Anette Harboe Flensburg
Jeg har skrevet nedenstående artikel om Anette Harboe Flensburgs billeder til bogen House of Night and Day (2006). Bogen rummer en lang række af Flensburgs billeder med vægten på de nyeste i forlængelse af udstillingen på Galleri Christina Wilson august/september 2006. Derudover er der en tekst af Anette Harboe Flensburg selv og en af Hanne Kolind Poulsen. Teksterne figurerer både på dansk og i engelsk oversættelse i bogen. Se i øvrigt billeder og links i bunden af denne side.
Erindringens hus
Af Torben Sangild
Anette Harboe Flensburg maler rum. Flere af billederne i ”House of Night and Day” er variationer over de samme to forbundne rum, et lyst venstre og et mørkere højre. Rummene er næsten tomme, men har huller ud til et vagt, solrigt, grønt udenfor – naturen som et gnidret tegn i baggrunden. Indenfor hersker stilheden og erindringen.
Rummene ligner på sin vis private rum, dagligstuer i en-etages villaer; men interiøret og menneskene er borte. Man føler sig alene i disse rum og må spørge sig hvad man laver her. De kan godt være lidt foruroligende når man først kigger efter. Måske er det en drøm.
(Sand)synligt-U(sand)synligt
Det allerførste øjekast på et af Flensburgs billeder er ellers uproblematisk. Vi ser en illusion, et rum. Men så, ved nærmere eftersyn, begynder det at vakle, rummet er alligevel ikke så entydigt som ved første øjekast, der er disse mærkelige træk ved det – gulvet, arkitekturen, tomheden. Og endelig, når vi går tæt på, kan vi se fladen, maleriets afsæt og dets tricks, dets tegn for rumlighed, dets abstrakt lodrette felter. Der er altså tre momenter, tre faser eller tre niveauer i disse billeder. Vil man fremhæve ét af dem frem for de andre øver man vold mod denne trefoldighed, denne uafgjorthed, som er en vigtig energi i hendes billeder. Man kan skifte lynhurtigt mellem de tre indstillinger, som er ganske tæt på hinanden, selv om de er uforenelige i ét blik. At indoptage dem alle tre er en tidslig proces, der indebærer en erindret bevidsthed om dé to indstillinger som ikke lige nu er aktualiseret, og dermed en øget sans for virkemåden af såvel rumlige billeder som vores perceptionsapparat i en billedkultur.
Uden det sandsynlige ville det usandsynlige være ren fabulering. Dobbeltheden mellem det sandsynlige og det usandsynlige ansporer os til at kigge nærmere.
Perler og kugler
Serien ”House of Past and Future” er sådanne flertydige illusioner af rum. Der hænger mærkelige ting ned fra loftet; glasperler eller julekugler. De reflekterer lyset eller rummet. De lægger sig i den usikre zone mellem det velkendte og det ukendte. På den ene side hænger kuglerne dér hvor der kunne hænge lamper; som et ekko af den kugleformede lampe der på visse billeder optræder i baggrunden. Men de er ikke lamper. De skaber ikke lys, men reflekterer kun det som allerede er. De forholder sig til lamper som månen forholder sig til solen. De er fremmedlegemer og alligevel sært fortrolige.
Glasperlerne hænger ned fra loftet som kæmpe regndråber, som lodrette, demonterede lysekroner. De dækker nogle gange et helt rum, som man derfor ikke ville kunne gå igennem uden at gå ind i dem. Rummet er til for dem, ikke for os. Glas er i forvejen et diffust materiale for øjet, og i disse billeder er der endnu mere luftige ekkoer ved siden af de faste glasperler. En slags perlespøgelser, prismer af fortid og fremtid, der igen sagte bryder illusionen om at det vi ser er muligt.
