Sonic Youth og kunsten

From Sangilds Wiki
Revision as of 14:56, 17 March 2018 by Janusmoos (talk | contribs) (1 revision imported)
(diff) ← Older revision | Latest revision (diff) | Newer revision → (diff)
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 6/6-2009. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.


Visuel støj

Sonic Youth: Sensational Fix. Malmö Konsthall.

Jeg sidder i et telt og spiller på en af Sonic Youths guitarer. Den har en helt ren lyd, og jeg kan ikke finde nogen distortion-knap på forstærkeren, ej heller en effektpedal, der kunne skabe den forvrængede lyd, der kendetegner Sonic Youth. Jeg nævner det for bandets bassist, Kim Gordon, en af mine gamle musikhelte. Hun siger drillende, at det kræver mere mod at spille uden forvrængning. Måske nok, men det gør jeg så tit derhjemme. Når jeg er til Sonic Youth-udstilling, vil jeg lyde som Sonic Youth og ikke som B.B. King.

Det lyder egentlig som noget, jeg kunne have drømt en nat i slutningen af 1980’erne, da Sonic Youth sad på tronen i mit musikalske univers. Men det er faktisk en helt konkret begivenhed fra sidste uge, da der var pressevisning på udstillingen i Malmö Konsthall. Her er indrettet et telt, hvor publikum kan spille løs på trommer, bas og guitar. Det er altså et socialt rum af den type som idealiseres af de mange nutidskunstnere, der er stærkt fascinerede af, at mennesker også kan mødes på et galleri eller museum.

Her på udstillingen giver det mening, fordi det knytter an til udstillingens omdrejningspunkt, som er et rockband. Men vel at mærke et rockband med tæt tilknytning til billedkunstscenen i New York, især den generation af kunstnere der brød igennem i 1980’erne. Alene deres pladecovers bruger billeder af vidt forskellige kunstnere som f.eks. Richard Kern, Gerhard Richter, Raymond Pettibon, Mike Kelley, William S. Burroughs, Richard Prince og Jeff Wall. Derudover omgås de et hav af andre kunstnere, samler på deres værker og har hver især selv lavet billedkunst, ligesom Kim Gordon en overgang skrev for kunstmagasinet Artforum.

Udstillingen, som er lavet i samarbejde med bandet, forsøger at samle nogle af alle disse tråde, og Sonic Youth får dobbeltrollen som på den ene side emnet for udstillingen og på den anden side et prisme for især en bestemt generation af amerikanske kunstnere med vægt på tegneserieinspireret popkunst. Resultatet er en rodebutik af samleobjekter, dokumenter og værker, der præsenteres lige lovligt uformidlet og indforstået.

Der er en lang række videoer om og af Sonic Youth med koncertoptagelser, fjollede hjemmevideoeksperimenter og interviews. Der er Raymond Pettibons satiriske tegneseriekommentarer til den amerikanske hippiekulturs efterdønninger. Der er visuelle værker af musikalske koryfæer som jazz-syrehovedet Sun Ra og electro-punkeren Alan Vega. Der er værker af bandets tre kernemedlemmer: Kim Gordons meditationer i flere medier over Led Zeppelin-klassikeren ’Stairway To Heaven’; Thurston Moores collager med udgangspunkt i rockstjerner som Ramones og Grace Jones; Lee Ranaldos guitar med indbygget hjemmevideo af en biltur og eksperimenterende fotografier af el-orgel-kasser, tilegnet komponisten Steve Reich og land-art-pioneren Robert Smithson.

Der er referencer og citater over det hele – alt er vævet ind i et spind af navne og ikoner på tværs af gamle skel mellem høj og lav og mellem avantgarde og pop, mellem musik og billedkunst. Sonic Youth er ironiske legebørn i et pulterkammer for kulturens efterladenskaber, og hvis ordet ’postmoderne’ nogensinde har været rammende, må det være om denne udstilling. Samtidig kan man godt blive træt af al den namedropping fra et band, der nærmest samler på berømtheder.

Man kan have sine tvivl om, hvorvidt den del af publikum, der hverken har et forhold til Sonic Youth eller til de udstillede kunstnere, møder andet end, ja, støj. Men denne æstetik er helt i tråd med det collage-agtige i bandets tekster og visuelle design. Og hører man til blandt deres fans, er der masser af godbidder og overraskelser på udstillingen. Det kan derfor være svært at give udstillingen en egentlig bedømmelse, den er guf for nogen og ligegyldig for andre. For mig var den mest af alt en rodekiste med skidt og kanel og et nostalgisk trip ned af hukommelsesgaden.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden