Aloha

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 7/10-09. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Taloha

”Billedkunstnere er kedelige, hvorfor er jeg her i dag?” spørger billedkunstneren Tal R som planlagt Casper Christensen i dennes nye TV2-talkshow, Aloha. Tal R er klemt inde i en mediesandwich mellem Remée og Anni & Erik. Svaret er lidt uklart, men hans medvirken skyldes vist, at han deltog i en performance med en klovn og nogle rulleskøjteløbere og så at han har malet en penis i et træ. Casper synes det er synd at Tal R ikke får en masse penge anden gang, når hans værker videresælges på auktioner, men mon ikke den guldrandede maler klarer sig glimrende med dyre gallerisalg og tøjdesign? Så når de lige at nævne at de har været til fest sammen hos dronningen og at Tal Rs kones navn er svært at udtale, og så er tiden gået.

Casper Christensen forsøger at lave sin egen version af det traditionelle talkshow (en mand bag et skrivebord og nogle aktuelle berømtheder sniksnakker om ingenting og helst noget sjovt). Det er pakket ind i et uforløst Hawaii-tema, men det sædvanlige fanfareband er heldigvis erstattet af en DJ. I erkendelse af at han ikke er ‘Husk lige tandbørsten’-ung længere, har Christensen indført nogle ‘pibeøjeblikke’, hvor han kortvarigt bakker på sin pibe og tænker noget tilsyneladende ironisk, såsom at showet går godt, og at Tal R er talentløs.

Showet begyndte med at Casper Christensen i stedet for at fortælle vittigheder fortalte, at han har haft en mindre depression i to år. Remée har også haft en nedtur efter X Factor, og de to har været til massageterapi det samme sted. Et følsomt emne, og al respekt for at tage det op, men det burde have været udgangspunktet for en samtale på en halv time frem for tre minutter. Erik fra Anni & Erik har kedet sig siden han blev milliardær, men nu har han fundet et projekt, der tænder ham: Poker på internettet! Vi ser feriebilleder af dem, og hov, aftenens store scoop, scanningsbilleder, Anni er gravid. Hurra!

Man fornemmer, hvordan Christensen og holdet bag ham forsøger at liste små skæve elementer ind i den slidte talkshow-form, men de lykkes ikke rigtig. Aloha adskiller sig fra arvefjenden Se & Hør ved at benytte selvironi og ved at gæsterne altid medvirker frivilligt og ved hvad de skal tale om. Men bortset fra det, er der ikke den store forskel. Næste gang skal han mødes med bladets tidligere chefredaktør, Henrik Qvortrup. Det kunne der måske komme noget interessant ud af. Torben Sangild

Se også

Til forsiden