Som absurd fortælling
Jeg sidder i et firkantet rum foran en skærm med hænderne bagbundet til min blå stol. Her har jeg siddet så længe jeg kan huske. Jeg ved ikke hvordan jeg har båret mig ad med at binde mig, for knuden er akkurat uden for min langefingers rækkevidde. Jeg har endda øvet mig i at strække den, at gøre den længere, men efter et par dages intens træning fandt jeg ud af at den stadig havde samme længde. Det begyndte også at gøre ondt i den. Det er bedre at være rolig.
Jeg sidder i en stor bygning på øverste etage. Ud af de to vinduer kan jeg se en anden bygning mage til og et lille stykke af himlen. Stykket af himlen skifter farve alt efter vejret, ikke to dage er ens. Når jeg løfter nakken efter at have sovet på min stol er det første jeg vender mig mod dette stykke himmel. Nej, det er ikke rigtigt, ved nærmere eftertanke skal jeg lige se at alt er som det var, før jeg tør vende mig mod himmelstykket – min stol, skærmen foran mig, den hvide væg, den sorte dør.
Når solen kommer frem glider en markise automatisk ned over vinduerne. Inden da kan jeg nogle gange få et glimt af solen. Så er jeg lykkelig.
Nogle gange kan jeg høre mennesker gå forbi ude på gangen og tale med hinanden. Noget siger mig at det er mine kolleger. En gang imellem forsøger jeg at råbe når jeg kan høre dem stå uden for min dør, men kneblen i min mund strammer så der kun kommer en svag hvislen ud. Derfor forsøger jeg næsten aldrig mere at råbe.
Jeg skal sidde her indtil jeg har skrevet min afhandling. Men det er meget svært når man ikke kan bruge hænderne. Jeg har udviklet en teknik hvor jeg med næsen trykker på tasterne. Med hjælp fra hagen i kombination med næsen kan jeg endda bruge musen. Jeg har glemt hvad jeg skal skrive om, hvilket ikke gør arbejdet lettere. Men det går fremad. I går skrev jeg en hel linje. Det vigtigste er at der er fodnoter.
En dag bliver jeg færdig, og så kan jeg åbne den sorte dør.
(Torben Sangild, januar 2004)
