stemningsmusik, der som virkemiddel forstærker udtrykket. Hvis vi er revet med af filmen, så kan vi føle med (visse af) med disse personer, ligesom vi kan hade dem og forholde os til dem på anden vis. Men det er netop karakterernes og ikke instruktørens handlinger og følelser vi forholder os til. Det andet er en idiotisk og stærkt selvcentreret indstilling fra en kunstner.

Allerede Nietzsche var stærkt kritisk over for denne opfattelse (og selvopfattelse), og mente med rette at det allerværste var de kunstnere der begyndte at betragte sig selv som genier i romantisk forstand: "Det er et farligt tegn, når mennesket angribes af den gysen over sig selv", som han siger (Menneskeligt, alt for menneskeligt §164).

Ole Bornedal laver et håndværk og benytter sig af forførende virkemidler og teknikker. Men han vil så gerne være et ophøjet menneske, han vil så gerne vise sin sjæl og sine indvolde frem. Men så skulle han måske gå i noget kropsterapi og filme det i stedet for at lave spillefilm. Jeg tvivler bare på at det vil interessere publikum særlig meget.

(Se evt. mere om dette emne: Objektiv sensibilitet)

18.10.2004

Bad Music endelig på gaden!

Så er bogen Bad Music endelig kommet. Der er tale om en antologi på det engelsk-amerikanske forlag Routledge som tager fat i musik som regnes for dårlig, på den ene eller den anden måde. Coveret er retro-agtigt:

Bad Music

Jeg bidrager med artiklen "Glitch - The Beauty of Malfunction", som handler om musik der benytter digitale fejlkilder som lydmateriale - CDer der går i hak, computerstøj etc. Og som titlen mere end antyder advokerer jeg for den særlige skønhed som kan findes i visse typer glitch-musik. Desuden reflekterer jeg over hvilke sider af tekonlogien der afspejles i en sådan praksis.

Af de mere kendte glitch-navne kan nævnes Oval, Microstoria, Fennesz, Nobukazu Takemura, Ryoji Ikeda og Alva Noto.

Opdatering: Efter at have kigget nærmere på bogen præsenterer jeg nu kort de forskellige artikler her:

Læs videre: "Bad Music endelig på gaden!" »

06.08.2004

Støjens æstetik skal oversættes - nu med CD!

Jeg er lige blevet ringet op af mit forlag, som havde to gode nyheder:
1. De vil oversætte Støjens æstetik til engelsk og udgive den med tilhørende CD!
2. De vil måske udgive min ph.d-afhandling, Objektiv sensibiliteti en lettere redigeret form.

:-D

Nu vil nogle sikkert blive forvirrede og spørge om ikke jeg allerede har udgivet The Aesthetics of Noise? Jo, men det er blot en lille sag, en slags resumé af den danske udgave (udkommet to år forinden). I den danske er der lange analyser af Sonic Youth, The Jesus & Mary Chain, My Bloody Valentine og Band Of Susans, ligesom såvel det historiske som det filosofiske er udvidet betragteligt. Og så altså en tilhørende CD med relevant musik!

Det kan godt være der gik 7 år med at få nogen til at udgive en bog om støj (afslag på afslag), men nu kører det!

Egentlig havde jeg ikke regnet med også at få min afhandling ud i bogform (og det er heller ikke sikkert det sker), men det kunne da være dejligt. Så skal jeg bare finde tiden til at skrive den om fra artikelform til bogform.

Links til Objektiv sensibilitet
Læs resumé her
Læs afslutningen om sneglens følehorn her

Links til Støjens æstetik
Bogen udkommer
Omslag og bagsidetekst
Anmeldelser og andet relateret her på webloggen (læs nedefra, denne tekst vil stå øverst)
Forlagets præsentation

Anmeldelser af Støjens æstetik
Politiken
Gaffa
Geiger
P1 Morgen
P2 Lyt til nyt

17.06.2004

Objektiv sensibilitet - nu på nettet

Så er min ph.d-afhandling lagt på nettet! Den ligger som pdf-fil og er den officielle version med gældende sidetal som man kan henvise officielt til. Den fulde titel på afhandlingen er:
"Objektiv sensibilitet
- om objektiveringstendenser i nyere kunst og musik med refleksioner over sensibilitetens afgørende rolle i kunstnerisk udtryk, erfaring og kritisk potentiale"

Afhandlingen kan downloades her (hvis du bliver bedt om password, så blot tryk annullér)

Læs resumé her

Læs afslutningen om sneglens følehorn her

10.05.2004

Ph.d-bedømmelse og forsvar

Jeg har nu fået en bedømmelse af min ph.d-afhandling Objektiv sensibilitet i form af en udtalelse på over 4 sider og med indstilling til forsvar.

