Marcel Duchamp-anmeldelse
Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 7/5-2011. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
Tissekummen der endte som misforstået kendis
Marcel Duchamp. Moderna Museet, Malmö
Det er med rette at Marcel Duchamp regnes for en af de største kunstnere nogensinde. Ikke fordi hans kunst er ophøjet, men netop fordi han fik kunsten ned på jorden igen ved at lave værker ud af et cykelhjul, en sneskovl og et pissoir. Nu kan danskerne opleve en række af disse værker i Malmö, og det bør man gøre, hvis man vil forstå den moderne kunst.
---
Jeg sidder i midten af rummet, og det er som at være blandt gamle venner. Det er dejligt, at så mange af dem er samlet på ét sted. ”Godt at I kunne komme”, har jeg lyst til at udbryde mens jeg skåler i champagne. Der er dog ikke tale om mennesker, men om ting. Et cykelhjul, en kam, et flasketørrestativ, et par billeder, en tissekumme, et skrivemaskinedækken, en parfumeflaske og nogle marmorterninger i et fuglebur og et stort monstrum af et glasmaleri. Jeg har set nogle af dem før, for mange år siden, andre kender jeg kun fra billeder. Så måske er det lidt som at møde Facebook-venner i den fysiske virkelighed. Man genkender dem hurtigt, men de er altid lidt anderledes, når man står over for dem og kigger dem ind i øjnene.
I dette tilfælde ser de bedre ud end på de gamle sort-hvid-billeder. Nogle af dem næsten for godt, lidt for skinnende og glatte, og det er da heller ikke originalerne. Men det gør ikke noget, og ideen om, at noget der er slidt, er mere autentisk end noget der er glat, bør man være på vagt overfor. Ligesom jeg må tage mig selv i at synes, at det er lidt mærkeligt, at tissekummen i det berygtede værk Fontæne ligger på en sokkel muret sammen af røde mursten i stedet for den høje, smalle, hvide museumssokkel, man kender fra billedet. Men det er jo netop bare forfriskende, at denne version er anderledes, at jeg ser den påny, installeret med to af de andre værker hængende ovenover – skrivemaskinedækkenet og parfumeflasken med pariserluft, der kaster en inciterende skygge på væggen bagved.
Vi er i Duchamp-land, og det betyder at vi er ved roden af en ny kunstopfattelse, som klarer sig uden to ellers centrale størrelser i billedkunsten: Håndværket og fokuset på det rent visuelle. Når man laver readymades, altså benytter ting som allerede er lavet, er kunstnerens formgivende håndværk ligegyldigt, for det har nogen designere allerede taget sig af. Og det afgørende er ikke det visuelle, men det, at der sker noget mærkeligt, at der bliver skabt betydning.
Og hvilken slags betydning skabes der så, når man køber en amerikansk sneskovl, hænger den op på væggen og kalder den Forud for den brækkede arm? Det har forskerne diskuteret i årtier, og sagen er, at der sker rigtig mange ting ved denne simple handling, og at hverken kunstnerne eller kunsthistorikerne er færdige med at udforske dem. Man har fokuseret meget på det institutionelle, altså på, at Duchamp anfægtede grænserne for, hvad der er kunst. Mange stopper her, og så bliver Duchamp meget kedelig og endimensional, for så er der ingen forskel på en kam og et cykelhjul, det er bare en eller anden genstand, der ellers ikke blev betragtet som kunst. Det er trivielt at gentage denne abstrakte pointe, det er langt mere interessant at se på, hvad der sker når man betragter disse readymades som kunst.
For der sker nemlig flere ting i mødet med de forskellige readymades. Sneskovlen er ikke bare en sneskovl, for dens titel slår gnister og skovlens skaft bliver til en arm samtidig med det mareridtsagtige glimt af at man kunne brække armen ved at skovle sne. Det er konkret poesi, men det er også en kropslig reaktion, hinsides alle fordommene om, at der skulle være tale om rendyrket tankekunst. Den kropslige fornemmelse af en brækket arm og fornemmelsen af at skovle sne smelter sammen med synet af denne sneskovl, som vi nu betragter – ikke bare med andre øjne, men med en fornemmelse i hele kroppen. Det er ikke voldsomt, det er ikke dramatisk, men det er et lille kropsligt stik, efter hvilket sneskovle aldrig er helt det samme igen.