Portrætter på væggen
I ”House of Night and Day”-billederne hænger der portrætfotografier på væggene. I et normalt, møbleret og beboet rum ville et sådant portræt kun påkalde sig moderat opmærksomhed. I Flensburgs billedrum er de langt mere påtrængende, selv om de er slørede og matte. De er nemlig de eneste tegn på menneskeligt liv. Men de er ikke levende, de er faktisk påfaldende døde. Et familiefotografi på væggen er ikke en fejring af det nulevende, men en erindring om det som ikke længere er. Den ungdom som forsvandt, de kære som er døde. Svundne øjeblikke som man desperat forsøger at fastholde, vel vidende at det er umuligt. Stilheden bliver næsten smerteligt spøgelsesagtig i selskab med disse tavse, ubevægelige portrætter af stivnede øjeblikke; evige grimasser.
Men portrættet er som regel også en løgn. Det ved vi alle, selv om vi spiller med på den. Nu skal der tages et billede, nu skal vi smile til fotografen, nu skal vi lade som om vi er glade. I den forstand er mange portrætter måske snarere idylliserende fiktion end erindring. Teenagepigen på farvefotoet smiler forlegent fordi hun bliver bedt om det. På den ene side er der altså tale om en opstillet, kunstig poseren, men fiktionen er på den anden side ikke helt mulig; billedet viser netop forlegenheden frem, og repræsenterer derfor alligevel erindringen – ikke om en lykkelig tid, men om en iscenesat situation. Portrætter er udspændt mellem det private og det offentlige. Det offentlige i iscenesættelsen, som er skabt for at billedet kan hænges op og vises frem; det private i motivet, og her i teenagerens blottelse af usikkerheden.
Kvinden som er portrætteret i to af de andre billeder virker ikke forlegen, men synes fanget af kameraet i et dynamisk øjeblik af stor udstråling. Alligevel forsvinder hun delvist fra vores granskende blik. Hun er gnidret og sløret, og hendes øjne er blot sorte skygger. Hun fortaber sig i en ubestemt fortid.
Udviskningen er total på ét af portrætterne. Det hænger i samme grøn-hvide rum som den ikke spor smilende teenagedreng. Man aner at der er en skikkelse, men ansigtet er forsvundet i skygge. Endnu en gåde vises frem – hvem er det? Hvad er denne persons relation til drengen? Og til de andre portrætter i serien? Er dette portræt det blinde punkt, den synsvinkel som altid er usynlig for sig selv? Uanset hvad, så er det forbundet med en vis uhygge når der ikke er et motiv der hvor der burde være det. Det er en spooky forsvinding, ligesom de substansløse glasperler, men man berøres mere af portrættet fordi der skulle have været et ansigt; fordi der er et ansigt, men vi kan bare ikke få lov at se det.
Fortiden, erindringen understreges af de udskårne ornamenter ud til haven, af flader med blomstertapet, af det slørede i billederne og de tydelige tegn på forgange tiders tøj og hår. Rummene kan derfor delvist ses som erindringsrum eller ligefrem sitrende gravmonumenter over det som ikke er længere, bortset fra i erindringens stumme, udviskede billeder.
Tyst og rolig
Anette Harboe Flensburgs billeder er helt tyste. Der er ingen lyd på billederne. Billeder kan nemlig være stille eller larmende, selv om de bare er billeder. Når det gælder et figurativt billede sker det lydlige i første omgang i kraft af hvad det viser. I Flensburgs rum sker der umiddelbart ingenting. Alt er forladt. Der er kun anelsen tilbage.
Men stilheden er ikke kun i motivet. Et billede kan være uden bevægeligt motiv eller endog abstrakt og alligevel være støjende. Hvis kompositionen er urolig eller i ubalance; eller hvis penselstrøgene er tydelige og gestiske, så opfatter vi også billedet som støjende. ”Rolig” er både et visuelt og et auditivt ord, og denne dobbelthed vidner om det synæstetiske sammenfald mellem kompositorisk balance og fornemmelsen af stilhed. Det kender vi også fra hverdagserfaringen, hvor det dynamiske og kaotiske ofte støjer, mens det ubevægelige gerne er lydløst. Som vandspejlet ved vindstille. Så rolige er Flensburgs billeder. Den uro som alligevel er der, handler om en spændthed, en anelse.