Jeg skal forsvare den mandag 28. juni kl. 14.00 i lokale 22.0.11 på det ny KUA. Mange potentielle publikummer er nok taget på ferie da, men jeg håber da at der er en del som kan komme. Kom i god tid, da dørene lukkes og da det kan være svært at finde rundt på KUA.

Udtalelsen er alt i alt tilfredsstillende, og jeg vil ikke komme med så mange kommentarer til den offentligt, blot citere konklusionen nedenfor:

Læs videre: "Ph.d-bedømmelse og forsvar" »

11.03.2004

Kunst og hjerneforskning 2

Min kritik af hjerneforskeren der troede at han havde forklaret kunst har fået et efterspil:

I dag sad jeg på mit kontor og stenede ved computeren efter at have undervist i trip hop, da det bankede på døren. Ind trådte Frederik Stjernfelt og Nikolaj Zeuthen (som sammen kører et kursus i "neuroæstetik") og kidnappede mig til at komme ned til anden halvdel af et foredrag af en århusianer ved navn Andreas Roepstorff. Selv om han kommer fra Århus havde denne kognitionsforsker fået fat i mit lille indlæg i Universitetsavisen (som er københansk) og under hans foredrag havde han opsummeret mit argument på et powerpoint-slide, og desuden vendt tilbage til problemet "Sangil" (som han stavede det - det viste sig at han havde fået min tekst læst op i telefonen). Nu var der pause, og de syntes jeg skulle komme ned og tage del i debatten...

Læs videre: "Kunst og hjerneforskning 2" »

03.03.2004

Kunst og hjerneforskning

Hjerneforskingen løser kunstens gåde! Det mener i hvert fald hjerneforskeren Semir Zeki, som har undersøgt hvordan malerier påvirker hjernen. Han blev interviewet i seneste nummer af Universitetsavisen. I det kommende nummer har jeg et indlæg i hvor jeg kort kritiserer hans antagelser og konklusioner.

Her kommer der nogle citater fra artiklen og derefter mit indlæg.

Læs videre: "Kunst og hjerneforskning" »

23.02.2004

Sneglens følehorn

Ud over resuméet af min afhandling Objektiv sensibilitet, så vil jeg lige diske op med det allersidste af min afhandling - det sidste afsnit af afslutningen, som handler om en snegl. Det er sneglen hos Adorno og Horkheimer, sneglen hvis følehorn er det bedste billede på sammenhængen mellem sansning, tanke og følelse. Adorno/Horkheimer-citatet gengiver jeg her på bloggen på dansk.

Læs videre: "Sneglens følehorn" »

16.02.2004

Så har jeg afleveret!

Jeg har lige afleveret min ph.d-afhandling! Jeg brugte hele weekenden på at slås med interne henvisninger, layout, printere og limindbindingsapparatet og blev alligevel ikke færdig. Men nu er den afleveret. Til min skræk opdagede jeg at side 156 alligevel - på trods af alle mine gennembladringer - endte med at være helt blank. Noget må have forskubbet sig i sidste øjeblik.

Så nu er der altså en blank side i min ph.d, et interleaf, en pause for læseren, et meditativt pusterum til eftertanke, et tomhedens tegn midt i ordenes fylde.

Jeg har ikke helt fattet det endnu: jeg har arbejdet på den siden år 2000 (med pauser, bl.a. til bearbejdningen af Støjens æstetik og varetagelse af undervisning, vejledning og andre opgaver). Men nu er den færdig!

Så skal jeg i gang med at undervise, skrive artikler, anmelde, holde foredrag og hvad jeg ellers har bundet mig til i løbet af foråret. Men jeg tror bestemt jeg får mere tid til at skrive til denne weblog, så aktiviteten bliver helt sikkert større.