Ikke kun titlerne bidrager til, hvad vi oplever, men også vores forestilling om, hvad vi kunne gøre med genstanden, eller hvad den kunne gøre ved os. Hvorfor ikke nyse Rrose Sélavy, hedder et af de mere sammensatte værker, som består nogle hvide terninger, der ligner sukkerknalder, ophobet i et lille fuglebur sammen med et termometer og en skal fra en blæksprutte. Den ser ikke spor tung ud, men hvis man fik lov at løfte den, ville man få en overraskelse, idet den er ganske tung. Sukkerknalderne er nemlig lavet af marmor. Titlen henviser til Duchamps kvindelige alter ego, Rrose Sélavy, for Duchamp legede også med kønnet. Samtidig er der en mærkelig forbindelse mellem de kølige marmorblokke, termometeret, der kun viser lave temperaturer, og det at nyse, dvs. være forkølet. Jeg kan faktisk ikke se et billede af værket uden helt konkret at mærke en kildren i næsen, som var der pollen i luften.
Det mest berømte Duchamp-værk er Fontæne, tissekummen, men det er en overfladisk berømmelse, for den bygger på fejlagtige myter. Således tror de fleste mennesker at dette værk blev udstillet og vakte skandale i 1917. Det kunne ikke være fjernere fra sandheden. Her er fakta: Duchamps ‘Fontæne’ er et pissoir, som er vendt 90 grader, lagt på en sokkel og signeret med pseudonymet ‘R. Mutt’. Det blev ikke udstillet og vakte ikke skandale. Meget få mennesker har set originalen, men der blev taget ét fotografi af den af Alfred Stieglitz, som de fleste har set. Sagen er nemlig, at det blev afvist ved en uafhængig, ucensureret udstilling i New York, hvor Duchamp selv sad i komitéen. Der var diskussioner frem og tilbage, for værket opfyldte de formelle krav, men formanden afviste værket, hvorefter Duchamp og hans ven, Walter Arensberg, trak sig fra komitéen i protest. Duchamp havde testet den kunstneriske frihed, men den stoppede altså her. Skandaløst, mente Duchamp, men det er altså noget andet end en offentlig forargrelses-skandale på grund af værket.
Titlen Fontæne peger klart på rindende væske. Det er et objekt, der normalt hører hjemme på et herretoilet, det peger specifikt på tisseri, hvilket var en af grundene til at det blev afvist. Man forestiller sig at tisse i det, men på grund af dets hældning vil urinen løbe ud i begge ender, danne et vandfald der i sidste ende rammer én selv. Man tisser på sine egne sko. Det er en absurd, tragisk maskine, frarøvet enhver funktionalitet.
På denne måde er selv de simpleste Duchamp-værker spundet ind i fortællinger. Det gælder i særlig grad hovedværket ‘Bruden afklædt af sine bejlere, endog’ også kendt som ‘Det store glas’. Der er skrevet adskillige tykke bøger alene om dette værk, for Duchamp har sørget for, at dets gåde kan blive ved med at optage folk ved at fortælle i detaljer om værkets elementer. Det er på én gang absurd og stærkt fascinerende, dette scenarie med nogle bejlere, hvis seksuelle energi driver et større Storm P-agtigt maskineri, der gang på gang fejler i at befrugte den benzindrevne brud med deres gas. Duchamp var stærkt optaget af det maskinelle i den seksuelle akt, der jo kan minde lidt om stempelmotorers bevægelser, hvis man lige abstraherer lidt. Det er decideret umuligt at få enkeltelementerne til at give mekanisk mening, men det er hele tiden lige ved når man læser instruktionerne. Det er en tragedie, hvor bejlerne er dømt til maskinel onani og bruden klædes af og på i én uendelighed.
Og hvis man nu hører til dem, der mener at kunst ikke kan tåle at blive forklaret, fordi det lissom går ud over den umiddelbare oplevelse, så bør man notere sig at værket bliver mere og mere sanseligt jo mere man ved om det. Det er en falsk modstilling. Ligesom vi ikke får mindre sans for et barokmaleri ved at få at vide, hvad fluen og frugten på bordet betyder.
Duchamps bidrag til den moderne kunst kan ikke overvurderes. Vi er ikke færdige med ham, her 100 år senere, og store dele samtidskunsten trækker videre på det, der sattes i gang med disse værker. Hvis man skulle pege på hans vigtigste bedrift, er det nok at gøre kunsten mindre højtidelig. Med en stor humoristisk sans at sætte fokus på hverdagen og dens kropslige forteelser; at lade banale genstande danne værker med en stor poetisk kraft. Såsom at bede en ven gemme en hemmelig rasleting inden i en rulle snor med beskeden om at Duchamp selv aldrig måtte få at vide hvad det er, og så kalde værket ‘Med skjult støj’. Jeg vil vide hvad det er, og samtidig er gåden formentlig langt mere interessant end dens løsning. Kunsten begynder her, i dette rum, blandt disse sære venner.
Torben Sangild
