Difference between revisions of "Fluxus-udstillinger"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 14:56, 17 March 2018

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 5/7-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Udfyld med egen fantasi

Træk en streg og fortsæt den. Lav den skrøbeligst mulige lyd. Slip en sommerfugl løs. Fluxus-kunsten inviterer enhver til at skabe med. Og den kan være svær at udstille.




“Skub klaveret op til en væg med den flade side mod væggen. Fortsæt så med at skubbe ind mod væggen. Skub så hårdt du kan. Hvis klaveret gennembryder væggen, så fortsæt med at skubbe i den samme retning uden hensyn til nye forhindringer og fortsæt med at skubbe så hårdt du kan, uanset om klaveret er stoppet af en forhindring eller bevæger sig. Stykket er færdigt, når du er for udmattet til at skubbe længere.”

Sådan lyder partituret til La Monte Youngs ’Klaverstykke nr. 1 for Terry Riley’ fra 1960, og selv om begrebet Fluxus endnu ikke var lanceret, er det på mange måder typisk for de tidlige Fluxus-partiturer. Værket lanceres som et stykke klassisk musik, men der er ingen noder på partituret, kun ord. Ordene er ikke uden litterære kvaliteter, men de er ikke litteratur; de er først og fremmest en handlingsforskrift for en performance. Denne performance kan udføres af hvem som helst, og endda uden publikum. Men partituret har også værdi uden at blive realiseret, for alene forestillingen om at gennembryde væggen ved at skubbe til et klaver og bare fortsætte ufortrødent i samme retning uanset hvad der sker, skaber billeder med en Buster Keaton-agtig komik og voldsomhed. Og ikke at forglemme er det den klassiske musik som borgerlig kunst, der får et skub ud gennem institutionens vægge for at skabe en ny, bevægelig energi hinsides de etablerede kunstarters grænser.

En anden type Fluxus-partitur er den banale hverdagsagtige handling, der bliver indrammet som performance: ”Make a salad” (lav en salat), som partituret til Alison Knowles’ ’Proposition’ lyder i sin helhed. Værket blev uropført af hende selv i 1962 i med lyden af kniven, der hakker grøntsager, som det mest musikalske element. I år genopførte hun værket på Tate Modern, denne gang i en meget større skala med en stab af kokke, der snittede grøntsagerne og smed dem ud på en kæmpe presenning til musik af Mozart, mens det store publikum guffede den store mængde salat i sig. Mens mange vil mene, at det er at sælge ud og forråde Fluxus-ånden til fordel for spektakulær underholdning, siger hun selv, at hun blot tilpasser sit værk til en ny tid, hvor man har set så meget konceptkunst i de mellemliggende årtier.

Når en hverdagsbegivenhed såsom at tilberede en salat bliver indrammet som kunst, bliver kunsten hevet ned på jorden, hvilket var magtpåliggende for mange kunstnere på et tidspunkt, hvor kunsten og ikke mindst den klassiske musik havde en hørm af borgerlig finkultur over sig. Og netop musikken er et afsæt for mange Fluxus-happenings – ikke musik som harmoniske forløb af toner, men snarere klassisk musik som et ritual, der leges med. Inspireret af komponisten John Cage bliver musik til alle aktiviteter, der giver lyd fra sig.

Samtidig med at kunsten bliver hevet ned på jorden som hverdagsbegivenhed, sker der det modsatte med hverdagsbegivenheden: Den bliver indrammet og gjort til noget særligt. Det at lave en salat foran et publikum er nemlig også at sætte fokus på alle de bevægelser og ritualer, der er omkring madlavning. At se poesien og musikken i den handling, som ellers er rutine.