For de som måtte være interesseret i hvad min ph.d egentlig handler om, så kan du læse mit officielle resumé (1 A4-side) ved at klikke nedenfor. Sproget er kompakt og akademisk, for det gjaldt om at putte så meget præcis information som muligt ned på en side.

Læs videre: "Så har jeg afleveret!" »

15.08.2003

Elektronisk avantgarde

Nu har jeg færdiggjort min artikel "Elektronisk avantgarde" om Stockhausen: Gesang der Jünglinge - en elektronisk komposition fra 1956 med en drengestemme klippet i stykker og sat sammen påny. Det er et meget kompliceret værk med en masse mulige betydninger. Mit mest originale bidrag er at se værket som en reference til holocaust, men derudover kommer jeg med en del betragtninger som musikvidenskaben normalt glemmer - betragtninger om rum, sprog, avantgarde, subjekt etc.

Artiklen er 15 sider lang og skal udgives i antologien "Avantgardernes genkomst og aktualitet", som formentlig udkommer primo 2004. Den bygger på en del af min større Sparagmos-artikel.

Indledningen kan læses hvis du klikker hernede.

Læs videre: "Elektronisk avantgarde" »

08.08.2003

Objektiv sensibilitet - artikler

Hvad handler din ph.d egentlig om? bliver jeg tit spurgt, og svarer noget lidt forskelligt hver gang.

Arbejdstitlen er Objektiv sensibilitet med undertitlen Følelsesudtrykkets rolle i nyere kunst og musik. En kritisk aktualisering af Adornos æstetik. Den vil komme til at bestå af 5 artikler og en lang "paraplytekst" (ca. 100 sider) der udfolder det overordenede argument og binder artiklerne sammen. De fire af artiklerne har jeg næsten skrevet færdig (jeg regner med at blive færdig med den fjerde i juli). Den femte vil jeg så skrive august-september, og derefter skrive paraplyteksten. Jeg vil begynde med at fortælle kort om artiklerne, da jeg har ret travlt – det er i øvrigt også derfor jeg langtfra skriver poster på denne weblog hver dag.

1. "Døden reproduceret: Andy Warhols katastrofebilleder og den følelsesladede kynisme" trykt i KRITIK nr. 157 (2002)
I denne artikel forsøgte jeg at leve op til mine egne idealer om en balance mellem videnskabelighed og sanselig indlevelse. Udgangspunktet er en analyse af Andy Warhols katastrofebilleder (dem med fotos af trafikuheld, selvmord o.lign reproduceret adskillige gange hen over lærredet ved brug af silketryk) med et af dem som omdrejningspunkt. Der er skrevet meget om Warhol, og enten fokuserer folk på distance og blankhed eller også (i tilfældet med katastrofebillederne) på en slags ekspressionisme. Men hele løsningen består i at se det distancerede og det ekspressive som to sider af samme sag i en slags "objektiv ekspressivitet" eller "kynisk følsomhed", der kritisk afspejler mediernes forhold til spektakulære tragedier. Der er langt flere iagttagelser end denne, men det er nok hovedpointen, lidt firkantet formuleret.

2. "Glitch – The Beauty of Malfunction" (til antologien Bad Music, Routledge: New York 2003)
Jeg har skrevet denne artikel på engelsk til en antologi på det meget anerkendte forlag Routledge, som jeg er stolt over at udkomme på. Artiklen er peer reviewed (kritisk læst af en akademisk kapacitet på området som siger god for det faglige indhold) – noget man ellers mest bruger på naturvidenskabelige fag. Den handler om den del af den elektroniske musik der kaldes "glitch", som benytter sig af fejl i det digitale udstyr (CDer der går i hak, computere der fejllæser data etc.) som lydmateriale. Jeg forsøger at inddele denne nye genre i tre stilarter: "conceptual glitch", "oceanic glitch" og "minimal click". Jeg gennemgår udvalgte kunstnere og beskriver deres musik: Oval, Yasunao Toné, Ryoji Ikeda og Alva Noto. Og så reflekterer jeg over denne musiks konceptuelle og kritiske aspekter. Det er en pointe at glitchmusikken rummer en særlig skrøbelig sensibilitet i forhold til megen anden elektronisk musik, og at det sanselige og det konceptuelle er to sider af samme sag. Bogen udkommer vistnok novemer eller december.

