Torben Sangilds weblog

Det er ingen hemmelighed at jeg ikke går ind for tv-reklamer målrettet til mindre børn, modsat Brian Mikkelsen, der slet ikke kunne vente med at få dem tilladt så snart han tiltrådte som kulturminister i 2001.

Det har jeg skrevet lidt om her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:58 | Kommentarer (1)
Kategorier: Politik | TV

Michael Jeppesen har i den sidste tid i etaper offentliggjort en liste over de 100 mest magtfulde i dansk kunstliv. Nummer et er (ikke overraskende) Olafur Eliasson. Man kan se hele listen her.

Efter offentliggørelsen af listen top, har Karen Syberg lavet en interviewartikel, hvor hun får reaktioner på listen fra kunstnerne Uwe Max Jensen og Martin Bigum; økonomerne Christian Hjorth-Andersen og (kunstsamler) Henrik Christoffersen; og så altså mig.

Artiklen kan læses her.

Interviewet er blevet til under de sædvanlige interview-betingelser, bortset fra at jeg ikke har set et udkast til artiklen, men kun journalistens stikord. Jeg er lige nødt til på pedantisk vis at korrrigere det allerførste, jeg citeres for:

»Michael Jeppesen har med listen defineret, hvad magt er,« konstaterer Torben Sangild, ansat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab i København og kunstanmelder på Politiken. »Alligevel er det berettiget, at det er en kunstner, der er nummer ét,« siger Sangild.

Nej, det siger jeg ikke, for det giver ikke mening. De to anstødspunkter er ordene "med listen defineret" og "alligevel". Det, jeg har sagt er:

1. Michael Jeppesen har klart defineret hvad kriterierne for listen er, og det er godt. Men det er altså ikke selve listen, der definerer det. Jeg sagde i øvrigt lige inden dette, at sådanne lister principielt er problematiske og sensationsagtige og at de skal tages med et gran salt. Jeg bad direkte om at blive citeret for begge dele, men det blev jeg altså ikke.

2. Jeg ved ikke hvad det dér "alligevel" skal betyde, men det med kunstneren har jeg sagt længere henne i samtalen, og der er ikke noget i det der strider imod at Jeppesen har lavet klare kriterier for sin liste. Er der nogen der forstår hvad det skal betyde?

Nå, men ellers er det en fin artikel om et vigtigt emne. Man kan synes det virker pedantisk at jeg retter fejlcitater, især af lettere karakter som her, men jeg forbeholder mig simpelthen bare ret til her på mit eget fristed at korrigere når jeg citeres for noget, jeg hverken har sagt eller ment. Det burde være enhver interviewoffers ret.

Og lad os så ellers diskutere magten i dansk kunstliv. Giver det mening at lave en sådan liste? Hvordan forstår man bedst magt i kunstlivet? Er Olafur Eliasson virkelig mere magtfuld end Poul Erik Tøjner, og kan man overhovedet sammenligne de to?

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:01 | Kommentarer (1)
Kategorier: Kunst | Politik

Når man tænker på magtens ansigter, er det traditionelt konger eller mandlige diktatorer eller mænd i jakkesæt, man tænker på. Ivar Tønsberg har i stedet lavet lang række portrætter af kvindelige folketingspolitikere, og de er udstillet på Møstings Hus på Frederiksberg.

Her ser vi Mette Frederiksen, der nærmest ligner en punker og bogstaveligt talt stemples som kommunist i en udstilling, der ellers påstår at være upolitisk.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Nedenfor et par supplerende kommentarer til anmeldelsen:

Læs videre: "Portrætter af kvindelige politikere" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:38 | Kommentarer (3)
Kategorier: Kunst | Politik

Er den kristne version af julen på retur i det offentlige rum? Gør det noget hvis den er? Chefredaktør for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, siger ja til begge dele og begræder det som han ser som et sekularistisk angreb på den "egentlige" jul. Jeg mener det modsatte, og i morges var han og jeg i en kort, direkte radiodebat om emnet.

Hør debatten mellem Bjerager og mig her (9 min.)

Bjerager har tidligere skrevet bogen Gud bevare Danmark, som slår til lyd for nødvendigheden af en folkekirke og som angriber sekularismen. Jeg har tidligere kritiseret hans standpunkt og forsvaret sekularismen her.

Dagens debat skulle holde sig til julen, hvilket indsnævrede mulighederne noget, ligesom den var meget kort. På de præmisser synes jeg det gik fint. Men der er nogle ting, jeg gerne lige vil uddybe, så det gør jeg her og afslutter med nogle videre links:

Læs videre: "Afkristningen af julen" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 20:09 | Kommentarer (6)
Kategorier: Politik

Bør man gøre hvad som helst med sproget for at få det til at rime? Kan man bare omdefinere et vigtigt dansk ord og bruge det i en helt irrelevant, men lige så vigtig sammenhæng bare fordi det rimer? Det mener Københavns Kommune, der nu har omdefineret ordet hykler, så vi kan være sikre på at de unge mennesker ikke forstår ordet fremover, og så vi til sidst er nødt til at omskrive definitionen i ordbogen og tilføje "synonym for cykeltyv".

Til dem som nu tror at en hykler er en som stjæler cykler, for det siger kommunen, vil jeg kæmpe for at følgende betydning bevares: En hykler er en, der giver sig ud for at være mere from eller dydig end han/hun er, eller som prædiker ét og selv gør noget andet i det skjulte.

Det har absolut intet med tyveri at gøre. Der er mange cykeltyve der ikke er hyklere, og der er især mange hyklere der ikke er cykeltyve. Plakaten lyver altså.

Kampagnens indhold i øvrigt er jeg fuldt på linje med, omend jeg tvivler på at den har nogen effekt. Ingen er mere træt af cykeltyverier end jeg, men den kampagne kan jeg ikke tilslutte mig, alene på grund af sloganet. Man burde bruge langt stærkere ord: "Cykeltyve er nogle dumme svin". Men det rimer selvfølgelig ikke...

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:24 | Kommentarer (23)
Kategorier: Billeder fra København | Politik

Filminstruktøren Søren Fauli har et opgør med kvinderne i øjeblikket. Det er der foreløbig kommet en kronik og en udstilling ud af. Mens kronikken er ret problematisk er udstillingen stærkt problematisk. Her fægtes der virkelig mod møllevinger i form af voldelige, sadistiske og aggressive rødstrømper der skamferer de stakkels, forsvarsløse mænd. Det handler angiveligt om situationen i dag, men det er godt nok svært at genkende billedet af den nutidige mand og kvinde.

Jeg har anmeldt udstillingen i Politiken

Diskussionen er allerede i gang i kommentarerne ovre på Politikens hjemmeside, men den kunne jo også fortsætte her. Jeg vil i hvert fald gerne komme med nogle uddybende kommentarer, som der ikke blev plads til i den korte anmeldelse.

Læs videre: "Søren Faulis kønskamp" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:18 | Kommentarer (7)
Kategorier: Kunst | Politik

Når nogen laver et kontroversielt og spektakulært kunstprojekt, bliver man ofte ringet op af journalister for at udtale sig om det - som regel inden man har sat sig ind i hvad det egentlig handler om. Det mærkelige er, at deres mest påtrængende spørgsmål ofte er: "er det kunst?" og ikke: "hvad siger dette om verden?" eller: "hvad er pointen?". Jeg skulle ellers til enhver tid mene at disse spørgsmål er vigtigere.

