Helt uforsvarligt
Dette er en tekstudgave Torben Sangilds anmeldelse af Christopher Arzrouni: Helt uforsvarligt. Den blev bragt som radioanmeldelse i P1 Morgen 1/6 2005, og er altså mundtlig i sit udgangspunkt.
En fattig bonde i Pakistan kan tjene penge til sig selv og sin familie hvis han sælger sin nyre til en rig amerikaner. Hvad skulle der være galt i det? Den ene får penge, den anden får sit helbred tilbage, og der er ingen andre der lider under en sådan handel. Alle er glade. Og alligevel er organhandel forbudt. Uden nogen grund!
Det er bare ét ud af de ca. 30 provokerende synspunkter i Christopher Arzrounis bog Helt uforsvarligt. Her forsvarer Arzrouni billethajer, pyramidespil, narkohandlere, pengeafpressere, boligspekulanter, alfonser og andet godtfolk. Han gør dém og mange andre til helte ud fra et liberalistisk synspunkt. Og der er ikke tale om den social-liberalisme som vores nuværende regering står for, nej, der er tale om en rendyrket liberalisme, den som også kaldes for ”libertarianisme”.
Udgangspunktet er enkelt: Frihed defineres simpelthen som det, at der ikke er nogen der blander sig. Ejendomsretten er ukrænkelig, og folk skal have lov til at gøre som det passer dem, så længe de ikke krænker andres ejendomsret. At naboen gør noget som du ikke kan lide, er ikke grund nok til at du skal forbyde det. Enhver frivillig handel er i orden, så længe den ikke er voldelig. Hvis man overholder de spilleregler, får man et frit samfund, hvor alt er privatiseret og derfor følger de fornuftige love om udbud og efterspørgsel; et samfund, hvor folk kan leve som det passer dem uden at skulle ensrettes af en formynderisk stat.
Den sang har vi hørt før, men den bliver meget konkret hos Christopher Arzrouni, for han nøjes ikke med at tale abstrakt om det frie marked, han tager fat i netop de områder som de fleste vil mene er begrundelsen for at have en statslig indblanding – og så vender han argumenterne på hovedet. Han sætter sig for at forsvare alt det som ellers er helt uforsvarligt ved den liberalistiske tankegang.
Der hvor Arzrounis argumentation er enklest er når den kritiserer staten for at gå ind og beskytte folk mod dem selv gennem forbud og påbud i stedet for at lade det være op til den enkeltes ansvar: må man ikke selv bestemme om man skal køre med sikkerhedssele, om man vil sælge spriritus til børn, om man vil ryge hash og sprøjte heroin og gå med kniv andre usunde ting? Så længe man ved at det er usundt eller farligt må det vel være op til den enkelte. Skal diskoteker ikke have lov til at lukke indvandrere eller rødhårede ude? Jo, mener Arzrouni, det kan ikke være statens opgave at blande sig i den slags.
Det lyder sikkert provokerende for mange af lytterne, men det bliver værre endnu. Det gode ved bogen er at Arzrouni faktisk tit kommer med nogle overraskende argumenter, der udfordrer ens vanetænkning. Så selv om man måske ikke er enig i fx at menneskekloning skal sættes fuldstændig fri, så får Arzrouni én til at tænke sig om en ekstra gang. Hvis man (som jeg) går ind for en velfærdsstat, så bliver man tvunget til at overveje, hvorfor man mener at staten har ret til at blande sig, og hvorfor staten på visse punkter er mere effektiv eller retfærdig end markedet.
Mest provokerende er det når Arzrouni ikke bare forsvarer pengeafpresseres og billethajers ret til at pengeafpresse og hamstre billetter, men ligefrem påstår at de gør nytte. Han ser dem som liberalistiske helte, der gør det som markedet skal: regulerer udbud og efterspørgsel. Det er fint at modtage penge under bordet når man sælger sin andelslejlighed. Det er fint at sælge sin stemme til folketingsvalget på auktion til den højestbydende. Hvis man kan sælge sin stemme må den være noget værd. Her støder Arzrouni ind i en masse problemer og er ikke særligt overbevisende. Men provokerende, det er han.
Kæden hopper helt af når Arzrouni prøver at argumentere for at miljøet bedst kan beskyttes gennem privatisering. Hvis bare der er nogen der ejer grundvandet og vandet og luften, så skal de nok passe på det, siger Arzrouni. Ud over det absurde i at udlicitere luften (altså atmosfæren) til et firma, så holder argumentet overhovedet ikke. Der er ingen der siger at den som ejer luften ikke vil vælge den hurtige profit og i øvrigt være ligeglad med om luften er ødelagt om 100 år. Mange firmaer tænker i kortsigtet profit, ikke i langsigtede løsninger. Desuden er det meste forurening usynlig og diffus – der er ikke nogen tydelig, individuel syndebuk at lægge sag an imod. Jeg holder altså fast på at globale grænseværdier og miljøafgifter er den bedste løsning på det problem.
De fleste af Christopher Arzrounis forbilleder er amerikanske libertarianere. Men han havde også som ung tre forbilleder i dansk politik: Poul Schlüter, Bertel Haarder og Anders Fogh Rasmussen. De to af dem sidder i regeringen i dag, men de har skuffet Arzrouni. Statsministeren og undervisningsministeren er ikke længere liberale. De opretholder velfærdsstaten og indfører samtidig endnu flere forbud. Tilbage står Poul Schlüter som den største danske liberale politiker. Og han er endda ikke engang liberalist af navn, men konservativ.
Helt uforsvarligt er en bog for alle der gerne vil have udfordret deres vanetænkning. Den får én til at tænke sig om en ekstra gang og overveje om forbud nu også er vejen frem, og samtidig må man finde argumenterne for hvorfor privatisering ikke altid er løsningen, og dermed hvorfor Christopher Arzrouni ikke har ret.
Torben Sangild