3. "Gråd uden tårer: Adorno, følelsesudtrykket og nyere avantgardekunst" (til antologien Efter Adorno, Glänta: Göteborg 2003)
Mit udgangspunkt var ambitiøst, men jeg har måttet skære og skære i artiklen, så det nu er koncentreret udelukkende om en perspektiverende og aktualiserende udlægning af begrebet om kunstens "udtryk" hos Adorno med særligt henblik på den objektivt orieneterede avantgardekunst. Altså, sagt lidt klarere: kunsten har reageret mod ideen om det umiddelbare, inderlige udtryk og understreget sin betingethed og middelbarhed. Ikke desto mindre udtrykker denne kunst sig, og dets udtryk kan ikke forstås uden om en følelsesmæssig sensibilitet, der selv igen handler om objektet. Jeg er her direkte på vej til at formulere en del af min teori om den "objektive sensibilitet" i polemik mod på den ene side de som sværger til ekspressionistiske myter om inderlighed og på den anden side mod den sædvanlige reception af avantgardekunsten (popkunst , konceptkunst, serialisme etc.) som noget der ikke længere handler om udtryk, men kun om kommunikation i kategorial forstand. Jeg foretager en dialektik af de to modsætninger, og havner i en objektiv sensibilitet, der kritiserer inderlighedsmyten, men samtidig bevarer den følelsesmæssige og sanselige dimension og endda antydningsvis knytter an til et udvidet begreb om æstetisk kommunikation der måske (hvis den blev uddybet) kunne bilægge stridigheder mellem fløjen der dyrker det uudsigelige som en særlig auratisk kategori på den ene side og fløjen der gør kunst til en rent diskursiv praksis på den anden.

4. "Sparagmos – stemmens traumatiske sønderdeling i elektronisk musik" (til antologi om avantgarde, ultimo 2003)
Denne artikel skriver jeg på nu. Jeg udkaster et begreb om "sparagmatisk musik" (af oldgræsk "sparagmos": sønderdeling, fragment), jvf. Orfeus, den syngende gud, der blev parteret og hans lemmer spredt ud over landet, hvor de tomt og livløst fortsatte med at synge og spille. Artiklen tager fat i en række elektroniske kompositioner som alle benytter sig af en fragmentering, forvrængning og/eller opløsning af stemmens tale/sang med henblik på noget traumatisk.
Med båndoptagerens og den elektroniske musiks fremkomst sker der generelt en hidtil ukendt grad af kontrol over det musikalske materiale. Det gælder også den talte og sungne stemme, kroppens eget instrument, hvis udsigelse ofte forbindes med en særlig autenticitet og som ofte er centrum for subjektets emotionelle udsigelse. Stemmen kan nu hakkes op, fragmenteres og efterlignes, og jeg analyserer nogle markante eksempler på dette:
Karlheinz Stockhausen: Gesang der Jünglinge (1955-6)
Herbert Eimert: Epitaph für Aikichi Kuboyama (1958)
Luigi Nono: Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz (1965)
Steve Reich: Different Trains (1988)
Desuden kommer jeg kort ind på værker af Pierre Schaeffer, György Ligeti, Luciano Berio, Else Marie Pade og Curd Duca.
Jeg reflekterer over forholdet mellem det traumatiske og sprogets opløsning. På den ene side viser disse eksempler væk fra et helt, talende subjekt – på den anden side er de alle forbundet med noget følelsesmæssigt, noget traumatisk. Den traumatiske tale er afsubjektiveret.

Den femte artikel skal (hvis jeg når at skrive den, hvilket ikke er så sikkert) handle om skrig efter billedet Skrig af Edvard Munch. Hvori ligger dette billedes status som ekspressionistisk ikon? Og hvorfor har kunstnere og merchandise-producenter samtidig en voldsom trang til at lave parodier på den? Lang historie, som I måske får senere...

Hvis jeg får tid vil jeg senere fortælle om resten af afhandlingen...

Gå til spørgeskema

Powered by Movable Type 3.2