Difference between revisions of "The Rutles"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 14:56, 17 March 2018

Denne lille artikel er skrevet på opfording til filmmagasinet Mifune nr. 24, 2007. Her blev 25 skribenter bedt om at skrive om deres yndlings-musikfilm.

The Rutles – All You Need Is Cash

Af Torben Sangild

Da jeg blev bedt om at skrive om min yndlings-musikfilm blev jeg meget i tvivl om hvilken jeg skulle vælge. Indtil jeg kom i tanker om at jeg i hvert fald kan kåre den sjoveste musikfilm, nemlig The Rutles – All You Need Is Cash fra 1978.

Jeg hørte soundtracket før jeg så filmen, og allerede den oplevelse var helt særlig. Her var en række sange der ikke var Beatles-sange, men som alligevel var så umiskendeligt Beatles at ingen kunne være i tvivl med ørehængere som ”Ouch”, ”Let’s Be Natural” og ”Piggy In the Middle”. Sangene er faktisk næsten lige så gode som Beatles’ egne sange, og sangskriveren bag, Neil Innes, spiller selv John Lennon-figuren Ron Nasty.

I filmen får man historien om The Rutles (med kælenavnet The Prefab Four) fra begyndelsen i Liverpool 1960 til den bitre ende i 1970. Der er fotos og filmklip som efterligner originalerne til næsten perfektion, men altid med et lille twist. Hvis man ikke kender historien om The Beatles vil en del gå hen over hovedet på en, men har man bare set én dokumentarfilm eller læst én bog, så vil man ligge flad af grin over de utallige parafraser. Og faktisk går den også respektløst tæt på nogle af de mere smertefulde aspekter, såsom Brian Ep…Leggy Mountbattens død, som dog også får en drejning. På dette tidspunkt er Rutles ikke i indien hos guruen Maharishi, men i Wales hos en ånderne-banker-under-bordet-spiritist. De roder sig ud i et omfattende te-misbrug, der giver deres sange et mere psykedelisk præg. Yoko Ono er erstattet af Hitlers datter, og George Harrison-figuren er inderen Stig. Men ellers er historien næsten den samme. Og koncerten på taget af Apple-bygningen i 1969 (der i øvrigt formentlig var Beatles’ bedste overhovedet) er gengivet så tæt på at man næsten glemmer at der er tale om en parodi. Her viser den sin store kærlighed til sit forlæg.

Hovedmanden bag ideen og filmen var Eric Idle fra Monty Python (nudge-nudge). Han skrev manus, instruerede og spillede Paul Mc...Dirk McQuickly. Og så spiller han BBC-reporteren. For faktisk er dette i lige så høj grad en parodi på den klassiske TV-dokumentar som på historien om Beatles. Alle de kendte dokumentar-tricks bliver vendt og drejet, nogle gange mere subtilt end andre. The Rutles går for at være verdens første ”mockumentary”, og har inspireret verdens næstsjoveste musikfilm, This Is Spinal Tap. Der er i øvrigt gæsteoptrædener af Mick Jagger, Paul Simon, Dan Akroyd, Bill Murray og mange andre. Ja, og så ingen ringere end George Harrison, der spiller en journalist der interviewer Michael Palin. Harrison har i øvrigt udtalt at det er den bedste og kærligste dokumentarfilm om Beatles der er blevet lavet.


Konteksten: De 25 film

De 24 andre yndlingsfilm og skribenter var: Let’s Get Lost (Bo Rande), Don’t Look Back (Christian Braad Thomsen), Nico Icon (Djuna Barnes), 24 Hour Party People (Jesper Vestergaard), Dancer In The Dark (Jomi Massage), Troldkarlen (Kasper Torsting), Sweet Toronto (Kresten Osgood), Trapped In The Closet 1-12 (Lars Löbner Jeppesen), You See Me Laughin (Michael Poulsen), 1991: The Year Punk Broke (Nicolai Torp), The Harder They Come (Pharfar), Amadeus (Rune Skyum-Nielsen), The Beatles Anthology (Thomas Troelsen), Gimme Shelter (Wadt Thomsen), Koyannnisqatsi (Peter Albrechtsen), Notre Musique (Thure Munkholm), Searching For The Wrong-Eyed Jesus (Trine Friis), Offerfesten (Ralf Christensen), Shine (Else Marie Pade), Metal: A Headbanger’s Journey (Niarn), Cocksucker Blues (Lars Movin), DiG! (Kristoffer Hegnsvad) og The Virgin Suicides (Anita Brask Rasmussen).