Stilhed er aldrig noget absolut. Man kan ikke som hørende opleve den absolutte stilhed. Selv i et lydtæt rum hører man stadig lyden af sin egen krop. I Flensburgs billeder hører man ikke nogen krop. Rummene er renset for kroppen og dens påtrængende lyde. Men man hører måske den sagte raslen af blade uden for huset. Eller man hører den sjældne klirren af glaskrystaller. Og denne sagte sitren af at noget skal ske.
Kølig
Klichéen og de refleksmæssige reaktioner fortæller os at et maleri er noget subjektivt, mens et fotografi er noget objektivt. Kameraet registrerer gennem et mekanisk objektiv, mens penslen føres af en dampende krop. Kameraet dokumenterer, mens penslen udtrykker. Men disse indgroede forestillinger er problematiske. Fotografer arrangerer, iscenesætter, redigerer og udvælger. Malerens krop og nervesystem er et apparatur, en seismograf. Vi ved det godt, men vi narrer igen og igen os selv til at opfatte fotografiet som mere troværdigt og maleriet som mere inderligt. Når man, som Flensburg, kombinerer disse to forførende billedmedier, kan man til en vis grad udsætte denne refleksmæssige ideologi og holde blikket udspændt mellem dokumentet og udtryk, mellem illusionen og konstruktion. Billedet befries fra at blive opfattet som såvel registrerende som inderligt.
Det er alt sammen koder. Gestiske penselstrøg kan være uhyre kalkulerede og villede, men de bliver forbundet med noget spontant. Det er koden for det ekspressive. Gestisk er også varm, og ugestisk er derfor kølig. Derfor er Flensburgs billeder kølige, siges det automatisk. Kølighed er ligesom tysthed en synæstetisk parallel. Det kolde er det rolige. Varme har med lidenskab at gøre.
Men kig nu på dem igen, eller rettere, mærk på deres temperatur. De er ganske vist cool i den forstand at de ikke viser sporene af deres tilblivelse, at deres overflade er blank, men de er varme i andre betydninger af denne synæstetiske metafor. Farverne gløder, det er helt enkelt, langt fra den hammershøiske gråbrunlighed. Og de let slørede overgange giver rummene en anelse varm, drømmeagtig blødhed. Men der er andet og mere som fylder rummene med varmeenergi. Den spænding som hvert rum er ladet med er varm på samme måde som elektricitet er knyttet til varme. Det er ikke staldvarme eller varmen fra den knitrende pejs; det er heller ikke subjektets dunkende blod der fylder lærredet. Det er snarere varmen fra det lyn som aldrig slår ned.
Objektiv sensibilitet
Anette Harboe Flensburgs billeder er uafgjorte billeder. De er både konkrete rum og erindringsrum; de er både fortællinger og gådefulde abstraktioner. Billederne er ladet med spændinger og en let nostalgi, de er både kølige og varme og ganske dæmpede. De udtrykker mangetydigt alt dette og mere end ord kan fange. Det gør de som objekter, ikke som aftryk af kunstnerens indre følelsesliv. Heller ikke som aftryk af dit eller mit følelseliv. De gør det som objekter, som malerier. De kan kun gøre det ved at indgå i en kontakt med et erfarende nervesystem (subjektet), som vi villigt stiller til disposition for netop at få en erfaring. Men det er hverken det erfarende eller det skabende subjekt som er centrum og omdrejningspunkt, det er værkerne og de erfaringer de tilbyder os. De gør sig til, som objekter der kan erfares.
Et billede kan naturligvis ikke føle. Men det kan udtrykke følelser, hvis vi giver det lov. Men vi styrer ikke selv hvilke følelser billedet udtrykker. Det gør billedet. Og hele den historiske og kulturelle baggage det slæber rundt på. Billeder udtrykker sig som objekter, filtreret af samfundsmæssige koder. Men de gør det ikke desto mindre. (Torben Sangild, 2006)
Billeder
File:Anette Harboe Flensburg 15.jpeg File:Anette Harboe Flensburg 11.jpeg File:Anette Harboe Flensburg 13.jpeg File:Anette Harboe Flensburg 14.jpeg