Nu har Kristian von Hornsleth lavet et projekt, hvor han har oprettet et firma som investerer i våbenaktier (krigsvåben, inklusive klyngebomber) og lader halvdelen af overskudet gå til velgørenhedsprojekter. Aktierne, som man kan købe for 20.000 kr. er dekoreret med jagerfly, atombombe, kranier gribbe og nøgne damer. Desuden bærer de indskriften "Per Ruinam ad Humanitatem", som også er udstillingens titel, og som vist betyder noget i retning af "fra undergang til menneskelighed".

Allerede et par dage før udstillingen åbner, kontaktedes jeg af en journalist fra Politiken, der gerne vil have en faglig vurdering. I dag er der så en stor artikel på forsiden af 2. sektion (kun i papirudgaven) om Hornsleths projekt og så nogle udtalelser fra fire forskellige mennesker - en nødhjælpsarbejder, en såkaldt "kunsthistoriker" (mig), Museumsdirektøren Karsten Ohrt og en investeringsekspert. Det er udmærket at sagen belyses fra flere sider med hver sin vinkel.

Den udtalelse, som krediteres mig, er en slags lakonisk resumé af en længere samtale med langt flere nuancer, og derfor vil jeg gerne - når nu jeg har alligevel har åbnet for loppesækken - selv formulere hvad jeg indtil videre har at sige om Hornsleths projekt:

Læs videre: "Hornsleths våbeninvesteringsprojekt" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:50 | Kommentarer (4)
Kategorier: Kunst | Politik

Da jeg første gang hørte om at man kan bruge højfrekvent lyd til at skræmme teenagere væk med, synes jeg mest det lød som en sjov kuriositet - især fordi teenagerne kunne bruge samme teknologi til at modtage beskeder uden at de voksne kunne høre det. Men nu er det blevet alvor.

Ideen er ganske simpel: voksne mennesker er konstant i gang med at nedsætte deres hørelse, og det går først ud over de højfrekvente lyde - dem over 15 kHz. Det betyder at de fleste børn og unge mennesker kan høre frekvenser som de fleste voksne ikke kan høre. Samtidig er højfrekvent lyd isoleret set ubehagelig.

Så en englænder fik den ide at skræmme teenagere der hang ud på indkøbscenterets torv væk ved at spille en kraftig 16-20 kHz tone på stedet, hvilket fik skræmt teenagerne væk uden at genere de øvrige kunder. (Bortset måske fra diverse børn). Han tog patent på teknologien, og lydmaskinen 'Mosquito' blev udviklet. Den har taget navn efter det at man kan skræmme myg væk med ultralyd. Og her ligger så en af anstødsstenene: parallellen mellem unge mennesker og parasitter.

Det lidt morsomme var så at teenagerne selv fandt på at udnytte deres ekstra hørelse ved at installere højfrekvent lyd som SMS-signal i deres mobiltelefon. Sådan kunne de modtage SMS'er i undervisningen uden at læreren kunne høre det.

Nu viser det sig så at teknologien faktisk bliver brugt rundt omkring, og Politiken har i dag taget emnet op. Især i England og Belgien er Mosquito blevet et hit for private virksomheder, der ikke gider have nogen unge rendende. Der er bare så vidt jeg kan se både nogle praktiske og nogle principielle problemer, som jeg vil forsøge at opregne her:

1. Der er kun tale om en statistisk forskel mellem unge og ældre - der er naturligvis ikke nogen klar grænse for hvem der kan høre tonen og hvem ikke. En af Politikens testpersoner på 39 år kunne sagtens høre lyden og fandt den stærkt ubehagelig. Det betyder at man ikke entydigt skræmmer unge væk, men slet og ret folk med god højfrekvent hørelse.

2. Børn kan så vidt jeg ved også høre disse lyde. Således går det ud over børn og deres forældre.

3. Der er et principielt problem i at ville udelukke en bestemt aldersgruppe fra det offentlige rum. Selv om mange af de irriterende 'parasitter' er unge, er det jo langtfra alle unge der begår hærværk og generer andre folk på gaden. Så de 90% teenagere som ikke har gjort noget, lider under tiltaget. Der er noget totalitært over denne magtudøvelse.

4. Lyd spreder sig rumligt. Det er svært at begrænse lyd til et bestemt areal. For eksempel havde en belgisk bank opstillet 'Mosquito' uden for deres indgang for at undgå teenagere uden penge, men det gik ud over en uskyldig dreng, som hver dag tog bussen fra busstoppestedet ud for banken. Han fik det dårligt og fik langvarig hovedpine.

Det handler om magt og territorium i det offentlige rum - noget der til stadighed er kamp om. Lyd er forbundet med territorial adfærd, lige fra fuglesang til bilstereoer for nedrullede vinduer. Banken (som er privat) rækker territorialt ud i det offentlige rum (busstoppestedet).

5. Det er ganske vist umiddelbart uskadeligt, men man kender ikke langtidseffekten af at være udsat for højfrekvente lyde. Hvad med folk der skal arbejde i nærheden af disse maskiner? Selv om man ikke kan høre lyden, kan den godt have en fysisk påvirkning. Det er faktisk ganske sandsynligt. Som en fransk ørelæge siger: "En langvarig påvirkning af denne meget intense og højfrekvente lyd, kan være skadelig og nedsætte hørelsen".

Facts
- 'Mosquito' er tilladt i hele EU, men der er folk der arbejder på et forbud.
- Den kan købes i Storbritannien, Belgien, Holland og Frankrig og bruges især ved butiscentre, skoler, byggepladser og perkeringspladser. Hvis den kommer til Danmark vil den koste 10-15.000 kr.
- Selv Mosquitos opfinder, Howard Stapleton, er kritisk over for den udbredelse og efterlyser en lovgivning på området.

Links
Politiken: Hyl skal skræmme unge væk. Læs mere i papiravisen.
Tidligere indlæg om email-overvågning

Skrevet af Torben Sangild kl. 06:59 | Kommentarer (7)
Kategorier: Lyd | Politik

Jeg modtager jævnligt emails med opfordringer til at "skrive under" på denne eller hin gode sag. Man skal bare klikke på et link og udfylde ens navn, så er den ged som regel barberet. Nogle gange skal man dog udfylde flere ting, såsom postnummer eller email-adresse.

Som regel opfatter jeg den slags henvendelser som en slags velmenende kædebreve uden politisk effekt, og gør derfor ikke mere ud af det. Enkelte gange har jeg dog alligevel "skrevet under", såsom for nylig med Tibet, for hvis nu der var en effekt af det vil jeg da ikke være smålig. Men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt det hjælper noget som helst.

Nu spørger jeg så folk der er klogere end mig:
1. Er der nogensinde en politisk effekt af disse online-undersøgelser? Eksempler udbedes.

2. Har de samme status som rigtige underskrifter?
--2a. Hvis nej, hvilken status har de så?
--2b. Hvis ja, hvordan kan de have det, når man så let som ingenting kan skrive en masse navne på?

3. Hvad sker der egentlig med "underskrifterne"? Ligger de bare på en lang liste på en hjemmeside, og så sender man den kinesiske regering en email med "hey, vi har en million underskrifter for Dalai Lama, klik her og så tror jeg nok I vil ændre jeres Tibet-politik", hvorefter den kinesiske regering kigger på navnene og tænker: "Det var liggodt pokkers. En million, det svarer jo til 0,13% af den kinesiske befolkning. Vi må hellere sætte 1000 mand til at tjekke at navnene ikke er falske, og så ellers tage vores politik op til overvejelse." Eller hvad?

