Sparagmos - Stemmens traumatiske sønderdeling i elektronisk musik
Sparagmos - Stemmens traumatiske sønderdeling i elektronisk musik er Kapitel 3 af Torben Sangilds bog Objektiv sensibilitet.
Udgangspunktet er en iagttagelse af, at fragmenterede og forvrængede stemmer ofte bruges i musik, der udtrykker noget traumatisk. Det gælder ikke mindst den tidlige elektroniske musik fra 1950’erne.
Dette kobles til det græske ord sparagmos, der betyder “sønderlemning”, og som er knyttet til Ovids skilding af Orfeus’ død, hvor hans legeme blev splittet ad, men hans hoved fortsatte med at synge mekanisk-bedrøvet.
Stemmen udtrykker kroppen, og den fragmenterede stemme kan således udtrykke den fragmenterede, ødelagte krop.
Centralt står grundige analyser af fire elektroniske værker med særligt henblik på stemmens rolle.
- Karlheinz Stockhausen: Gesang der Jünglinge (1955-56). Den stærkt fragmenterede drengestemme synger om jøderne der kastes i ovnen, og alligevel er den indlysende tolkning af værket i lyset af holocaust fraværende i Stockhausen-forskningen, fordi Stockhausen ikke selv har ønsket denne vinkel. Det rådes der bod på i denne analyse.
- Herbert Eimert: Epitaph für Aikichi Kuboyama (1957-62). Et værk til minde om det første offer for atombombeprøvesprængningerne i Sillehavet. Og samtidig et radikalt lydværk, hvis eneste lydkilde er den stemme, der opløser et mindeskrift. Dette forvrænges til ukendelighed det meste af værket igennem, men ind imellem dukker fragmenter af teksten op.
- Luigi Nono: Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz (1965). Bygger på den musik, Nono skrev til Peter Weiss’ teaterstykke Der Ermittlung, men er et kort, koncentreret og krævende værk. Vokalerne er uden ord, og synes skrøbelige i en lydverden af langt voldsommere klange, men holder stand og ender i en slags håb.
- Steve Reich: Different Trains (1988). Værket bygger på interviews, bl.a. med overlevende fra holocuast, og musikken genreres af de naturlige melodier, der genereres af talen. Dette og andre greb sætter en vis distance i forhold til det stærkt traumatiske emne.
Herudover er der kortere gennemgange af værker af Pierre Schaeffer, György Ligeti, Luciano Berio og Bruno Maderna.
Citater fra Kapitel 3
- ”Mit udgangspunkt er den iagttagelse at der i den elektroniske musik påfaldende ofte er en sammenknytning mellem en fragmentering af stemmen og noget kollektivt traumatisk – krig, folkemord eller katastrofer. Fragmenteringen af stemmen og sproget synes metonymisk at udtrykke destruktionen af mennesker – af deres kroppe eller deres erindring. Samtidig lægger det ødelagte sprog sig salomonisk mellem tale og sprogløshed, mellem erindring og forsigtighed over for sprogets vold.”
- ”At fragmentere sangen elektronisk – og endda lade den synge i kor med sig selv - er at fragmentere det subjekt som den traditionelt associeres med. Det er ikke en personlig stemmme, men en almen bøn der udtrykkes i Gesang der Jünglinge.”
- ”Den metalliske forvrængning af stemmen er mimesis af et menneskes opløsning i et eksperiment, en ekspressiv, men kølig og dehumaniseret mimesis af skriget. Skriget er teknologiseret, det er maskinen der skriger, men maskinen er besjælet; det er menneskelig tale maskinen skriger med.” (Om Epitaph für Aikichi Kuboyama)
- “Der er ingen krop bag stemmerne, de er elektroniserede og trukket ud. Dog ikke mere end at man akkurat kan høre at det er stemmer; de ligger på grænsen mellem det humane og det inhumane. Ligeledes mærker man hos vokalen en vilje – en drift til at sætte sig igennem som kun halvt lykkes.” (Om Ricorda cosa ti hanno fatto in Auschwitz)
- “I et tog bevæger man sig ikke fremad, men er bevæget, er situeret i en bevægelse, som man ikke er herre over, nemlig togets mekaniske. Alt efter ens situation kan dette være beroligende eller foruroligende, nostalgisk eller traumatisk, og dette skift sker hos Reich fra I. til II. sats. Det er forskellen mellem hengivelse og fastlåsthed.” (Om Different Trains).
- “Måske kalder den æstetiske bearbejdning af det traumatiske på ordet for at mindes og samtidig på tavsheden for at respektere det som ikke kan formuleres. Det ødelagte sprog i den sparagmatiske musik er måske også derfor så velegnet til at udtrykke denne dobbelthed af påbud og forbud.”
