Vinylstøj
Dette essay blev bragt på AUX’s hjemmeside, marts 2006, i en række af klummer om lyd. Se mere her.
Vinylstøj - støv og nostalgi
Torben Sangild, 2006
Husker du dengang før cd’ens tidsalder, da vinylpladerne cirkulerede lystigt under pickup’ens dans? Dengang da støvet var musikkens fjende? Støv var en irritation, det var noget der skulle fjernes, fordi det gav anledning til støj – uønsket og tilfældig støj, vel at mærke, støj som ikke var en del af musikken. Man kunne købe et hav af pladebørster, hvoraf de bedste vist var dem med kulhår. (Sådan en har jeg stadig, for jeg hører endnu mine vinylplader). Det var de færreste der direkte nød vinylstøjen dengang. Man vænnede sig højst til den som en uundgåelig baggrundsknitren, og lyttede ellers igennem den og ind til det egentlige – musikken. Også når musikken selv var støjende. Støv og ridser var uønskede.
Da cd’en for alvor overtog markedet i begyndelsen af 90erne forsvandt den sagte vinylknitren, og det var en af de vigtigste grunde til cd’ens succes – dens renhed.
Og så begyndte det umærkeligt at ske. Efter få år opstod et nyt fænomen: kunstig vinylstøj på cd-indspilninger. Det kunne høres hos Björk, Tom Waits, Massive Attack, Beck og mange andre. Det var diskret nok til at blive ignoreret og udbredt nok til alligevel at være en trend. Og mon ikke tiden er inde til at kigge tilbage på dette fænomen og prøve at forstå hvad det var der skete?
Det band som mest konsekvent benyttede sig af vinylstøjen var Portishead. Hos Portishead er vinylstøjen både et udtryk og et signal: de sætter en generel stemning af nostalgi, i hvilken vinylstøjen indgår blandt andre nostalgiske komponenter (gamle mikrofoner, theremin, bidder af gamle jazzplader etc.), men det er også til stede direkte som en markør når de scratcher vinylplader de selv har lavet. Det er tydeligst på pladen Portishead (1997).
Der er ingen tvivl om at den vigtigste egenskab ved vinylstøjen i 90erne var tilbageskuende: den udtrykte eller signalerede nostalgi. Lidt på samme måde som brugen af sort/hvid-fotografier, som nogle gange også tilsættes støv og brun patina, hvis det skal se ud af gamle dage. Men for at forstå fænomenet nærmere vil jeg forsøge at bore lidt i hvad denne nostalgi præcis består i. For fænomenet er for markant og for præcist til udelukkende at kunne henføres under almindelig nostalgi over for tidligere teknologier.
Der er flere grunde til at særligt vinylstøjen er ladet med nostalgi. For det første er vinylstøjen delvist forbundet med støv, som igen er en metonymi for erindring og historie. Støvet lægger sig over gamle ting, både bogstaveligt og i overført forstand.
For det andet er vinylstøjen radikalt forskellig fra den digitale støj. En vinylplade slides gradvist, hvorved der kommer små ridser som giver en sagte baggrundsknitren. Det betyder at vinylstøjen er et spor efter dens konkrete brug (og dermed et indeksikalt tegn for dens historie, dens gennemspilninger). Og det betyder samtidig at den enkelte vinylplade er unik. Ingen andre har en vinylplade der lyder præcis som din. Der vil altid være en variation i baggrundsstøjen. Nedslidningseffekten og det unikke giver tilsammen en patina-effekt, som cd-skiven ikke har.
Den enkelte cd-skive er i princippet identisk med de andre der bærer den samme musik, og den er identisk fra afspilning til afspilning på samme lydanlæg. Den kan kopieres uden spor efter en konkret afspilning. Den har derfor ikke nogen patina. Den afspiller gnidningsløst indtil skiven er så beskadiget at den pludselig går i hak og klikker voldsomt eller helt nægter at lade sig aflæse. Det er altså en katastrofisk overgang frem for en gradvis nedbrydning, kunne man sige.
For det tredje er der en udbredt opfattelse af at cd-lyden er lidt for steril og lidt for perfekt. Ideologien siger at et menneskeligt udtryk har brug for snavs og støv og grus i maskineriet. Det kan vinylpladen give os, og dermed give musikken et skær af autenticitet.
Men naturligvis er denne autenticitet selv et simulakrum. Det kan næppe illustreres tydeligere end ved at henvise til softwareprogrammet Vinyl, hvor man kan tilsætte ”autentisk vinylsimulation” (som de selv kalder det) til sin digitale musik. Og ikke nok med det, man kan selv bestemme de præcise detaljer: mængden og typen af støv og ridser; den simulerede grammofons årgang; og endda baggrundsstøjen fra pladespillerens egen mekanik.
Min ide er altså at vinylstøjen som priviligeret nostalgisk virkemiddel kan forklares med følgende aspekter: støvet som erindring, den gradvise nedslidning som et spor af den konkrete brug, det unikke ved hvert eksemplar og endelige ideen om det snavsede som mere autentisk end det rene. Måske kunne man kalde dette fænomen for “noistalgi”.