Her er kun nævnt to af de hundredevis af Fluxus-partiturer som er udstillet på Museet for Samtidskunst, hvor hver eneste lille kartonkort med en handlingsanvisning på, er begyndelsen til en længere kæde af fantasier, handlinger, anekdoter og tanker. Her er en tredje: ”Bor to huller i et lærred. Hæng det hvor du kan se himlen” (Yoko Ono). Det er en flot samling af kerneværker, suppleret med fotografier og lyd fra nogle af opførelserne, og man befinder sig som i et slot af performativ poesi, hvor alle vægge er tildækkede og selv toilettet inddrages for at få plads til det hele. Men man når et mætningspunkt hvor man ikke kan tage flere partiturer ind i sit lille hoved, og jeg vil anbefale at springe hver anden over eller benytte et tilfældighedssystem til at vælge ud hvad man vil kigge nærmere på. Dele af udstillingen egner sig egentlig bedre som en bog, og der er da også en sådan på vej.

På Charlottenborg har man zoomet ind på to kunstnere med bånd til det københavnske Fluxus-miljø. Mens Arthur Köpcke med sit fremsynede galleri var en integreret del Københavns kunstscene, var nomaden Al Hansen snarere på jævnlig visit.

For begge kunstnere gælder det, at jo mere de nærmer sig maleriet, des mindre interessante er deres værker, og det peger lige ind i udfordringen ved at skrue en sådan udstilling sammen. Det interessante ligger i de performative, teknologiske og konceptuelle værker, der er sværere at udstille.

Gribende og morsom er for eksempel videoen med Al Hansens herlige og præcise happening, hvor han vikler hele sit hoved ind i malertape til lyden af et kassettebånd med noget ulideligt amatørfællessang. Han lader det venstre øje stå fri i lang tid, mens han mere og mere ligner elefantmanden. Til sidst ryger også øjet, og Hansen placerer resten af taperullen lodret på hovedet som en absurd hat. Til sidst kommer en assistent frem og tegner et nyt ansigt uden på det mumificerede hoved.

Man bliver til gengæld hurtigt træt af alle Hansens nøgne damer lavet af cigaretskodder, chokoladepapir og andet, og dem kunne man have ønsket sig færre af.

Fantastisk er den eneste performance, hvor Hansen og Köpcke optrådte sammen, nemlig Köpckes ’Musik til arbejdet’, første gang opført til Fluxus-festivalen i København, 1962. Her er en grammofonplade præpareret med tape på udvalgte steder. Imens musikken spiller, går de optrædende rundt og foretager hver deres bevægelser, men når grammofonnålen rammer tapen, afbryder alle det, de er i gang med for at rette på pickupen. Köpcke har lavet en senere version, hvor han fejer affald sammen til lyden af en transistorradio, og hver gang der kommer radiostøj, afbryder han sit forehavende for at rette på frekvensen. Han når aldrig nogen vegne med arbejdet.

Köpcke-udstillingen er fuld af systemer, rebuser, krydsord og gåder. Han var optaget af forholdet mellem tegn, billeder og verden, og ville bevidst forhindre en umiddelbar oplevelse af værkerne. Vi skal aflæse og bryde koder og aktiveres før vi kan opleve. Köpcke var besat af at engagere sit publikum, og på nogle af billederne står der direkte, at hvis ikke man bidrager til værket, så er man bare endnu en beskuer, en voyeur. Vi skal ikke være beskuere, vi skal for eksempel hænge brugte lommetørklæder op på billedet, eller vi skal på god Fluxus-vis selv udføre hans ’reading/work-pieces’ ud fra åbne handlingsforskrifter. F.eks. angiver nr. 106 at værket er det første du tænkte på, efter du fik øje på billedet ved siden af. Typisk for hans indstilling er slagordet ”Fill with own imagination” (udfyld med egen fantasi), som indgår i mange af værkerne.

Begge udstillinger er gode og inspirerende, men også meget store at tygge sig igennem, netop på grund af al den aflæsning. Og så er der alle de principielle problemer med museumsudstillinger af Fluxus-værker, der sættes på spidsen i Roskilde, hvor der konstant mindes om at fotografering er forbudt på grund af nogle smålige samleres og rettighedshaveres frygt for kopier. Dette er stik imod Fluxus’ ånd, der på sin vis passer glimrende til en tid med fildeling, creative commons, open source osv. Lav din egen salat - men du må ikke tage et billede af disse ord. Det hænger ikke sammen.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden