En kærlighedsakt - Om æstetisk erfaring
En kærlighedsakt - Om æstetisk erfaring er 5. kapitel af Torben Sangilds bog Objektiv sensibilitet.
Æstetisk erfaring er ikke det samme som æstetisk oplevelse. Mens en god oplevelse er en, der opfylder mit behov for underholdning eller stimulering, er erfaringen noget der lagrer sig og rummer en erkendelse. Erfaringen kræver noget af os, vi skal række ud med hele vores sensorium og forsøge at begribe den gåde, kunstværket objektivt rummer. Erfaringen rummer således en slags erkendelse, omend denne sjældent er entydig eller konkluderende. Mens den subjektive sensibilitet er rettet mod oplevelsen, er den objektive sensibilitet rettet mod det værk, der erfares. Dog må man tale om et kontinuum mellem de to i stedet for en dikotomi. Erfaringen kan ofte være stærkt følelsesmæssig og rumme det, Adorno kalder for ‘rystelsen’, som er mere objektiv end Aristoteles’ katarsis. At nå det objektive kræver en subjektiv investering. Det lyder umiddelbart som et paradoks, men hvis man betragter sit nervesystem som et måleapparat frem for som et terapeutisk akvarium, er det lettere at se, hvordan netop en følsomhed, en sensibilitet, rummer muligheden for at nå det objektive. Sensibiliteten forener sansning, tanke og følelse idet subjektet rækker ud og mærker efter med hele sit kognitive apparat og undtagelsesvist bruger det i værkets tjeneste i stedet for at gøre værket til et middel. Erfaringen kommer således til at minde om en kærlighedsakt i mødet med det, som er forskelligt fra en selv. I kapitlet kritiseres Adornos lyttertypemodel som værende for firkantet, og der lægges op til en mere fleksibel måde at anskue det på. Samtidig plæderes der for at kunst ikke kan reduceres til kommunikation, sådan som det ellers er populært, især blandt sociologer. Den amerikanske kunstner Jenny Holzer arbejder primært med ord, med slogan-agtige sætninger. Gennem en kort analyse påvises det, at Holzers værker ikke primært virker gennem kommunikation, men at det kommunikative snarere er et råmateriale.
Citater fra kapitel 5
- ”Den konsumerende bevidsthed afviser derfor ofte den gådefulde kunst med stor aggression. I stedet for denne omgang med værket som noget der skal tilfredsstille et umiddelbart behov, inklusive behovet for færdigpakket forståelse, fordrer Adornos æstetik en modtagelighed over for kunsten, hvor man i første omgang ikke spørger hvad kunsten kan give én, men hvad man selv kan gøre for at forstå den. Den er krævende.” (s. 162)
- “Måler man blot subjektive reaktioner på værket kommer værket ikke i tale, men først og fremmest individualpsykiske projektioner...” (s. 164)
- “Denne rystelse er den følelsesmæssige overvældelse som en æstetisk erfaring kan give. Den synes hverken at være strengt nødvendig eller tilstrækkelig for erfaringen, men ikke desto mindre indbegrebet af den og stærkt følelsemæssig – gråden er dens organ. Gråden er en slags forløsning, den knytter sig til lykken ved at have undsluppet subjektet og samtidig en sorg over dets skrøbelighed. Man giver slip, man giver efter, man giver sig hen og holder ikke længere på gråden.”
- “Det følelsesmæssige hører obligatorisk til registreringen af det æstetiske objekt...Subjektet strækker sig ud over sig selv i objektets tjeneste.” (s. 172)
- “Den æstetiske erfaring hos den enkelte er hverken individuelt tilfældig eller almen; den er en partikulær udgave af noget alment, der erfarer sider, aspekter, af værkets komplekse betydningspotentiale, dets udtryk.” (s. 174)
- “For at erfare værket må man ideelt set række ud efter det med hele sit (sansende-tænkende-følende) sensorium og mærke de mindste innerverede vibrationer, den mindste skælven i værket med den intelligente krop. Samtidig må man være i stand til at træde tilbage og se værket i sin sammenhæng, forholde sig kritisk til det, vurdere dets sandhedsgehalt.” (s. 177)
- “Kærligheden er en model for den sensible erfaring, og denne erfaring er igen en kritisk model for kærligheden, et billede på hvordan det burde være mellem mennesker: herredømmefri, sensible relationer.” (s. 178)
- “Jenny Holzers værker kommunikerer ikke et budskab. De benytter sig frit af kommunikationsmedier og kommunikationsretorik og forholder sig dermed til kommunikationen. Men værkets udtryk er ikke udsagnene i værket.” (s. 185)
- “Netop udviklingen af en objektiv sensibilitet hos publikum...er en af kunstens fornemste roller, og ikke den blotte konstatering af denne sensibilitets fravær.” (s. 189) --
--
