Adrian Leverkühns smerte
Denne artikel er blevet til i forlængelse af mit lille foredrag på et semesterstarts-seminar om Den lille havfrue på Institut for Litteraturvidenskab, september 1998. Den handler om H.C. Andersens “Den lille havfrue”’s rolle i Thomas Manns roman Dr. Faustus, og udkaster den tese at “Den lille havfrue” er en omvendt Faust-fortælling. Artiklen er trykt i tidsskriftet Kulturo nr. 10, (1998)
Adrian Leverkühns smerte - Thomas Mann og “Den lille havfrue”
Af Torben Sangild
Jeg skal gerne indrømme at jeg græd som pisket da jeg første gang læste “Den lille havfrue” (jeg var netop begyndt at studere på universitetet!) - og at jeg også var rørt ved genlæsningen i denne anledning. Man kan mene at det blot er fordi jeg er et let offer for Andersens drivende sentimentalitet, men det kunne jo også være fordi det faktisk er et godt eventyr som rummer en kerne af endnu ikke udvandet indsigt. Det skal ikke diskuteres yderligere her, hvor det gælder en meget kort, analytisk sammenligning med Thomas Manns store roman Dr. Faustus (1947).
Denne roman handler om meget: om krigen, om Tyskland, om det moderne menneske, om teologi og meget andet - men ikke mindst om den moderne kunstner som geni og den forskrivelse til det djævelsk esoteriske en sådan rolle og selvopfattelse kan afstedkomme når kunstneren hæver sig over den almindelige moral og hensynet til fællesskabet.
Hovedpersonen, komponisten Adrian Leverkühn, indgår modstræbende en faustisk pagt med djævelen, der blandt andre en overgang har Adornos ydre skikkelse (det er ikke ondt ment - Adorno var selv med til at udforme de musikalske og musikteoretiske passager i romanen), ligesom komponisten Leverkühn låner visse teknikker fra Schönberg (der til gengæld blev rasende). I Adrian Leverkühns pagt med djævelen indgår det offer at han må afskrive kærligheden; til gengæld får han geniets gave til at forny musikkens sprog og opnå hidtil uhørte klange.
Og hvad har det så med H.C. Andersens lille havfrue at gøre? Faktisk en hel del. Ikke blot var Thomas Mann erklæret beundrer af Andersen, hans værker er også fulde af direkte og indirekte henvisninger til eventyrdigteren. I Dr. Faustus nævnes “Den lille havfrue” to gange, endda på helt afgørende steder i bogen. Første gang er det djævelen der nævner havfruen, mens han er i gang med at overtale Adrian til at indgå pagten på trods af den medfølgende smerte:
“Det er smerter, som man med fornøjelse og stolthed tager med i købet for det umådeligt nydte, smerter, som man kender fra eventyret, de smerter, som den lille havfrue havde ligesom af skarpe knive i sine smukke menneskeben, da hun havde fået dem i stedet for sin hale. Du kender da vel Den lille Havfrue af Andersen? Det ville være en lille skat for dig! Det koster dig kun et ord, så fører jeg hende straks til dit leje.” (Gyldendal 1992, s. 257-8)
Adrians pagt, og den smerte han må lide, sammenlignes altså af djævelen med den lille havfrues. Ud over smerten ved ikke at kunne elske viser Adrians smerte sig også fysisk - i form af en voldsom migræne. Det er under et sådant migræneanfald at komponisten selv tager sammenligningen op (ibid. 376-7) og bl.a. kalder hende for “en søster i lidelsen”, men samtidig kritiserer hende for at ville have en dødelig sjæl og være menneskelig. Hun skulle have forført prinsen direkte, som havfrue, og druknet ham kærligt bagefter, det ville han have haft respekt for i stedet for denne alt for forsigtige afstandsforelskelse.
Der er altså både afgørende ligheder og afgørende forskelle mellem Adrian og havfruen. De indgår begge en pagt for at opnå noget, Adrian med djævelen, havfruen med havheksen, og må begge ofre noget vigtigt (Adrian kærligheden, havfruen sin tunge) og skal tilmed plages af fysisk smerte.
Modsætningerne begynder at stå krystalklart som omvendingsfigurer: Adrian sælger sin sjæl for at overskride det menneskelige og blive et geni, en slags overmenneske. Havfruen ønsker netop det som Adrian ofrer: det menneskelige, den sjælelige udødelighed. Det er den første omvending.
Den anden hænger sammen med havfruens ofring af tungen. Det er ikke blot en tilfældig legemsdel. Havfruen er nemlig sangerinde. Hun “havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet” ifølge Andersen. Hun vil kunne blive en stor kunstner.
Ganske vist udøvende frem for skabende, men alligevel. Da hun får skåret tungebåndet af mister hun selvsagt ikke blot evnen til at tale, men også til at synge. Mens Adrian ofrer kærligheden til fordel for kunsten gør havfruen det modsatte: Hun ofrer kunsten til fordel for kærligheden. Ganske vist opnår hun aldrig sin elskedes kærlighed, men det er ikke pagtens skyld. Når Adrian ofrer kærligheden sker det ved at han straffes for sine forsøg på at elske andre. Han nærmer sig tre gange kærligheden, og hver gang straffes han hårdt: Første gang i form af syfilis fra en prostitueret (den fysiske kærlighed). Anden gang i form af en afvisning fra den kvinde han ville dele sit liv med (den ægteskabelige kærlighed). Og tredje gang allerhårdest, da den dreng han kaster sin (faderlige) kærlighed på, bliver syg og dør.
Adrian føler stor sympati for den lille havfrue. Han beklager at man ikke var hende taknemmelig for det offer hun gav, at ingen takkede hende for den smerte hun måtte lide. På den måde får han udtrykt sin skuffelse over at ingen takker ham for at have ofret sig for kunsten. De store kunstværker han skaber anerkendes ganske vist, men ikke af folket, ikke af masserne, og det bekymrer ham i svagere øjeblikke. Han mener selv at han skaber for menneskene, men at han kun kan gøre det ved at hæve sig over dem. Adrian har til stadighed skrupler over sin faustiske forskrivelse, og noget i ham søger alligevel mennesket, søger at blive “dus med menneskeheden”, at tale moralsk og folkeligt med sin musik, men det lykkes ikke. Han bestræber sig mod bedre vidende på det Gode, men bliver ikke taget til nåde af Gud, sådan som den lille havfrue, der ender med at få sit evige liv med hjælp fra Luftens Døtre.
---
Til sidst en lille henvisning den modsatte vej: H.C. Andersen har nemlig skrevet en faustisk fortælling ved navn “Tante Tandpine”[1], og som den gemytlige titel antyder er det en rigtig Biedermeyer-udgave af Faust. En ung, taltentløs poet hjemsøges af et vrangbillede af sin slikgavmilde tante om natten, og denne Tante Tandpine truer poeten med at jo større en digter han vil være, desto større en tandpine vil hun give ham. Den lille digterspire skræmmes så meget af tanten og udsigten til smerte at han lover aldrig mere at skrive digte!
