Sigurd og operaen
Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 20/10-2009. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.
Tøjdyrsopera
Sigurd Barrett er en skikkelse, der deler vandene: Før man får børn, synes man han er en krukket klaphat, men efter man får børn, er han en åbenbaring af musikalitet med sin Bjørnetime. Når ens lille datter sidder og klapper og måber og synger med på “Sumsumsarumsarum” eller “Hej, mit navn er Harry” fra yndlingsbjørnetimen Tøjdyr for en aften, er al skepsis smidt overbord, for Sigurd kan kommunikere med børn som få andre, og når han spiller vinylplader på sin rejsegrammofon, er de voksne også med på et nostalgitrip.
Ud over Sigurds Bjørnetime har Barrett begejstret børn og voksne med programmer om DR Symfoniorkesteret og DRs Big Band. I en tid hvor musikskolerne skæres ned, kan han inspirere børnene til at ville lære at spille et instrument. Og nu er turen så kommet til opera, der vel nok er den mest voksne genre, man kan forestille sig, så det var med en vis nysgerrighed, jeg satte mig med min snart to-årige datter på skødet.
Den første af de seks operaer, der introduceres, er Carl Nielsens ‘Maskerade’. Sigurd er vært og fortæller, og hans medinstruktør Nikolaj Hansen spiller en meget entusiastisk dirigent. Vi begynder ved forprøverne, hvor Sigurd fordeler rollerne blandt en række tøjdyr-operasangere og opsummerer handlingen med tegninger til. Stemningen er hektisk, sangerne er krukkede og intrigante og giraffen Don Bravissimo henviser konstant til sin fortid på La Scala.
Den store udfordring er at få den komplicerede handling og musik til at gøre indtryk, give mening og underholde på 25 minutter. Det lykkes fint, omend operaen naturligvis må amputeres voldsomt, og udgangspunktet ved orkesterprøven bliver Jeronimus’ sang om, hvordan der førhen var fred på gaden. Ugle-bassen Octavio har svært ved at huske teksten og synger “førhen var der hår i maden” til orkesterets store moro. Der zoomes ind på percussionist Gert Sørensen, der skal finde den rette måde at markere timeslagene på. Det lille klokkespil drukner, men båthorn er for voldsomt, så det ender med rørklokker.
‘Maskerade’ er, trods sin simple handling og lette konfliktløsning, en ret vovet opera, der udstiller seksuel dobbeltmoral. Det er barberet væk i børneversionen, hvor kun kærlighedshistorien står tilbage, og godt for det. Min datter er lidt for ung til at forstå hvad der foregår, men hun er glad for, at der er syngende tøjdyr. Det kan man nemlig ikke få for meget af.
Torben Sangild
