Frøsnapper-meditationer og en Århus-historie
Kender du en frøsnapper? Okke-ja, okkeja.
De fleste kender nok den velsmagende tebirkes med et twist (bogstaveligt talt), som vist havde sit indtog i København omkring 1990. Lige pludselig var den hos alle bagere - eller sådan husker jeg det i hvert fald. I begyndelsen forstod jeg ikke hvad vi skulle med den. Det bar jo bare en tebirkes i en lidt anden form. I dag sætter jeg pris på den - den er let at snuppe i farten, hvor en tebirkes godt kan være lidt besværlig og birkeskoncentreret og indbyder til at blive skåret over.
Man kan spørge sig hvorfor det egentlig hedder en "frøsnapper"? Er det opkaldt efter Orla Frøsnapper? Eller ligner det snarere (som en af mine Facebook-venner, Emil, foreslog) tungen på en frø der snapper fluer?
Jeg har nydt mange frøsnappere i mit liv. Og de har allesammen været tebirkes med et twist. Indtil i fredags. Jeg blev i Århus udsat for hvad der kunne udlægges som provinsielt barbari, hvis man ikke passede på med at sige den slags. Jeg holder meget af Århus, men denne oplevelse har kølnet vores venskab noget.
Det går galt med maden hver gang jeg er i Århus. Jeg kommer fx for at holde foredrag eller være censor og/eller anmelde udstillinger, og selv om jeg bestiller et tog så jeg har god tid, sørger DSB med sine forsinkelser for at jeg altid kommer lige til øllet hvis ikke for sent. På det tidspunkt er det middag og jeg er sulten. Jeg tror at jeg vil kunne nå noget lækkert, men det ender altid med pølser eller bagerbrød som kvæles ned i rask gang. Det skal siges at jeg er kræsen og fx ikke spiser frugt, så det indsnævrer jo mulighederne noget. Det samme sker med aftensmaden, for uanset hvad jeg kommer for kan man være sikker på at det bliver forsinket, så jeg må halse ned til banegården og igen købe hurtige pølser på vej hjem.
Således også i fredags. Og det var så på hjemvejen at det for alvor gik galt. Jeg kom flyvende i en taxa og havde kun 10 minutter til toget gik. Pølseboden var lukket (permanent?), så jeg gik ind i kiosken ved siden af. Her besluttede jeg mig lynhurtigt for fire frøsnappere. De lå ved siden af tebirkesene (eller "køwenhawnerbirksene", som de jo hedder over there).
Jeg kom hurtigt ned i toget, satte mig og tog med glubende appetit en stor bid af den første frøsnapper. Jeg lukkede øjnene, lænte mig tilbage i stillekupeen og forventede den velkendte søde smag brede sig i min gane. Efter få sekunder var jeg klar over at der var noget galt. Helt galt. Smagen af frøsnapper var blandet med noget så ubehageligt at jeg stadig får det dårligt ved tanken: Pikantost.
Jeg fik kvalme og var bogstaveligt talt ved at brække mig ud over den stakkels sidedame, som sad med hovedtelefoner på og intet opdagede. Jeg kiggede på frøsnapperen, og kunne se at der snedigt skjult under dejen var en klam, hvid masse med små røde fremmedelementer i. Dem som kender mig vil vide at jeg ikke under nogen omstændigheder spiser ost af nogen slags, og at jeg har et sygeligt fobisk forhold til det. Jeg kiggede fortvivlet på de tre andre frøsnappere i håbet om at det bare var en enestående fejl eller practical joke, men nej. De var allesammen inficeret af denne klæbrige, ildesmagende substans. Jeg måtte skylle munden i cola og æde DSB-salgsvognens wienerpølser med kolde, tørre brød til.
Hvad sker der lige for dem? Kan man forestille sig en dårligere ide end at putte pikantost i wienerbrød? At kontaminere det bedste i verden med det værste. At blande kage og pålæg. Det er den slags der får mig til at miste tilliden til menneskene og deres dømmekraft.
Jeg vil bede læserne hjælpe med at svare på to spørgsmål, hvis I ved noget:
1. Hvorfor hedder de frøsnappere og hvem opfandt og navngav dem?
2. Hvad sker der i Århus med pikantosten i frøsnapperne?