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:04 | Kommentarer (3)
Kategorier: Medier | Politik

I anledning af valget er det lidt sjovt at se de forskellige partiers hjemmesider og sammenligne dem med hinanden. Det ville føre for vidt med en grundig gennemgang af hver enkelt, så jeg har testet dem på to punkter:
1. Det generelle indtryk og præsentation af partiets politik
2. Helt specifikt: Forskningspolitik og videregående uddannelser

Punkt 2 er et emne som ikke er hot i valgkampen (og næppe heller bliver det), men som alle partier alligevel er nødt til at forholde sig til. Og som jeg har en mening om og en vis indsigt i. Hvad folk ikke ved er at universiteterne (bortset fra visse satsningsområder inden teknologiudvikling mm.) er blevet skåret ned og ned lige slutningen af 1990erne, altså siden før systemskiftet. Vi overholder ikke Barcelona-aftalen, hvor landene ellers har forpligtet sig til at bruge 1% nu og 3% i 2010 af bruttonationalproduktet på forskning. Det kan man mene om hvad man vil, men pointen er her blot om partierne klargør deres holdninger og konkrete visioner.

Læs de hurtige bedømmelser nedenfor:

Læs videre: "Partiernes hjemmesider (og forskningspolitik)" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:28 | Kommentarer (18)
Kategorier: Medier | Politik

Jeg er på ingen måde ekspert i overvågning eller terrorisme, men blot en lægmand, der undrer og bekymrer sig over at der i dag træder en lov i kraft, der påbyder de danske teleselskaber at opbevare al information i en log i et år, dvs. al email-kommunikation fra deres kunder, hvis jeg har forstået det ret. Dette sker angiveligt for at bekæmpe teorrisme.

For det første kan man spørge sig om ikke potentielle terrorister vil benytte andre kommunikationsveje end TDCs eller Telias mailservices. Det er ikke så svært at få sig en web-baseret email-adresse i dag. Det er faktisk meget let. Som Politiken i dag skriver: "Bruger de yahoo, gmail eller hotmail, finder der ingen registrering sted". Men spørgsmålet er selvfølgelig så om PET kan få udleveret informationer fra Gmail/Yahoo/Hotmail via CIA? Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men i hvert fald kan folk vel sætte sig på en netcafé når de kommunikerer om den slags og ikke spores.

For det andet må man spørge om det er det værd: om den potentielle effektivitet overstiger de indgreb i privatlivsbeskyttelsen der retteligt er tale om når såvel staten som private firmaer overvåger alles email-trafik. Det vil kunne misbruges og måske skabe en generel utryghed. De fleste eksperter mener tilsyneladende at terrorbekæmpelses-effekten er forsvindende lille, mens indgrebet er potentielt i strid med menneskeretlige normer for beskyttelse af persondata. Hvis nogen mener noget andet, skal de være velkomne til at argumentere sagligt for det.

For det tredje er Danmark af samme grund det eneste EU-land med en sådan lovgivning.

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:14 | Kommentarer (10)
Kategorier: Politik

Så har Bo Elkjær fået sit interview med statsministeren.

Det som generelt undrer mig ved den nuværende debat om Irak-krigen er, at diverse folk som gik ind for krigen virker overraskede over at det irakiske folk ikke er homogent og ikke synes modne til demokrati. Det har været almen viden i 15 år. Og jeg mener virkelig almen viden.

Da Golfkrigen i Kuwait fandt sted var der allerede mange spekulationer om hvad der ville følge efter Saddam Husseins fald, og alle mainstream-medier understregede at irakerne var en blanding af uforsonlige klaner og grupperinger, heriblandt kurdere, shia-muslimer, sunni-muslimer og verdslige. Jeg (som ellers ikke ved noget) vidste at der under diktaturet lå en hvepserede af heterogene grupperinger, der ikke i uforsonlighed er væsensforskellig fra den jugoslaviske. Hvordan kan det være undgået diverse politkeres og højreintellektuelles opmærksomhed? Det forstår jeg ikke. Hvordan kunne de tale om et irakisk folk som en enhed, der bare skulle befries? Der var intet der understøttede dette.

Hvorfor skriver jeg så først om det nu? Fordi der blev skrevet rigeligt om det da invasionen fandt sted. I stort set alle medier. Men det blev afvist som venstreorienteret propaganda af folk som Ulrik Høy og Jens Christian Grøndahl, der nu angrer og indrømmer at de tog fejl. Og hvad med Anders Fogh Rasmussen? Ja, der er ikke meget at komme efter.

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:26 | Kommentarer (3)
Kategorier: Politik

Dobbeltmoral 1
Så er motorvejsbudgettet overskredet med 2,2 milliarder kroner. Hvilke konsekvenser har det? Regeringen siger at vi må finde pengene så hurtigt som muligt. Flere gætter på at de tages fra den i forvejen plagede offentlige trafik. Men hov, hvad var regeringens holdning da det var Danmarks Radio som overskred budgettet? "Det må de selv ligge og rode med". Konsekvensen kommer lyttere og seere til at mærke markant de næste par år.

Det afhænger altså af om det er noget regeringen kan lide (biltrafik) eller ikke kan lide (public service-medier) om budgetoverskridelser skal dækkes på finansloven eller ej. (Med mindre altså at denne sag får en anden drejning; den er endnu i sin vorden).

Dobbeltmoral 2
For et par måneder siden besluttede Folketinget at rygeforbudet som de har indført på alle andre offentlige institutioner ikke skal gælde på Christiansborg, altså deres egen arbejdsplads. Det er mig en gåde at dette kan ske. Kunne nogen ikke undersøge hvilke folketingsmedlemmer der har stemt forskelligt når det galdt andre og når det galdt dem selv?

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:43 | Kommentarer (10)
Kategorier: Politik

Jeg vågnede kl. 7 her til morgen ved den kraftige lyd af en helikopter. Min første tanke var at nu rydder de Ungdomshuset, og ganske rigtigt. Der flyver konstant helikoptere rundt i området, og det er ikke til at vide om det er politiets eller TV2s. Resten kan sikkert følges i samtlige nyhedsmedier.

Der har været optakt til en stor krig længe, og man kan frygte at det her bliver meget voldeligt og hærgende og også vil gå ud over de nærmeste naboer (som jeg ikke selv hører til - vi bor ca. 700 m væk).

Skrevet af Torben Sangild kl. 07:32 | Kommentarer (6)
Kategorier: Politik

Jeg har planer om snart at skrive en længere kronik om café latte som skældsord. Jeg forstår nemlig ikke helt hvordan det kan ske at det er blevet politisk suspekt at putte meget mælk i kaffen. Så jeg vil lige lave en lille høring blandt blog-læserne.

Når Pia Kjærsgaard bliver beskyldt - direkte eller indirekte - for at være fremmedfjendsk, "trumfer" hun den ofte ved at svare at modparten drikker café latte. Jeg har svært ved at se hvordan det kan være værre at putte meget mælk i kaffen end at føre an i en hetz mod flygninge og indvandrere, men det er måske bare mig?

Jeg ved selvfølgelig godt at hun bruger det som det der i litteraturvidenskaben og retorikken hedder en metonymi, dvs. at man tager en egenskab ud af sin sammenhæng og benævner sammenhængen med denne egenskab. Og hvad er café latte så en metonymi for? Tilsyneladende for ufolkelighed og verdensfjernhed.

Pointen hos Kjærsgaard er naturligvis at dem der drikker café latte er smarte byboere der går på café i modsætning til det egentlige folk, der sidder derhjemme og drikker sort kolbe-kaffe af muselmalet stel. Og det lader til på indlysende vis at hænge sammen med at café latte-drikkerne er verdensfjerne og ikke har de virkelige problemer inde på livet. De virkelige problemer er jo indvandrerne, der måske drikker the eller tyrkisk kaffe. Og dem hader café latte-drikkerne ikke. I hvert fald ikke lige så meget som kolbekaffedrikkerne gør.

Men nu er det jo ikke sikkert at café latte-drikkerne faktisk er mere verdensfjerne. Jeg bor fx på Nørrebro, hvor der er rigtig mange der drikker café latte. Pia Kjærsgaard bor i Holte. Jeg tvivler på at indvandrerne fylder mere i Holte end på Nørrebro. Jeg tror faktisk at det er omvendt. Jeg vil faktisk vove at påstå, at jeg (som drikker café latte og oven i købet er intellektuel) er noget tættere på de konkrete indvandrerproblemer end Pia Kjærsgaard. Jeg møder jævnligt de utilpassede indvandrerdrenge omkring Blågårds Plads og de tilsvarende på min egen gade. Men jeg handler også hos den hårdtarbejdende kurdiske købmand i næste blok og hos grønthandleren på hjørnet. Og jeg har det fint med dem, jeg synes de har bidraget positivt til kvarteret. Jeg lukker ikke øjnene for at der kan være problemer, især i visse ghettoer. Jeg synes jeg har et nuanceret syn på sagen. Og jeg kunne aldrig finde på at stemme på Dansk Folkeparti. Det samme gælder de fleste på Nørrebro, hvor DF har en meget lav valgprocent i forhold til landsgennemsnittet.

Hvem er de verdensfjerne? Café latte-drikkerne på Nørrebro eller kolbekaffedrikkerne i Nordsjælland? Og hvad er der egentlig galt i at drikke café latte? Kom gerne med nogle bud.

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:42 | Kommentarer (27)
Kategorier: Politik

Så er det slut med sympatien over for Ungdomshuset fra de fleste her i lokalområdet. Det element af forkælet egoisme og en meget lille verden (der ikke inkluderer de umiddelbare omgivelser) som hele tiden har været en del af indtrykket af Ungdomshuset, blev i nat konkretiseret med et voldeligt angreb på tilfældige butikker, cykler, biler og mennesker.

Jeg mener ikke at kommunen burde have solgt Ungdomshuset i sin tid - det var hjernedødt - og jeg forstår ikke Faderhusets stædighed efter at de er blevet tilbudt en meget flot sum for huset. Men det retfærdiggør ikke at man opfører sig som om Ungdomshuset er frihedens sidste nødvendige bastion og bare går amok på alt og alle udenfor, som om det var ét stort system. Det er pubertært, usympatisk og meget, meget dumt.

Danske weblog-indlæg om ungdomshuset (de altid nyeste øverst)

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:31 | Kommentarer (4)
Kategorier: Politik

Det er ikke noget nyt at der er en vis sammenhæng mllem frisurer og politisk orientering. Således er det en kendt sag at mange langhårede mænd er venstreorienterede, og det kan man let nok forstå i lyset af hippie-tiden og opgøret med den borgerlige livsstil.

Men hvorfor er sideskilningen egentlig højreorienteret? At det statistisk forholder sig sådan at mænd med sideskilning statistisk set befinder sig langt længere til højre end gennemsnittet er jeg ikke i tvivl om. (Naturligvis findes der undtagelser; dette handler om det statistisk signifikante). Jeg har bemærket det lige siden jeg gik i gymnasiet, og det synes ikke at have ændret sig voldsomt i de 20 år der er gået. Kig fx på Dansk Folkepartis mandlige toppolitikere. Hvis man ser bort fra Søren Espersen (som ikke har hår nok), så har de alle sideskilning: Jesper Langballe har den største og mest prangende, men også Søren Krarup, Peter Skaarup, Kristian Thulesen-Dahl og Mogens Camre. A coincidene? I think not!

Nu er spørgsmålet så hvad sideskilningen signalerer, og hvorfor den er så attraktiv for en konservativ, liberalist eller nationalkonservativ? Er det den lettere arrogance en sådan frisure kan udstråle (Langballe-modellen)? Er det signalet om ambitiøsitet og disciplin (modsat hippie-frisuren)? Hvis ja, hvordan har sidekilningen fået det udtryk? Hvad er det ved et hår redt til siden der giver dette indtryk?

Jeg har ikke det endelige svar, men vil gerne have nogle bud. Først må jeg lige slå to ting fast: for det første gælder det samme ikke for midterskilningen, der synes politisk mere neutral, men som vel egentlig er lige så "pæn" i traditionel forstand. For det andet vender sideskilningen ikke altid mod højre, fx er Langballes venstredrejet, så det er ikke dér vi finder forklaringen.

(Desuden duer argumentet om at DF skulle være et midterparti ikke: hvad angår det kulturelle og moralske er de gammeldags nationalkonservative og meget højreorienterede. Hvad angår den økonomiske politik er de ganske vist faldet til patten, men med en fortid som nulskats-Fremskridtsparti er der ingen tvivl om at det er til højre de skal placeres. Desuden er det vel netop de konservative dyder (gud/konge/fædreland) som mest slår igennem i frisuren).

Skrevet af Torben Sangild kl. 09:15 | Kommentarer (7)
Kategorier: Politik | Psykologi | Spørgsmål

I forbindelse med den her sag om de-hersens-tegninger-I-ved-nok, kunne det være interessant at kigge lidt på hvordan Wikipedia klarer den. Altså ikke blot de europæiske, men hvad med den indonesiske, den arabiske og den tyrkiske Wikipedia? Hvad står der om sagen dér?

Jeg kan ikke forstå de tre sprog, så jeg ved det ikke, men man kan alligevel få en fornemmelse, alene ved at kigge på billeder og tal og den slags.

Den tyrkiske er kortfattet, og forekommer saglig.

Den indonesiske viser en karikaturtegning af en mand som vist enten skal forestille at være chef- eller kulturredaktør på JP (men som snarere ligner Helmuth Lotti) sige nej til racistiske tegninger og tegninger om holocaust, men som hejser det danske flag ved synet af tegningerne af profeten. Næppe noget neutralt udsagn, men teksten ved siden af afgør jo hvilken status en sådan tegning har.

På den arabiske (som er klart den længste af de tre) er denne tegning der også, men suppleret af flere dokumentariske billeder. Et foto af Kåre Bluitgen, et foto af nogle vrede demonstranter, en avisforside som kunne være den jordanske avis der bragte tegningerne, et billede af nogle skarpt bevæbede oprørere foran en EU-relateret bygning, et billede af en ambassade der er i flammer; et billede af en ostedisk i et supermarked med en seddel der formentlig fortæller at de ikke sælger danske oste; et billede fra et andet supermarked hvor en mand kaster nogle varer på gulvet; og endelig et billede af det danske flag overskrevet med arabiske skrifttegn.

Det er mærkeligt at skulle afkode sådanne sider når man ikke fatter et ord af hvad der står. Hvis du kan indonesisk, tyrkisk eller arabisk må du meget gerne give et resumé eller en analyse af hvad der foregår.

