Forbrydelsen II

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 3/11 (efter 6. afsnit af tv-serien). Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Over-Lund

Sarah Lund får gravet et lig af en dræbt soldat op, fordi hun ligesom har en intuition om, at kisten er tom. Det er den ikke. Undervejs behandler hun den afdøde soldats mor yderst ufølsomt, og er parat til at overskride regelen om, at man skal have en tilladelse til at foretage den slags, for det kan kun gå for langsomt. Hun bliver suspenderet igen, og ærligt talt, jeg ville også suspendere hende. I virkelighedens verden er det eneste rigtige at sanktionere folk som Sarah Lund, Jack Bauer og Dirty Harry, der sætter sig ud over regeler og autoriteter fordi de kun har ét mål for øje: At opklare en sag. Grunden til at det kan lade sig gøre at få os seere til at hoppe med på selvtægtsvognen, er, at de samtidig er skildret som en slags overmennesker, der altid har ret og altid gør det rigtige.

Samme evner har den nyindsatte justitsminister Buch, der er den eneste idealistiske politiker tilbage på Christiansborg, og hans overmenneskelige intuition siger ham, at Lund, som han ikke kender, har fat i den lange ende.

Søren Espersen og andre der bliver ved med at påstå at Folkepartiet fremstilles negativt i Forbrydelsen II, er ude af stand til at se klart. Alle andre politikere end Buch er skildret som taktikere, der har en dagsorden, det gælder ikke mindst den Helle Thorning-Schmidt-agtige oppositionsleder. Faktisk er der intet suspekt ved Folkepartiets mand – han vil bare gerne have sit lovforslag igennem sammen med regeringen, og bliver irriteret når Buch spænder ben for det. Det ville jeg også være, og det ville Søren Espersen også. Det er på ingen måde en dæmonisering.

Den lange series dynamik er, at det hele er så uigennemskueligt, fordi der er mange mennesker med hemmeligheder og skjulte dagsordener, og de forhindrer opklaringen, selv om de ikke er skyldige i hovedgerningen. Netop fordi alt nu peger på Søgaard er det næppe ham. I hvert fald ikke alene.

Selv om vi har gættet det fra begyndelsen, er det en pine at overvære hvordan Sarah Lund ødelægger sin mors bryllup, fordi hun ikke lige kan vente 5 minutter med at ringe til sin kollega mens moderen holder sin tale. Hun skulle sendes ned til Gedser og ordne noget told, skulle hun, og så lade de professionelle om at opklare mord. Hvis ikke hun altså lige var et overmenneske. Et meget irriterende overmenneske.

Torben Sangild

Se også

Til forsiden