Den gode kunstanmeldelse
Denne kommentar, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Magasinet kunst, Januar 2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
På opfordring vil jeg kommentere den verserende debat om kunstkritik og begynde med at konstatere, at de forskellige debattører har forskellige ideer om, hvad en god anmeldelse er: Nogle mener, der er for meget smagsdommeri, andre mener, der er for lidt. Nogle mener, der er for lidt konkret beskrivelse, andre at der er for meget. Så man må slå fast, at der ikke er enighed om, hvad problemet er. Jeg har mine meninger om, hvad en god anmeldelse er:
- Den gode anmelder efterplaprer ikke kunstnerne og pressemeddelelsen, men sanser og tænker selv.
- Den gode anmelder mærker efter hvordan kunsten virker på ham/hende i stedet for at postulere hvad den burde gøre.
- Den gode anmelder er ikke bange for at fælde en hård dom over uinteressant kunst, og er tilsvarende ikke bange for at lade sig begejstre af den store kunstoplevelse.
- Den gode anmeldeler har en sensibilitet over for mange forskellige typer kunst frem for at have lagt sig fast på bestemte retninger som de eneste rigtige.
- Den gode anmelder er i stand til at fælde sin egen dom, uafhængigt af hvad der er hot og not ifølge kunstverdenens konsensus.
- Den gode anmeldelse er velskrevet, har en sproglig energi og danner billeder i hovedet på læseren.
- Den gode anmeldelse zoomer ind på detaljer i værkerne og zoomer ud på den større sammenhæng i stedet for at forblive på et overbliksagtigt mellemniveau.
- Den gode anmeldelse er konkret. Den forholder sig direkte til værkerne og til deres indhold, frem for at postulere klichéfyldte teoretiske virkninger.
- Den gode anmeldelse er langt mere interessant end de stjerner/hjerter, anmelderen er tvunget til at sætte på den.
Det er desværre langtfra altid disse idealer tilnærmelsesvis overholdes. Det er vist ikke noget nyt, og krisen i kunstkritikken er ikke en aktuel, men en permanent tilstand, der skyldes bekvemmelighed, konfliktskyhed og autoritetstro. Når jeg i en række klummer i Politiken (se her) har kritiseret udbredte kunstsklichéer er det for at ramme en sådan tomgang og en opfordring til at vi skribenter og anmeldere lægger os på sinde at bevare fornuft og sensibilitet, at huske at se, lytte og tænke selv, frem for at konsultere facitlisten eller konsensus-dommen.
Filmtidsskriftet Ekko havde et nummer, hvor et panel af filmfolk anmeldte filmanmelderne. De læste simpelthen en lang række anmeldelser af hver enkelt anmelder, karakteriserede deres stil og holdning til film og gav dem endelig stjerner. Det var poppet, men frækt, og jeg ved ikke om det er en god idé, men det kunne måske sætte gang i en mere konkret debat i stedet for blot at skære anmelderne over én kam og udgyde den sædvanlige abstrakte kriseklage, for der er faktisk store forskelle i vores retoriske stil og tilgang til kunsten. I hvert fald må en kritik af kunstkritikken begynde i en systematisk og differentieret analyse.
Torben Sangild