Skrevet af Torben Sangild kl. 16:37 | Kommentarer (0)
Kategorier: Medier | Politik

Der er kommet en ny podcast lavet af Lars Hvidberg og Jacob Mchangama. De kalder sig Djævelens Advokat, og bortset fra en lidt højstemt retorik om a "modspil til monopolet" er det et interessant interviewbaseret program om politiske ideologier. De to værter er begge liberalister, hvilket de ikke lægger skjul på. Det præger naturligvis deres dagsorden og deres måde at spørge på, men det virker som om de er gode til at lade modparten tale ud og give udtryk for sit standpunkt. Blandt de kommende gæster er Christopher Arzrouni, Preben Vilhjelm og Jesper Langballe - en liberalist, en socialist og en nationalkonservativ. Det skal siges at liberalisten Arzrouni ikke interviewes alene, men at han sættes op over for den konservative Kasper Støvring.

Hvad kan Djævelens Advokat så som de etablerede medier ikke kan? De kan give sig god tid til at bore sig ned i de principielle diskussioner frem for at lade sig styre af ofte overfladiske, journalistiske kriterier. Og de er kloge. De gør en dyd ud af at give et reelt modspil til den de interviewer på baggrund af grundlæggende refleksioner og begreber. Desværre er lydforholdene ikke de bedste, og man kunne opfordre værterne til at investere i et par gode knaphulsmikrofoner. Men man vænner sig hurtigt til det, for diskussionerne er interessante. Jeg er (som det vil være de faste læsere af denne weblog bekendt) ikke spor enig med Lars Hvidberg i hans liberalistiske udgangspunkt, men det forhindrer mig ikke i at have sat min ipodder til at hente Djævelens Advokat som fast feed.

Læs mere om Djævelens Advokat
Podcast Djævelens Advokat
Podcasts jeg lytter til

Nedenfor en hurtig anmeldelse af det første program, hvor gæsten er Morten Kjærum fra Institut for Menneskerettigheder:

Læs videre: "Djævelens advokat - en podcast om politiske ideologier" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:22 | Kommentarer (3)
Kategorier: Links | Medier | Podcast | Politik

Weblogs kan være med til at give borgere lidt ytringsfrihed i lande hvor den ellers er sat ud af kraft . Når man i en samtale argumenterer for at weblogs har et demokratisk, mediekorrigerende og systemkritisk potentiale bliver man tit betragtet som lidt naiv - mest fordi folk har kategoriseret weblogs som navlebeskuende dagbøger og i øvrigt én gang for alle har besluttet sig for den alt for bekvemme holdning at internettet i det hele taget er overvurderet og blot afspejler det øvrige samfund.

Men vi har set mange eksempler på at weblogformatet kan være en mulighed for effektivt og globalt at fortælle historier som ellers ikke ville blive fortalt - historier om hvordan det er at leve i Bagdad eller Afghanistan, historier om myndighedernes censur, korrektioner til den officielle nyhedsstrøm.

Internettet forsøges censureret i lande som ikke har ytringsfrihed - fx Kina, Iran og Cuba. Og dér har webloggen vist sig som en mulighed for at berette journalistisk og politisk uden om censuren. Det er efterhånden et så vigtigt medium at det har fået journalisternes bevågenhed, og nu har Journalister uden grænser skabt en "Håndbog til bloggere og cyber-dissidenter", hvor man kan læse om hvordan man kan blogge uden at myndighederne kan spore hvem man er. Og den har allerede haft stor indflydelse. Så hvis du stadig mener at weblogmediet er noget pjat uden samfundsmæssig relevans skulle du måske tænke dig om en ekstra gang. Og så ellers høre Harddiskens indslag om håndbogen.

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:01 | Kommentarer (1)
Kategorier: Links | Medier | Politik

I min lille research om borgerretighedsbevægelsen i USA i 1960erne opdagede jeg til min bestyrtelse at Alabama ikke som de andre amerikanske stater afskaffede aparthed i 1964-67, men stadig holder fanen med raceadskillelse højt. I Alabama må hvide og sorte ikke gå i samme skole. Det står i Alabamas forfatning, paragraf 256: "Der skal være seperate skoler for hvide og farvede, og intet barn fra den ene race skal have lov at gå i den anden races skoler". Utvetydig racisme.

Nu kunne man så tro at det var en bureaukratisk forglemmelse, at det var en lov fra apartheid-tiden som bare aldrig var blevet slettet, men nej, det kan den desværre ikke undskyldes med. I 2004 var der en folkeafstemning i Alabama om afskaffelse af netop denne paragraf, og et lille flertal stemte for at bevare den. At den er i strid med USAs føderale forfatning synes at være et ekstra argument for at bevare den, for tilhængerne er stadig præget af den amerikanske borgerkrigsretorik ("de skal ikke komme her med deres borgerrettigheder oppe fra Washington"-agtigt). Raceadskillelse er åbenbart stadig et symbol på sydstaternes uafhængighed.

Nu spørger jeg så dem som har mere forstand på amerikansk forfatningsjura: hvordan kan en delstat i USA have en lov som er i strid med USAs forfatningsafgørelser fra 1960erne om at afskaffe raceadskillelseslovene? Og hvilken funktion har en sådan racistisk lov i praksis i Alabama?

Skrevet af Torben Sangild kl. 22:21 | Kommentarer (2)
Kategorier: Politik

Hver gang der er valg oplever jeg en stemning som jeg har prøvet at beskrive før. Når jeg går ind på den lokale skole og alle mulige mennesker af alle mulige observanser får udleveret en stemmeseddel og sætter deres kryds, hvor alle i dagens anledning bliver behandlet lige, så sker der noget som jeg kun kan betegne som smukt.

Misforstå mig ikke: jeg bryder mig ikke om valgkampen og jeg synes at valgplakater er grimme og dumme. Jeg nærer ingen illusioner om at vores demokrati er fejlfrit eller ideelt eller om at politikere er rene af hjertet og at tingene foregår retfærdigt. Men selve det at stemme er og bliver en særlig handling, hvor det bliver stadfæstet at jeg som borger bliver spurgt på linje med alle andre. Det er et privilegium som langtfra alle samfund giver deres borgere, og som jeg til enhver tid vil værne om, uanset hvor sur jeg kan være på visse folkevalgte politikere og uanset at jeg støder på fejl, uretfærdigheder og absurditeter i samfundet.

Kald mig bare naiv; på valgdagen vil jeg forbeholde mig retten til at være naiv. I morgen kan jeg så tage den kritiske kappe på igen. I dag er jeg nøgen for demokratiet.

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:11 | Kommentarer (7)
Kategorier: Levned | Politik

Debatten om Che Guevaras eftermæle er blusset op efter udstillingen af hans fotografier i Ålborg og filmen om hans motorcykeltur. Mange går fortsat rundt med T-shirts, badges og anden merchandise med Che Guevara. Han er åbenbart et godt brand, og er da også kønnere end Castro, Mao og Lenin, men er han virkelig en helt? Eller har dem der dyrker ham som et idol ikke forstået hvor mange menneskeliv han har på samvittigheden?

Che Guevara er en helt for dem der tror på nødvendigheden af en voldelig frihedskamp, og en grusom bøddel for dem som gør det endelige regnskab op. Berlingske Tidende har to dage i træk bragt kronikker med hver deres udgangspunkt: David Trads (Che er en helt) og Lars Hvidberg (Guevara var en bøddel).

