Sunleif Rasmussen

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 18/3-08. Skal citeres med tydelig kildeangivelse.

Glidende Gnidninger

Sunleif Rasmussen: String against String. Sjællands Strygekvartet, Ostrobothnians kammerensemble, Juha Kangas. Da Capo 8.226044.

Sunleif Rasmussen er en færøsk komponist, og det betyder, at mange tilsyneladende hører noget særligt færøsk i hans musik. Således også pladeselskabet, der i pressemeddelelsen mener, at man tydeligt kan høre den færøske natur. Det kan jeg nu ikke. Jeg hører gedigen europæisk kompositionsmusik i den tradition, der har udfoldet sig i forskellige retninger siden 1950’erne. Rasmussen forener udogmatisk mange af disse retninger i sin musik – systemmusik, minimalisme, klangmassemusik, ny-ekspressionisme og ind imellem diskrete postmoderne stilcitater.

Pladens bedste værk er den 2. strygekvartet, Sunshine and Shadows i to satser, der lægger sig som hinandens kontraster. Første sats er fuld af voldsomme udbrud, og spilles fremragende af Sjællands Strygekvaretet, så der ind imellem er et næsten punk-agtigt drive. I anden sats er vi overvejende i det mere drømmende og melankolske, med tætte harmonier der slynger sig ind og ud mellem hinanden. Højdepunktet er den mærkeligt fascinerende stilstand hen mod slutningen, hvor en dyb vuggen afløser enhver musikalsk udvikling, indtil en stigende hvirvel bringer os sikkert tilbage til virkeligheden som efter en hypnose.

Rasmussen bruger mange glissandi og polyrytmer, og kan stilistisk minde lidt om Bent Sørensen. Men der er ikke den samme anelsesfulde skrøbelighed og porøsitet. Rasmussen er mere bastant i sin ofte voldsomme udtryksfuldhed, som i værket ’Grave’, hvor bækkener og klokker understøtter et heftigt drama. Men man må samtidig værdsætte enhver lille gennemarbejdet detalje i denne sindrige og myldrende strygermusik.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden