Party and Lost
Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 5/6-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
Kannibalistisk numsedans i fællesskabets ånd
Jo mere vi er sammen, des mere opløses kokkene i maden. Det kunne være mottoet til udstillingen ‘Party and Lost’, hvor fire kunstnergrupper er smeltet sammen i en festlig og kritisk tematisering af fællesskab.
Party and Lost (Hesselholdt & Mejlvang, Randi & Katrine, Bank & Rau og Ingen Frygt). Den Frie Udstillingsbygning
Fællesskab er det nye sort. Ifølge dem, der tjener gode penge på varm luft, betyder finanskrisen at vi nu pludselig vil komme hinanden ved, mens vi før var egoistiske materialister. Selv undervisningsministeren vil nu have at skolerne skal vægte fællesskabet højere end tests. Den varme, sorte luft har på godt dansk fået navnet ‘co-creation’, som betyder at man skaber noget sammen i ligeværdighed. Fællesskabelse, kunne man også kalde det, og det er sådan udstillingen ‘Party and Lost’ er blevet til.
Kunstnerne rider ikke ukritisk med på en trend, hvis de da overhovedet har opdaget den. De er vant til at skabe kunst sammen i hver deres gruppe, og skridtet til at smelte sammen til én stor supergruppe er måske ikke så stor igen. Alligevel må der siges at være tale om eksperimenterende kunst i egentlig forstand: Et forsøg, en undersøgelse af, hvad der sker, når mange forskellige kunstnere forsøger at smelte sammen til en organisme. Trioen Ingen frygt (minus én) og duoerne Randi & Katrine, Hesselholdt & Mejlvang og Bank & Rau forholder sig da også ganske ambivalent til fællesskabet, som både er en mulighed og en begrænsning, en solidaritet og en undertrykkelse.
Allerede i det første rum er fællesskabet ikke særlig rosenrødt, for nu at sige det mildt. Individer er helt konkret i opløsning i grødede klumper af alt muligt og avispapir. Hist og her ser man halvt opløste hænder og andre legemsdele; spor af de mennesker, der en gang eksisterede. Det hele overvåges fra et kontroltårn, som man ikke kan kigge ind i, men som er beklædt med spejle.
I det næste rum kommer så det store billede af den numsedans, der mest slående tematiserer gruppearbejdet. De medvirkende kunstnere (medsamt en mystisk niende personage) går bogstaveligt i rundkreds og kigger hinanden op i numsen. Foroverbøjede med trusserne nede om knæene udgør de et lidet glamourøst billede af et lukket fællesskab, hvor numse leder numse. Sådan kommer de dér kunstnertyper altså hinanden ved. På gulvet ligger afskårne lemmer, lavet af dej og bagt som brød, og hermed anslås også det gennemgående kannibalismetema. Ikke nok med at man kigger hinanden i numsen, man spiser også hinanden. Der er langt til den floromvundne hippie-ånd, man kunne have frygtet fra pressemeddelelsen.
Masterne fra et forladt piratskib hænger på hovedet fra loftet i det næste rum, og begynder at gynge faretruende når man træder ind. En virtuel hest løber rundt i et cirkulært rum. På hesten sidder alle kunstnerne med sortmalede ansigter og strækker armene triumferende i vejret, men ligesom med numsebilledet kører samarbejdet bogstaveligt talt i ring. Jeg mødte kollega Jeppesen fra et konkurrerende dagblad, der lod sig trække rundt i manegen sammen med sin lille søn, som ikke tøvede med at udråbe dette til udstillingens hovedværk.
En nullermand synger ovre i hjørnet. Eller rettere: En klump af nullermænd, angiveligt i færd med gruppesex. Klumpen synger en slags evaluering af processen, omgivet af et køkkenafsnit og tre kannibalistiske kollager. ”HTH-køkkenet er endestationen. Det er en skide udspekuleret feministisk udstilling”, bliver der blandt andet sunget. Nå for Søren, er den dét? Jeg kunne godt forestille mig både mere udspekulerede og mere feministiske udstillinger. Men det er nok bare mig.
Organismen, klumpen af fællesskabelse, er ikke mere grødet end at man aner de enkelte gruppers fingeraftryk på nogle af installationerne, ligesom de lemmer, der endnu ikke er opløst: Kontroltårnet bærer præg af Randi & Katrine, sørøverskibet af Hesselholdt & Mejlvang osv.
Der er en høj grad af selvironi på færde i udstillingen, sammen med en energi, humor og fanden-i-voldskhed, der ikke kan undgå at smitte, og som opvejer at det ikke er den strammeste udstilling i nyere tid. Den Frie Udstillingsbygning er omdannet til en farverig, kannibalistisk festbule, der syngende fejer den foregående, ualmindeligt kedelige udstilling med de såkaldte kolorister, ind bag spindelvævet, hvor den hører til.
Torben Sangild