Skrevet af Torben Sangild kl. 15:34 | Kommentarer (10)
Kategorier: Politik

Liberalisterne har Liberator
De (meget) konservative har Nomos
Socialisterne har Modkraft

Men hvad med de moderate? Hvad med dem som gerne ser et kompromis mellem det bedste fra de tre ideologier frem for en fanatisk dyrkelse af ejendomsretten, nationen/Gud eller klassekampen? Det store flertal der befinder sig i midten uden af den grund at være enige. Os der gerne i praksis vil nuancerne og kompromiset, og som forsvarer essensen i den gældende demokratiske velfærdsstat uden dermed at hylde status quo (og uden at være indbyrdes enige), men som dog har en fælles præmis om at det gælder om at indrette denne velfærdsstat bedst muligt med såvel en grundlæggende respekt for individet og dets udfoldelsesmuligheder som en anerkendelse af kollektive sammenhænge, interesser og behov.

Jeg foreslår at vi også skaber et forum på nettet. Det kunne passende hedde ”Moderator”! ;-)

Læs videre: "Moderatisme" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:23 | Kommentarer (8)
Kategorier: Politik

I forlængelse af diskussionen om hvorfor så mange kunstnere tilsyneladende er venstreorienterede, har P1-programmet Klubværelset lavet en fin udsendelse om højreorienterede kunstnere.

Her har de inviteret Lars Hvidberg i studiet, der fortæller om at være liberalistisk forfatter. Og det gør han virkelig godt. Selv om vi er uenige om politik har jeg stor respekt for ham.

Der er også interview med en af initiativtagerne til caféen "Kapitalisten", der vil være mødested liberalisternes (libertarianernes) svar på den aktivistiske venstrefløj. Nu skal liberalisterne ikke længere nøjes med at diskutere akademisk på nettet, nu skal de drikke øl og demonstrere og lave humoristiske aktioner. Hvorfor skulle det være forbeholdt venstrefløjen?

Hør programmet her.

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:21 | Kommentarer (0)
Kategorier: Politik

Hvad er argumenterne for en bevarelse af folkekirken? Jeg har forsøgt at opregne de argumenter som fortalerne har brugt i den seneste debat, og inddelt dem i 5 hovedargumenter, som jeg derefter tilbageviser. Deltag gerne i debatten - det er det den er der for!

Læs videre: "Statskirke, folkekirke - hvorfor dog?" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:59 | Kommentarer (16)
Kategorier: Politik

Dansk Folkeparti har med vanlig martyr-attitude brokket sig over at deres partis toppolitikere ikke bliver brugt så meget i DRs underholdningsprogrammer. Nu er der så lavet en statistik med tørre facts. Og hvem er den mest brugte politiker i underholdningsprogrammer på DR? Louise Frevert fra Dansk Folkeparti! Hun har medvirket i 13 underholdningsprogrammer i periode 1999-2004, mere end nogen anden politiker. Top fem ser således ud:

1. Louise Frevert (DF) - 13
2. Klaus Bondam (Rad) - 9
3. Torben Lund (S) - 8
4. Bertel Harder (V) - 6
5. Naser Khader (Rad) - 5

Kigger man på partierne ser fordelingen således ud:
Socialdem. - 24%
Radikale - 22 Dansk Folkeparti - 17
Venstre - 13%
Enhedslisten - 7%
Konservative - 4%
SF - 3%
CD - 2%
Peter Brixtofte - 2%

Dansk Folkeparti er således fx 6 gange så meget repræsenteret som SF. Det er midterpartierne der får mest plads i underholdningsprogrammerne. Måske er det derfor DF desperat forsøger at overbevise vælgerne om at de er et midterparti?

(Kilde: Politiken 3/6, på baggrund af en DR-statistik)

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:06 | Kommentarer (4)
Kategorier: Politik | TV

I går sendte P1 min radioanmeldelse af Christopher Arzrounis liberalistiske debatbog Helt uforsvarligt. Her forsvarer Arzrouni alt fra pengeafpresning til fri narko, fra alfonseri til afvisning af mørklødede mennesker ved diskoteksdøren. Min anmeldelse er selvsagt ganske kritisk, men jeg giver ham også ros for at provokere på den tankevækkende måde:

Læs en tekstversion af min anmeldelse her.

Nedenfor har jeg utallige supplerende kommentarer og noter, som der ikke blev plads til i den korte anmeldelse. Jeg vil anbefale at du hører anmeldelsen før du går videre.

Læs videre: "Helt uforsvarligt!" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:57 | Kommentarer (29)
Kategorier: Bøger | Politik

Den angiveligt liberalistiske Søren Pind har foreslået at narkomaner skal fjernes fra det offentlige rum. De får valget mellem tvangsbehandling og fængsel. Det er et meget uliberalt forslag.

Den ægte liberalist Christopher Arzrouni kalder i sin nye bog, Helt uforsvarligt enhver tendens til forbud for socialistisk. Fejlslsutningen lyder: socialister vil forbyde nogle ting. Ergo er alle forbud socialistiske, uanset hvilket parti det kommer fra. Det kan Arzrouni i sit had til socialismen ikke løbe fra.

Sagen er at der findes masser af højreorienterede, uliberale forbud som venstrefløjen ikke kunne drømme om at indføre. De kan være nationalkonservative eller pænhedsborgerlige. En del liberalistiske mærkesager (fx fri hash) har faktisk mere vind i sejlene på venstrefløjen end på højrefløjen. Søren Pinds forbud mod narkomaner er blot det seneste eksempel. Og det gør altså ikke Søren Pind venstreorienteret.

Skrevet af Torben Sangild kl. 12:44 | Kommentarer (8)
Kategorier: Politik

[Opdatering: Lars Erslev Andersen har kommenteret dette indlæg og nuancerer kronikkens udlægning af hans bog væsentligt! - se under kommentarer]

Lad mig begynde med pointen: Adorno fordømte entydigt enhver form for terrorisme og anden vold under dække af frihedskamp.

I rækken af folk som misbruger Adorno som Prügelknabe har vi Berlingskes kronikskribent, ph.d Cecilie Felicia Stokholm Banke, som skriver:

Således skriver f.eks. de to forfattere Lars Erslev Andersen og Jan Aagaard i deres bog om de islamistiske terrornetværk, der stod bag angrebet på World Trade Center, Den afghanske Forbindelse, at den islamiske fundamentalisme ligner den kritik af det vestlige samfund, som venstreintellektuelle som Jean-Paul Sartre, Theodor Adorno og Herbert Marcuse bedrev i tiden efter Anden Verdenskrig. En kritik, som i sin konsekvens opfordrede til voldelig revolution mod den borgerlige kapitalisme. (Berlingske Tidende 8/3 - Se hele kronikken her)

Sikke noget vrøvl! Adornos kritik adskiller sig for det første meget fra Sartres og en del fra Marcuses. Og fra Marcuses altså blandt andet i forholdet til revolution og 68-oprør. Det er muligt at terrorister i 70erne har kunnet benytte Sartre og Marcuse som retfærdiggørelse (det tør jeg ikke dømme om), men at benytte Adorno er kun muligt hvis man ikke har fattet en brik! Og det er da også karakteristisk at netop den revolutionære venstrefløj kritiserede Adorno for ikke at ville tage del i den aktivisme som Adorno forudså ville ende i noget totalitært og voldeligt. Så han blev kaldt for borgerlig.

At dæmonisere en fjende og angribe den er i Adornos øjne entydigt autoritært og han fordømmer det uden tøven. Det er netop med en sådan dæmonisering at barbariet ofte begynder.

Den eneste sammenhæng mellem Adorno og angrebet på World Trade Center er at Adorno tilfældigvis var født 11. september...

