Difference between revisions of "Sunn O)))"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 14:56, 17 March 2018

Dette interview, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 22/1-2010. Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.


Solens lyd presser mod kroppen

Sunn O))) fylder på søndag Vesterbro med sine rumlende helvedesklange, og publikum vil blive angrebet af et massivt lydtryk. Her forklarer de, hvad det er for oplevelser, de søger med deres egensindige musik, og hvorfor de har kutter på.

Der er ingen melodi. Der er ingen trommer eller andre rytmeinstrumenter. Udgangspunktet er tonstunge, dybe guitarakkorder spillet i et uendeligt langsomt tempo. Det kan være svært for mange at fatte, hvorfor denne musik skulle være lytteværdig, og når man så medtager at Sunn O))) optræder i munkekutter bag en borg af forstærkere indhyllet i røg, er det let at gøre grin med dem eller affærdige dem som gimmick og attitude.

Men sagen er, at denne musik åbner for helt særlige oplevelser, der hverken minder om dem man finder i popmusik, eller dem man finder på metalscenen. Og har man én gang grædt over skønheden i nummeret 'BassAliens', er enhver tvivl væk. Selv om Sunn O))) har rødder i black metal, er de tættere på både minimalismen og ambient-musikken, der begge dyrker tilstanden frem for udviklingen. Her dvæler man ved en klanglig atmosfære, så musikken minder om en massiv skulptur eller en installation, der omslutter én.

Sunn O))) er ikke de eneste, der spiller denne type musik, men de har perfektioneret klangen. De har stemt guitarerne næsten ned i baslejet og eksperimenterer konstant med detaljen. Det er nørdet og det hjælper at have gode højttalere, men resultatet er mørkt, varmt og sejt som kogende tjære og dystert som ind i helvede.

Gennem årene har de varieret og udvidet grundformlen på utallige måder, ikke mindst ved at inkludere et arsenal af gæstemusikere på samtlige tænkelige instrumenter fra valdhorn til konkylier, der alle underlægger sig guitarkaskadernes rumlende orden og farver udtrykket i forskellige retninger. På den seneste plade, 'Monoliths and Dimensions' går de længere end nogensinde før i denne retning. Med 32 gæstemusikere og en produktionstid på to år, er resultatet overvældende og så tæt på det symfoniske, man kan komme, når guitardroner er udgangspunktet. Her indgår bl.a. basuner, trompeter, strygere, rørklokker og et østrigsk kvindekor. Der er utallige lag og detaljer neden under den superenkle overflade, og af og til glider guitarerne endda i baggrunden til fordel for andre instrumenter og udtryk, der ligger tættere på kompleks avantgarde-musik eller eksperimenterende jazz.

På søndag spiller de i Vega. Ud over de to kernemedlemmer medbringer de den ungarske black metal-vokalist Attila Csihar og multi-instrumentalisten Steve Moore. Jeg talte med duoens ene ankermand, Stephen O'Malley om, hvad vi kan forvente os.

”Vi har en struktur, et skelet, som ligger fast. Men hver koncert er unik, vi improviserer nye ting frem og udvikler hele tiden musikken. Det er det, der holder os gående, det er det, der gør det til en stor oplevelse at give koncert. Faktisk opstår der en større og større grad af struktur efterhånden som vi har spillet mange koncerter.”

Der synes at være en stor forskel mellem jeres indspilninger og koncerter. På jeres plader er der en masse små detaljer, mens live er det mere massivt, der synes det at handle meget om kraft og lydtryk.

”Ja, det er egentlig to helt forskellige ting. Studieprocessen er et spørgsmål om at finpudse detaljer, ligesom når man hugger i sten, mens koncertsituationen er mere umiddelbar. Men der er nu også masser af subtile detaljer live. Sidste år spillede vi i et frimurertempel i Brooklyn. Der var en fantastisk akustik, men samtidig betød det at den massive lyd blev for meget for en del af publikum. Så de gik udenfor og holdt pause, og der fik de en anden, mere stille og detaljemættet, men lige så interessant oplevelse, der kan minde lidt om at lytte til vores plader. Så publikum har stadig nogle muligheder for selv at navigere i forskellige måder at lytte på, og det kan jeg kun opfordre til.”

Det er som om, jeres musik forener to modsatrettede udtryk: Det voldsomme og ekspressive på den ene side og det meditative på den anden side. Som et skrig eller et ekstatisk højdepunkt, der bliver trukket ud og derfor bliver noget helt andet, en slags mantra, men som stadig har noget af kraften i udtrykket tilbage.

”Det er en god måde at betragte det på. Meget støjmusik er meget følelsesladet og ekspressionistisk, og det er fint nok. Men hos os bliver det krydset med noget mere konkret fysisk. At man kan mærke lydens direkte pres på kroppen. Hos Sunn O))) handler det meget om at ride på den ekstatiske lydbølgetop, og den fylder en stor del af vores koncerter. Det er måske faktisk vores kendemærke, en næsten rituel renselse gennem lyd.”

Hvordan føles det for jer selv, når I står på scenen?

”Det kan være en fantastisk oplevelse. Man kan nå en meditativ, næsten ophøjet tilstand, som er meget stærk, og som jeg ikke kan nå på andre måder. Jeg lægger ikke noget religiøst i det, det er en overvældende æstetisk erfaring. Og det lader til at publikum også er modtagelige for det.”

Hvad er ideen med jeres kutter: Er der et rituelt budskab, er det en mere ironisk tegneserieagtig ting, eller er det for at skabe en bestemt atmosfære?

”Det er alle tre ting på én gang, men det vigtigste er faktisk noget helt fjerde. Vi havde en lidt skræmmende oplevelse i England i 2000, hvor publikum delte sig i to: Den ene halvdel fik en guddommelig åbenbaring, og den anden halvdel blev meget aggressive, fordi de bare hadede musikken. Det førte til at vi fremover trak os tilbage på scenen og satte nærmest en barrikade af forstærkere op foran os på scenen. Vi ønskede ikke at være så udsatte igen, og samtidig ville vi gerne fjerne fokus fra det meget ego-orienterede på rockscenen. Så kom kutterne til, som virkede godt. Vi kunne bedre koncentrere os om musikken og samtidig beskytte os lidt. Og når vi har gæstemusikere, har de også kutter på, så det giver en slags helhedsoplevelse, hvor alle er på samme niveau.”


Torben Sangild

Faktaboks: Sunn O)))

  • Dannet i Seattle i 1998 af de to gennemgående medlemmer, Stephen O'Malley og Greg Anderson.
  • Navnet udtales som det engelske 'sun'. Resten er et visuelt tegn for en sol, der udstråler bølger. Det er hentet fra logoet til den hedengange guitarforstærker af samme navn.
  • Det direkte musikalske forbillede er bandet Earth, der dannede genren 'drone doom' – en superenkel udløber af 'doom metal'-scenen, der baserer sig på støjende droner (vedholdte toner eller akkorder) og forener det langsomme og det dystre.
  • Sunn O))) har udgivet otte studieplader, som også er udkommet på vinyl. Hertil kommer en lang række liveplader, ep'er og samarbejder.


Til forsiden