Difference between revisions of "Tindersticks: Simple Pleasure"

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search
(Created page with "Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i et nummer af tidsskriftet ''Blender'' tilbage i 1999, da albummet udkom. ==Simple Pleasure== ''Tindersticks: Simple ...")
 
m (1 revision imported)
 
(No difference)

Latest revision as of 14:56, 17 March 2018

Denne anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i et nummer af tidsskriftet Blender tilbage i 1999, da albummet udkom.

Simple Pleasure

Tindersticks: Simple Pleasure (Rough Trade)

Som gammel Tindersticks-elsker er det svært ikke at blive skuffet over Simple Pleasure. Den mangler den spænding, som gjorde Tindersticks til noget helt særligt i 90ernes musikalske landskab, især i kraft af de to første utitlede albums. Brugen af latin-, country- og easy listening-elementer er stadig dominerende. Stuart Staples crooner stadig kejtet falsk og vibrerende følsomt som ingen andre. Men hvor Tindersticks førhen i passager nåede en tyst skrøbelighed, og Staples intenst truede med at briste i tavs gråd, holder de sig nu på den sikre side af selvopretholdelsen, velsmurt og uden vaklen. Og hvor de i andre passager tilførte den sødladne stemning et kildrende element af dissonant desperation og ekstatisk udladning, er kanterne nu slebet helt rene, og den bittersøde melankoli er uden følelsesmæssige udsving.

Fornyelserne er få og opvejer på ingen måde tabet. Den væsentligste nyskabelse er en vokalduo med Jenni Evans og Gina Foster, som synger en traditionel, soulet backing, der i bedste fald er uinteressant. Dickon Hinchliffes før så brilliant gennemtrængende strygerarrangementer er langt hen ad vejen blevet tæmmet og reduceret til baggrundsfylde, og når de endelig bryder frem, er det uden fordums kraft. Uanset hvor man end vender sig hen i musikken, står det klart at Tindersticks er gået mainstream. Og det er trist.

Den nostalgiske tone og de hårde ord skal dog ikke skygge for, at der stadig er tale om en god plade, der blot blegner i sammenligning med de geniale forgængere. Accepterer man det gennemført kælne og glatte som udgangspunkt, kan man få nogle rare stunder med Simple Pleasure - en i øvrigt rammende titel for lytteoplevelsen. Og der vil sikkert komme mindst lige så mange nye lyttere til, som der står gamle af.

Torben Sangild


Til forsiden