Fejlen tilhører tilsyneladende ikke Lars Erslev Andersen/Jan Aagaard, men Cecilie Banke [se kommentarer], men den er i hvert fald grotesk. Når man taler om så alvorlige ting bør man ikke namedroppe ukritisk, da det hurtigt bliver en stempling.

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:04 | Kommentarer (4)
Kategorier: Adorno | Politik

Efter at en række kunstnere indrykkede en annonce imod Danmarks deltagelse i Irak-krigen har mange fra højrefløjen været ude med riven og spurgt hvorfor alle kunstnere er venstreorienterede og svaret at det er fordi de i høj grad ernærer sig via statsstøtte. De er egoister, der kun er venstreorienterede for at score kassen.

Det er et meget dumt argument, som jeg gerne vil skyde i sænk. Jeg vil i det hele taget forsøge at komme med et politisk neutralt bud på hvorfor så mange kunstnere er venstreorienterede. Jeg forsvarer altså i det følgende ikke noget politisk standpunkt, men forsøger lommesociologisk at beskrive hvilke faktorer der gør sig gældende.

Læs videre: "Venstreorienterede kunstnere - en sammensværgelse?" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:43 | Kommentarer (5)
Kategorier: Politik

Israelske og palæstinensiske musikere kan godt finde ud af at arbejde sammen. I hvert fald de electronica-musikere som sammen har lavet albummet Bizz Circuits Play Intifada Offspring.

Det er i sig selv naturligvis herligt at kunstnere fra begge sider kan finde sammen om at fordømme voldelige og diskriminerende handlinger (ja, endog at ville "dekonstruere den såkaldte mellemøst-konflikt") i et politisk klima som ellers er præget af gensidige blodfejder, men heldigvis virker CDen også musikalsk interessant, og derfor skal den nævnes her. I hvert fald at dømme ud fra de numre som Ralf spillede i P2s Radium 22/2 (spol 11 minutter frem for at høre Intifada-numrene).

I øvrigt er Radium tirsdag aften (P2 kl. 23) det næsten eneste tidspunkt hvor der sendes electronica på DRs musiksendeflade (som domineres i en uhyggelig grad af blot to genrer: hitlistemusik i rotation og klassisk musik i rutinemæssig, museal tomgang). Så fik jeg lige lejlighed til at nævne det...

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:05 | Kommentarer (0)
Kategorier: Musik | Politik

Henrik Dahl gentager tit og gerne pointen om at de intellektuelle er nogle nostalgiske pessimister der mener at verden er af lave og at det var bedre i gamle dage, mens Folket omvendt er optimister og godt kan se at det går fremad på grund af de seneste årtiers teknologiske fremskridt og den globaliserede dagsorden. Sociologen Henrik Dahl mener det sidste, og er derfor en mand af Folket. At det er noget vrøvl skyldes ikke kun det indlysende at Henrik Dahl selv er intellektuel og dermed et levende modbevis på hans påstand, men også at det slet ikke kan lade sig gøre at lave en sådan modstilling.

Læs videre: "Folket og de intellektuelle" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:39 | Kommentarer (7)
| TrackBacks (1) Kategorier: Politik

Filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen har med rette korrigeret en urimelig nævnelse af hans navn som et eksempel på dem som hader "alt amerikansk" i en tidligere diskussion her på bloggen. Hans navn stod i en parentes som jeg nu har slettet (efter sætningen "de som hader alt amerikansk").

Nedenfor vil jeg først beklage denne urimelighed, og dernæst forsøge at åbne en dialog om de af hans udtalelser som nok var min impuls til at slynge det ud i forbifarten i en diskussion om noget helt andet.

Nemlig det jeg ser som hans manglende respekt for New Yorkernes behov for at bearbejde traumet 11. september med de midler de havde, inklusive New York Times. Læs videre nedenfor.

Læs videre: "Til Christian Braad Thomsen (USA-had og 11. september)" »

Skrevet af Torben Sangild kl. 18:09 | Kommentarer (2)
Kategorier: Politik

Lars Kjerulf har skrevet en række gode indvendinger mod nyliberalismen (libertarianismen). Jeg har selv længe annonceret at jeg ville gøre noget lignende, men det er ikke blevet til andet end små diskussioner med Lars Hvidberg og andre, da det er en stor mundfuld at kritisere en så konsekvent og tilsyneladende konsistent ideologi. Det er i øvrigt også netop den kvalitet (og debatniveauet hos folk som Hvidberg) der gør det interessant at blive ved. Libertarianismen repræsenterer en interessant provokation, der tvinger os andre til at retfærdiggøre hvorfor en stat er den bedste løsning på indretningen af samfundet og hvorfor staten har ret til at udøve vold (politi, fængselsvæsen) og indkræve skatter.

Generelle links om libertarianisme
Definition af libertarianisme (på engelsk og med propagandabilleder af glade mennesker, for der findes vist ikke nogen dansk introduktion på nettet? - ellers sig til)
Liberator (de danske libertarianeres forum)
Kritik af libertarianismen (På engelsk. Jeg har ikke fået kigget på den endnu, men den ser interessant ud)

Eksempler på libertarianisme-diskussioner her og på andre weblogs
Denne her begynder med at handle om doping, men kommer til at handle om liberalisme i stedet og indleder en fortsat diskussion mellem mig og Lars Hvidberg.

Her fortsætter debatten, nu med Lars Kjerulf og Lars Hvidberg.

Her diskuteres bl.a. en vis Hans-Hermann Hoppe og det principielle argument om at man ikke kan melde sig ud af staten. Det er især mig og Daniel Beattie der har denne diskussion. Jeg har undervejs en udførlig lignelse hvor jeg forsøger at sammenligne staten med en andelsforening alene hvad angår forholdet mellem at betale og blive boende.

Og endelig er der en lang, principiel diskussion af libertarianismen og staten og ejendomsretten (med utallige deltagere).

Skrevet af Torben Sangild kl. 10:39 | Kommentarer (4)
| TrackBacks (1) Kategorier: Politik

Er det ikke sådan at den eneste kulturradikale holdning må være en entydig fordømmelse af mordet på Theo Van Gogh og på de grupper som står bag eller sympatiserer med det?

Er det ikke netop kulturradikalismen der er gået forrest i kritikken af enhver religions undertrykkende elementer? Er det ikke en kulturradikal holdning at sætte hensynet til ytringsfrihed over hensynet til blasfemi-beskyttelse? Er det ikke kulturradikalismen der er gået forrest i kampen for ligestilling og kvindefrigørelse? Er det i øvrigt ikke også sådan at kulturradikalismen (og dens forløbere) har været en vigtig faktor i at afskaffe religiøs censur såvel som tvangsægteskaber (og slavehandel) i det dengang totalitære Danmark?

Jeg spørger fordi jeg tror det er sådan, men jeg er ikke helt sikker. At jeg ikke er helt sikker skyldes den mærkelige kulturkamp som hærger, hvor kulturradikalismen bliver beskyldt for nærmest det modsatte. Beskyldningerne kommer ikke mindst af den del af højrefløjen (læs: Krarup/Langballe) der angiveligt ser oplysningen som ét langt forfald og drømmer sig tilbage til dengang en heks skulle brændes og en bonde var uden rettigheder. Det er da i hvert fald ikke den religiøse højrenationalisme der har kæmpet for kvindesagen. Det gør de så nu fordi det kan bruges i kampen mod de vantro.

