Vild med dans

From Sangilds Wiki
Jump to: navigation, search

Denne TV-anmeldelse, skrevet af Torben Sangild, blev bragt i Politiken 21/9-09 (da årets Vild med dans netop var begyndt). Skal citeres med tydelig kildeangivelse af dette.

Krigsdans

Der er udbrudt krig igen. Altså tv-krigen mellem DR og TV2 fredag aften, som har erstattet lørdag som kamppladsen om det danske folks gunst. Taberne i krigen er os, seerne, familierne i de små hjem, der står over for et svært valg. På den ene kanal kan man se mere eller mindre talentfulde amatører blive skamrost af nogle kendte dommere. På den anden kanal kan man se nogle kendte deltagere, der ikke rigtig kan danse, blive skamrost og mildt korrigeret af en række dansefagdommere. Valget er faldet på sidstnævnte, Vild med dans, som et kvindeligt medlem af mit ægteskab dyrker intenst med mig på sidelinjen. Optagelseskravene til Vild med dans synes klare. Man skal enten være kendt fra tv, være fotomodel eller have dyrket sport på eliteniveau. Kan man kombinere to af disse kriterier, så er man selvskrevet, også selv om begge dele ligger 30 år tilbage. Først ser man ydmygelserne og det hårde slid, som de kendte må igennem for at lære deres trin og kropsholdning. Her skal der helst være noget humor og selvironi, og så skal seeren kunne fornemme den hårde udfordring. Det sættes nemlig op som kontrast til den efterfølgende præstation på dansegulvet, hvor den kendte nu iført et flamboyant kostume og omgivet af iørefaldende musik sejler smilende gennem sin spektakulære koreografi. Det er en af de mest slidstærke fortællinger, vi kender: Outsideren der kæmper og som med flid og talent blomstrer og udfolder nye sider af sig selv. Det er handlingen i tusindvis af film om sportshold og grimme ællinger, og den eneste forskel til Vild med dans er, at her er alle bevidste om, at det kun er for sjov, og derfor er der kække bemærkninger og god sportsånd over hele linjen. I fredags kunne man således følge hvordan tv-vært Line Baun Danielsen havde svært ved at slippe føringen, og derfor beskyldtes for ikke at være feminin; hvordan taekwondo-kæmper og skønhedsdronning Lisa Lents konstant fik at vide at numsen skulle ind; og hvordan den aldrende bodybuilder og stuntman Svend-Ole Thorsen kæmpede mod sin egen krop, der har fået udskiftet adskillige led, og derfor er noget stiv. De altid veloplagte og eksalterede dommere gav en masse ros og en smule konstruktiv kritik efter dansen, og alt var som det skulle være. Det er rasende underholdende, og der er lagt op til endnu en seertals-sejr til TV2.

Torben Sangild

Se også


Til forsiden