Så hvorfor har man fornemmelsen af at det er højrefløjen og ikke venstrefløjen der i disse år råber mest op når ytringsfriheden trues? Vel dels fordi mange venstreintellektuelle ikke vil rodes for meget ud i noget med Islam, for det kunne jo misforstås som en fordømmelse af alle muslimer over én kam, og det er højrefløjens synd. Men det er da netop et argument for at tage affære når det er relevant, og det er relevant når filminstruktører myrdes og politikere trues og når en lektor på universitetet udsætes for vold.

Og dels fordi medierne overser når de faktisk gør det. Berlingske råbte højt om at ingen kunstnere havde taget afstand fra Van Gogh-mordet på trods af at Dansk PEN havde udsendt en umisforståelig pressemeddelelse om netop dette. Senere på ugen kunne man finde utvetydige fordømmelser af mordet af bl.a. Anne Marie Helger, der bestemt ikke kan kaldes højreorienteret.

Jeg ved ikke om jeg selv er kulturradikal, men hvis det betyder ytringsfrihed, ligestilling, religionskritik (samtidig med religionsfrihed) og fornuften og argumenterne i højsædet, så ville det da ikke genere mig.

Omvendt, hvis kulturradikalisme betyder forsvar for visse former for totalitær tænkning (inklusive kommunistiske), terror eller kulturbestemt kvindeundertrykkelse, så er jeg absolut ikke med på den vogn.

I det hele taget er jeg nok for ung til at kunne forholde mig til et ord som synes at tilhøre 68-generationens venstreintellektuelle og at være belastet af bestemte holdninger til lampedesign. Så jeg er nok ikke kulturradikal. Eller hvad? Er der nogen der kan forklare mig om jeg er kulturradikal?

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:22 | Kommentarer (20)
Kategorier: Politik

Pelle Voigt (SF) og Søren Pind (V) har indspillet en plade med Charles Aznavour-sange. Jo, det er ganske vist! Og ikke nok med det. Lars Hvidberg giver den en endog meget positiv anmeldelse her.

Sådan mødes de to fløje i dansk politik når nu de ikke kan enes om andet.

Skrevet af Torben Sangild kl. 14:01 | Kommentarer (0)
| TrackBacks (1) Kategorier: Musik | Politik

Det begyndte med en post om doping, men denne diskussion er i stedet kommet til at handle om liberalisme. Den foregår indtil videre mellem ultraliberalisten Lars Hvidberg og jeg, som forsvarer velfærdsstaten - og en (demokratisk) stat i det hele taget.

Mens Lars i lang tid har diskuteret med de andre liberalister på Liberator.dk, så er jeg ikke vant til diskussionen, og det er min plan når jeg får tid at skrive nogle teser imod liberalismen, som vil være mere grundlæggende og gå på liberalismens begreber om frihed, individ, stat, marked og frivillighed. Indtil videre er der kun mine intuitive svar på Lars' argumenter.

Skrevet af Torben Sangild kl. 13:15 | Kommentarer (6)
Kategorier: Om denne weblog | Politik

Ovre på Lars Hvidbergs weblog diskuteres muren mellem Israel og de palæstinensiske områder. Grunden til at jeg kommenterer det er at min gode ven, Frederik Rosén, siger den på bloggen ellers enstemmige hyldest til muren imod, og han ved hvad han taler om. Han har nemlig boet dernede i et halvt år, netop for at studere konflikten.

Jeg kender begge debatører, men de kender ikke hinanden indbyrdes. Jeg er uenig med Lars Hvidberg i næsten alt når det kommer til politik, men vi har til gengæld mange æstetiske fællesinteresser, og han er reflekteret og ofte mere nuanceret end sine meningsfæller. Jeg syntes at han trængte til lidt modspil, og jeg vidste at Frederik ville være den rette. Selv føler jeg mig ikke vidende nok til at deltage i diskussionen.

Skrevet af Torben Sangild kl. 11:25 | Kommentarer (5)
Kategorier: Politik

Jeg nyder altid selve valgdagen. På en helt naiv-troskyldig måde. Jeg mærker en rislende lykkefølelse når jeg nærmer mig valgbygningen sammen med de andre indbyggere. Det er følelsen af at være så priviligeret at leve i et demokratisk samfund hvor jeg blot i kraft af at være borger får lov at stemme på lige fod med alle andre.

Glemt er den daglige skumlen over regeringen og politikerne og mediedebatten og magtstrukturerne. Den dag der er valg tror jeg på det gode i vores samfund.

Og i det hele taget vil jeg nok til enhver tid forsvare det parlamentariske demokrati som den bedste (kendte) model for det grundlæggende forhold mellem staten og dens medlemmer. Man kan altid diskutere systemets huller og uretfærdigheder, men ikke i dag. I dag er jeg bare glad for at få lov til at sætte mit kryds!

Skrevet af Torben Sangild kl. 19:08 | Kommentarer (0)
| TrackBacks (1) Kategorier: Levned | Politik

Med ekskluderingen af præsten Thorkild Grosbøll har Den Danske (såkaldte) Folkekirke meldt rent ud: den tager trosbekendelsen og skabelsen bogstaveligt. Gudsbegrebet er ikke noget eksistentielt, formuleret i en svunden tids metaforer; Gud er et bogstaveligt nærværende viljesvæsen, og hvis ikke man mener dét er der ikke plads til en i Den Danske (såkaldte) Folkekirke. Hvis jeg altså har forstået sagen ret.

Det giver et problem for alle de præster der er enige med Grosbøll, for de tør ikke sige deres mening af frygt for at miste deres job. Der er dog heldigvis undtagelser (klik for TV-indslag).

Til gengæld bliver man ikke ekskluderet fra den såkaldte folkekirke hvis man siger at man skal være kristen for at være dansker (jf. Sundby-præsten Leo Kamstrup Olesen). Der er også plads til oplysningsfjendsk mørkemandstale fra fætrene Krarup/Langballe og deres ligesindede.

Der er muligvis gode liturgiske grunde til at man ikke kan mene som Grosbøll. I så fald er der også gode instutionelle grunde til at skille stat og kirke ad. Når folk argumenterer for bibeholdelse af en statskirke henviser de ofte til at vi lever i en kristen kultur (altså ikke at der er metafysiske grunde til det, såsom at Gud har indstiftet Danmark). Men at kristendommen er en kultur, dvs. en fortolkningsramme, en række metaforer som vi er fælles om, er åbenbart samtidig ukristeligt og ufolkekirkeligt. Det kan en befolkning som mestendels netop er kristne af kultur (snarere end gennem åbenbaringer eller teologiske overvejelser og læsninger af Luther) ikke være tjent med. Folkekirken er ikke for folket (den kristne kultur), men en sekt for de som tror på opstandelsen i bogstavelig forstand. Derfor bør den tage konsekvensen af sin lukning som trossamfund og løsrive sig fra staten.

Jeg er i hvert fald glad for at jeg allerede har meldt mig ud…

Skrevet af Torben Sangild kl. 21:27 | Kommentarer (75)
| TrackBacks (1) Kategorier: Politik

Jeg er sjældent særlig politisk her på bloggen, men ind imellem trænger dårskaben sig så eftertrykkeligt igennem mit panser af resignation at jeg må få luft for min harme. Min kære Sidsel kom mig i forkøbet, så jeg har skrevet mit indlæg som en kommentar til hendes seneste post.

Det handler om regeringens umådeholdne kælen for reklamebranchen på bekostning af meningsfulde værdier. Værdikampen kan begynde her!

Skrevet af Torben Sangild kl. 17:55 | Kommentarer (4)
Kategorier: Politik